Spaces Between Us | Harry Styles

Er det muligt at forelske sig i en person man aldrig har mødt? I Diana og Harrys tilfælde, er svaret ja. Med 658 kilometer, tidsforskel og stater i mellem dem, forelsker de sig, trods anstændighederne. De har aldrig set hinanden i øjnene, aldrig følt hinandens nærvær, aldrig holdt hinanden i hånden. Før nu.

189Likes
172Kommentarer
83263Visninger
AA

16. You're All I Need


Jeg følger Harry tilbage til bilen, da vi efter lang tid stoppede med at kramme og hilse. Jeg gør mit bedste for ikke at stirre for meget imens vi går, men han er svær at tage øjnene fra.

Vi når bilen og jeg anviser Harry til at smide sin taske på bagsædet. Han har ikke pakket særlig meget, men gør mænd nogensinde det.

Han går om på den anden side af bilen med det karakteristiske skæve smil på i ansigtet. Lige i det øjeblik oplever jeg den rigtige følelse af at have knæ af gele, som romanerne siger.

”Skal jeg køre?” spørger han. Jeg rynker kort på panden og ler.

”Du aner ikke hvor vi skal hen, det er nok bedst jeg kører” svarer jeg og svinger nøglesættet rundt om min pegefinger.

”Fair nok” han griner og går om på passager siden af bilen. Jeg sætter mig ind vedsiden af ham og sender ham et smil imens jeg for bilen startet.

Vi slipper fra lufthavnens parkeringsplads overraskende hurtigt og kører ud på motorvejen. Jeg mærker at han kigger på mig, det har en gjort helt indtil nu. Jeg kigger kort tilbage, før jeg er nødt til at vende blikket mod vejen igen.

”Jeg er glad for at se dig,” siger han vedsiden af mig. ”Du ved, med mine egne øjne. Altså i virkeligheden” forklarer han. Jeg i nikker i enighed og sender ham et hurtigt blik igen.

”Det ved jeg. Jeg er også glad for at se dig, Harry”

Han lægger hånden på mit ene lår og giver det et klem. Han fjerner hurtigt hånden igen, trods jeg havde fortrukket den blev.

Jeg mærker hans blik blive liggende på mig de næste par kilometer. Jeg skal ikke benægte at jeg ikke har noget imod det. Jeg kigger over på ham, længe nok til at kunne fascinere hans grønne øjne.

Jeg vender blikket tilbage på vejen. ”Du stirrer” Han griner og lyden går lige i hjertet. Hans latter lyder anderledes, ikke som over telefonen. Jeg kan bedst lide hans latter her vedsiden af mig. Den er så levende og glædelig, jeg kan ikke gøre andet end selv at grine.

”Jeg sikre mig bare du stadig er her” siger han omsider. Jeg bider mig selv i indersiden af min kind og ryster på hovedet.

”Jeg går ingen steder,” lover jeg. ”Jeg har ventet så længe på at se dig, så jeg har ikke planer om at give slip på dig lige foreløbig”  

”Forhåbentligt giver du aldrig slip på mig” svarer han mumlende, så jeg bliver i tvivl om han taler til sig selv.

Forhåbentligt aldrig, tænker jeg. Resten af vejen hjem går hurtigt. Harry fortæller mig om sin flyvetur og gaber lydløst op til flere gange. Flyveturen har tydeligvist drevet ham for energi, trods klokken kun er ni.

Kort tid efter parkerer jeg i vores indkørsel. Jeg trækker nøglen ud og kigger på Harry. Han kigger allerede på mig, det har han gjort hele vejen selv efter jeg konfronterede ham med det.

”Du skal ikke lade dig skræmme væk af min familie. De er ikke ligefrem tilbageholdende” advarer jeg, men Harry ser ikke ud til at tage mig seriøst.

”Hvad mener du med de ikke er tilbageholdende?” spørger han. ”Jeg mener bare at du ikke skal forvente de hilser og giver dig hånden. De stiller tonsvis af spørgsmål og har absolut ingen ide om hvad intimgrænse er”

Harry nikker overvejende. ”Fedt nok” Jeg måber. ”Du har ingen ide om hvad du går ind til” siger jeg og åbner bildøren. Hans hånd tager fat i min og jeg stopper.

Jeg tvinger mig selv til ikke at rødme da hans øjne kigger ind i mine. Et øjeblik føler jeg at han kan se lige igennem og læse alle mine tanker.

”Jeg har lige fløjet 658 kilometer for at se dig. Intet kan stoppe mig nu, selv ikke et par fjollede forældre”

”Du har ret” Harry smiler lummert. ”Jeg har altid ret” Jeg himler med øjnene, slipper hans hånd og stiger ud af bilen. Han følger hurtigt efter mig og tager sin taske fra bagsædet.

Ikke lang tid efter vi gør vores entre, hører jeg fødder bevæge sig over trægulvet i mod os. Jeg kigger over på Harry som en slags advarsel, men igen tager han ikke mine faresignaler alvorligt.

”Hej med jer” siger min mor da både hende, min far og Travis møder os i entreen. Harry er overraskende hurtig til at hilse og giver dem alle hånden.

”Dig kan jeg godt huske” siger Travis da Harry giver ham hånden. ”Og jeg kan huske dig. Tak for snakken” svarer Harry.

Jeg mindes ved ubehag deres samtale og hvordan jeg afbrud dem lige i det Travis var ved at bilde Harry ind jeg var til piger.

”Tak fordi jeg måtte komme her, Mr. og Mrs. White” takker Harry. Han er virkelig høflig og venlig, næsten for meget. Men jeg må indrømme at jeg godt kan lide det.

”Intet problem, Harry. Du er altid velkommen! Kald os bare Susan og Cory” min mors begejstring over Harry er ikke til at skjule. Han er bogstavelig talt svigermors drøm.

”Diana har fortalt du går på universitet, hvad er det du studere?” spørger min far og jeg ved spørgerunden kun er ved at begynde.

Jeg afbryder Harry idet kan skal til at svare og tager hans hånd. ”Harry har haft en lang flyvetur, han er helt udmattet. ” slår jeg fast. Harry protestere ikke, trods det undskyldende blik han sender mine forældre.

”Selvfølgelig, vi kan snakke senere,” svarer min mor. ”Er du sulten, tørstig? Vil du have noget før du går i seng?” Jeg himler med øjnene.

”Nej tak Susan, jeg spiste på flyet. Det er okay” Jeg begynder at trække Harry mod trappen og han halter besværet med imens han siger godnat til mine forældre og Travis.

”Rolig nu” mumler han da vi går op af trappen. Jeg slipper hans hånd da jeg åbner døren til mit værelse og invitere ham indenfor.

Han træder ind i rummet, smider sin taske på sengekanten og går en lille runde i værelset. Han kigger på de billeder jeg har stående og studere titlerne på de bøger jeg har liggende på skrivebordet.

Han vender sig om. ”Du sad ved det her skrivebord da jeg først så dig” siger han. Mit bryst knuder sig sammen ved mindet og jeg nikker.

”Ja, det er efterhånden et stykke tid siden”

Han smiler og gnider sig i øjnene. ”Du burde sove” siger jeg, men han ryster på hovedet. Han går frem mod mig og tager fat i begge mine hænder. Hans hænder er bløde og varme, jeg nyder at rører ved dem.

”Jeg er lige kommet” Han er som et barn når jeg prøver at sende ham i seng. ”Vi har flere dage til at være sammen i. Du er udmattet og du burde sove”

”Okay så,” han giver sig endelig. ”Men så skal du også”

”Selvfølgelig. J-jeg henter en madras” mumler jeg og skæver mod døren. Hvorfor skulle jeg dog hente en madras, spørger jeg mig selv. Dumt sagt.

 

Jeg slipper hans hænder igen og vender mig om, men han stopper mig. Jeg mærker hans hånd gribe fat i min arm. Han drejer mig hurtigt rundt.

”Du er ikke længere pigen fra computeren.” siger han. Jeg synker en klump. ”Nej, jeg er her. Vi er lige her” konstatere jeg.

 

”Jeg har altid hadet at jeg ikke har kunne holde dig i hånden, eller kigget dig i øjnene uden der var en skærm imellem os” Han stryger min kind som hurtigt bliver mere og mere rød.

”Jeg har altid hadet at jeg ikke kunne holde om dig når du har haft en dårlig dag. Der er så mange ting jeg hadede ved den skide skærm i mellem os, Diana”

Jeg læner ansigtet yderligere mod hans hånd, så ikke den mindste luft kan komme imellem hans hånd og min kind.

”Du skal ikke tage hensyn til nogen skærm nu” siger jeg lavt. Vores øjne får kontakt og hans pupiller udvider sig. Ikke meget, men nok til jeg kan se et lille spejlbillede i hans øjne.  

”Ved du hvad jeg har hadet mest? Hvad jeg har glædet mig mest til at kunne gøre?” spørger han. Jeg ryster på hovedet, selvom jeg har en stærk fornemmelse.

Han smiler. Ikke skævt, ikke drilleagtigt eller bare kærligt. Han smiler som om det er første gang i lang tid han har noget at smile over.

Han læner sig frem og jeg lukker øjnene. Jeg mærker et øjeblik hans varme ånde mod mine læber, før hans læber presses mod mine. Jeg griber fat i hans overarme og holder godt fast. Følelsen af endelig at føle hans nærvær og læber mod mine, får mine ben til at bukke under.

Han trækker mig nemmere ind til sig og vores læbers kontakt afbrydes. Vi står meget tættere da jeg åbner øjnene og kigger op i hans.

Jeg stiller mig på tæer og kysser ham igen. Mit hjerte pumper ivrigt og jeg husker ikke noget der føltes bedre end det her i hele verden.

 

Hans varme tunge skiller mine læber ad. Han kysser mig intenst, men stadig blidt og kærligt. Det er dette øjeblik jeg har ventet så længe på.
Jeg slutter kysset, men slipper ham ikke. ”Det er ikke nødvendigt med nogen madras vel?” spørger jeg. Han griner og ryster på hovedet.

”Nej, jeg nægter at slippe dig” Jeg kysser hans kind. ”Gå i seng” beordre jeg og skubber ham blidt mod sengen.

”Så kom” han trækker mig med og hiver dynen til side. Han lægger sig ned og jeg er ikke længe om at gøre ham ved selskab.

”Burde vi ikke klæde om?” spørger jeg da han dækker os til med dynen. Han rykker sig tættere på mig så alt plads imellem os forsvinder. Hans arme sniger sig omkring mig.

”Jeg orker det ikke,” svarer han. ”Men du skal da være så velkommen til at gøre det selv” Jeg skubber drilsk til ham.

”Det er ikke for sent at hente den madras” advarer jeg. ”Jesus, så glem det da” Jeg smiler i tilfredshed og lukker øjnene. Vi har glemt at slukke lyset, men det genere os ikke.

”Det her er alt hvad jeg har brug for” siger jeg.
Selv med lukkede øjne kan jeg fornemme at han smiler da han svarer. ”Du er alt hvad jeg har brug for” 

____________________________
SPACES BETWEEN US FACT: Det her bliver nok det mest mærkelige og mest random SBU fact til dato, men jeg havde en drøm forleden dag. Jeg drømte at alle drengene var hjemme hos mig fordi jeg havde vundet en eller anden konkurrence. Jeg sad med min computertaske foran mig som jeg normalt bruger til at opbevare papirer i. Blandt papirerne ligger der en udprintet version af Spaces Between Us. Jeg prøver at holde papirerne skjult for drengene, virkelig jo var ret dumt når de lå i en computertaske midt på bordet. Jeg forlader drengene et øjeblik og da jeg kommer tilbage sidder de alle sammen og læser SBU og griner. 

Har i nogensinde haft en virkelig mærkelig drøm med drengene? Eller bare en drøm om drengene i det hele taget? Selvom det var en ret mærkelig drøm, kunne jeg godt lide min egen fordi jeg sikkert aldrig vil møde dem udover i mine drømme :)

- The Only Way Is Up! x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...