Fortabt 🌴 One direction

Hun vågner op på en øde ø. Hun ved ikke hvor hun er, eller hvem hun er. Hun tror hun er alene, og prøver at finde sig selv. Prøver at få glimt af hvad der er sket. En dag støder hun ind i ham. En dreng ved navn Harry Styles. Han ved dog godt hvem han er, bare ikke hvordan han endte der. Hans fire venner er der ikke, og det gør ham bange. Harry prøver at hjælpe hende med at huske, prøver at hjælpe hende med at finde ud af hvem hun er. Men hvordan vil det gå? Vil hun huske? Vil han finde sine 4 venner igen? Vil der starte et venskab? Eller et forhold? Og vil hun nogensinde huske, hendes tideligere liv? Vil de nogensinde komme væk derfra? Ja, det må tiden vise.

8Likes
6Kommentarer
5437Visninger
AA

10. Kapitel 9 - "Det min skyld"

Louis Tomlinson

*                                                                                Dag 5

"Breaking news. Den kendte Harry Styles er nu på den 5 dag forsvundet. Der har endnu ikke været nogle spor af ham, og folk bliver bekymret. Fans verden over er ved, at gå i selvsving, for ikke at tale om de andre drenge fra det kendte boyband. Politiet gør alt hvad de kan, men det ser ud til, at det ikke længere er nok. De har ikke nogle spor de kan gå efter, så de ved ikke hvad de skal gøre. Spørgsmål om hvad der er sket, og hvor han er går verden over. Det siges, at drengene fra det kendte boyband stopper, hvis ikke Harry bliver fundet, men om det i live...." Zayn tager hurtigt fjernbetjeningen og slukker tv'et. Mit blik er stadigvæk på tv'et, sådan har det været de sidste par dage. Jeg savner Harry, og jeg tør ikke at tænke på, hvad der kan være sket med ham. 

"Du kan ikke bare sidde der dag ud og dag ind, det hjælper ikke. Vi skal nok finde ham" Zayns stemme lyder, men jeg koncentrerer mig ikke om, hvad han siger. Det kan endelig rende mig. Jeg vil have Harry tilbage, jeg vil vide hvor han er. Jeg vil gøre alt for, at få ham tilbage. Om jeg skal stoppe med det jeg elsker aller mest, så vil jeg gøre det. Jeg vil bare have Harry tilbage. En 4 bedste venner. 

"Hej Liam. Vi bliver nød til at gøre noget. Jeg er ligenu hjemme ved Louis, og han laver ikke andet end at kigge ind i tv'et. I bliver altså nød til at komme" Zayns stemme lyder igen, men jeg ved, at han ikke snakker til mig. Sjovt nok, fordi han også siger 'hej Liam'. Et suk forlader mine læber, og jeg bukker mit hoved, så jeg ser ned på mine sammenfoldet hænder. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg føler mig helt tom. Jeg er tom uden ham. Han er min bedre halv del. Zayns stemme forsvinder langsomt, hvilket enten betyder, at han har lagt på, ellers er han gået ind i et andet rum. Hvilket endelig rager mig. Jeg vil bare have Harry tilbage. Jeg ved godt, at jeg har de andre drenge, men Harry og mig er like this. Okay, det lød lidt piget, men same same. 

Et bump lyder ved siden af mig sofaen, og jeg kan hurtigt regne ud, at Zayn har sat sig, alt andet ville være mærkeligt. I hvert fald i mit hoved. Zayns suk rammer mine ører, men jeg kan ikke gøre så meget ved det. Jeg føler ikke, at jeg kan gøre noget. I hver fald ikke så længe jeg ikke ved, om Harry er i live eller ej. 

"Louis, du bliver nød til, at snakke med mig" siger Zayn med en desperat stemme. Jeg kigger op fra min ellers meget interessant hænder, og hen på Zayn. Zayns øjne udstråler af bekymring, det kan man nemt se. Der er bare ikke så meget, jeg kan gøre. 

"Zayn, jeg mistede ham. Jeg mistede ham på skibet, det er min skyld han er væk. Han ville mødes med en pige, og jeg sagde okay. Da han ikke var tilbage dagen efter, troede jeg, at han havde sovet ved hende. Det min skyld, at jeg ikke ledte efter ham. Det min skyld det hele" siger jeg. Jeg startede i et lavt toneleje, men endte oppe i et højt et. Det min skyld det hele, jeg skulle aldrig have gjort det. Zayn ligger sin hånd på min skulder, og giver dem et klem. 

"Louis det ikke din skyld, du kunne ikke vide noget" siger Zayn stille og roligt. Ikke fordi det hjælper, fordi det hele er min skyld, og min alene. Zayn sukker dog bare tungt, da jeg ikke siger noget. Jeg kigger bare tomt ud i luften, for hvad kan jeg ellers gøre? Det hele er min skyld. 

Zayn rejser sig op i det, at døren går op. Jeg hører hans skridt der ud, og at han snakker med en der ude. Jeg kan ikke hører, hvad de snakker om, da de snakker meget lavt. Et suk forlader mine læber. Hvorfor skal jeg være så dum? 

*

Alle drengene er her, eller ikke alle der mangler en. Harry. De andre drenge har prøvet at snakke til mig, men jeg svare sjældent. De sidder alle sammen i sofaerne jeg har mig. Eller Harry og jeg har. Jeg kan mærke deres blik på mig, også selvom, at jeg bare kigger ned i mine sammenfoldet hænder, som ligger på mit skød. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, alt er så forvirrende. Harry er væk. Han er væk, ingen ved hvor han er, og jeg er så bekymret for ham. For tænk nu, hvis der var sket ham noget? Det vil jeg slet ikke kunne bærer. Et suk lyder fra Liams læber, inden han mumler noget som jeg ikke hører. Han trækker sin mobil op af lommen, og tager den hurtigt op til ørerne. Hvem mon han ringer til? 

"Hej Paul, det er Liam" Selvfølgelig Paul, men de kan ikke gøre noget, kun at få Harry tilbage. 

"Du bliver nød til, at komme nu. Louis gør ingenting, og han mener han er skylden i det" Jamen tak Liam, jeg elsker da også dig. 

"Super vi ses om lidt" Mit blik er stadigvæk mod mine hænder, så jeg er ligeglad hvad de vil gøre, det er ingenting der vil hjælpe. Harry er væk, han kan være død og det hele er min skyld. Hvorfor er de her overhovedet, det er min skyld, at Harry er væk. Min skyld, at han måske ikke lever længere. Harry er stærk ja, men der er ingen der ved hvor han er. Der er ingen der har nogle spor. Der er ingen der kan gøre noget. Harry er væk, ja nok forevigt, og igen, det hele er min skyld. De andre burde være sure på mig, bebrejde mig, de burde bare skride, for jeg gør kun alt værre. Det er min skyld, at deres bedste ven er væk, men alligevel er de her? Det forstår jeg ikke. Jeg har lyst til, at græde mine sorger væk, men jeg kan ikke græde. Jeg har grædt for meget de sidste mange dage til, at der ikke vil komme flere tårer ud af mine røde øjne.

Døren går hurtigt op, og jeg kan regne ud, at Paul allerede er her. Ikke at jeg kigger op, for det gør jeg ikke. Jeg har ikke lyst til at se hans skuffede øjne. Virkelig langt fra. 

"Nå drenge, hvad sker der?" Pauls stemme lyder i min stue, og jeg kan hører, at han sætter sig i min lænestol. Den lænestol Harry mente vi skulle have. Alt ender tilbage til Harry. Jeg kan og vil ikke undvære ham, det kan jeg bare ikke. 

"Se på ham Paul, han gør ingenting" denne gang er det Niall der snakker, og han lyder desperat. Han burde hade mig, ligesom de alle burde. Jeg fortjener det ikke, jeg burde dø. Min bedste ven kan være død, deres bedste ven kan være død på grund af mig, men alligevel så er de her. Det giver ingen mening. 

"Louis, kig på mig" Pauls stemme afbryder mine tanker, men alligevel gør jeg det ikke. Mit blik er fæstet til mine hænder. Jeg kan ikke gøre noget. Skyldfølelsen æder mig op indefra. Paul sukker bare, da jeg ikke kigger på ham. 

"Louis det ikke kun din skyld, det lige så meget os andre" siger Liam, men igen jeg reagere ikke, for hvordan skal reagere? Der er stille, da jeg ikke svare. Men hvad skal jeg svarer?

"Liam, sagde du ikke, at I sejlede forbi en forladt ø, en af de sidste dage I var på skibet? Og det var en af de dage Harry forsvandt ik?" jeg kigger stadigvæk ned i mine hænder, men alligevel hører jeg alt hvad de siger. Eller nu hører jeg bedre efter, hvis det kan hjælpe med at finde Harry, så vil jeg gerne hører det. 

"Jo" siger Liam, og kigger hen på mig. Ikke at jeg kan se det, men jeg kan føle det, jeg kan føle hans blik på mig, og det er ubehageligt. 

"Hvad med at vi sender en helikopter, og får dem til at kigge der ude?" spørger Paul, hvilket de alle bliver enige i. Jeg vælger dog bare, at nikke til det. Selvfølgelig vil jeg da gerne sige noget, men jeg kan ikke. Jeg ved ikke hvorfor, men det er som om, at ingen ord vil forlade min mund. 

"Godt, så kontakter jeg en, og så finder jeg lige ud af noget. Og drenge? I bliver ved Louis, sørger for han spiser og alt det. Han skal ikke være alene, og jeg ved han føler skyldfølelse, selvom det ikke er hans skyld" siger Paul, hvorefter de alle siger ja og Paul går. Hvilket så efterlader mig med de andre drenge. 

 

-------- 
Undskyld det tog så lang tid om at få det her kapitel udgivet, men der har bare været nogle ting jeg skulle have overstået. Hvilket jeg har nu, så regner med at opdatere bedre fra nu af! :) 

Nå hvad synes I om, at jeg har valgt at skrive fra Louis synsvinkel? Og hvad mener I med, at han føler skyldfølelse? :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...