Fortabt 🌴 One direction

Hun vågner op på en øde ø. Hun ved ikke hvor hun er, eller hvem hun er. Hun tror hun er alene, og prøver at finde sig selv. Prøver at få glimt af hvad der er sket. En dag støder hun ind i ham. En dreng ved navn Harry Styles. Han ved dog godt hvem han er, bare ikke hvordan han endte der. Hans fire venner er der ikke, og det gør ham bange. Harry prøver at hjælpe hende med at huske, prøver at hjælpe hende med at finde ud af hvem hun er. Men hvordan vil det gå? Vil hun huske? Vil han finde sine 4 venner igen? Vil der starte et venskab? Eller et forhold? Og vil hun nogensinde huske, hendes tideligere liv? Vil de nogensinde komme væk derfra? Ja, det må tiden vise.

8Likes
6Kommentarer
5436Visninger
AA

2. Kapitel 1 - Hvem er jeg?

                                                                             Dag 1

Jeg kan mærke det kræsende sand under min tunge og ellers så nøgne krop. Det føles som om det kræsende sand er over det hele. Jeg åbner langsomt mine øjnene, men lukker dem hurtigt igen, da solens stråler er meget kraftige. Jeg begynder at hoste helt vildt, hvor der kommer vand op. Jeg skynder mig, at vende mig om på siden, så jeg ikke bliver kvalt. Da hosten er gået lidt hen, og det meste af vandet er oppe - af hvad jeg kan mærke-, sætter jeg op i en hurtig bevægelse. Men selvfølgelig, da jeg gør det, får jeg et stød igennem min krop, som gør vildt ondt. Jeg kan ikke beskrive den smerte, det er en smerte jeg ikke har prøvet før. Jeg prøver langsomt at åbne mine øjne igen, så jeg kan kigge rundt. Og ja jeg havde dem lukket, da jeg hostede og da jeg satte mig op, men helt ærligt, det tror jeg nu også, at I ville have haft. Jeg får dem halvt åben, og kigger rundt omkring. Der er vand i lange baner foran mig, jeg kan slet ikke se nogle former for land, udover det jeg er på, men hvad er det endelig for et land? Hvis det overhovedet er et land. Der er sand ved siden af mig og nedenunder mig, sjovt nok. Jeg drejer mit hoved så jeg kan kigge mig over skulderen. Jeg kniber hurtigt mine øjne sammen, da det gør ondt i nakken. Men man må yde for man kan nyde, sådan er det bare. Der er kun skov så langt øjet rækker. Perfekt. Hvor er jeg henne? Hvor er folk henne? Det må være en drøm. Eller er det? Bor jeg her? Jeg kan ikke huske en skid fra før jeg vågnede, hvilket er mærkeligt og uhyggeligt. Hele mit hoved køre på højtryk. 

Jeg kigger ned langs min krop og ser den kjole, som jeg åbenbart har på, er fyldt med sand og revner. Den går mig til lige over knæene, og så har den sådan en meget flot rød farve. Så kan jeg endelig godt forstå at sandet kræser så meget, når der er så mange ujævne revner i kjolen, og når den ikke er længere. Jeg tager mig til hovedet, da det pludselig gør ondt af at køre så meget på højtryk. Jeg sukker tungt og meget langt. Jeg kigger ned af mig selv, og ser at jeg har rifter og sår. Men ikke noget som ser så alvorligt ud, i hvert fald ikke på mine ben. 

Burde jeg rejse mig op? Det burde jeg nok, men jeg har bare ikke så meget overskud til det lige nu. Men jeg vægler så at gøre det alligevel. Jeg skal jo op før eller siden, jeg kan jo ikke bare sidde her og glo, hvad skal der så blive af mig, hvis nu jeg gør det? Så ville jeg jo dø af slut eller af trøst. Eller måske endda blive spist af et vildt dyr, hvis der altså er sådan nogle på den her ø jeg er på. Hvis det altså nu er en ø, det ved jeg jo heller ikke. 

Jeg sætter begge mine hænder på det kræsende sand, og får mig stille rejst op. Jeg bider tænderne sammen, da det faktisk gør ondt, men jeg må holde det inde. Men hvem skulle dog også høre mig hvis jeg skreg? Der er jo ikke nogle så langt øjet rækker, det er da bare perfekt. Vandets bølger giver en meget rolig og afslappende lyd. Jeg får mig helt op at stå, med lidt besvær, da mine ben føles som gele, men jeg bliver stående. Jeg åbner øjnene helt nu, da jeg er ved at vænne mig til solens stråler. De er dog stadigvæk meget skrabe, men jeg kan da holde ud til, at have mine øjnene helt åbne nu. 

Jeg kigger bagud igen. Jeg ved ikke lige hvorfor, men det gør jeg. Nu når jeg kigger godt efter er skoven faktisk meget flot, med sine mange farver og træer der er spredt udover det hele. Jeg beslutter mig for, at gå ned til vandet og få vasket sandet af mig. Det vil være dejligt at få det vasket af mig, og endelig også fået kølet mig selv ned. Der er ikke en sky på himlen, og solen er faktisk ret varmt. Men så kan det også være, at sandet ligefrem ikke kræser mere, og det kunne være virkelig fantastisk. Det kræser som en i helvede virkelig. 

Tanken om jeg bor her kommer tilbage til mit hoved, mens jeg bevæger mig ned mod vandet. Jeg kan virkelig ikke huske om jeg bor her, ligemeget hvor meget jeg prøver at huske det. Bor her overhovedet andre, eller er det kun mig der er her? Jeg kan endelig heller ikke huske hvad jeg hedder, hvilket vel er mærkeligt, er det ikke? Hvor kommer jeg endelig fra? Det kan jeg heller ikke huske. Jeg kan i det hele taget ikke huske hvem er jeg. Jeg sukker tungt, hvorfor kan jeg ikke huske hvem er jeg? Det burde jeg da huske. Det irritere mig helt vildt, at jeg ikke kan huske det. Jeg slår mig selv hurtigt på hovedet, men fortryder det straks, da en smerte igen går igennem mit hoved. Perfekt. Jeg sukker en smule over mig selv.

Mine fødder rammer det dejlige vand, da jeg sjovt nok er kommet hen til det. Det er hverken for varmt eller for koldt. Jeg tager kjolen over hovedet. Jeg får den ned i vandet, hvor jeg får vasket sandet af og får den vredet op. Jeg går op af vandet, så jeg kan lægge min kjole på en sten. En meget varm sten faktisk, sjovt nok da stene bliver varme når solen skinner, og der er ligesom ikke nogle skyer på himlen. Den står lige i udkanten af skoven, hvilket endelig er meget smart. Jeg får lagt kjolen pænt på stene, så den kan tørre. Jeg smutter ned til vandet igen, så jeg kan få sandet af min krop, og ud af mit hår. Mit mellem lange brune hår, der går til lige under mine bryster, sidder hulter til bulter. Jeg kommer ned under vandet med min krop. Jeg har stadigvæk mit undertøj på. Hvad nu hvis der jo var andre her på øen, de skulle da ikke se mig nøgen, det vil da bare være pinligt. Eller ville det? Det ved jeg ikke engang. Det hele er et stort rod for mig, jeg ved ingen ting længere. Det er en meget uhyggelig følelse. Jeg sukker svagt, men vælger så at jeg hurtigt kan tage mit undertøj af. Mit undertøj ryger hurtigt af, hvor jeg så sjovt nok vasker det i vandet. Jeg vasker hurtigt mig der, hvor mit undertøj har siddet, hvor jeg derefter tager mit undertøj på igen. Jeg får vasket sandet ud af mit hår, og da jeg endelig er færdig, bliver jeg ude i vandet, hvor jeg nyder varmen, og vandets beroligende bøgler. 

Efter lidt tid beslutter jeg mig for at gå op af vandet, for at gå hen og tage min kjole på. Da jeg går der op får jeg sand på mine fødder. Okay det var ikke helt gennemtænkt det her, men det går vel nok. Min kjole går alligevel mig kun til knæene. Jeg får mig op til kjolen, og får den taget over mit hoved. Da jeg har den på, retter jeg den lidt her og der så den sidder perfekt. Udover de revner der nu er. 

Min mave begynder at knurre. Mon jeg burde finde noget mad? Men hvor henne, og hvad? Jeg kigger ind mod skoven. Jeg sukker, da jeg ikke kan se andre veje end at gå der ind. Jeg er ved at falde flere gange over grene og sådan noget der lægger på jorden. Jeg sukker, da det ikke nytter noget. Jeg ser et træ med kokus nødder, og smiler for mig selv. Mit smil falmer dog hurtigt, da jeg ikke ved hvordan jeg skal komme der op. Jeg kigger lidt rundt omkring, da jeg kommer frem til den løsning, at jeg må kravle der op.

*

Efter hvad jeg tror er en time, har jeg fået samlet 5. Jeg ser en gren, en meget god og tyk en, og kommer til at tænke på, at jeg kan fange fisk ude i vandet.

Der er sikkert mange fisk, som jeg sikkert også godt kan spise, ellers finder jeg hurtigt ud af det. Jeg samler kokus nødderne op, og tager grene med ud til stranden igen. Jeg lægger det i kanten af skoven, der ved den store sten, og går ind i skoven, for at finde brænde til et blå.

Jeg finder to små sten, da jeg ved man kan tænde ild med sådan nogle, jeg ved bare ikke om jeg kan finde ud af det, men det får vi af se. Da jeg har fået samlet rigeligt med grene og sten, går jeg tilbage til stranden. Jeg vil lægge rensten af stene rundt om bålet, da jeg ja, det ved jeg ikke, det virker bare meget praktisk. Da jeg kommer der hen, tager jeg det hele med ned til ca midten i mellem skoven og vanden. Hvordan skal jeg endelig få åbnet kokus nødderne? Jeg kan prøve at slå en af dem mod stenen? Ja det prøver jeg. Jeg er endelig også ved at være tørstig, så jeg vægler at gå op til stenen med en kokus nød.

Stenen har en meget skrap kant, og efter nogle forsøg, et par bande ord, og nogle råb får jeg den endelig åbnet. Der går ikke lang tid før der ikke er mere kokus mælk der i. Jeg ved ikke om det er fordi det smager godt, eller om det bare fordi jeg er så tørstig. Jeg tager et par blade med ned, som jeg kan lægge fiskene på, når jeg har fanget dem, hvis jeg altså kan fange nogle.

Jeg går ned til det flotte vand, med den klare sandet bund, så man kan se fiskene svømmer forbi en, når man står i vandet, hvilket jeg synes er meget flot. I min højre hånd har jeg den store gren med en spids ende -Og hvorfor den har en spids ende ved jeg ikke, da jeg fandt den sådan-, som endelig vejer meget mere end hvad man lige skulle tro. Jeg får dog fanget et par fisk.

Efter et par forsøg er jeg bliver jeg meget god til det, eller det synes jeg i hvert fald. Jeg fanger nogle gode fisk, der faktisk også ser gode ud. Jeg tager dem med op til mit lille opholdssted, og lægger fiskene på bladende.

Jeg vil tidligt i seng, så jeg kan komme på opdagelse imorgen. Jeg får lagt grene rigtigt, af hvad jeg tror, og lagt stene rundt omkring så det ser lidt hyggeligt ud. De to små sten får jeg hurtigt i hånden. Jeg står dem mod hinanden. 'Klik'. 'Klik'. 'Klik'. 'Klik'. Jeg sukker opgivende. Ingenting. Jeg prøver da bare igen. 'Klik'. Flammerne begynder at komme. Jeg gjorde det! Fedt! Det lykkedes. Jeg kunne finde ud af det. 

Jeg steger de forskellige fisk, som jeg holder over bålet med pinden. Jeg steger kun to, da jeg skal vil have resten imorgen til morgenmad. Jeg lægger dem på det ene af bladende. Jeg spiser meget hurtigt, men det smager også så godt, at det er svært. Hvilket faktisk er meget heldigt, at de gør, da jeg ligesom ikke kan se noget andet at spise, lige inden for lang afstand. Okay jeg kan ikke se så langt inde i skoven, men same same. Solen er ved at gå ned. Det ser meget flot ud. Himlen er orange, lyserød og lilla. Flotte farver. Jeg får spist op, og lagt mig ned. Lækkert kræsende sand, men der er ikke andet for. Jeg sukker tungt, mens varmen for bålet holder mig varm. Vejret er blevet lidt koldere her nu når solen ikke er her, men her er stadigvæk okay varmt. Jeg lukker mine øjne, og langsomt falder jeg hen.  

 

Det var så første kapitel! Jeg håber, at det er noget som I godt vil læse. Kom endelig med ris og ros :D 
- Hvem tror I, at pigen er? Tror I, at der er en grund til hun ikke kan huske, eller vil hun måske ikke huske? ;) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...