Before | The Maze Runner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2015
  • Opdateret: 17 aug. 2015
  • Status: Færdig
Et lille indblik i, hvad der egentlig skete med Thomas, inden hans hukommelse blev slettet og han blev sendt op i Labyrinten. - Mit bidrag til The Maze Runner konkurrencen, valgmulighed nummer 1.

3Likes
4Kommentarer
639Visninger
AA

1. "Nu er det din tur."

Jeg forstod intet. Mit hoved kogte i ren forvirring og hele min krop summede på en latterlig underlig måde. Der var noget der ikke føltes rigtigt.

De sidste syvogtredive minutter gentog sig igen og igen for mig, som om de havde traumatiseret mig – hvilket de sikkert også havde. Jeg kunne stadig mærke det dybe sug af frygt jeg havde følt i min mave, da fire mænd, tre gange så store som mig selv, slog hoveddøren ind og forstyrrede min familie og jeg. De gav os ikke en forklaring på hvad de lavede, eller hvorfor de gjorde det og de sagde heller ikke andet end ”Lad være med at kæmpe imod, det er spild af tid.” da de greb min arm og hev mig tværs over sofabordet.

Smerten i min arm var stadig til stede, selv efter at jeg havde ligget på noget der mindede om en båre i et par minutter og havde fået diverse bizarre indsprøjtninger, der langsomt begyndte at fjerne følelsen i mine fødder. Efter den ene af de fire mænd havde trukket mig to kilometer hen ad den varme, sandede jord, var jeg langsomt stoppet med at prøve på at komme fri, for som han havde sagt, var det spild af tid og det eneste jeg fik ud af det, var en større smerte i min arm og skulder.

Nu lå jeg blot i et mørkt rum og vidste ikke hvad jeg ventede på. Der havde været en del mennesker klædt i hvidt henne ved mig og det var som om at de nærmest tjekkede op på mig og undersøgte mig. De fortalte mig heller ikke meget andet end, at jeg skulle ligge stille, så jeg havde absolut ingen idé om, hvad der skulle ske med mig.

Følelsesløsheden i mine fødder havde spredt sig og jeg kunne ikke mærke noget fra mine lår og ned. Mit hjerte begyndte automatisk at banke hurtigere og adrenalinen i min krop flettede sig sammen med angsten og pumpede ud i mit blod.

”Så, Thomas.” hørte jeg en stemme bag mig sige. ”Nu er det din tur.”

Få sekunder efter sad der en lyshåret kvinde ved min side og sendte mig et blik fyldt med falsk sympati. Hun mindede mig mest af alt om en robot: den måde hun sad på med alt for stiv ryg og måden hendes øjne kunne bore direkte igennem mig.

”Hvad?” hviskede jeg panisk, mens mit syn langsomt begyndte at blive slørret.

Det føltes som om, at jeg var ved at miste kontrollen over min egen krop. Dele af mig begyndte langsomt at blive lamme og det skræmte mig så meget, at jeg troede mit hjerte et hvert øjeblik, ville kunne sprænge ud gennem min brystkasse og efterlade et kæmpe hul ind til mit indre. Det hele blev kun meget værre, da hele rummet jeg lå i begyndte at dreje rundt og jeg kunne mærke svimmelheden overtage mig.

Kvinden ved min side gjorde intet andet, end at sidde og stirre på mig og jeg havde sådan på fornemmelsen, at hun vidste hvad der skete indeni mig lige nu. Jeg var endda næsten også overbevist om, at det kunne være hendes skyld.

”Nu er det din tur.”

Jeg nåede kun lige at opfange hende gentage ordene, før mit syn forsvandt og jeg kunne mærke, at jeg var godt på vej hen mod bevidstløsheden. Jeg kunne lige så godt give op på, at finde ud af hvad der skulle ske med mig, for der var intet jeg kunne gøre. Hele min krop var lam fra top til tå.

Måske skulle jeg dø. Men hvorfor ville folk kidnappe mig for at dræbe mig på den her måde? Måske skulle de bruge mig til et eller andet. Men hvordan er det her vejen frem?

Disse teorier og spørgsmål var det sidste jeg nåede at tænke på, før jeg mistede bevidstheden og mig selv.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...