Fortabt 🌴 One direction

Hun vågner op på en øde ø. Hun ved ikke hvor hun er, eller hvem hun er. Hun tror hun er alene, og prøver at finde sig selv. Prøver at få glimt af hvad der er sket. En dag støder hun ind i ham. En dreng ved navn Harry Styles. Han ved dog godt hvem han er, bare ikke hvordan han endte der. Hans fire venner er der ikke, og det gør ham bange. Harry prøver at hjælpe hende med at huske, prøver at hjælpe hende med at finde ud af hvem hun er. Men hvordan vil det gå? Vil hun huske? Vil han finde sine 4 venner igen? Vil der starte et venskab? Eller et forhold? Og vil hun nogensinde huske, hendes tideligere liv? Vil de nogensinde komme væk derfra? Ja, det må tiden vise.

8Likes
6Kommentarer
5635Visninger
AA

14. Kapitel 13 - "Dem vil jeg gerne møde en dag"

Dag 7

Dagen i dag er mærkelig. Harry er trist, og jeg er udmattet. Min side gør ondt, selv når jeg bare trækker vejret. Det gør virkelig ondt, men jeg kan ikke sige det til Harry. Han vil bare begynde at tro alt muligt. Okay det tror jeg nu også, men hvad fanden kan vi gøre her på den her ø? Ingenting. Nemlig ingenting. Og sådan vil det blive ved med at være, hvis vi ikke bliver fundet, hvilket jeg håber er snart. 

Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide Harry. Jeg synes han er en fantastisk dreng, men jeg kan bare ikke holde ud til, at være her. Jeg ender med, at blive sindsyg. Et suk forlader min mund, og jeg kigger ud mod havet. Jeg sidder i vandkanten, og Harry er ved at lave mad. Han mente, at jeg ikke skulle lave mad i dag. Hvilket er dejligt, så kan jeg slappe af i min side. Ikke at Harry ved jeg har ondt lige nu. Han har spurgt mig siden den dag, jeg skreg op hvordan jeg har haft det. Og jeg hader at lyve overfor ham, men jeg kan ikke sige, at jeg har ondt. For han kan ikke gøre noget. Og jeg ved, at det vil gøre ondt på ham. 

Jeg lukker kort mine øjne, og nyder stilheden. Nyder bølgens lyde, deres stille og rolig effekt som det giver mig. Jeg kniber hurtigt og hårdt mine øjne sammen, da min side gør ondt. Jeg trækker vejret langsomt ind og puster det langsomt ud, men det ikke ligefrem fordi det hjælper. Hvilket er pisse irriterende. Det er frustrende. Meget endda.  

Et hårdt suk forlader min mund, og jeg vælger at åbne mine øjne. Solen står højt på himlen med meget få skyer. Jeg føler mig så udmattet og træt, selvom vi ikke har lavet en skid i dag, så det giver bare ikke mening. Jeg bliver hurtigere træt, og bliver hurtigere smadret for hver dag der går. Men hvorfor? Der kan ikke være noget galt, det er bare noget jeg bilder mig ind. Jeg overreagere helt sikkert bare.

Jeg har ondt af Harry. Han er virkelig trist i dag, det kan jeg mærke og så er der lige hans arm. Hans arm ser virkelig ikke for god ud, men han ser ud til ikke rigtigt, at mærke det mere. Måske er han bare van til smerten nu? Det kunne man godt tro. Måske bider han bare smerten i sig, ligesom jeg gør. Bare for, at vi ikke skal vise hinanden smerten. Vi kan jo ikke gøre noget for hinanden her ude, ligemeget hvor meget vi end gerne vil hjælpe hinanden, så kan vi bare ikke. Der er ingenting her, som vi kan bruge til, at hjælpe hinanden. 

Smerten er ved at aftage lidt, hvilket er rart. Smerter er noget af det værste. Det er slemt, at det kommer og går, men hellere det end, at jeg har det hele tiden. Jeg vil faktisk allerhelst have, at de bare forsvandt. Jeg vil ønske, at Harrys arm kunne hele, men det ser ud til, at der er betændelse i hans arm, hvilket langt fra er godt. Nu er det ikke fordi, at jeg er læge eller sådan noget, men det ser ikke så godt ud. 

"Lily, der er mad" lyden af Harrys stemme trækker mig ud af mine tanker. Jeg sukker kort, og rejser mig op. Hvilket jeg nok ikke skulle have gjort, da smerten igen kom. Jeg bider hurtigt mine tænder sammen, inden jeg vender mig om og går op til Harry. Harry sidder på den side af bålet, hvor palmebladende ikke er. Han har lagt fiskene på et blad til os hver, og han har selvfølgelig taget hans mad hen til ham. Jeg sætter mig ned på palmebladet, og tager bladet med fiskene på. Vi begynder, at spise lige så stille i stilhed. Jeg kan se, at han tænker på noget, men hvad, det ved jeg ikke. Nogle gange vil jeg ønske, at jeg kunne tankelæse. Det kunne faktisk være mega fedt. Bare ikke hvis folk kunne læse mine tanker, for så havde jeg fået en flad et par gange.. Måske mange gange.  

"Hvad tænker du på Harry?" spørger jeg bekymret om. Jeg kigger på ham med bekymret øjne. Han retter sit ansigt op, og kigger direkte ind i mine øjne. Hans øjne udstråler tristhed, hvilket gør ondt på mig. 

"Tænker bare på mine fire bedste venner" siger han med et lille smil. Jeg vælger bare at nikke. Men hey, måske hjælper det at snakke om dem? 

"Hvordan er de?" spørger jeg med et svagt smil. Han kigger underligt på mig, nok for at se om jeg mener det. Men det gør jeg, jeg vil da gerne vide hvordan de er. Han sender mig et trist smil, inden han åbner sin mund. 

"De er fantastiske. Jeg holder virkelig meget af dem, og savner dem" siger han, og hans øjne begynder at stråle lidt, hvilket gør, at jeg smiler. 

"Hvad hedder de?" spørger jeg om, mens vi langsomt spiser. Selvom vi spiser, så holder vi øjenkontakt. 

"Niall, Liam, Louis og Zayn" siger han, hvilket får mig til at nikke. 

"Dem vil jeg gerne møde en dag" siger jeg og smiler stort til ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...