Spaces Between Us | Harry Styles

Er det muligt at forelske sig i en person man aldrig har mødt? I Diana og Harrys tilfælde, er svaret ja. Med 658 kilometer, tidsforskel og stater i mellem dem, forelsker de sig, trods anstændighederne. De har aldrig set hinanden i øjnene, aldrig følt hinandens nærvær, aldrig holdt hinanden i hånden. Før nu.

189Likes
172Kommentarer
82873Visninger
AA

15. Diana, I'm Home


Jeg ankommer til lufthavnen i mine forældres bil omkring klokken syv. Harry lander først om en time, så jeg sidder bare i bilen og kigger på hovedindgangen. Jeg har stadig ikke fattet at han rent faktisk kommer og ovenikøbet lige om lidt.

Jeg har kendt ham i tre måneder nu, længere tog det ikke at falde for ham. Tænk at sms’er og videochats kunne opbygge sådan et forhold. Men nu ændre alt sig, nu mødes vi endelig og jeg er mere nervøs end jeg burde.

Tænk hvis han bliver skuffet over den virkelige version af mig og egentlig vil fortrække den digitale. Vil vi overhovedet kunne snakke sammen ansigt til ansigt?

Det hele skal nok gå godt, gentager jeg for mig selv for tiende gang i dag.

Jeg læner mig tilbage i bilsædet og tager min mobil frem. Intet nyt, men han kan selvfølgelig heller ikke kontakte mig fra flyet af. Jeg læser i stedet dagens tidligere beskeder igennem, for at få tiden til at gå.

Harry: Godmorgen sunshine! VED DU HVILKEN DAG DET ER I DAG?

Mig: Godmorgen… Hmm, det er fredag?

Harry: Men ikke hvilken som helst fredag. Jeg kommer til Pennsylvania i dag, remember?

Mig: Hvordan skulle jeg kunne glemme det?

Harry: Jeg glæder mig til at se dig

Harry: Sådan rigtig, rigtig meget!

Mig: Jeg glæder mig også til at se dig. Ahh, jeg har ventet så længe på det her

Harry: Tålmodighed er en dyd

Harry: Alt kommer til den der venter

Mig: Okay filosof

Harry: Just sayin’

Mig: Jeg går dig i møde ved gaten

Mig: Så lad være med at fare vild

Harry: Jeg skal gøre mit bedste

Harry: Jeg har en blå skjorte på btw, og sorte bukser. Så kan du hurtigere spotte mig

Mig: Jeg kunne da ikke undgå at få øje på dig

Harry: Du smigre mig

Mig: Så lidt

Jeg kigger op fra mobilen og ud af vinduet. Intet forandret. Bilens ur fortæller at der kun er gået syv minutter, så det er jo logisk. Jeg læser videre på nogle beskeder der kom et par timer efter de første.

Mig: Hvornår er klokken otte?

Harry: Om seks timer

Harry: Utålmodig?

Mig: Ja

Harry: Det er jeg også

Harry: Men jeg er lige ved at pakke færdig. Liam kører mig til lufthavnen om to timer!

Harry: Og så er der kun fire timer tilbage! Det er like 30 minutter otte gange!

Mig: Hey chill, vi sidder ikke til matematiktime

Harry: Just sayin’

Harry skriver igen et stykke senere. Jeg husker at holde øje med uret. Tiden snegler sig frem og de tyve minutter jeg har siddet her føles som fyrre.

Harry: Vi er på vej mod lufthavnen nu

Mig: Fedt!

Harry: Er der næsten, er der næsten

Harry: Nu er der kun en enkel flyvetur imellem os

Mig: Og lufthavnens security

Harry: jaja, whatever

Harry: Der er ikke længe til afgang, så jeg bliver nok snart nødt til at slå flytilstand til

Mig: Betyder det farvel?

Harry: Det betyder vi ses

Harry: Like in real life.. Inden så længe

Mig: Jeg venter på dig

Harry: Jeg er på vej, jeg er der snart

Mig: Jeg tæller minutterne

Harry: Jeg tæller sekunderne

Mig: Freak

Harry: Jeg skal give dig freak, bare vent

Mig: Det gør jeg jo allerede?

Harry: Jeg er lige kommet igennem security

Harry: Diana, jeg er nødt til at slå flytilstand til. Vi letter inden så længe

Mig: Vi ses, Harry

Harry: Vi ses. Jeg glæder mig til at se dig

Og det er så det sidste jeg hørte fra Harry før han lettede. Klokken er allerede kvart i seks, så jeg beslutter mig for at begynde og gå indenfor.

Jeg stiger ud og drejer nøglen en omgang rundt, indtil bilens lys informere at den er låst. Idet jeg vender mig om og kigger på lufthavnens bygning, falder der en sten til maven. Jeg trækker vejret anstrengt, nervøsheden har sneget sig ind.

Trods jeg forsøger at gå langsomt er jeg allerede indenfor i løbet af to minutter. Der er mange mennesker omkring mig, men det er til at overskue og desuden kender jeg lufthavnen ret godt.

Jeg tager en rulletrappe til næste etage og går mod gate 8, hvor jeg skal mødes med Harry. Jeg når frem og vælger et åbenlyst sted at stå, så Harry hurtigt kan få øje på mig.

Den ekstra tid, giver mig god mulighed til at overtænke situationen. Hvordan vil det være endelig at mødes, hvordan vil jeg reagere, men allervigtigst hvordan vil han reagere?

 

Skal jeg løbe i mod ham og hoppe ind i hans arme? Jeg smiler for mig selv. Uanset hvad der sker ligger det ikke i mine hænder. Jeg kan ikke planlægge en reaktion.

En ung mand stiller sig vedsiden af mig. Ikke for at snakke med mig, men han har sikkert regnet ud at jeg står et godt sted, når flypassagerne kommer mod os. Han er nydelig, omkring de femogtyve vil jeg gætte på.

Han kigger forventningsfuldt på udgangen og tripper på fødderne. Jeg smiler igen, gad vide om det også var sådan jeg så ud lige før. Buketten af roser i hans hænder, strejfer min næse.

Burde jeg også have taget blomster med? Jeg ryster inderligt på hovedet, hvad skulle Harry dog med blomster. Han er ligeglad med sådan noget, han synes de er for piget.

Klokken nærmer sig otte og pludselig er den allerede et kvarter over. Jeg begynder at tænke at der måske vil gå flere timer endnu, før han dukker op. Men midt i min tankegang lander et fly langt nede på den anden side af landingsbanen.

Det triller tættere og tættere på. Det kan umuligt være andre end hans. Jeg går tættere på vinduet og holder øje med flyet indtil det står stille. Nu kan der ikke gå længe. Det samme må manden ved siden af mig tænke, for som minutterne der går får han flere og flere sveddråber på panden.

Jeg glemmer næsten at jeg selv er nervøs når jeg kigger på ham. Jeg finder i hvert fald ud af at jeg slet ikke er nervøs i samme grad. Jeg glæder mig, mere end noget andet.

Den første passager dukker op og bliver imødekommet af en lille gruppe mennesker. Den næste der dukker op hviner ved synet af manden ved siden af mig. Det måtte være den kvinde der gjorde ham så nervøs.

Hun løber i mod og i det de krammer, begynder mit hjerte at pumpe hurtigere. Det samme sker for mig lige om lidt. Min helt egen passager fra det fly vil lige om lidt være her. Det gælder om minutter nu, sekunder.

”Hellen” siger manden om og om igen. Da de endelig er færdig med at kramme, er roserne i buketten mast. Han rækker dem frem mod hende og de griner sammen, som om de aldrig har været skilt ad.

Jeg ligger slet ikke mærke til at jeg bare står og betragter deres romantiske møde. Det er som om tiden står stille og at jeg ikke kan flytte mig. Først da jeg hører en bekendt stemme, vækkes jeg til live igen.

”Diana?”

Jeg vender mig om og der er han. Harry Styles i kød og blod, lige foran mig med sit skæve smil og sine funklende øjne. Han er endnu smukkere i virkeligheden, endnu højere og håret endnu længere.

Sportstasken over hans skulder, lader han falde til jorden i det han går i mod mig.

De sidste centimeter omkring os forsvinder og han lægger sine arme om mig. Vi støder hårdt sammen, men ikke som det gør ondt. Det minder os bare om at vi er her i virkeligheden, at vi endelig er sammen.

”Harry” siger jeg mod hans skulder, så jeg er i tvivl om han hører mig. Følelsen af at rører ham er bedre end jeg nogensinde havde kunne forstille mig. Glæden er så ivrig at jeg mærker tårer i øjenkrogen.

Følelsen af at være til og at være hjemme, sitre i min krop. Mit hjerte pumper så ivrigt at jeg er overbevidst om at han kan mærke det.

Jeg mærker hans læber mod min hovedbund, skånsomt men længselsfuldt, som om det er en forbrydelse han
ikke kan modstå.

”Diana,” hvisker han i mit øre. ”Min Diana, jeg er hjemme” 
___________________________
SPACES BETWEEN US FACT: 
Kan i huske at jeg nævnte at noget af SBU var baseret på virkelige og personlige hændelser? Alt reality stopper her og nu er det virkelig fantasien der får lov at styrer SBU's fremtid. 

DE MØDTES ENDELIG!!! AHH jeg er ventet sygt længe på det her! Selv om jeg allerede ved alt om handlingen osv og at jeg ikke kan overraskes, så kan kapitler som dette virkelig glæde mig. 
Jeg håber i stadig kan lide at læse med og at i er klar til nogle kapitler med Diana og Harry, face to face. Igen sms'er, ingen opkald, bare fysisk kontakt :)

- The Only Way Is Up x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...