Ingen

"Det regner. Jeg fryser. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv... Vandet er for længst sivet igennem min slidte, beskidte silkepyjamas. Håret klistrer til hovedet. Jeg snøfter. Det er kun få timer siden, jeg tog flugten. Fra mit hjem. Fra alt det, jeg har kendt..."

3Likes
5Kommentarer
351Visninger

1. Ingen

Det regner. Jeg fryser. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv... Vandet er for længst sivet igennem min slidte, beskidte silkepyjamas. Håret klistrer til hovedet. Jeg snøfter.

   Det er kun få timer siden, jeg tog flugten. Fra mit hjem. Fra alt det, jeg har kendt.

   Jeg vågnede midt om natten. Havde hørt stemmer fra min fars kontor. Ophidsede. Sorgfulde. Bekymrede... Jeg satte mig op, gned mine trætte øjne. Forsigtigt trådte jeg ud på det kølige gulv. Lyset blinkede en enkelt gang, den mekaniske stemme summede fra væggene:

   "Er De stået op, Mr. Diamond?" Jeg bad Lip, Living Interllectual Person, afbryde sig selv. Kort efter blev mit værelse igen mørklagt.

   Jeg kunne se byens glimtende lys fra vinduet. Helt oppe på 103. sal, hvor min far og jeg boede, nåede ingen lyde frem. Jeg kunne se natbusserne svæve rundt over bygningerne i byen, indimellem stoppede de ved platformene. Venus kunne ses i det fjerne, klar og tydelig. Månen var på vej mod den. Et øjeblik stod jeg og nød synet. Så listede jeg ud på gangen.

   Det sædvanlige, hyggelige lys lå uden for mit værelse. De beigefarvede vægge var blevet malet for kort tid siden af husholdningsrobotten, jeg havde fået besked på ikke at røre dem.

   Døren til fars kontor stod lidt åben. Et dæmpet lys smøg sig ud på gangen. Far talte ophidset med Sebastian.

   Sebastian var hovedmekaniker hos Di-corp, min fars firma. Han kunne lave de mest finurlige dimser, der hoppede og sang, når man aktiverede dem. Han stod for robotafdelingen.

   "Du må ikke gøre det, Herman!" Herman er... var, min far. Der lød et suk fra ham.

   "Sebastian, jeg kan ikke klare det mere! Hver gang, jeg ser på ham, er det bare et minde om Ruben!" På det tidspunkt troede jeg, at jeg var Ruben. Der var stille en tid. "Jeg lukker ham ned."

   "Nej, Herman!" I det samme skar en voldsom smerte gennem mit bryst. Jeg blev slået omkuld, skubbede ved et uheld døren op. Far, Herman, råbte op. Sebastian kom hen til mig, trak mig på benene. "Herman, lad være! Jeg tager mig af ham, du behøver ikke se ham mere, bare..." Gennem mine sammenknebne øjne kunne jeg se far. Han stod med en knap i hånden, så trodsigt på Sebastian. Han trykkede den ned. Jeg bukkede sammen i smerte, hylede og skreg. Sebastian råbte, trak mig med væk. Vagterne blev tilkaldt. Smerten blev ulidelig, uudholdelig.

   Jeg besvimede.

 

Da jeg igen slog øjnene op, lå jeg under et træ. Sebastian sad ved min side. Han blødte fra hovedet. Vinden greb fat i hans sorte hår, fik det til at bølge. Han så sørgmodigt ud mod horisonten. Jeg tog en dyb indånding. Han så på mig, smilede.

   "Godmorgen," sagde han stille. Jeg så op. Det var ægte - træet. Det havde jeg vist aldrig set før. Bladene raslede harmonisk. Jeg lukkede øjnene og lyttede til dem.

   "Hvad skete der?" Min stemme var tør og rusten. Sebastian sukkede dybt.

   "Det er en lang historie - det er derfor, jeg har taget dig herhen." Han hjalp mig forsigtigt op at sidde. Jeg havde en smule ondt i brystet, som en kugle, der raslede rundt mod skrøbelige sider.

   Vi befandt os på en gammeldags kirkegård. Der var ingen plasmafelter, der holdt kroppen fra forrådnelse. Bare grågrønt græs, lidt for langt, som svajede i vinden. Sorte, grå og hvide sten var placerede rundt omkring med jævne mellemrum, alle havde forskellige former: Kors, engle, cirkler og firkanter var bare et lille udvalg.

   Jeg kendte den.

   Kirkegården.

   Den var som en drøm. En gammel, uhyggelig, livsforladt drøm. Jeg gøs. Så på Sebastian.

   "Jeg forstår det ikke?" Han rakte mig en hånd. Hans mørkglødede hud stod tydeligt frem blandt alle de lyse, kolde farver på dyssen. Jeg tog imod den. Han hjalp mig forsigtigt op, jeg var svimmel og mine lemmer smertede.

   Sebastian førte mig hen til én høj gravsten. Ligesom ved alle de andre, var der ingen særlig have til den. Der lå en gammel, visnet blomsterkrans foran det sorte marmor. Der sad en hvid due på toppen.

   Jeg snappede efter vejret, da jeg så de hvide navne på de afdøde.

 

Miranda Diamond

*3-9-2132

+16-4-2171

Elsket og savnet...

 

Ruben Diamond

*12-10-2156

+2-5-2171

Dejlige, fortabte dreng

 

Jeg rystede på hovedet. Det kunne ikke passe. Det var mit navn, der stod på gravstenen! Og min mors... Jeg så bange på Sebastian. Han slog blikket ned.

   "Jeg byggede dig på Herman Diamonds ordre. Han ville ikke også miste sin søn." Mine øjne blev våde. Sebastian så beklagende på mig. "Undskyld, jeg skulle have fortalt det. Men jeg fik besked om..." Jeg vendte mig om og stak i løb. "RUBEN! VENT!" Jeg løb. Løb og løb, til jeg kom tilbage til byen. Det begyndte at regne. Det havde altid undret mig. At jeg aldrig rigtig blev træt. At jeg ikke huskede min barndom. Jeg troede, det var biluheldets skyld...

   Jeg er ikke Ruben Diamond. Han døde for tre år siden. For få minutter siden satte jeg mig her i hjørnet. Nu sidder jeg og ser på bilerne, der bare svæver forbi. Energien fra undervognene sprøjter vandpytter på mig. Jeg fryser. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg trækker knæene op til brystet. Hulker. Jeg er en maskine. Jeg er ingen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...