Fortabt 🌴 One direction

Hun vågner op på en øde ø. Hun ved ikke hvor hun er, eller hvem hun er. Hun tror hun er alene, og prøver at finde sig selv. Prøver at få glimt af hvad der er sket. En dag støder hun ind i ham. En dreng ved navn Harry Styles. Han ved dog godt hvem han er, bare ikke hvordan han endte der. Hans fire venner er der ikke, og det gør ham bange. Harry prøver at hjælpe hende med at huske, prøver at hjælpe hende med at finde ud af hvem hun er. Men hvordan vil det gå? Vil hun huske? Vil han finde sine 4 venner igen? Vil der starte et venskab? Eller et forhold? Og vil hun nogensinde huske, hendes tideligere liv? Vil de nogensinde komme væk derfra? Ja, det må tiden vise.

8Likes
6Kommentarer
5417Visninger
AA

4. Kapitel 3 - "Hvem er du?"


                                                                           Dag 2 

Jeg begynder lige så stille at komme til mig selv igen, efter en god nattesøvn. Jeg puster noget hår væk fra mit ansigt, da jeg ikke orker at fjerne det med mine hænder. Min krop føles stadigvæk så fandes træt, selvom jeg har fået sovet et godt stykke tid og har sovet som en sten. Det giver ikke rigtig nogen mening, at jeg stadigvæk er træt. Eller rettere at min krop er. Jeg vil endelig gerne klø mig i øjne, men jeg tror at mine hænder er fyldt med sand, så jeg smider hurtigt det ud af mit hoved, da det ligesom er en rigtig dårlig ide. Jeg gaber, hvilket nok betyder at jeg alligevel ikke har fået sovet nok, hvilket stadigvæk ikke giver nogle mening i mit hoved. 

Varmen begynder at varme min krop, hvilket får mig til at mærke, at jeg endelig sveder. Jeg lægger også lige i solen, så måske giver det god mening, at jeg ligesom føler at det er varmt, og ikke nok med det så hjælper det ikke ligefrem, at sove på sand. Der er heller ikke så meget vind her til at køle en ned med. Jeg vælger at sætte mig op, med støtte fra mine hænder. Jeg åbner lige så stille øjne, så jeg ikke bliver nød til at lukke dem igen på grund af den skarpe sol. Det går faktisk godt idag. Jeg behøver i hvert fald ikke at lukke dem igen, da jeg først har fået dem åbnet.

Jeg rejser mig op så jeg kan gå ned til vandet og lige få badet, inden jeg laver restene af fiskene til morgenmad. Jeg går hen over sandet med mine bar fødder. Sandet er vildt dejligt mod mine fødder. Det er dejligt varmt, men bliver jeg for længe på et sted i sandet, begynder det at brænde i mine fødder. Jeg sætter i løb ned mod vandet, da tanken om det kolde vand mod min krop er alt for fristende. Da jeg kommer ned til vandet, tager jeg den røde, for revnet kjole af ved, at tage den over hovedet. 

Jeg har kjolen i min højre hånd, mens jeg hopper ud i vandet. Det køler min hud, men det er ikke for koldt, det er lige tilpas. Jeg lægger kjolen i vandet, så jeg lige kan vaske mig først. Jeg vægler at tage mit undertøj af også, så jeg lige kan få det vasket også. Nu når der jo ikke er andet undertøj, må jeg jo nøjes med det jeg har på, selvom det er lidt ulækkert, men sådan er livet bare. Jeg har endelig stadigvæk ikke fundet ud af, om her er andre, om jeg bor her eller om jeg er strandet her. Jeg ved heller ikke hvem jeg er, hvor jeg kommer fra, eller i det hele taget hvor gammel jeg er. Jeg sukker svagt og kort over mig selv. 

Mens mine tanker kredser omkring alt mellem himmel og jord, får jeg vasket mit undertøj og får skyllet min krop. Jeg tager mit hoved under vandet, da mit hår også godt lige kunne trænge til en gang skylning. Jeg får mit undertøj på, da jeg ikke lige føler for at stå her ude helt nøgen, hvis nu der er nogen her, som jeg ikke ved om der er, men heller være på den sikre side. Jeg tager min BH på og spænder den, for derefter at sætte den rigtigt. Mine trusser ryger op over mine ben, og sætter sig omkring mit underliv. Jeg tager fat i kjolen og tager den helt under vand, så den kan blive vasket, så der ikke er alt det sand på den. Det kan være ret så irriterende, at have på sit tøj. Tror mig, det ved jeg ligesom alt om, bare efter de her 2 dage jeg har været her. Eller jeg har ikke engang været her i 2 dage endnu, men allerede nu ved jeg, hvor irriterende det kan være.

Jeg får vasket kjolen, og tager den over mit hoved. Jeg tager mine arme ind, der hvor de nu skal ind, og sætter kjolen rigtigt. Jeg glatter den lidt ud, selvom jeg endelig ikke behøver det, men jeg ved ikke helt hvad jeg lige skal gøre af mig selv. Jeg går op af vandet, og hen mod det lille bål sted jeg nu har lavet, for ligesom at få noget morgenmad. Min mave er også begyndt at knurre, så måske er det endelig en god ide, at få noget mad. Jeg sætter mig ned på sandet, vel vidne om, at min kjole igen bliver fyldt med sand, da den jo stadigvæk er våd. Men jeg skubber hurtigt den tanke væk, da mad flyder mine tanker, og at jeg ligesom også skal ud for, at se om der bor andre mennesker her. Jeg vil gerne finde ud af om der gør det. Måske kan de fortælle mig hvem jeg er, og om jeg endelig bor her. 

Jeg får tændt bålet, og får taget de 3 andre fisk jeg har, på grene, og tager dem ind over bålet. Jeg burde også finde en kokosnød, men det har jeg altså ikke tid til. Ikke lige idag. Idag må jeg finde andre. Hvis der altså er andre, det ved jeg jo ikke. Jeg håber bare så meget der er. Jeg håber ikke jeg er den eneste, for så vil jeg ligesom være på den, for så vil jeg aldrig finde ud af hvem jeg er, eller det tror jeg i hvert fald ikke jeg vil. 

Mens mine tanker kredser rundt, er fiskene blevet færdig. Jeg tager dem væk fra bålet. Min hånd rører ved den ene fisk, og den slimede følses rammer min hud, og sender kuldegysninger ind igennem min krop. Jeg tager fiskene af grenen, og lægger dem på bladet, hvor jeg lige så stille begynder at spise af dem. 

*

Træernes skygge lægger sig over skovbunden, og holder solens varme stråler lidt på afstand. Når jeg går inde i skyggerne, er der ikke så varmt, som hvis jeg gik ude i solens stråler. Jeg er faktisk meget taknemlig for, at der er en skov her, så man kan komme lidt væk fra varmen, og have chancen for, at køle lidt ned, uden at skulle gå ud i vandet hele tiden. Jeg fik drukket noget kokosnød mælk, da trøsten var for stor. Jeg valgte at gå ud i skoven, da jeg gerne ville på opdagelse. Eller endelig ikke så meget på grund af opdagelse. Mere på grund af håb. Håb for at andre mennesker er her i nærheden. Mine tanker køre hele tiden om, hvem jeg er. Og nu måske også fordi, at jeg skal have fat i nogle palmeblade, tror jeg det hedder. Så kan jeg i det mindste ligge på det, og ikke på det ellers så dejlige sand. Mærk lige min ironi. 

Jeg kommer forskrækket til mig selv, da jeg hører en lyd. Jeg holder vejret og kigger rundt. Jeg drejer rundt, for at se bag mig. Panikken stiger, men jeg kan ikke se noget, så måske er det bare indbildning, og måske ikke. Måske er jeg ved at gå ud af mit gode skin, ved bare at være alene, og ikke tale med nogle. Måske så meget at jeg hører lyde, for at mit håb ikke skal dø helt hen. Da jeg ikke hører mere, sukker jeg, og tager en dyb indånding, for bare at puste det langsomt ud igen. 

Jeg går stille videre, og kigger lidt rundt. For hvad nu hvis det ikke er indbildning. Måske er jeg bare ved at blive sindsyg. Ja, jeg må nok være ved at være fuldstændig sindsyg. Sådan hører lyde, og jeg ved ikke hvad. 

Jeg fortsætter dybere og dybere ind i skoven, men den bliver ikke mindre flot af den grund. Jeg synes den er meget flot, med alle de farver der er. Jeg kigger rundt på de store træer der former sig. De forskellige farvede blomster som er på skovbunden, i alle mulige forskellige størrelser. Skovbunden er fyldt med små grene. Jeg hører en gren knække, og jeg er ved at farer sammen. Jeg skal lige til at skrige, da jeg vælger at lægge min hånd over min mund. Måske er det ikke en god ide at skrige, hvis nu det tiltrækker opmærksomhed, hvilket det jo nok gør. Så dum er jeg dog heller ikke. 

Jeg vender mig om mod lyden, men fortryder at jeg gør det, for lige i det jeg vender mig om støder jeg ind i et eller andet blødt, og lander på den grenende skovbund. Jeg tager min ene hånd op til hovedet, da det begynder at dunke lidt. Jeg bander for mig selv, men kigger så op, og der står en person.

Personen rækker hånden ned til mig, og jeg kigger på den med rynkende øjenbryn. Jeg ender dog med at tage tøvende i mod den, og personen hjælper mig op at stå. Jeg kommer op at stå, og kigger lige ind i nogle skinnende grønne øjne, der ser ud til at være lige så forvirret som mig. Hans krøllede hår står ud til alle sidder, hvilket faktisk er ret sjovt, hvis man ser bort fra den situation vi står i nu. Jeg tager hurtigt min hånd til mig, da jeg indser den stadigvæk lægger i hans hånd. Jeg rynker brynene igen, og giver ham elevatorblikket. Noget siger mig jeg ved hvem han er, men jeg ved ikke om det er rigtigt, eller om det bare er noget jeg blinder mig selv ind, det kan det jo sagtens være, det er jeg jo efterhånden så god til. 

"Hvem er du?" ryger der ud af munden på mig, efter hvad der føles timer ubehagelig stilhed. 

 

Ikke rettet igennem. 
Så mødte Lily endelig en person? Hvem tror I det er? Hvad tror I der vil ske? Kom endelig med jeres bud :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...