Nedbrudt

En skoleopgave til et stort 12-tal.

jeg ved der er nogle stavefejl, men bær' over med det :)

0Likes
0Kommentarer
222Visninger

1. nedbrudt

Jeg husker det tydeligt. Tydeligere end de fleste ville have gjort. Hvordan kan man også glemme sådan en dag? Hvordan kan man tømme hovedet og slukke for øjnene når man møder sådanne et syn?

Blodet der stille løb fra munden. Blandet med hvidt skum. Fråde. Det tykke reb, der sad faretruende stramt om hendes alt for løse nakke. Øjnene der stadig skreg af smerte. Tilfredshed. Det havde været en grusom død. Det var jo også det, hun gerne ville have. Hun havde selv sagt det til ham: ”En dag skal vi dø, Ask. Det skal alle mennesker. Nogle menneskers død er smertefulde andres er fredfyldte. Men tænk over, hvilket liv der er gået forinden. Hvilke lidelser personen har haft med i bagagen. Det er svært at tømme den, når den først vejer så meget at man ikke kan løfte den.” Jeg gyser ved tanken om hendes svage hvæsende stemme. Mor opgav livet. Far opgav kampen. Han ville sende mig på børnehjem som 9 årig. Kun 4 måneder og 13 dage efter mors død.

 

Men det var der, min tante brød ind. Selvom hendes hjerte er lige så koldt som min fars, så kunne hun ikke lade ham gøre det. Jeg husker stadig hendes røstende stemme, der skriger ham ind i ansigtet, at han er en idiot. En kujon, der ikke kan tænke klart længere. Dranker. Dengang vidste jeg ikke hvad det betød. Jeg vidste blot at far begyndte at lugte vammelt ud af munden og opføre sig underligt. Voldeligt. Det endte med at han tog samme vej som mor. Han gjorde det blot gennem alkohollen.

 

”Ask?” Min tantes stemme er hæs. Jeg svarer ikke. Hun kan rende mig. ”Ask, kom nu ned. Du har stadig ikke set hvilken efterskole du er tilmeldt..” Hendes hæse stemme lyder på én gang lokkende og frastødende. Som en pædofil. Jeg rejser mig langsomt. Mærker hvordan mine benmuskler virkelig kæmper for at få mig op at stå. Godt at de i det mindste stadig kæmper for mig. De eneste.

 

Stolen knirker, da jeg trækker den ind under mig. Hendes øjne flakker hen over skærmen. Søgende. Muligheden for at slippe af med mig. Den må ikke gå tabt. Hendes ansigt finder ro, og hun vender computerskærmen om med et afgørende blik i øjnene. Jeg væmmes. På skærmen toner sig en rød bygning frem. Dens sorte vinduer griner allerede af mig. Viser tænder og snerrer. Griner. Håner. Opgiver.

”Den ser da fin ud.” Jeg kigger ikke på hende. ”Ja ikke!” vræler hun stolt. ”Den ser da meget formel ud. Det kan jo være du kommer hjem som en lille konge.” Hun smiler slesk. Blotter sine gule tænder. Føj hvor her pludselig stinker af tandsten og hundeånde.

 

Jeg trækker på skuldrene. Stilheden brøler helt ind til knoglerne. Hendes øjne stirrer forfærdeligt forventningsfuldt på mig. Næsten sultent. Hun skal ikke regne med noget. Det er der ingen der skal. Hvem ville også det?

”Men så må du jo tage dig lidt sammen.” Med ét bliver hun kold som is. Hånlige øjne.

Er det mig der skal tage mig sammen? Hvordan kan hun sige det? Hvordan kan hun Tillade sig? Hvem er det, der har kæmpet hele sit fucking liv? Hvem er det der har hold hovedet højt, når alle andre bare har opgivet? Hvem er det, der hat set sin mor hænge død i et forsøg på selvmord? Som var vellykket. Hvordan kan hun så sige, at det er mig der skal tage sig sammen, og ikke hende? Hvad har hun gjort for mig? Ikke en skid. Jeg ville meget hellere være kommet på børnehjem. Væk fra min familie, mit hjem og mit liv. Hvis jeg nogensinde har haft disse ting?

Jeg siger ikke noget. Nikker bare anderkendende og rejser mig langsomt. Vreden er ved at eksplodere i mig. Hvordan kan hun lege sådan med mig? Som en kat der leger med en mus, før den æder den. Eller bare lader den ligge og nyde at se den lide indtil den ikke har kræfter til et sidste åndedræt. Hendes øjne er tilfredse. Hun ved hvad hans hoved rummer, og hun elsker at skabe splid. Det er hendes speciale.

Jeg kaster mig ned på knæene. Flår den gamle sportstaske ud under sengen. Jeg kan mærke hvordan vreden svulmer igennem min krop. Helt ud i tåspidserne, hvor det så vender og smertefuldt løber tilbage mod hjertet. Jeg græder. Tårerne triller lydløst ned af mine kinder. Kan smage den salte vandede konsistens. Hurtigt tager jeg mit tøj og min kæreste eje. Mors digtbog. Det eneste jeg har tilbage fra hende. Jeg stopper midt i bevægelsen, for blot at nyde synet, og nyde vægten i min hånd, før den ryger samme vej som tøjet.

 Jeg lister ned ad trappen. Fjernsynet kører inde i stuen. Ud igennem gangen, videre hen til køkkenet og ud i entreen. Jeg hiver sine sko på, og vender mig om for at tage tasken. I stedet for tasken, møder jeg et vammelt smil. Bakker langsomt hen imod døren. ”Hvor skal du hen, Ask?” Hun tipper hovedet let på skrå. Øjnene er tomme. Hånlige. ”J-jeg...” men hun afbryder mig: ”Du har ingen steder at tage hen? Du ved hvad du er, og du ved hvor du hører til. Du er udstødt. En frastødende knægt, der gør hvad der passer ham. Du tænker kun på dig selv. Din lille egoist. Du har været fravalgt, lige fra du var spæd. Det må du da kunne forstå?” Hendes mund bevæger sig næsten mekanisk.

Jeg knuger om håndtaget. Mine fingre gør ondt, og jeg har ikke længere følelse i hånden. Hendes tunge blik har suget mig ind. Jeg kan ikke flygte. Hjælpeløs. Min krop er hjælpeløs. Mit sind er hjælpeløst. ”Du må da kunne forstå,” Bliver hun ved. Mine ben giver efter. Jeg falder sammen på den beskidte måtte. Støvet hvirvler op. Lægger sig i mit hår. Trænger ind i mine øjenkroge. Jeg kan ikke flygte. Hun har ret. Hun har ret, hun har ret, hun har ret! Jeg skriger. Skriger så højt jeg kan. uden nogen form for kontrol. Banker mine hænder ned i gulvet, indtil mine knoer er fulde af blod. Min krop ryster af anstrengelse. ”Husk at tage tasken med ovenpå igen, når du er færdig.” Hun vender sig om og vader ind i huset igen med tunge skridt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...