Ricin

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2015
  • Opdateret: 15 aug. 2016
  • Status: Igang
En krimi - I et spindelvæv af hviskende stemmer fra fortiden finder Sophia sig selv stående overfor sit livs mysterie.

6Likes
12Kommentarer
2462Visninger
AA

15. Kapitel 13: På sporet

Det var den samme betjent, som bød Sophia velkommen. Han viste hende ind i besøgslokalet, hvor Damon sad. Han øjne var gemt i ly af rummets skygger. Sophia gik hurtigt hen til stikkontakten og tændte lyset. Damons øjne, der så kulsorte ud, mødte hendes. Sophia undertrykte en gysen og prøvede at lade være med at tænke på, at Damon var en morder. Det var ham, der havde dræbt hendes mor og hun var sikker i sin sag. Det var også ham, der havde dræbt hendes far.

“Jamen davs niece” sagde Damon med en alt for munter stemme. “Jeg har tænkt på noget” sagde han, og vippede tilbage på stolen. Han foldede sine næver bag hovedet.

“Jeg kunne godt tænke mig at holde en familiekomsammen. Her i besøgslokalet” Damon lo hult.

Sophia satte sig overfor ham, men sagde ikke noget. Sorgen og frygten var ved at overmande hende. Hun skulle have taget Jake med. Jake gjorde hende modig, selvom hun aldrig ville indrømme det overfor ham.

Damon lagde hovedet på skrå og betragtede hende. Hun var yderst bevidst om den måde, hans øjne løbe ned langs hendes hals.

“Du tror stadig, at jeg har dræbt din far?” sagde Damon nu uden det mindste spor af morskab i sin stemme.

Sophia nikkede og følte sig meget lille. “Ja” sagde hun og tog sig sammen. Hun mødte hans øjne, trodsede ham med denne handling.

Damon nikkede. “Der er bare en ting” sagde han og holdt en pegefinger op. Han så meget tænksom ud. “Hvordan i alverden skulle jeg kunne gøre det? Jeg er har ikke rigtig lov til at forlade det her skønne sted” sagde Damon og rettede pegefingeren direkte mod Sophia. Han kneb øjnene sammen, og det lod til, at han morede sig over hendes beskyldninger.

“Du sagde det selv sidste gang” udbrød Sophia og citerede Damon: “Din morder findes ikke indenfor disse fire vægge.”

Damon lo højt. Rungende og gennemtrængende. “Er det dit store bevis” udbrød han og viste sine gule tænder. “Jeg står ved mine ord. Din morder er ikke herinde. Jeg er ikke din morder, Sophia.”

“Præcis!” udbrød Sophia. “Præcis! Men du er hjernen bag. Du er ham med alle de gode ideer. Ham med planen.”

Damon hævedede det ene øjenbryn. “Virkelig?”

“Jeg hørte selv betjenten sige, at du aldrig får gæster på besøg. Der var dog en enkelt undtagelse. Chuck. Jeg tror…” Sophia rettede sig selv: “Jeg ved, at du fik Chuck til det” hendes stemme var steget i intensitet idet hun fremlagde sine endelige beviser.

Damon var stille først, men faldt så sammen i et kæmpe latteranfald. “Sophia, altså! Jeg håber, at du vil komme at besøge mig igen, for så meget underholdning har jeg ikke haft i flere år!”

Sophia bed tænderne tæt sammen. Der var ikke mere at komme efter her. Damon havde ikke tænkt sig at sige noget. Det var han for klog til. Men hun vidste hvem, der kunne afsløre noget. Chuck.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...