Månen og stjernerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2015
  • Opdateret: 20 aug. 2015
  • Status: Færdig
Amal er flygtning fra Syrien. Han er en uledsaget mindreårig, hvilket betyder, at han er mere eller mindre alene tusindvis af kilometer væk fra alt, han nogensinde har kendt. De første dage i Danmark forsøger han at presse alle tanker om sin familie ud, og bare overleve dag for dag. Samtidig forsøger han, at lukke andre mennesker ind så meget som mulig. Men er det muligt at finde en balance, hvor man både beskytter sit hjerte fra at lide mere savn og smerte, men samtidig lader det elske og holde af?

10Likes
9Kommentarer
647Visninger
AA

4. -

 

Amal knuger om sin blyant, mens han prøver at berolige sig selv. De har sikkert ikke fundet ud af Laylas rigtige alder, men en modbydelig stemme i hans baghoved fortæller ham, at selv hvis de stadig tror, at Layla er under atten, så skal de snart videre fra modtagercentret og kommer sikkert to forskellige steder hen.

"Men jeg troede, jeg ville have mere tid," svarer Amal sig selv. "Tid til at sige farvel... Finde ud af hvordan vi skulle holde kontakten... Jeg ved det ikke..."

 

Døren går op, og det giver et spjæt i Amal. Imad og Layla træder ind. Amal springer på benene og ser spørgende på dem. Han fanger Laylas blik og hun ryster kort på hovedet. Det er en lille bevægelse, der ikke tager mere end et halvt sekund, men i det øjeblik føles det som om Amals verden fryser til is.

 

Natten forinden havde han haft svært ved at sove. Han havde vendt og drejet sig i sin seng, men han havde ikke kunne ryste følelsen af bekymring af sig. Som om noget frygteligt var sket for hans mor og hans søstre. Han vidste ikke hvad, men han kunne næsten høre deres gråd og til sidst blev det for meget. Han sprang op af sengen. Han løb med lange skridt ud af gangen og ud på græsset og så længere endnu. Da han nåede til hovedindgangen gav hans ben allerede op og mindede ham om, at han kun havde været på centret i halvanden uge. Han faldt sammen på knæ og stirrede op på nattehimlen, mens han kunne mærke tårer vælde frem i sine øjne og falde på sine kinder. Han rystede på en måde, hvor det føltes som om hans sjæl prøvede at gøre sig fri af hans krop. Han følte sig svimmel og ude af stand til at trække vejret ordentligt.

 

Sagte skridte lød bag ham gennem græsset og en person satte sig ved siden af ham.

"Er du okay?" spurgte Laylas milde stemme. Amal så op på hende og forsøgte at trække vejret roligt, men begyndte at hikke. Layla strøg ham forsigtigt over ryggen. "Er der sket noget?" Amal rystede på hovedet.

"Jeg... Jeg... Jeg havde bare en for... for... nemmelse," fik han stønnet mellem de hidsige, korte åndedrag.

"Shhh," hviskede Layla beroligende. "Sådan har jeg det også tit. Jeg kan gå og have det helt normalt, føle mig glad og... menneskelig. Men så lige pludselig slår en 'hvad nu hvis'-tanke ned i mig, som jeg ikke har haft før. Som jeg ikke er kommet mig over før. Og bekymringen og frygten for min far og min familie og mine venner... Den slår mig næsten omkuld." Amal nikkede. Han kunne trække vejret nogenlunde normalt nu.

"Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal rumme dem," sagde han endeligt efter en lang, eftertænksom stilhed. Layla kiggede på ham. Det hvide i hendes øjne lyste op i mørket. "På den ene side føler jeg, at jeg svigter dem - min familie - ved ikke at huske dem... Ved ikke at gøre alt for at huske dem. Men på den anden side føler jeg også, at mit hjerte bogstaveligt talt bliver knust inde i min krop og i småstykker falder ned til bunden af mit hjerte, når jeg tænker på dem." Layla tyggede på indersiden af sin kind, før hun løftede et øjenbryn og fremtvang et smil.

"Du kan altid prøve at gøre som jeg."

"Hvad mener du?"

"Huske dem på en måde, hvor du kun husker det gode, ikke al smerten og bekymringerne," svarede hun som var det, det simpleste i verden.

"Hvordan gør jeg så det?" spurgte Amal skeptisk.

"Altså, jeg husker min mor og min bror, når jeg tegner. Så føler jeg, at de er her, og at de er lykkelige," svarede hun. "Og jeg husker min far, når jeg fortæller dig de historier, som han fortalte mig. Jeg tror, at han ville være glad for, at jeg fortalte dem videre, og at du er så glade for dem. Jeg husker ham også, når jeg læser." Amal smilte. Layla fortsatte: "Jeg tegnede engang et billede af min mor. Jeg fremhævede alle de ting, jeg synes, der var særligt for hende. På den måde mindede det mig endnu mere om hende end et fotografi."
"Det lyder vidunderligt," sagde Amal blidt. "Jeg ville ønske, jeg tegnede godt nok til det. Alt jeg har er et gammel, krøllet billede." Han stak hånden i sin lomme og trak billedet op, som han rakte til Layla. Hun så på dem og smilede trist.

"De er smukke," sagde hun. "Og de ser søde ud."

 

Farverne på billedet var slidt af tid, men man kunne stadig ane den klare, grønne farve på hans ældste søsters sweater og den sarte rosa på tørklædet om moderens hoved. Hans mor sad i midten med hver pige stående på hver side af sig. De smilte alle tre kæmpe stort og holdt i hånd. De så glade ud. De var glade. Amal mærkede tårer vælde op i sine øjne igen, så han så væk fra billedet. Layla skyndte sig, at lægge det i sin cardigans lomme.

 

Amal lagde sig i græsset og stirrede op mod himlen. Snart kunne han i sin øjenkrog se, at Layla havde gjort det samme.

"Nogen gange," hviskede hun. "Kan jeg ikke tegne eller læse eller huske et eneste ord, min far nogensinde har sagt til mig. Nogen gange er angsten så stor og håbet så småt." Amal sank en klump. "Nogen gange hjælper det end ikke at snakke med dig." Han kunne mærke Laylas øjne på sig, men han fjernede ikke blikket fra stjernerne. "Så er det eneste, man kan gøre at løbe. Løbe indtil dine ben ikke længere kan bære dig. Og så kigge op mod himlen og se om du kan finde en stjerne. Det er nemt nok nu, hvor det er skyklart og nat." Hun lo kort. "Der er så mange af de her stjerner, der er tusinder af lysår væk. Jeg læste engang, at fordi vi ser så mange af dem forsinket, så er mange af dem, der slet ikke findes længere. Og nogen nye er måske dukket op. I virkeligheden er himlen helt anderledes end det, vi kan se. Men når det er nat, så er det den samme, forsinkede himmel som min far, din mor og dine søstre ser. De samme stjerner, der ikke findes længere, og når jeg ser en stjerne, der måske er imploderet, men som jeg kan se og min far kan se, så er det nemmere at tro på, at jorden er lille nok, til at det hele nok skal gå, og at jeg nok skal se min far igen." Amal vendte sit hoved mod hende. Hun smilte. "Og du skal nok se dine søstre og din mor igen." Han smilte tilbage.

"Tak," hviskede han. De satte sig op i græsset igen.

"Det er køligt," sagde Layla. "Vi må hellere gå ind." De rejste sig og børstede græsset af sig. Layla så bekymret på Amal.

"Klarer du den?" spurgte hun. Han mærkede efter og trak vejret dybt ind.
"Ja, jeg skal nok klare den," sagde han mildt. "Tusind tak." Hun smilte, men det virkede ikke oprigtigt. Først nu så Amal frygten i Laylas egne øjne.
"Er du okay?" spurgte han uroligt. Layla rystede let på hovedet og smilte endnu bredere.

"Helt okay," sagde hun forsikrende. "Jeg er bare bekymret for dig." Amal havde på fornemmelsen, at hun løj, men nu kunne han mærke trætheden ramme ham som et ton sovepiller, så han besluttede sig for at vente med at finde ud af, hvad der var galt til den følgende dag.

 

Efter drømmen med sin far havde Amal glemt alt om frygten i Laylas øjne i nat, men nu hvor han står foran hende med svaret på testen, har han lyst til at slå sig selv i hovedet for ikke at få hende til at blive og tilbragt hele den sidste nat, hun skulle være på centret, med hende.

 

De går ud af hovedbygningen i stilhed og hen til det hus, hvor både Amal og Layla har deres værelser.

"Pia kører dig derhen om en time," fortæller Imad. Hans øjne er triste og han nikker til dem begge, før han går. Amal og Layla fortsætter  stilhed ned til hendes dør.

"Hvorfor fortalte du mig ikke, at du skulle have taget testen?" spørger Amal. Layla låser døren op og møder ikke hans blik.

"Jeg ville ikke have, at også du blev bekymret, hvis nu det ikke var noget," siger hun. "Og hvis det var... Så ville jeg ikke have, at vi brugte vores sidste halvandet døgn på at tage sorgerne på forskud." Hun går ind på sit værelse og Amal stiller sig i døråbningen. Han betragter hende mens hun giver sig til at folde sit tøj sammen: blå- og hvidstribede bluser, rød- og hvidstribede sweatere, grå t-shirts og sorte bukser. Til sidst smider hun håndfulde af undertøj og uvaskede sokker i den store, gennemsigtige affaldsposer. Hun propper en masse genstande ned i sin store, posede, sorte taske. Der er nogle af tegneredskaberne, som Amal ikke er sikker på er hendes egne, men han siger intet til det. Der er ingen på denne jord, der værdsætter en simpel blyant så meget som Layla, det er han næsten sikker på. Alt hendes tøj fylder den store affaldspose ud.
"Lad mig hjælpe med den," siger Amal hurtigt og løber ind på værelset for at løfte den for hende. Hun lader ham tage den, men stopper op og vender sig mod ham.

"Tak," siger hun med et varmt smil, og Amal har på fornemmelsen, at hun takker for mere end bare hjælpen med posen. Han nikker kort.

"Det var da så lidt," svarer han. Layla gør ikke mine til at gå videre ud, men hun siger heller ikke noget. Hun står blot og tripper lidt på stedet.

"Jeg har dit billede," siger hun endeligt og rækker ham det gamle billede af hans mor og hans søstre. Amal tager imod det. Han ser op på Layla igen, der stadig virker som om, hun har mere at sige. "Jeg har også..." Hun trækker et stykke sammenrullet, tykt tegnepapir op af sin baglomme og ruller det ud. Det er en halvfærdig tegning af billedet af hans familie.

"Wow," siger Amal.

"Jeg arbejdede på det hele natten. Min idé var at lave en skitse af dem, som du kunne give dit eget personlige præg, så det ville virke som dem, selvom du ikke kan tegne dem fuldstændigt," mumler Layla usikkert. "Men jeg er ikke blevet færdig med skitsen endnu, så ja, hvis du bare helst vil smide den ud, kan du godt det..." Amal stirrer på tegningen. Selvom den ikke er færdig, er den allerede flot.

"Nej, selvfølgelig ikke," skynder han sig at sige. "Jeg gemmer den til jeg selv er blevet en stor kunstner, og så gør jeg den færdig." Han ler og Layla gør det samme, selvom deres latter hurtigt forstummer og bliver erstattet af endnu en trykkende stilhed.

"Nå..." siger Layla. Hun hanker op i sin taske. "Så er det her vel farvel."

"Ja." Amal møder ikke hendes blik, men ser blot ned i jorden. Hun går hen mod døren, og han ser op. Han fokuserer på striberne i hendes trøje, der minder ham om første gang han så hende. Han vidste fra første blik, at hun var noget ganske særligt. Han mærker tegningen, der ligger foldet sammen i hans lomme. De fine, lette streger, der fortæller lange, komplicerede historier, der hvor ord ikke rækker. Streger der kommunikerer en fælles sorg, men som også vælger at lægge vægt på det smukke og på håbet.

 

"Layla," udbryder han, netop som hun lægger hånden på håndtaget. Hun vender sig om og se på ham med et lille smil. Hun lægger hovedet på skrå. "Layla, kan du huske første gang, vi mødte hinanden?" Layla rynker undrende på brynene.

"Det var halvanden uge siden, Amal," siger hun med et skævt smil.

"Jeg sagde, at dit navn passede godt til dig, fordi du var ligesom natten - kan du huske det?" Layla nikker.

"Jeg tog fejl," siger Amal. "Eller, ikke helt... Men en del. Jeg troede, du var ligesom natten, fordi du havde en stilhed og en mystik over dig, men jeg kan nu se, at det ikke er det. Det er ikke derfor, du minder om natten." Amal træder et skridt frem og slipper posen med tøjet.

"Du er som natten, fordi du er beviset på, at intet mørke er uendeligt." Han smiler og ryster let på hovedet. "Du er som månen og stjernerne, der lyser op og vidner om en verden langt større og med langt flere muligheder, end jeg før kunne begribe." Layla synker en klump.

"Tak," siger hun, mens hendes stemme knækker over. Hun går med langsomme skridt tilbage mod Amal og stopper foran ham, før hun blidt kysser ham på kinden. Så ser hun ham dybt ind i øjnene, deres ansigter kun fem centimeter fra hinanden. "Men du er min stjerne, og uanset hvor i verden, jeg ender, skal du vide, at når jeg ser på himlen, vil jeg altid kunne skimte dig skinne." Hun sank en klump. "For du blev på ingen tid min familie og min bedste ven, og der var intet på denne jord, jeg havde mere brug for. Jeg er sikker på, at alt nok skal løse sig for os to. Jeg har kun den tro på grund af dig."

 

Udenfor venter resten af deres venner, deres familie for en uge. Der er kram, nogle tårer og afsked. De følger hende helt ud til vejen. Amal holder sig i baggrunden, for han ved, at de har sagt alt, der skal siges. Han betragter Layla som hun tager den sidste afsked, men netop som hun står med et ben inde i bilen fanger hun hans blik. Han går op til hende.

"Det er aldrig for sent," siger hun bare. Amal smiler skævt. Han nikker.

"Der kommer altid en ny dag," svarer han. Hun smiler.

"Vi ses," siger hun så med en viljefasthed, der et øjeblik får Amal til at tro på hende.

"Vi ses," gentager han, selv da troen på de to ord er forsvundet igen. Så sætter Layla sig ind i bilen og kører bort.

 

Amal betragter bilen indtil den forsvinder i al den grønne skov, og da står han endnu og stirrer på det punkt, som bilen forsvandt fra. Solen kaster røde og lyserøde stråler hen over himlen og vinden rusker blidt  hans bukser og hans t-shirt. De andre forsvinder hurtigt fra vejen igen. Mange af dem skal videre i morgen og flere er allerede røget videre i systemet i dag. Det, at Layla nu forlader dem, er intet særligt. Alligevel føles øjeblikket som en af den slags uigenkaldeligt smertefulde øjeblikke, hvorefter man aldrig helt er den samme igen, for Amal. Han mærker en person komme op på siden af ham.

"Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at du aldrig igen behøvede at tage afsked med nogen du holdt af," siger Imad stille. Amal trækker vejret dybt ind og sukker.

"Det ville jeg også," siger han køligt.

"Men jeg vil sige, at du har gjort noget stort," siger Imad. Amal fjerner for første gang i det, der føles som år, blikket fra prikken i det grønne og ser op på Amal.

"Hvad?"
"Du har holdt dit hjerte åbent," siger Imad. "Det er så nemt at lukke sig selv fuldstændigt af, når man skal gå så meget igennem alene. Men du kunne lukke nogen ind - og ikke kun Layla, men alle. Det er godt. Det hjælper dig med forblive..."

"Forblive hvad?"

"God, tror jeg." Amal nikker ned til græsset. Han føler sig ikke god. Hans hjerte føles heller ikke åbent. Det føles tomt. Alt føles tomt.

"Jeg håber dit hjerte forbliver åbent," siger Imad efter en tænkepause.

"Ja," mumler Amal. Han ser en sidste gang efter det sted som bilen med Layla forsvandt fra. Derefter ser han op på Imad. "Det håber jeg også." Og så vender han sig om og med blikket mod skoven begynder han at løbe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...