Fortabt 🌴 One direction

Hun vågner op på en øde ø. Hun ved ikke hvor hun er, eller hvem hun er. Hun tror hun er alene, og prøver at finde sig selv. Prøver at få glimt af hvad der er sket. En dag støder hun ind i ham. En dreng ved navn Harry Styles. Han ved dog godt hvem han er, bare ikke hvordan han endte der. Hans fire venner er der ikke, og det gør ham bange. Harry prøver at hjælpe hende med at huske, prøver at hjælpe hende med at finde ud af hvem hun er. Men hvordan vil det gå? Vil hun huske? Vil han finde sine 4 venner igen? Vil der starte et venskab? Eller et forhold? Og vil hun nogensinde huske, hendes tideligere liv? Vil de nogensinde komme væk derfra? Ja, det må tiden vise.

8Likes
6Kommentarer
5415Visninger
AA

7. Kapitel 6 - "Det var bare en ond drøm"


                                                       Dag 3 (Om natten)

Jeg vågner ved, at jeg hører en skrige. Jeg sætter mig op med et sæt, da jeg får et chok. Jeg kigger rundt i mørket med et hårdt bankende hjerte, og kan ikke rigtig se noget,- sjovt nok fordi det stadigvæk er nat. Mit hjerte falder lidt til ro, da jeg kommer i tanke om, hvor jeg er, og hvem der er ved siden af mig. Ikke at det gør det så meget bedre, at tænke at hun skreg. Mit hjerte begynder at banke hurtigt igen. Jeg kigger over på den anden side af det næsten helt slukkede bål. Der er stadigvæk få gløder i det, men det er ikke mange. Det brune hår sidder ud til alle sider, og det ligner hun har mareridt. Ikke bare et lille et, man måske lige har engang imellem, nej det er her er et stort og alvorligt et. Det kan jeg se fordi, at hun ligger meget uroligt. Hun slår ud til alle sider med armene, og sparker ud i luften, som om hun kæmper mod en eller anden, eller noget. 

Jeg rejser mig op, og kan næsten ikke mærke smerten i min arm længere. Enten er det fordi mit adrenalin kører rundt lige nu, med tanken om at hun har mareridt, ellers er det fordi hun gjorde det vildt godt. Jeg vil nu sige, at hun faktisk gjorde det meget godt igår med min arm. Jeg stopper op i mine bevægelser, da nogle ord forlader hendes mund. 

"Jeg hedder ikke Lily! Gå væk fra mig, I er ikke mine forældre. Det kan I ikke være. Skrid fra mig!" hun råber det meget højt, hvilket giver et sæt i mig. Jeg kigger med store øjne på hende. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forholde mig til det her. Hedder hun Lily, eller hvad? Og hendes forældre? Hvad er der med dem? Hvad er det lige der sker? Kan fornemme tingene bliver mere og mere mærkelige, og uhyggelige med tiden vi bliver her. 

Jeg tager små skridt hen over det tørre sand for, at komme hen til hende. Jeg går selvfølgelig uden om bålet, alt andet ville jo være dumt. Jeg sætter mig ned på hug foran hende, da jeg er kommet hen til hende. Jeg tager forsigtigt mine rystende hænder op til hendes øverste arm. Hvorfor jeg ryster ved jeg virkelig ikke, for det er jo ikke mig der har mareridt, eller ikke ved hvem jeg er. Det må være et mareridt i sig selv. Jeg begynder at få mere ondt af hende, da hun ikke ved hvem hun er. Overhovedet. Hun har ingen anelse. Det må være skræmmende på en måde. Jeg er så heldig hvad det angår, men det er hun jo ikke. Tanken om at have set hende nøgen kommer frem, men jeg skubber den hurtigt væk igen, det kan jeg ikke tænke på nu, eller nogensinde, det er bare synd for hende. 

Jeg ryster stille i hende, for at få hende til at vågne. Jeg kan bare ikke sidde her og vente til at hun vågner. Jeg bliver ved med at ryste i hende til hun vågner. Der går lidt tid, og flere udbrud, før hun ender med at komme lidt til sig selv. Hvilket jeg er virkelig glad for, at hun gør. Jeg ville slet ikke vide hvad jeg skulle gøre, hvis ikke hun nu var ved at komme til sig selv. Jeg ved ikke helt hvorfor, for jeg kunne endelig være fuldstændig ligeglad. Men tanken om, at hun har hjulpet mig, og at hun ikke ved hvem hun er, får mig til ikke at være ligeglad. For hvad nu hvis det var mig der var i hendes situation? Hvordan ville jeg så ikke lige have det, hvis ingen gad at hjælpe mig. Jeg kan slet ikke forstille mig det. Men hun virker nu også meget sød, og hun ved heller ikke hvem jeg er udover, at jeg hedder Harry. Hun behandler mig som en helt almindelig person. 

Hun kommer med et stort ryk, og slår øjnene op meget hurtigt. Hun rykker sig hurtig tilbage i frygt, hvilket jeg forstår. Gad vide hvad det endelig var for et mareridt? Et kig i hendes fortid? Ej det kan det vel ikke, det ville bare være mærkeligt. Eller det synes jeg i hvert fald, at det ville. Hun kigger på mig med store øjne, og kigger derefter rundt i panik. Man kan se panikken i hendes øjne, de skriger nærmest: 'Jeg dør lige om lidt'. Jeg kigger på hende med mine grønne øjne, og smiler blidt til hende. 

"Det var bare en ond drøm" fortæller jeg hende, mens jeg prøver at smile opmutterende til hende. Hun ryster hurtigt og hårdt på hovedet. 

"Det virkede... Så.. Så Virkeligt.." får hun stammet frem fra de skælvende læber. Hendes læber er helt lyserøde, og tørre. Hun kigger rundt igen for, at se om der er nogen der ligger på lur i busken, og lige om lidt springer frem og stikker os ned. Okay lidt overdrivende, men hvad ved jeg? Ikke noget rigtigt, altså i hvert fald ikke af, hvad der går igennem hendes hoved. Jeg rykker tættere på hende, men hun rykker længere væk fra mig. Jeg sukker. Hende krop er nærmest badet i sved, man kan se, at små sveddråber ligeså stille glider ned af hendes pande og videre ned.

"Jeg gør dig ikke noget. Jeg er ikke dem i din drøm" siger jeg. Jeg ville gerne sige det navn, som hun tror hun hedder, men kan ikke få mig selv til det. For hvad nu hvis, at hun ikke tro det? Hvad nu hvis, at hun ikke rigtig kan huske noget fra drømmen? Hvad nu hvis hun flipper fuldstændigt ud? Jeg kender hende trods alt ikke, og hun kender jo heller ikke sig selv. Spørgsmålet er jo, hvor meget hun kan holde til, og hvor meget hun ikke kan holde til. Det er der ingen af os der ved.

Hun sidder lidt i sin egen verden, og for sig selv. Til sidst ender hun med at sukke, og rykker tættere på mig. Da hun kommer helt hen til mig, ligger hun sig ned. Hun smiler svagt til mig, og lader sin hånd ligge sig på sandet foran hende, hvor hun klapper på det for, at hentyde til at jeg skal ligge mig. Det tror jeg i hver fald. Jeg ligger mig ved siden af hende, og ser hende ind i de øjne, der stadigvæk udstråler af panik. 

"Jeg drømte.. Jeg drømte noget.. -" Jeg lægger min finger foran hendes mund inden hun når at sige mere, og hun lukker sine læber i.

"Du behøver ikke at sige det" ender jeg med at sige til hende. Hun smiler bare svagt, og nikker så med hovedet. Hun lægger sig helt ind til mig, og jeg lægger beskyttende min arm om hende. Jeg hører at hendes vejrtrækninger langsomt bliver mere og mere rolig, og der går ikke særlig lang tid før hun sover. Hun ser så fredelig ud når hun sover. Jeg smiler for mig selv, mens jeg studere hendes ansigt. Hun har faktisk et meget flot ansigt, hun er i det hele taget bare en køn pige. Det mellem lange brune hår passer til de nøddebrune øjne, den søde lille mund, og den søde næse. Hun ligner en helt prinsesse, både når hun sover, og når hun ikke gør. 

Jeg kan virkelig godt tænke mig at vide hvem hun er, men det må vente. Jeg kan ikke få mig selv til at vække hende, og desuden hun skal selv lige sluge det hun har drømt. Der er jo heller ingen der ved om det er virkeligt. Jeg håber snart hun finder ud af hvem hun er. Ikke kun på grund af mig, men også på grund af hende selv. 

Gad vide hvordan drengene endelig har det lige nu, og hvad laver de? Er de sammen, er de alene? Er de i live, eller er de døde? Er de overhovedet her på ø'en, hvis det nu overhovedet er en ø? Flere og flere spørgsmål kommer frem i mine tanker, og jeg kan ikke gøre noget for at stoppe dem. Hvis jeg stopper det ene spørgsmål kommer der endnu flere frem, så jeg ender med at droppe det. 

Jeg kigger op mod himlen, som er dækket med stjerner, mon drengene kigger der op nu. Se igen ender mine tanker på drengene. Jeg sukker frusetrende. Jeg savner dem. Hvis de er væk, er der så nogle der leder efter dem. Nu når jeg er væk er der nogle der leder efter mig? Er der nogle der leder efter pigen jeg har min arm om? Hvordan reagere fansene? Og drengene for den sags skyld. Mit hoved gør ondt af alle de tanker, så jeg ender med at lukke øjnene. Der går ikke lang tid før jeg falder i søvn, med drengene og pigen der ligger ved siden af mig, i tankerne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...