Derude i horisonten

"Fiskene, fortalte jeg mig selv, da jeg sad på båden, og følte mig mere ensom end nogensinde før. Selvom jeg var omringet af hundredevis af mennesker på den lille kutter, føltes verden ensom, når hun ikke var her. Som om hun var hele min omkreds. Og måske var det netop også, hvad hun var i sidste ende." // Historien har endnu ikke fået en titel.

12Likes
15Kommentarer
657Visninger

1. Uddrag

”Nogle gange ville jeg ønske, at vi var som fiskene,” sagde hun altid. Hun havde siddet ved havnekajen i landsbyen, stirret ud imod horisonten, hvor hav gik i ét med den blå himmel. Kunne sidde der i timevis.

Hvis man spurgte hende om svar, fangede hun sjældent, at man snakkede til hende. Det betød, at hun var forsvundet ind i sin drømmeverden igen, hvor intet kunne nå hende. Jeg vidste aldrig, om jeg netop elskede hende af den grund, eller om jeg hadede hende for det, da hun lukkede mig ude.

Jeg havde smilet for mig selv, bare trukket lidt op i mundvigen i den ene side, da hun satte sig på hug og prøvede at røre overfladen af det grumsede, mørke vand, der bag hendes øjne sikkert skinnede som diamanter.

Det var den dag, at jeg fangede, at hun og jeg så helt forskelligt på verden.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...