Ricin

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2015
  • Opdateret: 15 aug. 2016
  • Status: Igang
En krimi - I et spindelvæv af hviskende stemmer fra fortiden finder Sophia sig selv stående overfor sit livs mysterie.

6Likes
12Kommentarer
2472Visninger
AA

14. Kapitel 12 - Begravelsen

 

Dagen var kommet. Sophia havde egentlig ikke lyst til at tage med, selvom hun havde lovet Jake det. Det virkede bare forkert, at skulle tage afsted, når en morder stadig var på fri fod. Sophia sukkede let og gik ud til bilen. Jake havde allerede dyttet efter hende syv gange.

Hej Sophia” sagde Jake med en nedtrykt stemme, da Sophia satte sig ind i bilen.

Hej” lød det svagt fra Sophia.

Resten af køreturen hen til kirken foregik i stilhed. Ingen af dem sagde noget, men de vidste begge, hvad den anden tænkte. Jake på Sophias følelser omkring hendes fars død og Sophia på hvem, der havde dræbt hendes far.

Kirken han skulle begraves i, var den samme kirke, som Sophia var blevet døbt og konfirmeret i. En stor flot hvid kirke med rødt tag. Rundt om kirken lå kirkegården. Det var her, han skulle begraves. Kirken var pynte op med røde roser og sterinlys. Det var meget smukt. Oppe ved alteret stod den hvide kiste. Kisten hendes far lå i. Det stak i hendes hjerte ved dette syn. Hun kunne mærke tårerne begyndte at presse sig på, men hun kæmpede med at holde dem tilbage.

Det gik op for hende, at sidste gang hun var så tæt på sin far, var inden hun rejste afsted. Hun havde aldrig forestillet sig, at det skulle have været sidste gang, hun så og snakkede med sin far. Hvis hun dengang havde vidst, at det var sidste gang, ville hun aldrig have haft det skænderi med ham. Det var så mange ting, hun gerne ville have fortalt ham, men som nu var for sent.

Det kom mange mennesker til begravelsen. Hele kirken var fyldt op. Alle var kommet for at sige farvel til en god ven, en kollega, en fantastisk læge, en hemmelig elsker og en far. Han var en mand, der var elsket af mange mennesker, en mand der gjorde i forskel og en mand, der ville gøre alt for at beskytte sin familie.

 

Efter begravelsen var der en mindesammenkomst hjemme i hans hus. Mosteren havde stået for det hele. Indkøb og oppyntning. De fleste der havde været til begravelse dukkede også op til mindesammenkomsten. Alle kom hen til Sophia for at kondolere, men det eneste Sophia kunne tænkte på, var hvordan hun kunne slippe ud. Hun kunne ikke være her. Hun måtte væk.

Jeg går lige på toilettet.” Jake nikkede stille og så efter hende. Han var meget bekymret for hende, især fordi hun ikke havde grædt i kirken. Han havde faktisk slet ikke set hende græde efter hendes fars død.

Sophia gik ud på toilettet. Hun stillede sig foran spejlet og så på sig selv. Hun prøvede at komme i tanke om en flugtplan, hvor Jake ikke ville se hende forsvinde. Hvis han gjorde det, ville han gør alt for at stoppe hende. Imens hun stod og så på sig selv, fik hun i spejlet øje på vinduet bag hende. Hun vendte sig hurtigt om. Der var hendes flugtplan.

Sophia åbnede vinduet, tog sine sko af og kastede dem ud af vinduet. Derefter kravlede hun selv ud. Der var heldigvis ikke ret lang ned, så hun kom ud uden alt for meget besvær. Hun tog hurtigt sine sko op fra jorden og løb afsted. Hun vidste ikke, hvor lang tid hun havde, før Jake ville blive mistænksom og opdage at hun var væk. Hun løb alt hvad hun kunne. Væk fra mindesammenkomsten, væk fra Jake, væk fra minderne og hen til det eneste sted, der kunne give hende svar.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...