Spaces Between Us | Harry Styles

Er det muligt at forelske sig i en person man aldrig har mødt? I Diana og Harrys tilfælde, er svaret ja. Med 658 kilometer, tidsforskel og stater i mellem dem, forelsker de sig, trods anstændighederne. De har aldrig set hinanden i øjnene, aldrig følt hinandens nærvær, aldrig holdt hinanden i hånden. Før nu.

189Likes
172Kommentarer
83263Visninger
AA

7. Call Me

Efter skole, henter jeg min bror, Travis. Beth følger mig det meste af vejen, eftersom hun bor lige over for hans skole. Vi gik begge på samme skole i vores folkeskole tid.

”Hey champ.” hilser jeg, da jeg går ham i møde. Han retter på kasketten og siger farvel til hans venner. En lyshåret pige med krøller vinker farvel til ham og han rødmer forlegent.

Jeg skubber blidt til ham. ”Har du fået kæreste på?” spørger jeg drillende og modtager et surt blik. ”Vel har jeg ej. ” bider han og begynder at gå.

På vejen hjem når han at bløde op igen og fortæller mig om sin dag. Jeg må koncentrere mig om at følge med i hans konstante snakken. Ikke noget jeg ikke er vant til, men i dag føles det som en større udfordring.

Mine tanker er et helt andet sted og min mave knuder sig sammen, netop af den grund. Harry har ikke været til at få ud af mit hoved de sidste par dage. Vi skriver til hinanden næsten hver dag, så han giver mig heller ikke nogen chance for at glemme ham.

Men jeg vil heller ikke glemme ham, konstatere jeg hurtigt. Vi har kendt hinanden i snart to uger og vores samtaler sætter kulør på hverdagen.

Vi har ikke videochattet, selvom han har forslået det et par gange. Måske næste gang, plejer jeg at svare.

Jeg ryster smilende på hovedet. Jeg må virkelig give ham en chance og lade ham ringe.

Travis og jeg når hjem og låser os indenfor. Vores forældre er ikke hjemme i aften, derfor har jeg babysitter posten. Travis vender sig om med bedende øjne og en pakke chokoladekiks i favnen.

”Må jeg tage dem med op og spise mens jeg spiller?” spørger han og suser af sted mod sit værelse, da jeg giver ham lov. Jeg laver mig en kop kaffe og hører kort efter den velkendte lyd fra et af hans videospil.

Jeg sætter mig ved spisebordet og hiver computer og bøger op af min skoletasker. Jeg sipper til min kop kaffe og laver en grimasse, da jeg brænder tungen. Det sker altid.

Travis jubler begejstret fra sit værelse ovenpå. Jeg ryster på hovedet, sætter musik på og tjekker min mail. Jeg sletter alle mails, der lover mig et godt tilbud på deres hjemmeside og svarer tilbage på en mail fra fætter, der bor i Dallas.

Vi ses meget sjældent. Dallas og Pennsylvania ligger langt fra hinanden. Det kræver tid, penge og planlægning at se ham og hans forældre.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne vores situation, med den jeg også har med Harry. Mit forhold til min fætter, kan selvfølgelig ikke sammenlignes med Harrys og mit.

Hvordan mon det ville være at stå ansigt til ansigt med Harry. At se ham i øjnene, dufte hans parfume og aftershave og lægge armene om ham i et kram.

Det er ikke det samme at se ham igennem en skærm og hører ham igennem en mikrofon.

Jeg vrider mig ved tanken. Jeg er alt for påvirket af en dreng, jeg aldrig i mit liv har mødt og sikkert heller ikke ville komme til.

Men tænk hvis jeg gjorde. Mødte ham, Harry i kød og blod, lige for øjnene af mig.

Ukoncentreret skriver jeg en mail tilbage til min fætter med små detaljer om hvad vores familie foretager os for tiden. Jeg nævner ikke min unaturlige besættelse af en fyr fra nettet.

Som om jeg ikke allerede tænker nok på ham, kommer Harry online. Jeg klikker på hans navn, da Skype meddeler hans ankomst og mine fingre danser over tastaturet, men jeg skriver ikke noget.

Mine fingre rører tastaturet i en blid kærtegnelse. Jeg skriver alle de ting jeg burde sige og de ting jeg gerne ville sige, men ikke kan. Alle de ting der fylder i mit hoved og sidder på spidsen af min tunge, når aldrig frem til Harry.

For me to know, for him to find out, citere jeg i mit hoved, men ryster hurtigt tanken af mig igen. Hvad ville han ikke tænke om mig. Han ville nok tænke at jeg var naiv og latterlig.

Harry kommer mig i forkøbet med en besked, før jeg når at tænke mere over det.

Sir Styles: Snak med mig

Sir Styles: Please?

Jeg ånder ind. Hvad var det jeg sagde til mig selv tidligere? At jeg skulle give ham en chance og snakke med ham. Et smil spiller over mine læber. Jeg ser ham allerede for mig.

Dianawhite26: Okay

Sir Styles: Vent, virkelig? Holy fuck, jeg ringer med det samme.

Jeg glatter mit hår ud med hænderne i skærmens afspejling og tørre det åndsvage smil af.

’Sir Styles is calling…’ dukker op på skærmen, efterfulgt af Skypes karakteristiske ringetone. Mine fingre svæver over answer tasten. Er det ikke hvad de fleste piger gjorde? Lod drengen vente, spillede kostbar?

Jeg trykker answer. Jeg er ikke en af den slags piger. Videoen flimre lidt, men så er han der. Der på den anden side af skærmen. Smilende med et glimt i øjet.

”Diana,” hilser Harry. ”Dejligt at se dig igen”

Han er iført en sort tanktop, der afslører hans muskuløse arme og pæne tan. Nogen er mere klar til sommer end andre. Jeg kigger på min egen blege refleksion på skærmen og rømmer mig.

”Hej, hvad så?” hilser jeg igen og sætter en hårtot bag øret. Hans smil bliver større, som om jeg har sagt noget dumt. Han modbeviser hurtigt min teori.

”Godt. Meget skole, mange lektier, du ved. Og du miss White?” hans smil bliver skævt og lunefuldt, idet han kalder mig ved efternavn.

Jeg tror man passende kan kalde ham en goofball.

”Jeg har selv haft mange lektier at se til. ” svare jeg kort for hovedet. Harry nikker og stilheden ligger sig over os. Hvad nu?

Jeg bryder øjenkontakten og ser ned i tastaturet. Hvorfor er jeg så akavet, udbryder jeg indeni. Og hvorfor siger Harry heller ikke noget? Det plejer ellers at være umuligt at få ham til at holde kæft.

Harry afbryder mine tanker i et grin. ”Undskyld jeg stirre sådan, men jeg må udnytte lejligheden mens jeg har den. ”

Jeg smiler, men kigger ikke op. ”I want you so much to open your eyes. Cause I need you to look into mine. “ synger Harry anstrengt for ikke at grine.

”Citerede du lige Snow Patrol?” spørger jeg og kigger endelig op. ”Ja, kan du lide dem?” spørger han igen.

Jeg nikker overrasket. ”Jeg elsker dem,” vi kigger hinanden i øjnene igen. ”Det er min jam. ” siger jeg og læner mig uvidende tættere på skærmen.

”Syltetøj?” lyder det sarkastisk fra Harry og jeg rækker tunge af ham.

”Hvor modent.” griner han. ”Du startede, kid” siger jeg uden at fjerne blikket fra ham. Han får smilehuller og rynker langs øjnene når han griner. Det for ham til at se yngre ud.

”Kid?” Harry peger på mig. ”Jeg er ældre end dig, pigebarn.” griner han videre. Jeg trækker kort på skuldrene.

”Du opfører dig som et barn. ” svarer jeg. ”Du er et barn.” giver Harry igen. Jeg rækker tunge af ham igen og nyder lyden af hans grin, der fylder min øregang og får mikrofonen til at klirre.

”Men du er ret sød alligevel. ” siger han kort efter og får mig til at rødme. ”Især når du rødmer.” fortsætter han.

”Tak, Harry”

Han piller ved sin underlæbe og ser roligt på mig. ”Har jeg nogensinde sagt, at jeg hader du bor i Pennsylvania?” spørger han pludselig.

Jeg ryster på hovedet. ”Nej, det har du undladt at fortælle” Hans smil bliver skævt og jeg kan ikke lade være med at spekulere over hvad han tænker på.

”Fortæl noget mere om dig selv. ” opfodre han. ”Nej, denne gang er det din tur” svarer jeg og blinker.

Indtil videre har det mest været ham, der stillede spørgsmål, men ikke i dag. Jeg brænder for at vide noget mere om drengen med de grønne øjne.

”Okay, okay, ” nikker han. ”Hvad vil du vide?”

”Du har fortalt du bor i Indiana, men hvor?” spørger jeg. Harry ruller med øjnene. ”Kedeligt spørgsmål, men Bloomington. ”

”Du skal ikke rulle øjne af mig, det var da et almindeligt spørgsmål” griner jeg. Han ryster på hovedet og klør sig eftertænksomt på kinden.

”Lad mig fører snakken, du tør ikke stille udfordrende spørgsmål”

Jeg rynker på panden. ”Udfordrende spørgsmål? Hvad mener du?” spørger jeg og han smiler skummelt. Jeg måber overrasket og mærker varmen strømme til kinderne.

”Rolig, jeg laver sjov,” griner han. ”Jeg vil bare se din reaktion. Tror du jeg er pervers?” Jeg mærker en kilden i maven og ryster på hovedet.

Jeg råber mentalt af mig selv. Han har ikke engang sagt noget seksuelt, så hvorfor reagere jeg sådan? Jeg tør næsten ikke kigge på ham, i frygten for at han kan se direkte igennem mig og gætte hvad jeg tænker på.

”Men jeg kommer oprindeligt fra England,” Harry afbryder tavsheden. ”Jeg har boet i Indiana siden jeg var fjorten.” forsætter han og jeg er lettet over han jager tavsheden væk. 

”Jeg går på Indiana Univerity Bloomington. Jeg har en god rommate, ja han er faktisk min bedste ven. Han hedder Liam. ” Jeg nikker interesseret.

Jeg tænker på om denne Liam mon står bag ved computeren lige nu og lytter til vores samtale. Men der er helt stille.

”Jeg spiller guitar, men det ved du jo. Jeg stinker til fodbold og videospil. ” han griner forsigtigt.

Drengen foran mig er ikke som alle andre. De fleste ville nok mene at han bare var en almindelig dreng. Bare endnu en i samlingen.

Men ikke mig, det måtte være noget anderledes og bedre ved ham. Ellers havde jeg ikke siddet her nu.

”Du siger ikke noget?” spørger han lidt efter. Jeg bider mig i underlæben. ”Jeg lytter. Jeg kan godt lide at hører hvad du har at sige.”

”Så lad mig fortælle dig alt” siger han. ”Jeg har hele dagen.” 


__________________________
SPACES BETWEEN US FACT:
Næste kapitel hedder 'Man To Man', hvad tror i det handler om?

A/N
Wooooow, jeg er fuldstændig blæst bagud. Spaces Between Us ligger lige nu nr. 1 i One Direction fanfiction kategorien! Jeg er så utrolig taknemmelig og overrasket, i er så fantastiske! Tusind tak læsere :) x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...