Fortabt 🌴 One direction

Hun vågner op på en øde ø. Hun ved ikke hvor hun er, eller hvem hun er. Hun tror hun er alene, og prøver at finde sig selv. Prøver at få glimt af hvad der er sket. En dag støder hun ind i ham. En dreng ved navn Harry Styles. Han ved dog godt hvem han er, bare ikke hvordan han endte der. Hans fire venner er der ikke, og det gør ham bange. Harry prøver at hjælpe hende med at huske, prøver at hjælpe hende med at finde ud af hvem hun er. Men hvordan vil det gå? Vil hun huske? Vil han finde sine 4 venner igen? Vil der starte et venskab? Eller et forhold? Og vil hun nogensinde huske, hendes tideligere liv? Vil de nogensinde komme væk derfra? Ja, det må tiden vise.

8Likes
6Kommentarer
5373Visninger
AA

17. Kapitel 16 - Så tager vi af sted

Louis Tomlinson 

Dag 9

"Louis?" jeg kigger hurtigt mod personen der snakker til mig, og opdager hurtigt at det er Paul. Jeg nikker bare til ham, da jeg ikke rigtig ved hvad jeg ellers skal gøre. Mit blik ligger på Paul, mens jeg opdager at de andre drenge kommer ind. Jeg rynker forvirret mine bryn, da jeg ligesom ikke ved hvad der foregår. For hvorfor er de alle her og endda Paul? Måske er det noget med Harry. Åh gud jeg håber at han er okay. De sætter sig alle sammen for delt i sofaen, mens jeg bare følger dem med mine øjne. Hvad skulle jeg ellers gøre? Stirre tomt på der hvor de kom ind? Nej tak du. 

"Alle sammen, jeg har noget at fortælle jer," siger Paul. Vi vender alle sammen opmærksomheden mod ham. Det føles som en evighed inden han siger noget igen. 

"De sender en helikopter ud idag, og I skal med," siger Paul. Der er ingen der siger noget, men jeg tror lige, at det skal synke ind. Vi kan få Harry tilbage. Forhåbeligt i live. Det er som om, at tid og rum står stille. Som om at sekunder varer længere. 

"Så det vil sige, at vi kan få Harry hjem igen?" spørger Niall med en usikker stemme. Jeg vender mit hoved hen mod ham, og man kan se, at han er bange. Bange for, at vi ikke kan det. Men jeg ved, at Harry er stærk. At han overlever. Og siden at Lily Evans også er forsvundet, så vil det være mærkeligt, hvis de ikke har fundet hinanden. Man kan bare kun håbe på, at de har det, og at de hjælper hinanden. 

"Ja, det vil det Niall," siger Paul, og vi alle ånder lettet op. Det her har vi ventet på i så lang tid, og endelig så kan det ske. Jeg kan ikke være mere lykkelig, eller jo det kan jeg. At vi finder ham, og at vi bringer ham hjem. I live. 

"I bliver kørt ud til helikopteren om 1 time, så sørg for, at få noget at spise, og komme i bad," siger Paul inden han rejser sig op. Han sender et forsigtigt smil til os alle sammen, som vi svagt gengælder. Han klapper mig kort på skulderen, inden han gør. Inden for få sekunder hører vi en dør lukke i. Vi sidder endelig i tavshed i nogle minutter, bare for, at få nyheden sivet ind. 

"Louis, du går i bad først, det lang tid siden du har været i bad, og så laver vi mad i mens," siger Liam. Jeg vender hurtigt mit blik mod ham, hvor jeg så nikker med hovedet. Jeg rejser mig med et suk, og bevæger mig ind på mit værelse. Med sløve skridt går jeg hen til mit klædeskab, hvor jeg så åbner det, sjovt nok. Jeg tager hurtigt en t-shirt frem, og et par sorte bukser. Jeg tager et par rene underbukser frem. Jeg tager det hele i hånden, og finder vejen hen til badeværelset. Med et suk trækker jeg ned i håndtaget, for derefter at gå ind og lukke døren efter mig. 

Jeg ligger mit tøj fint på toilettet, altså efter jeg har slået brættet ned. Et suk forlader min mund, og jeg finder vejen hen til det skab, hvor der nu er håndklæder i. Håndklædet bliver fundet frem, og lagt oven på tøjet. Mit tøj ryger hurtigt af, og ned i vasketøjskurven. Jeg tænder vandet, og skure det hurtigt hen på det varme, da jeg ikke har lyst til, at bade i koldt vand. Det er ikke ligefrem det fedeste. 

Da vandet endelig er varmt, træder jeg ind under vandet. Jeg lader vandet løbe ned af min nøgne krop, og lader bare mine tanker flyve afsted. Vi skal finde Harry i dag, han kommer hjem i dag. Jeg kan slet ikke vente. 

Jeg vasker mit hår med sæbe, og derefter min krop. Et suk forlader min mund, og jeg slukker for vandet. Jeg træder ud af det ellers dejlige bad, og tager håndklædet. Jeg tørre mig over hele kroppen, og begynder så at tage mit tøj på. Mit blik bliver holdt  ned mod gulvet, og jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre af mig selv. 

Da jeg har fået tøj på, smider jeg mit håndklæde ned i vasketøjskruven. Jeg tager en dyb indånding, og trækker ned i håndtaget. Jeg kan hører drengene ude i køkkenet, derfor beslutter jeg mig for, at finde vejen frem til køkkenet. Med langsomme skridt kommer jeg ud i køkkenet, og de vender alle sammen deres blikke mod mig. 

"Louis, godt at se du kom i bad," siger Liam smilende, og klapper mig kort på ryggen. Jeg vælger dog bare at nikke til ham, og smile svagt. 

"Jeg smutter lige i bad drenge. Louis du skal spise nu," siger Liam og smutter. Det lyder virkelig som om, at jeg er et lille barn med det han siger. Men okay, det er jeg nok også. Jeg opfører mig i hvert fald lidt sådan. Med et suk sætter jeg mig ned på stolen, og stirre bare på det mad der er på tallerken foran mig. Det ser lækkert ud, men det er som om at jeg ikke kan spise. Harry ligger i mine tanker. Igen. 

"Louis du bliver nød til, at spise noget," siger Zayn. Jeg løfter mit blik fra tallerken, og nikker. Ikke at jeg ved om jeg vælger at spise. Zayn sukker dog kort af mig, og sætter sig ned ved siden af mig. Han tager min gaffel i hans hånd, stikker den ned i æggen, og fører gaffel hen til min mund. 

"Her kommer flyveren," siger Zayn, og laver den lyd en flyver laver. Jeg smiler svagt, da det faktisk er lidt sjovt. Gaffel kommer hen til min mund, og jeg lukker den op. Zayn stikker gaffel ind i min mund, og jeg tager æggen af gaffel, hvor jeg så sjovt nok tygger den. Sådan forsætter det i noget tid, indtil Liam kommer ind og afbryder os.

"Zayn, Louis hvad laver I?" spørger Liam med en undrende stemme. Zayn og jeg griner bare, hvilket er stort. Altså at jeg griner. 

"Louis ville ikke spise, så noget skulle jeg jo gøre," siger Zayn, og peger på mig med et blik der siger 'Du-er-skyldig'. Jeg ryster på hovedet af ham, og peger på ham. Liam vælger dog bare, at ryste på hovedet af os, uden at sige noget. Hvilket måske er meget godt. 

-------------------------------------------------------------------------------------------

 

Et kapitel tilbage og en epilog, så er det slut. Hvad siger I til det? Hvorfor tror I endelig, at historien hedder fortabt? Jeg vil gerne hører jeres bud på det :D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...