Fortabt 🌴 One direction

Hun vågner op på en øde ø. Hun ved ikke hvor hun er, eller hvem hun er. Hun tror hun er alene, og prøver at finde sig selv. Prøver at få glimt af hvad der er sket. En dag støder hun ind i ham. En dreng ved navn Harry Styles. Han ved dog godt hvem han er, bare ikke hvordan han endte der. Hans fire venner er der ikke, og det gør ham bange. Harry prøver at hjælpe hende med at huske, prøver at hjælpe hende med at finde ud af hvem hun er. Men hvordan vil det gå? Vil hun huske? Vil han finde sine 4 venner igen? Vil der starte et venskab? Eller et forhold? Og vil hun nogensinde huske, hendes tideligere liv? Vil de nogensinde komme væk derfra? Ja, det må tiden vise.

8Likes
6Kommentarer
5484Visninger
AA

12. Kapitel 11 - "Nej det gør jeg ikke Styles"

Dag 6

Jeg kan ikke lide, at høre på Lilys skrig. Det gør ondt i mit hjerte. Jeg ved godt, at vi ikke rigtig kender hinanden, men allerede nu, kan jeg sige, at hun har en plads i mit hjerte. Jeg holder af hende, det gør jeg. Men jeg vil ikke sige, at jeg holder meget mere af hende end som veninde. Men det ville også gå meget hurtigt, hvis jeg gjorde. Men ja, hun betyder meget for mig, og jeg kunne måske se os to sammen i fremtiden. Hun ser mig ikke som den kendte Harry, hun behandler mig som en almindelig dreng. Okay, hun kan heller ikke huske noget, så hun ved jo nok ikke helt hvem jeg er. Ikke at det er træls, det er faktisk mega dejligt. Dejligt, at blive behandlet som en almindelig dreng. Dejligt ikke at blive behandlet som den kendte mig, men bare den almindelig mig. 

"Vil du fortælle mig, hvad der skete?" spørger jeg Lily om, og kigger på hende med bekymret øjne. Lily kigger op på mig, og det er som om, at hun er i konflikt med sig selv. Som om, at hun ikke ved hvad hun skal sige, eller gøre. Det gør ondt på hende, det kan man se. Men man kan også se, at noget af den smerte hun har er taget af. 

"Jeg fik bare noget sidestik," siger Lily. Hun vender hurtigt sit blik ned på palmebladene, og jeg kan regne ud, at hun lyver. Et sidestik går heller ikke så ondt, som det så ud til, at gøre på hende. Jeg sukker dog bare lydløst, da jeg kan regne ud, at det ikke nytter noget at skændes med hende. Eller rettere jeg vil ikke skændes med hende, det magter jeg ikke. 

"Kom, vi går ud og bader, og så laver vi noget mad," siger jeg til hende. Jeg kigger stadigvæk ned på hende, og jeg har endnu ikke fjernet mit blik. For selvom hendes brune hår sidder hudler til budler, selvom hendes nøddebrune øjne vender ned af, så ser hun stadigvæk godt ud. Hun nikker svagt, og jeg hjælper hende op på benene. Jeg støtter hende hele vejen hen til vandet, hvor vi langsomt går ud i vandet. Vandet er dejligt, det er varmt og klart. Solen skinner på en skyfri himmel, kan det blive bedre? 

Vi kommer helt ud, og jeg hjælper hende med, at tage kjolen over hendes hoved. Hun siger ikke noget i mod det, hvilket gør, at jeg føler mig lettet. Hun plejer at råbe og skubbe til mig, men ikke den her gang, og det er virkelig lettende. Jeg ligger kjolen nede i vandet ved siden af os, så den kan blive ren. Jeg tager min hvide t-shirt over hovedet og mine blå shorts ned. Charmerende, det ved jeg godt. 

Jeg ligger det i vandet ved siden af kjolen. Lily er begyndt at vaske sig, så godt man nu kan her. Man kan ikke lige det bedste, men man kan lidt. Jeg sætter mig ned i vandet, så vandet går mig til skulderne. Vandet er dejligt, virkelig dejligt. Her kunne jeg godt blive i noget tid. Jeg tager en dyb indånding og lukker mine øjne. Jeg dykker ned under vandet med hele mit hoved. Jeg kommer op fra vandet, og tager hurtigt mine hænder op til mit ansigt, hvor jeg ligesom glider mig i øjnene. 

Jeg åbner mine øjne, mens jeg tager nogle dybe indåndinger, for ligesom at få vejret igen. Jeg kigger hen på Lily, og kan se, at hun gør det samme som mig. Hun dykker under vandet, og et smil rammer mine læber. Hun er sød, det er hun. Jeg har ondt af hende, hun ved ikke noget som helst. Jeg savner drengene, jeg ved ikke hvad der er sket med dem, og det er forfærdeligt. 

Jeg ser hendes hoved komme op over vandet igen, og hun puster hurtigt ud for, at få noget nyt luft ind igen. Hvor hun jo så trækker vejret normalt. Sjovt nok. Hun tager hendes hænder op til hendes hår, og stryger det bag ud. Det våde brune hår ser godt ud til hende, det må jeg give hende. Hun gør lige som jeg gjorde, og tager sine hænder op til hendes øjne, hvor hun glider hende i øjnene. Hun åbner sine flotte nøddebrune øjne, og stirrer direkte ind i mine grønne øjne. Et smil rammer hendes læber, og jeg løfter forvirret mit ene øjenbryn. For jeps, det kan jeg nemlig. Føler mig lige sej her, eller noget. 

Hun begynder at gå hen mod mig, hvilket bare gør mig mere forvirret. For hvad har hun gang i? Jeg når ikke, at tænke mere over det, før at hun skubber mig ned i vandet igen. Ja jeg stod helt op, hvis I nu skulle være i tvivl. Men jeg står så ikke op længere, da hun ligesom valgte at skubbe mig ned i vandet. 

"Det får du betalt Lily," siger jeg og rejser mig op. Hun griner dog bare af mig, og blinker med sit ene øjne. Hvis hun ikke så godt ud før, så gør hun det i hvert fald når hun blinker med hendes øje. 

"Nej det gør jeg ikke Styles," siger hun stadigvæk med hendes grin. Hendes grin er virkelig sødt. 

"Så nu er vi på efternavne, Evans?" siger jeg, og løfter det ene øjenbryn igen. Jeg prøver, at skjule min latter, men det går nok ikke så godt. I sær ikke når Lily bare bliver ved med at grine. Jeg rejser mig hurtigt op, som en ninja, for ja, jeg er hemmelig ninja eller noget. 

 

*

Lily ligger lige nu henne på palmebladende og sover. Vi har været i vandet det meste af dagen, og det har virkelig været udmattede, men sjovt. Der er endelig ikke sket noget specielt, men jeg er glad for, at der er lidt ro nu. Så kan jeg blive alene med mine egne tanker, hvilket er mere end rart. Drengene fylder mest mine tanker. Ikke bare lidt, men meget. Jeg tænker konstant på dem. Jeg savner dem, men jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg vil for alt i verden bare vide om de er okay, men det tror jeg ikke, at jeg kommer til i noget tid. 

Jeg har efterhånden mistet tidsfornemmelsen, hvilket er et helvedet. Jeg vil bare gerne hjem. Udover drengene savner jeg selvfølgelig også min familie. Men drengene fylder mest, for tænk hvis de er her. Tænk hvis de er døde. 

En tårer triller ned af mine kinder, som så bliver efterfulgt af flere. Et suk forlader mine læber, og jeg tørrer hurtigt tårerne væk. Men det hjælper ingenting, for nye finder vejen ud af mine øjne. Et suk forlader endnu en gang mine læber, fordi jeg ikke kan gøre noget. Jeg føler mig så magteløs. Min arm gør stadigvæk ondt, ikke så meget. Måske fordi jeg enten har vendt mig til smerten, ellers er det fordi, at den er ved at aftage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...