Min elskede Hans

Din for altid, Hans - en kærlighedshistorie om to mennesker, der bliver drevet væk fra hinanden af krigens rædsler. (Forgår under anden verdenskrig (deltager i "De hvide busser" konkurrence))

1Likes
1Kommentarer
607Visninger
AA

4. 4/4-1944

De hvide busser kom kørende. Elisabeth smilede igen efter en lang tid med tårer, og for første gang i flere uger, følte hun sig levende. Hendes hjerte bankede, og om kun få minutter ville hendes elskede komme ud mod hende. Han ville være skidt tilredt, han ville nok græde. Men hun ville nok også græde, og så ville de holde om hinanden og deres tårer vil blive til ét. De vil blive til ét. 

Hun græder allerede. Af glæde, af den lykke der pludselig overvælder hende. Hendes ensomme, triste og længselsfulde dage, var atter væk. Og nu gik hun i mod lykkelige dage med Hans i hendes ene hånd og deres barn i det andet. Lyset ville nu skinne på dem. 

Busserne kom tættere på, stoppede. Hun knugede hænderne om hendes mave, og hviskede; Så mit lille barn, lykkeligere tider er på vej.  
Hun spejdede efter Hans mellem alle de nedslidte, ødelagte mennesker. Hun spejdede i flere minutter. Og menneskerne forsvandt indtil der ikke var flere. Men hun kiggede stadigvæk. Det føltes som om, at en sten faldt hende om hjertet.
Hun mærkede et prikken på skulderen. Langsomt vendte hun sig om, hun håbede på, at hun så et genkendeligt ansigt. Men hun stirrede bare ind i nogle fremmedes øjne. Og alt virkede pludseligt ligegyldigt. 

“De er Elisabeth?” spurgte han. Elisabeth nikkede. Hun var for udmattet til at svare. 

“Hans efterlod dette til dig,” han tog et lille sammenkrøllet papir op fra lommen. “De var højt elsket.” 

Elisabeth tog i mod papiret. Manden forsvandt langsomt væk fra hende, og da hun ikke kunne se ham mere, krøllede hun med dirrende hænder papiret ud.

Min Kaereste Elisabeth!

Jeg ville oenske, at jeg var ved din Side. Men jeg ved dog, at hvis du laeser dette Brev, er jeg ikke Der.

Min Elisabeth, Du maa ikke graede over dit Tab. Du skal Smile over det Liv, vi har skabt sammen. 
Jeg har flere gange Overvejet, hvordan hun vil se ud. Jeg haaber inderligt på, at hun får din medfoedte Skønhed. Men jeg ved, at hun vil blive henrivende på alle Måder. 

På et tidspunkt vil dit Smil vokse og vokse og du vil komme videre og du vil blive Forelsket på ny. Jeg ved, at der vil komme en Anden, der vil få dit Hjerte til at banke, som jeg. Men måske vil jeg der, kun være en glemt Sorg. Et Minde. Jeg haaber for dig, min egen, at du lever videre og passer på vores Barn. Goer det nu for min skyld. 

Jeg vil aldrig glemme dig, os. Jeg har taenkt på dig hver eneste Dag. Jeg taenker stadigvaek. Du og vores Ufoedte Barn var mit sidste Haab, inden Moerket kom og Lyset forsvandt. Elisabeth, du skal vide, at inden jeg lagde mig i Koejen, drømte jeg gode Droemme om dig og for en Stund var alt Moerket vaek og der var kun os. 

Min elskede, jeg soerger ikke. For Minderne om du og jeg vil altid leve videre og du er det bedste der er sket for mig. Du er Begrebet af alt Liv for mig.

Ak, Min Elskede Elisabeth, lev videre, pas på dig selv og Kys vor Barn for sin Fader. 

din for evigt, 
Hans.

Tårerne gjorde papiret vådt. Hun skreg. Alt gjorde så ondt indeni hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...