Fortabt 🌴 One direction

Hun vågner op på en øde ø. Hun ved ikke hvor hun er, eller hvem hun er. Hun tror hun er alene, og prøver at finde sig selv. Prøver at få glimt af hvad der er sket. En dag støder hun ind i ham. En dreng ved navn Harry Styles. Han ved dog godt hvem han er, bare ikke hvordan han endte der. Hans fire venner er der ikke, og det gør ham bange. Harry prøver at hjælpe hende med at huske, prøver at hjælpe hende med at finde ud af hvem hun er. Men hvordan vil det gå? Vil hun huske? Vil han finde sine 4 venner igen? Vil der starte et venskab? Eller et forhold? Og vil hun nogensinde huske, hendes tideligere liv? Vil de nogensinde komme væk derfra? Ja, det må tiden vise.

8Likes
6Kommentarer
5448Visninger
AA

5. Kapitel 4 - "Det er en aftale"


                                                           Dag 2

Jeg vågner op ved lyden af fuglenes sang. Nogle vil sige det er positivt og dejligt, altså at vågne op til fuglenes sang. Normalt er jeg en af de mennesker, men ikke lige idag. Jeg vil bare gerne sove videre og drømme mig langt ind i drømmeland, hvor virkeligheden ikke er så slem som her. Jeg er strandet på en ø, hvor jeg ikke ved om der er nogle. Hvornår blev et af mine værste mareridt til virkelighed? Hvad har jeg gjort for, at skulle straffes sådan her? Jeg har gjort alt hvad jeg kunne. Været et godt menneske, og været søde mod mine fans. Eller måske ikke altid, men nogle gange kan det godt være stressende at være verdens kendt. Jeg vil ikke bytte det ud med noget i verden, nogengange savner man bare sit privatliv. Den gang man ikke altid blev overfaldet af paparazzier. Gad vide hvordan drengene reagere. Hvordan medierne reagere. Det er ikke til at vide. 

Jeg sukker da mine tanker kommer for langt ud, og jeg kan ikke holde ud at tænke på, hvad der er sket med drengene, ikke lige nu. Jeg vil ikke fælde nogle tårer her. Jeg er også en mand. En mand viser ikke sine svagheder. Men jeg savner dem så meget, hvad nu hvis nogle af dem er døde? Jeg tørrer en tårer væk fra min kind. Jeg kan mærke min mave begynder at knurrer helt vildt, og min hals er helt vildt tørt.

Jeg rejser mig op, for at finde vej ned til stranden. Men det med at rejse sig op, gik ikke lige helt som planlagt. Jeg havde forstillet mig det mere elegant, og sådan noget. Men i stedet kommer til at støtte på den arm jeg har det dybe sår, og en smerte går igennem mig. Et skrig forlader mine læber, men jeg bider hurtigt tænderne sammen. Jeg ved ikke hvorfor, men det gør jeg bare. Jeg tager mig til min venstre arm, og holder tårerende inde. Jeg skal være stærk, det er bare en lille skramme. En lille alvorlig en. Men det er jo bare barnemad, er det ikke? 

Jeg får mig op og stå den her gang, uden at støtte på min venstre arm. Jeg burde tænke mig om noget oftere, det ville være en meget god ide. Jeg skal bare bruge hovedet. Jeg skal holde hovedet koldt, og tænke klart. Det bare lidt svært i en situation som denne her. Jeg tager fat i et af de træer der står i kanten af stranden, med min højre arm, så jeg kan få lidt støtte, indtil jeg finder helt balancen. Det tager mig lidt tid, så mens jeg står her, og finder balancen, kigger jeg ud mod havet. Det er virkelig flot, taget det hele i betragtning. Havet har denne her flotte blå farve, som man kan se igennem, man kan se bunden igennem vandet, hvilket er virkelig flot. Jeg drejer mit hoved lidt, og ser denne her pige. Vent lidt denne her pige? Jeg er her ikke alene! En lettelse skylder ind over mig i et kort øjeblik. Hvad nu hvis hun bor her? Og hun så bliver sur over at jeg er her. 

I det jeg tager en dyb indånding tager hun sit undertøj af. Jeg er lige ved at tabe kæben. Hendes brune hår sidder flot ned af hendes ryg, men der er dog noget sand i, det er der sikkert også i mit hår. Hendes flotte slanke krop, passer til hendes flotte ansigt. Jeg kan ikke se så meget her fra, men ud fra hvad jeg kan se er hun meget flot. Vent, står jeg lige og kigger på hendes krop, mens hun er nøgen. Det er jo ikke fair på nogen måder, i hvert fald ikke over for hende. Prøv lige og tænk på, hvis hun ikke ved at her er andre, ligesom jeg ikke vidste. Altså lige indtil jeg så hende.  

Jeg kigger hurtigt væk, da jeg synes det er yderst uhøflig af mig, bare at stirre på hende, mens hun ingenting ved. Det er altså en ret klam tanke. Prøv og tænk, hvis nogen nu gjorde det ved mig. Ej ad, nu sidder den tanke jo fast i mit hoved. Tusinde gange tak til dig selv Harry. Lige en mental lussing til dig, kan jeg godt lige sige dig. Jeg sukker, for at kigge der hen igen. Ikke fordi jeg vil se på hendes krop, men jeg vil gerne se hvad hun laver. Jeg burde endelig gå hen til hende, men jeg kan ikke få mig selv til det. Jeg ved ikke lige hvorfor, jeg plejer ikke at være sådan her. Jeg plejer ikke at være bange for, at gå hen til en pige. Men måske er det, fordi det her er så anderledes. Jeg er på en ø, jeg er forhelvede på en ø, hvad har jeg gjort galt?. Jeg vidste ikke der var andre. Jeg ved ikke om hun bor her, eller om hun er strandet her ligesom mig. Der er så mange spørgsmål, så lidt svar. 

Jeg går lidt ind i skoven, men sådan jeg stadigvæk kan se hende. Jeg vil helst ikke have, at hun skal se mig endnu, i hvert fald. Jeg går langs kanten til stranden, og hen til hende. Eller så tæt på jeg nu kan komme. Hun er igang med at spise. Det ser virkelig lækkert ud, men jeg kan jo ikke bare gå der ud. Jeg modstår fristen til at gå der ud, og bider tænderne sammen. Nu tager du dig altså sammen.

Der går ikke lang tid før hun rejser sig. Det ligner at hun er færdig med at spise. Hun bevæger sig ind mod skoven. Jeg skynder mig at dukke mig, så at hun ikke ser mig. Jeg skal lige vide om hun bor her, eller hvad hun nu gør. 

Jeg har efterhånden fulgt efter hende i lang tid. Jeg er ved at miste tålmodigheden og håbet. Jeg ved ikke hvilket håb det er jeg har, hvilket endelig forvirre mig lidt. Lidt meget måske. Jeg går et lille stykke bag hende, bare så hun ikke lige opdager mig. Det ville være pinligt. Meget endda. Men jeg har brug for svar og jeg håber virkelig, at hun kan give mig nogle. Det er endelig uhøfligt af mig, bare sådan, at følge efter hende, men hey, hvad skal jeg dog ellers gøre?

Jeg kommer til at træde på en gren, så den siger det velkendte 'knæk' lyd. Jeg holder vejret og springer ind til siden, hvor jeg lander ind i en busk, lige i tids nok til at hun kigger bagud. Jeg bliver ved med at holde vejret, ind til hun forsætter ligeud igen. Det føles lang tid før hun går igen. Jeg rejser mig stille op og følger med hende igen. Hvorfor er jeg også så dum? Det er da bare typisk sådan noget. Og prisen for årets dumhed går til...Harry Styles.

Jeg kommer til at træde på en gren igen, hvilket var utrolig dumt. Alting sker så hurtigt, jeg har gået i mine egne tanker, så jeg er tættere på pigen end forventet. Jeg når ikke at skynde mig væk, før pigen vender sig om og støder ind i mig. I det hun støder ind i mig, falder hun og lander på jorden. Jeg får faktisk lidt dårlig samvittighed, hvilket gør at jeg rækker min hånd ned til hende så hun kan tage fat i den. Altså den her gang er jeg lidt klog, så jeg holder den højre hånd ned mod hende, og ikke den venstre. 

Jeg kigger ned på hende, og ser at hun kigger på min hånd med rynkende øjenbryn. Hun vælger at tage imod min hånd efter lidt tøvende, så jeg glemmer alt om de rynkende øjenbryn. Jeg får hende op på benene igen. Da hun kommer op og stå, står hun okay tæt på mig og kigger mig lige ind i øjne. Hendes øjne har en flot nøddebrun farve, og der er meget forvirring i hendes øjne. Sikkert lige så meget som der er i mine.  Hun tager hurtigt sin hånd til sig, da hun indser vi stadigvæk holder i hånden. Eller holder i hånd kan man vel ikke kalde det. Hun giver mig elevatorblikket, hvilket får mig til at smile lidt. 

"Hvem er du?" spørger pigen der står lige foran mig om. Ved hun ikke hvem jeg er? Det er da bare en bonus for mig. 

"Jeg hedder Harry, jeg er 19 år, og tror jeg er strandet her" ender jeg bare med at sige, med et anspændt smil. Jeg kigger på hende, og ser hun bare kigger ned på sine bare fødder. Ved hun ligesom mig ikke, hvad hun skal gøre af sig selv? 

"Hvem er du?" spørger jeg, da hun ikke svare. Hun tager en dyb indånding i hvert fald af hvad man kan høre. 

"Jeg ved det ikke" mumler hun. Jeg rynker øjnebrynene. Ved hun det ikke? 

"Hvad mener du?" spørger jeg med en forvirret stemme. Hvordan kan hun ikke vide hvem hun er? Det burde man da vide. Burde man ikke? Eller har hun slået hovedet rimelig galt? 

"Jeg... Jeg vågnede op på stranden her den anden dag... Uden nogen anelse om hvem jeg er.. Hvor jeg er.. Hvor gammel jeg er.. Eller noget som helst" siger hun med blikket ned på skovbunden. Kan det være rigtigt? 

"Måske kan jeg hjælpe dig?" siger jeg, og tager min hånd ind under hendes hage og løfter den op, så jeg kan kigge hende ind i de flotte nøddebrune øjne hun har. Hun ender bare med at nikke. Hun svarer ikke ud over det, hvilket får mig til at sukke indvendig. 

"Men det betyder at vi bliver nød til at hjælpe hinanden og holde sammen. Jeg ved ikke hvordan man får noget at spise eller noget at drikke. Du ved ikke hvem du er. Måske vi kan hjælpe hinanden?" jeg siger det med en blid stemme og smiler stille til hende, så hun ved jeg ligesom ikke er farlig. Vi kigger hinanden i øjne lidt, før hun blider op i et smil. 

"Det er en aftale" siger pigen, som jeg ikke kender navnet på, med et smil. 

 

Undskyld for den sene opdatering, men jeg koncentrer mig meget om mine eksamener som ligger lige om hjørnet. Det var meningen jeg ville lægge et kapitel ud hver Lørdag, men det kom lidt i vasken. Jeg vil opdaterer så tit jeg kan, men jeg bliver også bare nød til, at tage mine eksamener alvorligt. 

Håber forresten at I nyder historien og at I glæder jer til næste kapitel! :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...