Glass Eyes and Melted Hearts

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 aug. 2015
  • Opdateret: 20 sep. 2015
  • Status: Igang
Den 18-årige Naomi LaFont er en pige, der stråler af skønhed, men lever et dystert liv omringet af hadfulde og ligeglade mennesker. Selv da hun forelsker sig, og bliver kærester med den fyr, så føler hun sig stadig hjerteknust. Med en splittet familie og en følelsesløs kæreste isolerer hun sig mere og mere fra resten af verden.
Men hvad sker der, da hun kommer ud for en ulykke, der synes at vække hende op til virkeligheden? Da moderen beder om tilgivelse, og hele hendes verden bliver vendt på hovedet ved blot tre ord fra hendes kæreste?
Kan Naomi tilgive, elske og være glad igen? Og ikke mindst, da hendes barndomsven vender tilbage.

0Likes
0Kommentarer
990Visninger
AA

3. Hatred as sharp as knives

"You like me?"

Hans øjne så på mig, men så alligevel ikke. Som om han så lige igennem mig. Hans blik veg ikke fra mine øjne. Skarpe, iskolde og følelsesløse. Det var min første tanke, da jeg så ind i de ellers så smukke blå øjne.

"Yeah. I have liked you for a long time now."

Mit hjerte galopperede i brystet på mig. Så højt og hurtigt, at han måtte have lagt mærke til det.

"Fine, why don't we go out, then?"

Jeg mærkede mit hjerte springe et slag over. "Ah, y-yes!"

Jeg stammede. Men det var kun på grund af overraskelsen. Men dengang kunne jeg umuligt have vidst, hvor meget det ville gøre ondt senere. Dengang var jeg fyldt med glæde, spænding og en masse sommerfugle.

 

~ 1 år senere ~

Han gav slip på mig, og jeg faldt på sengen. "That's enough, I'm leaving. Here's money for the hotel."

Han smed et par sedler på sengen, tog t-shirt og bukser på, og efterlod rummet.

Jeg så på de penge, han havde smidt. Kunne ikke fokusere, og opgav til sidst.

Jeg trak mig sammen til en kugle, prøvede at nægte tårerne i at komme ud. "I'm fine ... I'm just fine."

Selvom jeg sagde de ord til mig selv, hjalp det ikke. For jeg vidste, at Trey aldrig ville komme til at elske mig.

Trey ... Jeg lukkede øjnene, og huskede tilbage på dengang, hvor jeg bare havde været tilfreds med at betragte ham fra lang afstand. Dengang han ikke engang vidste, jeg eksisterede.

Min håbløse forelskelse havde startet i mit første år som high schooler, da jeg for første gang havde set ham efter at have startet i den nye skole. Hans øjne var det, der havde fanget mig mest ved ham. De skarpe og smukke øjne, der i solens skær lyste i en blændende blå farve. Hans læber havde set saftige ud, selvom de var tørre. Og hans hår skinnede, som kom det direkte fra en shampoo reklame. Det havde været kærlighed ved første blik. Men selv jeg  syntes, det var latterligt nu. Kærlighed? Nej, i hans verden var der ikke noget, der hed det.

Jeg rystede, ikke af kulde. Smerten i min krop var alt for stor og uudholdelig for mig til at bære. Det var, som om en eller anden holdt mit hjerte i sin hånd, og klemte til.

Vores forhold var kun baseret på sex. Og hans opførsel mod mig havde ikke ændret sig siden første dag. Stadig lige så kold og ligeglad som før.

Han elskede mig ikke. Det var åbenlyst. Men jeg ...

Jeg begravede ansigtet i hænderne.

Jeg elskede ham stadig lige så meget som før. Nej, det var ikke rigtigt. Jeg elskede ham en milliard gange mere end for et år siden.

Jeg havde lyst til at rive mit hjerte ud af mit bryst, og spørge det; Hvorfor?

Hvorfor var min kærlighed til ham stadig lige så brændende som før?

Jeg rejste mig, og fiskede mine bh op fra gulvet.

Da jeg havde taget tøj på, gled mit blik igen på pengene. Så vendte jeg rundt, og gik ud af værelset.

"I don't need your money. Only one thing ..."

Det regnede udenfor. Jeg mærkede det stramme indeni mig. Enten var det på grund af regnen, eller også var det på grund af den hule ensomhed, jeg følte indeni. Jeg havde lyst til at skrige til verden, højt og længe. Men samtidig havde jeg ikke kræfter nok til end at se op og møde folks skeptiske blikke, som jeg vidste, de sendte mig lige i dette øjeblik. Jeg var trods alt en ensom pige med sænket hoved i det øsende regnvejr.

Vandet dryppede ned fra mig, da jeg endelig nåede hjem. Jeg åbnede døren, og stod et par sekunder i entréen, ude af stand til at røre mig.

Jeg så mor komme hen mod mig.

"You little good-for-nothing child! Do you realize what time it is?!"

Hendes skingre stemme gik ind i mit ene øre, og fór lige ud af den anden. Før jeg nåede at reagere, havde hun givet mig en lussing, der sendte mig ned på gulvet. Jeg kunne ikke engang mærke hendes slag. Lyden af glas, der smadrede foran mig, lød. Jeg ikke engang fór op, selvom lyden var øredøvende. Hun havde hamret et glas ned i gulvet. Jeg betragtede et glasskår, og kunne ikke lade være med at beundre det. Smukt, skinnende og så farligt.

Jeg samlede de mindre dele skårer, og klemte dem i min hånd. Jeg mere så blodet, end følte smerten. Det dryppede ned på trægulvet, og det voksende blodpøl synes at skinne klart i lyset.

Jeg gispede, da en stemme trængte ind i mit øre.

"No, don't do dat! Ouchie."

Jeg så op, og mødte en engels ansigt. Claire så på mig med sine store øjne, og var på randen til at bryde ud i gråd. Hurtigt gav jeg slip på glasskårene, der faldt til jorden med et 'kling', og tørrede hænderne i tøjet.

"Hi Claire!"

Jeg smilede til hende, og holdt armene ud. Hun løb ind i min favn.

Hun hikstede lavt.

Jeg lagde armene om hende. "Sorry. I'm so sorry, Claire. I didn't mean to scare you like that."

Pludselig blev hun hevet væk fra mig. Jeg så op, og mødte mors vrede udtryk. "Don't touch my daughter. Dirty child."

Hun gik med Claire slæbende efter sig. Claire så sig tilbage. I et forsøg på at berolige hende, smilede jeg mildt til hende.

"It's okay. Go with your mom."

Se, selv ikke min egen mor ville kendes ved sin datter. Men det var ikke noget nyt. Siden fars død havde hun opført sig sådan. For tre år siden ...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...