Månen og stjernerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2015
  • Opdateret: 20 aug. 2015
  • Status: Færdig
Amal er flygtning fra Syrien. Han er en uledsaget mindreårig, hvilket betyder, at han er mere eller mindre alene tusindvis af kilometer væk fra alt, han nogensinde har kendt. De første dage i Danmark forsøger han at presse alle tanker om sin familie ud, og bare overleve dag for dag. Samtidig forsøger han, at lukke andre mennesker ind så meget som mulig. Men er det muligt at finde en balance, hvor man både beskytter sit hjerte fra at lide mere savn og smerte, men samtidig lader det elske og holde af?

10Likes
9Kommentarer
614Visninger
AA

1. -

 

Det er den samme drøm igen. Det har været den samme drøm de sidste mange nætter. Han er tilbage på skibet, der sejler ham fra Beirut i Libanon til Mersin i Tyrkiet. Hans håndflader er svedige, for han ved ikke, hvad han skal forvente, når han ankommer. Han har hørt meget om Tyrkiet. Både godt og dårligt. Han ser rundt på de mange brune øjne, der lyser op i natten mørke, mens bølgerne slår mod skibets side. Nogle af øjnene kender han godt nu, for de er rejst sammen helt fra Syrien af. Andre øjne af nye. De er sendt afsted andre dage, fra andre områder, men han ved, at de også metaforisk deler båd. De er alle flygtet, og de er alle flygtet fra den samme onde, som han stadig kan fornemme i sted ud i det uendelige mørke, der omgiver skibet. Han mærker en hånd på sin skulder. Det er hans far.

"Amal," siger han med sin hæse, rolige stemme. Amal svarer ikke, og i lang tid fortsætter hans far ikke. De betragter blot hinanden gennem mørket. "Du skal ikke være bange." Amal har lyst til at svare, at selvfølgelig skal han være bange, men han vil ikke være respektløs overfor sin far, så han lader være. Hans far ler kort som om, han har læst Amals tanker og synes, at Amal intet forstår.

"Mørket er ikke uendeligt," siger hans far bare og lægger mildt armen om sin søn. Amal er forvirret, mest af alt over hvor lille han må være, når han sådan han forsvinde ind i sin fars favn, men også over hvordan hans far kunne vide, at Amal før havde tænkt på mørket som uendeligt.

"Her er det," svarer Amal. "Her er det nat, og mørket er stille og uendeligt." Amals far griner let og peger op mod himlen. Skibets tag er forsvundet og i stedet for mere mørke, ser Amal nu tusinde af millioner af stjerner. Ud mod vest er månen rund og smuk som en ædelsten.

"Nattens mørke er aldrig uendeligt," siger hans far. "For der er altid månen og stjernerne, der lyser op og vidner om en verden langt større og med langt flere muligheder, end vi kan begribe."

 

Da Amal vågner, ved han med det samme, at det blot var en drøm. Han føler sig stadig svimmel og søsyg efter at have drømt og skibets vuggen på bølgerne, men han har nu haft den drøm næsten hver nat siden han ankom til Grækenland for knap halvanden måned siden. Desuden fortalte Amals far ham ikke om stjernerne og månens lys på båden fra Syrien til Tyrkiet, men derimod da Amal var seks år gammel og var bange for mørke. Amals far var slet ikke med på skibet. Det var der ingen fra Amals familie, der var. Han slår øjnene op, pludselig ukomfortabel under den tunge dyne. Solen stråler allerede ind af vinduet, så det er sikkert midt på formiddagen. Han drejer hovedet og kigger mod sengen på den anden side af rummet. Den er tom og redt, men det siger ikke så meget om klokkeslettet, for Amals erfaring har indtil videre været, at hans midlertidige sambo, Bassam, alligevel altid står op før ham.

 

Amal tvinger sig ud af sengen og hen til skabet, hvor han dovent vælger et sæt tøj ud fra de næsten identiske stykker, han har købt. Da han ankom fik han en slags point, han kunne bruge til at købe tøj. Det tøj han købte, skal række til al hans tid her og på asylcentret, hvis han når så langt. Ventetiden på at komme videre derfra, kan godt være lang, så han krydser fingre for, at han ikke lige pludselig skyder i vejret, som han ellers førhen plejede at håbe på. Han tager Samsung-mobilen, som overlevede hele vejen fra Syrien, og stopper den ned i lommen. Derefter træder han ned i sine gummisko, der står ved hans værelsesdør. Så går han ud på gangen.

 

Døren låser automatisk, da han smækker den bag sig. Amal klapper kort på sin højre lomme for at sikre sig, at den elektroniske nøgle, der hænger i en nøglesnor, endnu er i hans besiddelse. Så går han ud mod hoveddøren. Væggene er en mærkelig, meget lys, grå farve med en tyk stribe skrigende orange farve, der går langs gulvet og strækker sig op over dørene og dørkarmene til de andre værelser. På vejen passerer han de to fællesrum: aktivitetslokalet med billard og bordfodbold og et skab fyldt med bolde og fjernsynsstuen med en kæmpe sofa, fladskærm og en række stationære computere. Der er tomt nu, hvilket sikkert betyder, at der snart er frokost, så han fortsætter ud af døren, ud i den kølige morgenluft. Da Amal spurgte, hvornår på året det var, fortalte Imad, der er tolk her, at det var sommer, men Amal synes nu stadig, der er koldt hele tiden.

 

Han går rundt om huset af bagsiden, for der ved han, at der aldrig er nogen. Han vil gerne være alene lidt og klare sine tanker. Han forsøger at glemme lyden af hans far stemme, der var så tydelig i Amals drøm. Han ryster let på hovedet og klør sig i baghovedet. Hele vejen til Danmark, tænkte han næsten ikke på sin familie. I de tre måneder han var på vej, tænkte han kun på, hvor træt og sulten han var, og hvor meget han frygtede hvert nyt sted, han kom til. Da han endeligt kom til Danmark, røg han direkte ud her på Gribskov Modtagercenter, hvor han fik af vide, at han ville være i omtrent to uger, mens de gik i gang med at behandle hans sag. På centeret bor der kun folk under atten - eller folk, der siger, de er det, som er flygtet fra deres hjemland uden ledsagelse af en over atten, som deres forælder eller voksne søskende.

 

Amal sov næsten konstant det første døgn. Det andet døgn prøvede han at ringe til sin mor, men der var ingen forbindelse. Så græd han. Han græd og græd og kunne næsten ikke stoppe. Heldigvis var Bassam ikke ankommet da, så han havde værelset for sig selv. Da Amal endeligt holdt op med at græde, lovede han sig selv, at han ikke ville lade sig selv tænke på sin familie, før han fik opholdstilladelse, for det føltes som om, at hans krop gik i stykker indefra, da han prøvede.

 

Han trækker vejret dybt ind og samler sig. Han fokuserer på et punkt en meter fremme og nærstuderer det, som han går fremad, så finder han et nyt punkt og et nyt punkt indtil, han står foran indgangen til hovedbygningen af centret. Han ser over mod bygningen til højre, hvor køkken og kantine er. Der er en del på vej ud og mange andre sidder allerede i græsset og på bænkene. Han nåede ikke frokost. Amal er egentligt ligeglad, for han er sulten, og nu hvor frokost alligevel er overstået, er der en chance for, at Layla er inde i krea-rummet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...