Ricin

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2015
  • Opdateret: 15 aug. 2016
  • Status: Igang
En krimi - I et spindelvæv af hviskende stemmer fra fortiden finder Sophia sig selv stående overfor sit livs mysterie.

6Likes
12Kommentarer
2600Visninger
AA

11. Kapitel 9 - Fortiden fortæller

 

Sophia havde ligget søvnløs det meste af natten igennem. Hun havde overvejet at ringe til Jake, men han ville helt sikker overreagere og komme over for at snakke. Det var ikke det, hun havde brug for. Hun havde brug for at få klaret sine tanker, og finde hoved og hale i alt det rod, som hun stod med fødderne plantet i.

Det stod klart for hende, at det virkelig var et mord. Sophia skævede til den liste, hun havde foran sig. Det var på en gang skræmmende og uhyggeligt at så mange mennesker, kunne tænkes at have motiv til mordet. Sophia tænkte kun på det som et mord. Mordet. Hvis hun begyndte at se sin far for sig, kom tårerne atter tilbage.

På trods af at det var tidlig morgen, var Sophia stået op. Hun vidste, at Jake ikke ville dukke op før om eftermiddagen, hvor han fik fri. Det efterlod hende med rundt regnet otte timer til at undersøge de mistænkte.

Sophia trak sin mobil frem. Der var et ubesvaret opkald fra et ukendt nummer. Hun havde på fornemmelsen hvem det var. Dana Coleman. Den ukendte moster. Sophia klemte mobilen hårdt mellem fingrene. Hun havde ikke brug for en moster. Hun havde brug for sin far. For sin mor. Hun lukkede øjnene og prøvede at trække vejret stille og roligt.

Da hun åbnede dem, tastede hun hurtigt et nummer ind og ringede op.

Det var Olivia der tog telefonen. Hun kørte den sædvanlige smøre af, og præsenterede sig så som Olivia Jones.

“Olivia!” sagde Sophia. “Det er Sophia.”

“Åh, Sophia, hvor er jeg glad for at du ringer.” Hendes stemme nærmest dryppede af medlidenhed.

“Kan du gøre mig en tjeneste?” spurgte Sophia.

“Selvfølgelig, kære” kvidrede Olivia.

“Vil du ikke se om du kan finde en adresse på en ‘Finn Johnson’. Jeg tror han har været kollega til min far.”Der hørtes tasten fra et tastatur. Man kunne sige mange ting om Olivia, men hun forstod at være hurtig på tasterne.

“Doktor Finn Johnson?” Spurgte hun.

“Ja, det er ham” bekræftede Sophia.

“Har du noget at skrive med? Adressen er Highroad 234D .” Sophia skrev hurtigt ned og takkede Olivia. Hun tastede adressen ind på GPS’en i mobilen, og fandt sine bilnøgler frem.

 

Sophia holdt ind til siden, og slukkede bilens motor. Forsigtigt gik hun op ad en stentrappe og ind i en opgang. Hun fandt den rigtige dør, og bankede på. Hun holdt vejret og talte sekunderne. Ingen lyd inden fra lejligheden. Hun hævede hånden igen og bankede. Fem sekunder senere blev døren åbnet. en midaldrende mand åbnede døren. Han var rank, havde sølvgråt hår og var iført jeans og trøje.

“Ja?” spurgte han. Sophia tog øjnene til sig. Manden så måske en smule træt ud, men han lignede ikke en, der ville skrive hadebreve. Langt fra. Han mindede hende om… sin far.

“Jeg er Sophia Lopez” præsenterede Sophias sig. Hun mødte mandens øjne, og kunne se, at han genkendte navnet. Genkendte hende.

“Sophia?” svarede han med lav stemme. “Sophia Lopez?”

Sophia nikkede. Den ældre mand vinkede hende med indenfor. Men hun rørte sig ikke ud ad stedet. Hvis denne mand virkelig havde været så hadefuld over for hendes far...

“Åh… Jeg er så ked af det” hviskede Finn.

“Jeg har set brevet” sagde Sophia og betragtede Finns som hans skuldre faldt.

“Åh… Jeg har meget at forklare sig” nikkede han og tog sig til hovedet. “Jeg er så ked af det” mumlede manden igen. Han forsvandt ind i lejligheden, og lod Sophia stå på dørmåtten. Hun overvejede et øjeblik at gå, men hun måtte have svar. En rask beslutning afgjorde det. Hun fulgte med Finn indenfor, og lukkede døren bag sig.

Sophia satte sig i sofaen overfor Finn. Han så dystert ud i luften, og lignede bestemt en mand med et tungt hjerte.

“Jeg har læst dit brev til min far” sagde Sophia igen. Finn nikkede og skuttede sig.

“Det er mange år siden nu, Sophia. Det må du forstå. Dengang… jeg var så vred! Først det med din mor, og så... “ Han rystede atter på hovedet.

“Fortæl” bad Sophia.

“Da banden havde taget hævn over din far, ved at dræbe din mor, truede de din far med at tage dig også” Finns algegrønne øjne mødtes Sophias.

“Han var så stivnakket. Men måtte indse, at han ikke havde råd til at miste dig også… Hvis bare han havde betalt banden, hvad de havde forlangt! Åh… Sophia. Og nu dette…” Der var tårer i mandens øjne. Sophia bed sig hårdt i tungen, tog sig sammen.

“Hvor godt kender… kendte du min far?” spurgte hun.

“Vi var kollegaer, bedste venner faktisk. Vi arbejde begge på samme hospital, men så blev din mor syg og helvede brød løs. Din far skiftede identitet efter mordet.”

Sophia rystede på hovedet. Chokket lammede hende og hjertet slog hurtigere. Ny identitet? Alt dette var ny information.   

“Han har aldrig fortalt mig noget om det… selv min mors død løj han om.” Finn nikkede. Han vidste det.

“Du har heddet Smith en gang, Sophia.”

“Men… brevet?”

Finn nikkede sorgmodigt. “Din far var en meget stolt mand, og det tog hårdt på ham, at han var skyld i din mors død. Han forlod alt det gode vi udrettede på hospitalet. Gemte sig for verden bag nye identitet, åbnede privatklinik for pengenes skyld… Det var mod alt det vores venskab byggede på…”

Sophia nikkede. Hun troede hun forstod.

“Hvordan har du det, Sophia?” spurgte Finn bekymret.

Sophia kunne ikke få et ord frem, men trak et smil frem. Hun lukkede øjnene kortvarigt, ensomheden, sorgen. Den fyldte hende. Da hun åbnede dem igen, fandt hun ro i Finns øjne.

“Det går” sagde hun og takkede ham. “Jeg tror ikke, min far døde af naturlige årsager” mumlede hun, og betragtede Finns reaktion. Han rystede blot på hovedet. Det hele synes at være for meget for ham. Mentalt fjernede Sophia ham fra listen over mistænkte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...