Ricin

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2015
  • Opdateret: 15 aug. 2016
  • Status: Igang
En krimi - I et spindelvæv af hviskende stemmer fra fortiden finder Sophia sig selv stående overfor sit livs mysterie.

6Likes
12Kommentarer
2454Visninger
AA

4. Kapitel 2 - 367 West Avenue

 

Det var tidligt om morgenen. Solen var kun lige ved at stå op. Sophia kiggede ud af det lille vindue inde i det lille rum. Natten igennem var gået med flyvetur, ankomst til politigården og forklaringen på, hvad der var sket med hendes far.

“Han havde fået et hjertestop på grund af en blodprop”. Det var den samme forklaringen om og om igen. De samme ord. Hjertestop grundet blodprop.

Sophia kunne ikke forstå det. Der var noget der ikke hang sammen. Hendes far var læge. Han spiste sundt, og var i god form. Hvordan kunne han have fået en blodprop?

Politidirektøren John Eriksson kom ind af døren til det lille rum med to kopper kaffe. Den ene stillede han foran Sophia, mens han selv beholdte den anden. Han satte sig i stolen overfor hende.  

“Sophia, jeg ved at dette må være hårdt for dig.. men livet går videre”.

Sophia så på ham og nikkede stille. Han havde ret. Livet går videre, men ikke før at den rigtige grund til hendes far død blev fundet. Hun drak hurtigt kaffen, og takkede politidirektøren for alt, hvad han havde hjulpet hende med. Sophia vidste hun måtte videre. Hun kunne ikke bare sidde der i det lille rum med det lille vindue, og tro på hvad politidirektøren sagde. Hjertestop grundet blodprop. Det kunne ikke passe.

 

Sophia satte retningen mod hendes barndomshjem. Stedet hendes far var fundet død. Stedet hvor hun sidst havde set og ikke mindst stedet, hvor hun sidst havde skændes med sin far. Hun kom til huset, så mange minder strømmede ind over hende. En tårer trillede stille ned af hendes kind. Hun tænkte på sin mor, som hun aldrig havde kendt. Hendes mor døde da Sophia var helt lille af livmoderkræft.

Hun satte nøglen i døren, og gik ind i huset. Hun gik langsomt ind i stuen nærmest uden at trække vejret. Det var der, hendes far var fundet død. Hun stod midt i rummet og kiggede sig omkring. Kiggede på stuen, som om det var først gang, hun så den.

Politidirektøren havde fortalt hende om de ødelæggelser, hun ville møde i huset. Han mente, at de væltede ting stammede fra farens forsøg på at nå telefonen, og ringe efter hjælp.

Lampen på det lille bord ved sofaen var væltet, og lå på ødelagt på gulvet. Bøgerne og billederne fra den store reol lå rodet rundt på gulvet.

“Der har været en kamp…” Hun hviskede det stille for sig selv. At se dette syn gjorde hende endnu mere overbevist om, at faren ikke var død af en blodprop.

Hun gav sig til at gennemsøge hele huset. Hun vidste ikke, hvad hun ledte efter. Det måtte bare være et eller andet. Noget der kunne bevise han ikke var død af hjertestop grundet blodprop.

Hun kom ud i baghaven og ville tjekke at nøglen til bagdøren, stadig lå på sin fast plads. Den plads hvor nøglen altid havde ligget hele hendes liv. Hun stillede sig på tæer og kørte langsomt fingrene hen over døren. Hendes fingre ville ramme nøglen, så den faldt til jorden, ligesom den altid havde gjort, men denne gang faldt nøglen ikke ned. Hun prøvede igen. Stadig ingen nøgle der faldt ned. Hun tog en havestol, og stillede sig op på den, så hun kunne se op over døren. Der var tomt. Hvor var nøglen?

Hun gik tilbage til stuen. Så sig omkring, og lagde sig ned på maven. Hun så først til den ene side, ind under sofaen og derefter til den anden siden, ind under den store reol med alle hendes fars lægebøger. Lige der helt tæt op af reolbenet, lå der noget. Hun kravlede derhen og rakte sin arm der ind. Fangede det hun havde set, og tog det ud. Et billede. Et billede af en kvinde. En kvinde med kort brunt hår og grønne øjnene. De øjne…. hun havde det som om, hun havde set de øjne før. Men hvor?

Hun vendte billedet om. Der var skrevet noget. ‘Dana Coleman, 367 West Avenue’. Sophia kiggede længe på ordene. Hun kendte ingen ved dette navn eller nogen der boede på denne adressen. Dog var der en ting, hun var helt sikker på, og det var hendes fars håndskrift. Han måtte have skrevet dette, lige inden han døde. Han måtte havde vidst, at hun ville finde det. Der måtte være en mening med det billede. Hvem var den kvinde? Hvad var det, hendes far prøvede at sige med dette billede? Der var kun en ting hun kunne gøre, hun måtte besøge adressen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...