Månen og stjernerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2015
  • Opdateret: 20 aug. 2015
  • Status: Færdig
Amal er flygtning fra Syrien. Han er en uledsaget mindreårig, hvilket betyder, at han er mere eller mindre alene tusindvis af kilometer væk fra alt, han nogensinde har kendt. De første dage i Danmark forsøger han at presse alle tanker om sin familie ud, og bare overleve dag for dag. Samtidig forsøger han, at lukke andre mennesker ind så meget som mulig. Men er det muligt at finde en balance, hvor man både beskytter sit hjerte fra at lide mere savn og smerte, men samtidig lader det elske og holde af?

10Likes
9Kommentarer
618Visninger
AA

3. -

 

Amal går ned af gangen og inde til venstre ligger krea-rummet. Han skubber håndtaget ned og åbner døren. Der er næsten helt tomt. To, små piger, der kom til centret den foregående aften sidder for den ende af bordet, der vender mod døren. Ellers er der kun Layla. Hun sidder ved sin sædvanlige plads på venstre side af den ende, der er længst fra døren med hovedet nede i et papir. Da Amal træder ind ser hun op.

"Hej," smiler hun.
"Hej." Amal går ned langs bordet og sætter sig ved siden af hende. "Hvad tegner du?" Layla rynker brynene og skubber papiret ind under sig.

"Hvad? Er det hemmeligt?" spørger Amal. Layla griner usikkert.

"Nej, eller jo," hun ser rundt i lokalet. "Du får det at se, når det er færdigt. Tror jeg."

"Tror du?"

"Det kommer an på, hvor godt det bliver." Amal kniber øjnene sammen, men smiler til sidst.

"Det lyder vel retfærdigt nok," siger han. "Okay."

"Men må jeg se, dit kunstværk?" griner Layla og klapper sine hænder mod bordets overflade.

"Det er næppe et kunstværk," ler Amal og går hen mod hylderne, hvor de ufærdige tegninger og malerier ligger. Han finder sin egen frem. En tegning af en lilje. Han lægger den frem foran Layla.

"Bladene er lidt uharmoniske," siger han. Layla betragter tegningen koncentreret.

"Lidt," giver hun ham ret. "Men det er stadig godt gået af en, der ikke har tegnet i årevis. Liljer er svære, fordi man skal tænke så helt utroligt tredimensionelt." Amal nikker. "Det tror jeg også, jeg fortalte dig."

"Det gjorde du," siger Amal.

"Og du kan bare godt lide en udfordring?" ler Layla.

"Nej," siger Amal. "Det var min mors yndlings. Hun elskede alle blomster, men liljekonvaller var de bedste." Layla ser ned, smiler og nikker.

"Så du prøver også bare at tegne dig tilbage til din mor?" siger hun mildt. Amal trækker på skuldrene.

"Det gør jeg vel," siger han. Layla klapper ham betryggende på skulderen.

"Med lidt træning kunne du blive rigtig god, Amal," siger hun. Amal smiler.
"Tak."

"Jeg mener det."

 

Døren går op, og Imad kommer ind.

"Layla," siger han mildt. "Kan du lige komme med et øjeblik? De har svaret på din test." Layla rejser sig med en alvorlig mine. Amal springer på benene.

"Hvilken test?" spørger han uroligt mens han følger efter Layla og Imad ud af krea-rummet.

"Bare en alderstest, intet at være urolig over," siger Layla mildt og betryggende, men hendes øjne, der ikke møder Amals blik, passer ikke sammen med tonefaldet.

"Hvad? Men Layla..." Hun vender sig om på gangen og stopper op. Hun bukker sig lidt, så de er i øjenhøjde.

"Det er fint," siger hun. "Bare gå ind i krea-rummet og ret din blomst til. Vi ses snart." Så drejer hun om på hælen og fortsætter ned af gangen, mens Amal står rastløs tilbage.

 

Han kan ikke gøre meget andet end slukøret at vende tilbage til krea-rummet og stirre på sin blomst. Han prøver at gøre som Layla bad ham om, men han kan ikke fokusere på blomsten. Han bliver ved med at tænke på Layla, og hendes øjne, der ligner nattehimlen med alle dens stjerner. Hendes gode hjerte, der altid bekymrer sig mere om andre end om sig selv. Og hendes store hjerne, der har mere viden, end Amal nogensinde troede ét menneske kunne rumme.

 

Efter den dag i skoven var Amal begyndt at tilbringe det meste af sin tid sammen med Layla, tegne blomster og få gengivet historier, hun havde læst. Nogle gange snakkede de bare. En dag, da de sad på bænken ude foran centret og stirrede på fodboldbanens grønne græs, sagde Layla pludseligt:

"Det er sjovt." Hun så hen på Amal. "For hvis det ikke havde været for alt det her, og havde vi bare gået i skole sammen eller boet i samme nabolag, så tror jeg aldrig, vi var blevet venner." Amal smilte og nikkede.

"Det er sikkert rigtigt nok," mumlede han. "Vi er vel for forskellige."

"Det tror jeg ikke nødvendigvis," fortsatte Layla. Hun så ned på den blomst hun drejede rundt mellem sin tommel- og pegefinger. "Jeg tror bare, at vi havde været for fastlås i det, vi troede var vores fulde potentiale." Amal trak på skuldrene. Layla bed sig i læben og så op mod den klare, blå himmel.

"Jeg mener bare..." sagde hun med rynkede bryn. "Hvis der er noget som helst godt ved en situation som denne, så er det, at man kommer så langt på afstand af hvem, man troede, man var, så man kan finde, den man også kan være." Amal lo kort.

"Har jeg smittet dig med optimisme?" sagde han med et drilsk løftet bryn. Layla smilte skævt.

"Ja, det er netop det, jeg mener," sagde hun. "Jeg er glad for, at jeg har fundet ud af, at jeg også kan være optimist. Og det har jeg lært på grund af dig. Af dig, måske endda." Amal så ned på træbrædderne, der udgjorde bordets overflade.

"Tak," mumlede han. Layla lo.

"Tak selv."

 

Amal havde tænkt meget over, det hun sagde. Lige da de mødte hinanden, havde de lavet sjov med, at hun var en klassisk pessimist, og at han var optimist hele vejen igennem, men det var ikke før, Layla selv gjorde opmærksom på det, at Amal havde lagt mærke til det; Hun opsøgte fællesskabet og satte sig ikke længere automatisk alene, hun grinte, selv når hun ikke fandt vittigheden sjov, men fordi det var venligt. Hun prøvede at finde det charmerende i andres dumhed og konstant se på det gode i dårlige situationer. Amal følte sig helt stolt over tilsyneladende at have gjort sin ven gladere.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...