Ricin

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2015
  • Opdateret: 15 aug. 2016
  • Status: Igang
En krimi - I et spindelvæv af hviskende stemmer fra fortiden finder Sophia sig selv stående overfor sit livs mysterie.

6Likes
12Kommentarer
2456Visninger
AA

3. Kapitel 1 - Sort død

 

Mobilen vibrerede i hendes lomme for tredje gang det minut. Sophia tog den irriteret op, og skærmen efterlod striber af lys over hendes ansigt. Det var ikke fra Jake, som hun ellers havde antaget, og lidt af irritationen dampede af. Måske havde han endelig indset det?

Sophia genkendte ikke nummeret, der så insisterende krævede hendes opmærksomhed. Hun betænkte sig et øjeblik, men så ringede hun op til nummeret. Tre ring senere blev der svaret:

“Taler jeg med Sophia B. Lopez?”

Sophia blev taget på det forkerte ben.

“Øh… Ja… Det er mig...” sagde hun tøvende, og hundrede tanker fløj rundt i hendes hjerne. Hvem ringede til hende så sent? Hvem kendte hendes nummer? Og… Inden Sophia kunne nå at tænke færdigt, afbrød stemmen hendes tankerække:

“Du taler med politidirektør John Eriksson.” Stemmen var dyb, og der var ingen følelser at spore bag den.

Det havde Sophia ikke et svar til. Den sene sommervind løftede hendes hår ind i øjnene, og irritationen kom langsomt tilbage.

“Jeg kan forstå at du er på ferie?” Sophia overvejede at ligge på. Samtalen tog en forkert drejning efter hendes mening. Politimanden ventede ikke på svar.

“Jeg må beklagelse meddele dig, at din far er fundet død i sit hjem her til eftermiddag.” Der opstod en tavshed. Sophia stirrede på de små regndråber der forstyrrede det ellers blanke vand i den gamle franske fontæne. Død? Hendes far?

“Sophia?” Mandens stemme var blødere, og mere… som hendes fars stemme. Hun prøvede at svare, men hendes hals føltes tør og en knude truede med at kvæle hende.

“Sophia. Jeg skal bede dig om ikke at ligge på. Der er købt en billet til dig til flyet hjem. Den afgår ved midnat… Hører du?”

Sophia nikkede, og formåede endelig at fremstamme en svag bekræftende lyd fra struben. Død? Hendes far? Nej.

“Sophia, jeg ved dette kommer som et chok for dig. Men jeg har brug for, at du tænker klart.”

Et billede af hendes far dukkede op for Sophias indre blik. De grå øjne, som ikke var kolde, som så mange andre grå øjne var det. Hans smil. Hans duft og de altid fine jakkesæt.. De sidste ord. Åh nej. De sidste ord! Skænderiet. Så brød hun endelig ud i gråd. Hulkende satte hun sig på fontæne kanten.

Politimanden måtte have sagt noget mere, men hun opfattede det ikke. Hun gennemlevede afskeden med hendes far inden hun tog ud på sin rejse. Der havde været højlydte stemmer, og ord de begge fortrød med det samme. Hans stemme skar sig ind i hende, og efterlod åbne sår, som nu, af politimandens stemme, blev tilsat citronsaft. Det sved og gjorde ondt, og hun havde lyst til at skrige. Ordene om hendes kortsigtede planer og abstrakte ideer om fremtiden rungede i gennem hendes hoved. Uddannelse! Ordet han havde gentaget igen og igen. Uddannelse!

Gråden var stilnet ind, og tilbage var den hurtige vejrtrækning og de våde kinder. Sophias øjne var røde, og ophovnede.

“Sophia?” Politimandens stemme nåede hende endelig.

“J… Ja?” Hendes stemme var lille og spag.

“Du skal hjem nu. Okay

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...