Min elskede Hans

Din for altid, Hans - en kærlighedshistorie om to mennesker, der bliver drevet væk fra hinanden af krigens rædsler. (Forgår under anden verdenskrig (deltager i "De hvide busser" konkurrence))

1Likes
1Kommentarer
639Visninger
AA

2. 2/1-1944

Et nyt år er startet, og Elisabeth havde stadig intet hørt fra Hans. Barnet var ligeså stille begyndt at sparke. Og hun ville ønske, at Hans var ved hendes side, og alt ville kun blive bedre og de ville grine, som om intet var hændt. 

Hun savner ham så forfærdeligt meget. Og tænker hele tiden på, om hvordan han han har det. Lever han? Lider han? For hun havde jo hørt om det. Koncentrationslejrene, altså. Og om hvor forfærdeligt de bliver behandlet. At de bliver gasset, sultet. Behandlet som ingenting. 
Hun ville ønske, at hun kunne gøre noget. For ham, som hun elsker højere end livet det selv. Men hvad kunne hun gøre? Hun følte sig så nytteløs. Hun kunne jo kun vente. 
Hun husker, da Hans blevet taget. Og den forfærdelig nyhed hun modtog, og ikke at nå at sige farvel til ham. 
Før det hændte, havde han sammen med mange andre, gået under jorden i et skjult kælderrum. Elisabeth besøgte ham så ofte hun nu kunne. Og hun spurgte ham flere gange om, om hun ikke kunne bo derned med ham. Hun kunne ikke holde ud, at være så lang tid væk fra ham. Og der blev så ensomt i den lille lejlighed. 
Men han nægtede. Han sagde, at han aldrig ville kunne bringe hende i fare. Og hendes og barnets liv var mere værd end hans. Og selvom hun protesterede og sagde, at det ikke var noget som han kunne bestemme, havde han allerede bestemt sig. Og han nåede at holde sig skjult i to år. 
Hun havde hørt om de jødiske familier i byen som bare sådan forsvandt. Uden nogen form for spor fra dem, som om de aldrig rigtigt havde været der. Hun var på et tidspunkt, blevet vækket af lyden af et halvkvalt skrig og et skud. Næste morgen var vejen malet rød. Og ingen sagde noget, for det blev jo ikke talt om! 
Hans’ familie og ham selv var jøder. 
Og selvom Elisabeths far, var tilhænger af Hitler og afskyede jøder, forelskede Elisabeth sig stadigvæk nytteløst og fuldstændig i Hans. Og så var der ingen vej tilbage. Og da Elisabeth fortalte hendes far om Hans, blev han vred og sagde: “Hvis du bliver ved med at se den dreng, så skal du ikke komme hjem igen.” 
Men Elisabeth kunne ikke holde sig fra ham og hendes far slog derfor hånden af hende. Da hun ikke havde noget sted at bo, tog Hans hende til sig, og de flyttede sammen i hans lille lejlighed. Dagene, månederne, hvor de var sammen, var den lykkeligste tid i Elisabeths liv. Men så skulle Hans gå under jorden og de så hinanden mindre og mindre. Tyskerne skulle ikke opdage deres forhold eller endnu vigtigere; opdage ham. 

I et af hendes sidste besøg hos ham, blev hun gravid. Hans friede til hende, men brylluppet blev ved med at blive udskudt. Og til sidst nåede de det ikke, før han blev taget. 
Hun havde ikke set Hans i flere dage, da hun fik nyheden om, at han var blevet taget. Og hun græd sin smerte væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...