Månen og stjernerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2015
  • Opdateret: 20 aug. 2015
  • Status: Færdig
Amal er flygtning fra Syrien. Han er en uledsaget mindreårig, hvilket betyder, at han er mere eller mindre alene tusindvis af kilometer væk fra alt, han nogensinde har kendt. De første dage i Danmark forsøger han at presse alle tanker om sin familie ud, og bare overleve dag for dag. Samtidig forsøger han, at lukke andre mennesker ind så meget som mulig. Men er det muligt at finde en balance, hvor man både beskytter sit hjerte fra at lide mere savn og smerte, men samtidig lader det elske og holde af?

10Likes
9Kommentarer
644Visninger
AA

2. -

 

Amal mødte Layla den tredje dag, han var på centret. Det var den første dag, han virkeligt havde forladt sin seng, og det var ikke af egen, gode vilje, men fordi hans helbred skulle undersøges af en dansk læge. Det var nu ikke så slemt, og efter undersøgelsen havde Amal pludselig energi til at gå rundt omkring på centret. Han havde hurtigt opdaget, at mange af de andre var ligesom ham: udmattede og følelsesmæssigt fuldstændigt opbrugt, men han oplevede også, hvordan dette betød, at de alle sammen automatisk havde et bånd mellem sig. På få timer følte han, at hans familie var vokset med de syv mennesker, han havde talt med, der alle behandlede ham som deres egen bror. Da de nåede aftensmad havde han talt med næsten alle, der kunne arabisk eller kurdisk, og endda nikket venligt til de få, der ikke kunne. Han sad omringet af sine nye venner, da han fik øje på hende. Hun var relativt høj, på højde med, hvis ikke højere end Amal selv. Hendes hud var en bleg brun farve, som så den ikke lyset ofte. Hendes kinder og næse var markeret, og hun havde fyldige læber og store, brune øjne. Hendes sorte, bølgede hår var flettet i en fletning, der lagde sig henover hendes skulder. Hun havde sorte jeans på og en hvid og blå stribet, løs bluse på. Men det var nu ikke det, at hun var smuk, selvom det var hun, der fangede Amals opmærksomhed. Det var den måde, hun bare sig selv gennem rummet. Roligt, men køligt overfor sine omgivelser med en rank ryg og et ansigtsudtryk, der fik hende til at se meget ældre ud, end hun kunne være, siden hun var her. Han sagde intet, også selvom han havde lyst til at spørge en af sine venner om hendes navn. Men han betragtede hende, betragte skoven gennem vinduet.

 

Da klokken nærmede sig de otte den aften var Amal klar til at gå i seng, men en af hans venner foreslog, at de gik hen til krea-rummet, hvor Amal aldrig havde været, men gerne ville hen, fordi han kunne ikke huske sidste gang, han gjorde noget som helst kreativt, og han plejede at synes, det var sjovt, da han var en lille dreng.

 

Da de gik ind i rummet fik han sågar sig en positiv overraskelse, for på venstre side, for enden af bordet sad hun og tegnede. De andre inde i rummet pjattede højlydt og snakkede, mens de malede med mange farver og glimmer, hvorimod hun sad uden for fællesskabet og tegnede med en simpel blyant på en blok papir. Amal gik ned mod hende og så på papiret. Det forestillede en skov. Nej, det forestillede skoven bag centret, som hun før havde betragtet i spisesalen.

"Wow, det er virkeligt flot," sagde han. Hun så op på ham og et lille smil dansedekort henover hendes læber.

"Tak," svarede hun kort og vendte sit blik tilbage mod papiret. Amal satte sig på stolen ved siden af hende.

"Hvor har du lært at tegne så godt?" spurgte han. Hun smilte ved komplimentet og gav sig til at tegne videre.

"Min mor var arkitekt," svarede hun.

"Var?" Hun så ned i jorden og lagde blyanten fra sig.

"Hun døde. For to år siden," svarede hun kort, men så op på Amal. Han nikkede trist og klappede hende kort på skulderen. Hun smilte mildt.

"Det er dejligt, at du kan tegne så," sagde han. "På den måde lever et stykke af hende videre i dig." For første gang smilte hun med tænder og lagde sit hoved på skrå.

"Hvor gammel er du?" spurgte hun.
"16," svarede Amal.

"Du er vis for din alder," lo hun. Hendes milde, brune øjne glitrende som en nattehimmel. Der blev stille mellem dem.

"For min alder," mumlede Amal for sig selv. "Du er ikke under 18, er du?" Hun så på ham og rundt om i lokalet. For den anden ende af bordet sad en tolk, som Amal ikke kendte.

"Vil du ikke vise mig skoven?" spurgte han. Hun rynkede forvirret øjenbrynene. Så han fortsatte. "Dit billede var så smukt, men jeg har ikke haft mulighed for at se den virkelige udgave ordentligt endnu. Vi kan snakke videre derude?" Hun smilede skævt og nikkede.

"Okay," sagde hun og lagde sit uafsluttede billede hen i vindueskarmen, før hun fulgte efter ham.

 

De gik i stilhed, til de nåede skovkanten.

"Jeg var faktisk aldrig særpræget glad for at tegne," sagde hun og brød stilheden. "Det var min bror, der skulle blive arkitekt ligesom min mor. Han læst det på universitetet i Aleppo og alt muligt." Hun holdt en pause, men Amal sagde intet, for hun lod til at overveje, hvordan hun skulle fortsætte. "Jeg tegnede, selvfølgelig, ligesom alle andre kreative mennesker, men jeg var aldrig interesseret i at lære det. Til min mors skuffelse. Hun var professor på Aleppo Universitet, ser du. Det var min far også, men i litteratur. De så begge gerne, at begge deres børn ville blive akademikere, ligesom dem. Men jeg vidste ikke, hvad jeg ville. Jeg havde valgt den litterære gren af gymnasiet, så jeg vidste det ville blive noget med sprog eller kunst eller sådan noget, men jeg havde ikke valgt. Det var vinter, mit sidste år af gymnasiet. Min mor var på arbejde, og min bror var på sit værelse på universitetet..." Hendes stemme døde hen, men det betød intet, for Amal vidste, hvad hun ville sige. Han nikkede.

"Angrebet på Aleppo Universitet," hjalp han hendes på vej. Hun sank en klump og nikkede.

"Både min mor og bror døde på stedet. Da besluttede min far, at det var på tide, vi forlod Aleppo. Der var ikke længere sikkert." Hun satte sig på en sten, og Amal satte sig overfor hende på jorden. "Da vi pakkede min brors ting sammen, fandt vi nogen af min mors gamle bøger om tegning. Mellem siderne var der skitser, men det var ikke af bygningerne. Det var portrætter, natur og nogle af dem kom bare fra fantasi. Nogle af tegningerne var lavet af min mor, og nogle af min bror. Min far havde familie ude på landet, så vi flyttede derud, mens min far arbejdede som lærer i arabisk på en grundskole. Her ville han spare sammen, så vi kunne flygte ud af Syrien sammen, og jeg kunne tage mig en uddannelse, når vi kom til Europa. Jeg lavede ikke meget i den tid. Jeg hjalp min tante med at holde hus og ellers brugte jeg alle min mors og brors gamle bøger om tegning og kunst. Jeg fandt ud af, at jeg ville arbejde med kunst, når jeg en dag kom til Europa. Min far var meget stolt og glad for, at jeg havde fundet en passion i den mørke tid. Min far er en god mand. Det var også derfor, at han besluttede, at jeg skulle rejse alene, da situationen spidsede til. Han havde ikke nok penge til os begge to, men ville give mig en chance for at flygte, så det gjorde jeg." Amal sad stille og betragtede hende.

"Har du snakket med ham?" spurgte han.

"Et par gange. Ikke meget," sagde hun. "Men jeg tror, at han er i sikkerhed." Amal nikkede.
"Men for at besvare dit spørgsmål," sagde hun og rystede på hovedet, som om hun forsøgte at undslippe nogle ubehagelige tanker. "Så fortalte en anden kvindelig flygtning, at man behandlede børn bedre i det fleste lande. Så jeg løj og sagde, at jeg var 17."

"Hvor gammel er du i virkeligheden?" spurgte Amal.
"20," svarede hun. Han nikkede. "Hvad med dig?"

"Jeg er 17," fortalte han. "Men jeg har hørt, at de laver alderstest på folk, og at man godt nogle gange kan blive vurderet til at være ældre end man er, hvis man har haft meget fysisk arbejde. Jeg er ikke så høj, så jeg tænkte, at hvis jeg sagde, jeg var 16, ville de måske slet ikke lave sådan en test på mig."

"Har du da lavet meget fysisk arbejde?" spurgte hun. Hendes øjne lysnede op af at tale om noget lidt andet.

"Ja, lige siden jeg var lille, har jeg hjulpet min far. Han var tømrer. Jeg elskede at arbejde med ham. Han var denne her virkeligt simple, men vise mand." Amal smilede ved tanken om sin far. "Jeg ville gerne altid blive ligesom ham, når jeg blev voksen. God. Pligtopfyldende. Ærlig. Ydmyg. Han havde gode værdier."

"Han lyder som en god far," sagde hun mildt. "En god mand."

"Det var han," gav Amal hende ret i.

"Hvor er han nu?" spurgte hun.

"Død," svarede Amal kort for hovedet.
"Undskyld, jeg ville ikke snage..." begyndte hun beklagende, men Amal fangede hendes øjne og fremtvang et smil.

"Du har lige fortalt mig dit livs største tragedie," sagde han. "Selvfølgelig må du spørge ind til mig. Det er bare... Jeg har svært ved at tænke på min familie. Det gør for ondt."

"Det forstår jeg godt," sagde hun alvorligt og nikkede. Amal smilede til hende.

"Min mor og tre søstre er stadig i Syrien," sagde han. "Jeg håber at kunne få dem op snart. Jeg savner dem meget." Hun nikkede.

"Jeg savner også min far," sagde hun med et skævt smil. De kiggede ind i hinandens øjne og smilte. Der var noget hjemligt og sært velkendt ved hende. Noget der fik Amal til at føle sig hjemme i et fremmed land, omgivet af fremmede mennesker.

"Hvad hedder du?" hun afbrød hans tanker. Han så forvirret på hende. "Jeg føler, jeg kender dig så godt allerede, men jeg har kun kendt dig i en time, og jeg ved ikke engang, hvad dit navn er."

"Jeg har det på samme måde," forsikrede Amal hende. "Mit navn er Amal." Hun  nikkede og smilte.
"Layla," svarede hun og rakte hånden frem. Han greb den og rystede den.

"Layla," gentog han. "Det er pænt."

"Det betyder nat," fortalte hun.

"Det passer også meget godt til dig," sagde han og betragtede hende med hovedet på skrå.

"Du er lidt som natten," lo han. "Stille, mystisk, men meget smuk." Hun lo og smilte ned mod jorden.

"Tak," sagde hun. Amal trak på skuldrene. De sagde intet til hinanden.

"Ville du måske gide lære mig at tegne?" spurgte Amal endeligt. Layla så overrasket på ham, men smilte så.

"Gerne," sagde hun. "Hvad kunne du tænke dig at lære at tegne?" Amal så sig om.

"Blomster."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...