Fortabt 🌴 One direction

Hun vågner op på en øde ø. Hun ved ikke hvor hun er, eller hvem hun er. Hun tror hun er alene, og prøver at finde sig selv. Prøver at få glimt af hvad der er sket. En dag støder hun ind i ham. En dreng ved navn Harry Styles. Han ved dog godt hvem han er, bare ikke hvordan han endte der. Hans fire venner er der ikke, og det gør ham bange. Harry prøver at hjælpe hende med at huske, prøver at hjælpe hende med at finde ud af hvem hun er. Men hvordan vil det gå? Vil hun huske? Vil han finde sine 4 venner igen? Vil der starte et venskab? Eller et forhold? Og vil hun nogensinde huske, hendes tideligere liv? Vil de nogensinde komme væk derfra? Ja, det må tiden vise.

8Likes
6Kommentarer
5380Visninger
AA

3. Kapitel 2 - "Liam, Zayn, Louis, Niall!"


                                                                                                                                                     Dag 1 

Solens varme stråler varmer min ellers så sandende krop, der kræser så forbandet meget. Vent hvad? Sandende krop. Kræser meget? Jeg kan umulig være på den båd, jeg gerne skulle være på. For der er ikke sand. Og der kunne umuligt være så varmt. Der burde blæse med noget vind. Det gør der slet ikke her. Her er fuldstændigt vindstille. Slet ikke noget vind at mærke eller at høre, og det burde der da være hvis man var ude på havet. 

Min krop føles tung, og min venstre arm føles meget mere tung end resten af min krop. Det føles som om en prøver, at skære min arm af eller en der prøver, at slikke flere knive ind i min arm på en gang. Jeg prøver at åbne mine øjne, men åbner dem for hurtigt, så jeg bliver nød til at lukke dem igen, da solens stråler er meget stærke. Smerten i min arm bliver meget værre, og jeg ømmer mig i smerten.

Jeg tager en dyd indåbning for derefter, at puste ud igen. Jeg åbner mine øjne stille og roligt, så jeg kan vænne mig til solens skarpe stråler uden, at skulle lukke mine øjne igen. Jeg får dem åbnet efter noget der føles som 100 år. Mine øjne rammer hurtigt en sky fri himmel, da jeg sjovt nok ligger ned. Der er dog også nogle træer, hvilket så må betyde, at jeg ikke er på det skib jeg ellers så gerne skulle være på. Jeg kigger ned af min arm og ser jeg har en stor rift, der er rimelig dyb. Der er tørret blod udover hele min arm, og sand inde i det meget dybe kødsår. Man kan dog ikke se helt ned til knoglen, hvilket er en stor lettelse. Kvalmen stiger hurtigt op i mig, og jeg kigger hurtigt væk fra min arm. Fuck hvor er den bare klam! Hvorfor skal det her også lige ske og så lige nu, når jeg endelig har ferie, det er da bare typisk.  

Jeg sukker tungt og får sat mig op, med støtte fra min højre arm, da der ikke er sket noget med den, heldigvis. Jeg vil gerne op at stå, så jeg endelig kan få et overblik over hvor jeg befinder mig. Jeg smider hurtigt tanken væk om at komme op at stå, da jeg bliver meget svimmel, da jeg prøver. Jeg tager min friske højre arm op til hovedet. Jeg kan ikke rigtigt bevæge min venstre arm, i hvert fald ikke uden at det gør alt for ondt.

Jeg beslutter mig for at rejse mig op, men kun ved hjælp af min højre arm, da min venstre arm jo ikke er helt så frisk. Jeg ved faktisk ikke hvad jeg kan gøre ved min venstre arm, andet end lige at lægge nogle blade på og måske noget vand på. Nu når jeg tænker på vand, så er jeg faktisk meget trøstig. Min hals er helt tør og den gør ondt. Jeg kommer op og stå, men bliver meget hurtigt svimmel og tager så fat i et træ. Med den forkerte arm. En smerte går igennem mig, og der slipper måske også et lille skrig ud af min mund. Ikke sådan et piget et, men et meget mandet et, eller noget. Jeg slap træet i det jeg skreg, men tager hurtigt fat med den rigtige arm, da jeg er ved at vælte. Jeg bider tænderne sammen da smerten i min venstre arm fordobler sig. Hvorfor er jeg også så skide dum. Det er bare typisk sådan noget. 

Jeg tager en dyb indånding for at kunne koncentrere mig lidt, men smerten i min arm gør det umuligt, at koncentrere sig om noget andet end smerten. Jeg bider mine ellers så flotte og hvide tænder sammen, dog hårdere end før, da smerten i min arm bare ikke gider at gå væk. Hvorfor skal det her også lige ske for mig? Det er bare så typisk mig, at være så uheldig.

Hvor er drengene endelig? Vent. Drengene! Jeg kigger rundt omkring, men da jeg ikke kan se dem, begynder mine vejrtrækninger at blive hurtigere og hurtigere, og panikken kommer hurtigt frem i min krop. Kan der være sket dem noget, hvis ja, hvad? Jeg bliver ved med, at kigge mig rundt da tanken om, at de er døde ikke er til at holde ud. 

"LIAM!" Jeg råber af mine lungers fulde kræft, da jeg bliver nød til at finde drengene. Jeg bevæger mig med korte skridt frem af igennem skoven, men jeg følger ikke sandet, jeg går dybere ind i skoven, der må de være. Da jeg ikke høre nogle lyde, begynder jeg at gå mere i panik. Jeg stopper hurtigt op for, at få vejret. Det med at det er varmt hjælper nu heller ikke.  

"ZAYN!" "LOUIS!" "NIALL!" Jeg råber så højt jeg kan, men jeg ved ikke lige hvor højt det er, da min hals er meget tør. Jeg kigger despart rundt, for at se om jeg kan se dem. Jeg begynder stille at gå frem af igen med korte skridt.

"LIAM! ZAYN! LOUIS! NIALL!" Jeg bliver ved med at kigge rundt, mens håbet om at de lever forsvinder lige så stille. Hvorfor skal det også ske for mig? Hvor er mine 4 bedste venner henne? Jeg skal finde dem, om det så bliver min død, hvilket det nok gør, men sådan er det jo, jeg vil gøre alt for mine bedste venner. 

Da det ikke nytter noget, at gå imod skoven, da ingen svarer mig, vælger jeg at gå den modsatte vej. Ned mod stranden. Måske er de der, det kan jo godt være at man er heldig. Hvem ved? Jeg gør i hvert fald ikke. Men håb har aldrig skadet nogle, kun for meget håb. Men lige nu håber jeg de er i live, hvilket måske er for meget at håbe på, når man ser ned af min arm. Hvilket minder mig om, at jeg nok skal have det renset, for der er sand i det og der er tørret blod over det hele på min arm. Men det kan jeg ikke tænke på lige nu, tanken om at mine bedste venner kan være døde, er meget værre end det.

Tanken om at jeg er fanget her forevigt, tanken om at jeg vil dø her. Tanken om jeg aldrig kan komme til at synge igen, det gør det hele meget værre. Mit liv er et kaos lige nu, og jeg kan intet stille op for at det bliver bedre. Jeg er fanget her på den her ø. Jeg ved ikke om jeg er alene, om der er andre, om drengene er her, eller om de er et helt andet sted. Jeg ved ikke om de er samlet, eller om de er blevet skilt, ligesom jeg er blevet skilt fra dem. Mon de overhovedet tænker på mig lige nu, som jeg tænker på dem. 

"Under the lights tonight, you turned around and stole my heart. With just one look, when and I saw you face, i fell in love. It take a minute girl, to steal my heart tonight. With just one look, yeah. Been waiting for a girl like you" 

Ordene forlader lige så stille min mund, det er ikke fordi jeg skråler højt, men sang har altid hjulpet mig når jeg har det svært, og lige nu har jeg det svært, tanken om drengene ikke er her er meget svært for mig, for det er dem der hjælper mig igennem hverdagen. De er mine bedste venner. Ikke kun fordi vi synger sammen, men vi er så meget sammen, at vi er blevet hinandens bedste venner, og det er ikke noget vi er blevet tvunget til. Vi elsker hinandens selskab.

Jeg kommer tættere og tættere på stranden, og kan se at mørket også er ved at sænke sig på. Så jeg burde endelig også sove lidt. Jeg kan altid finde drengene imorgen. Efter jeg har spist måske. Jeg kan ikke magte at finde noget nu, der er allerede okay meget mørkt og min krop er meget udmattet, men det er der ingen ting at sige til, jeg har gået rundt i hvad der føles som mange timer. 

Jeg ligger mig ned i udkanten af skoven, da jeg ikke tør at lægge mig inde i skoven. Jeg ved endelig ikke lige hvorfor, men tanken om at dyr kommer og spiser mig, er ikke lige så fristende. Der er endelig ved at blive lidt koldt, men der er ikke noget at gøre ved det, jeg kan ikke finde ud af at tænde et bål, og jeg har ligesom ikke mere tøj på end jeg har nu, og desuden jeg tror ikke lige man finder en gave bod med tøj her ude. Det vil virke ret usandsynligt, men dejligt, hvilket er en helt anden sag.

Jeg kigger op mod stjerne, der breder sig så flot ud over himlen. Jeg betragter dem i jeg ved ikke hvor lang tid. Mine øjne begynder langsomt at lukke sig sammen, og at kæmpe i mod vil være latterligt, da jeg ikke vil vinde den sag. Mine øjne lukkes i, og der går ikke lang tid før jeg er i drømmeland, og søvnen har overtaget min krop og mine smerter i min venstre arm. 

 

Så kom andet kapitel og den her gang fra Harrys synsvinkel! Hvad siger I til, at jeg sådan skifter til at skrive fra deres synsvinkel af og at jeg har skrevet hvad dag det er oppe i toppen? Kan I lide ideen med det? :) 

Jeg håber I har nydt kapitlet og at I glæder jer til på Lørdag, hvor 3 kapitel kommer! :D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...