Spaces Between Us | Harry Styles

Er det muligt at forelske sig i en person man aldrig har mødt? I Diana og Harrys tilfælde, er svaret ja. Med 658 kilometer, tidsforskel og stater i mellem dem, forelsker de sig, trods anstændighederne. De har aldrig set hinanden i øjnene, aldrig følt hinandens nærvær, aldrig holdt hinanden i hånden. Før nu.

189Likes
172Kommentarer
84003Visninger
AA

18. Better Than Okay

Jeg oplever for første gang Harry som en anden type, end den sædvanlige nuttede og rolige Harry. Måden han går langs Pittsburghs solramte fortove med mørke solbriller og bare arme, virker fremmed for mig. Havde jeg set ham for første gang i dag, ville jeg ikke kunne forestille mig selv vedsiden af ham i mit afslappede outfit bestående af en skjortekjole.

Han udstråler en form for dominans og selvsikkerhed. Jeg kan ikke lade være med at kigge på ham, jeg kan ikke lade være med at beundre hans fremmede udstråling. Jeg krymper sammen ved siden af ham. Han er alt for god til mig.

Hans lange skridt får mine ben på overarbejde. Jeg føler jeg traver ved siden af ham for at følge med. Han kigger over på mig, eller det tror jeg han gør, de mørke solbriller gør det umuligt at afgøre. Bare han gad tage dem af og lade mig se ind i hans øjne, som gang på gang gør mig blød i knæene.

”Kan du følge med?” hans smil bliver skævt og så ved jeg at han driller.

”Jeg er ikke nogen mr. Flash,” jeg peger på hans ben. ”Intet kan hamle op med de lange ben” han ler og laver et kast med håret.

”Runway modellerne misunder mig for dem” Og så er den drillende Harry tilbage. Smilet over hans læber står i stærk kontrast med hans look. Min arm stryger hans og den varme hud der kun et øjeblik rører min, får mig til at længes efter hans berøring. Jeg skubber hurtigt tanken væk.

”Her er det” siger jeg og vi stopper op foran min og Beths stamcafe. Vi går indenfor og imødekommes af duften af kaffebønner.

Jeg er glad for at have tid alene med Harry. Vi kan selvfølgelig sidde i nogenlunde fred på mit værelse, men min forældres og Travis uendelige afbrydelser, fik mig til at tvinge Harry med ud.

”Hvad kan jeg hjælpe med” Pigen på den anden side af disken smiler til Harry og ser slet ikke at jeg står der. Beth og jeg snakker tit om hende, når vi besøger cafeen. Hun er ejerens niece og lidt af en kæledægge. Hendes fastlåste blik på Harry gør mig ikke ligefrem mere fascineret af hende.

”Diana?” Harry vender sig om, kigger på mig og lægger sin arm om min lænd. Han trækker mig op ved siden af sig. Jeg bløder hurtigt op og smiler. Jeg minder mig selv om at jeg ikke skal lade mig genere af at hun blot smiler til ham.

”Americano med mælk” siger jeg og nænner slet ikke at sige tak. Sekundet efter får jeg dog dårlig samvittighed og mumler et svagt tak, jeg tvivler på hun kan hører.

”Jeg skal også have en Americano, tak. Men den skal være sort” Harry betaler og afviser at tage i mod mine sedler, trods jeg insisterer.

Et kort øjeblik efter får vi vores kaffe. ”Skal vi gå ud og sætte os i solen?” spørger Harry og jeg nikker. Vi sætter os ved et af borderne udenfor cafeen, hvor der i forvejen sidder en bunke mennesker. Vi bemærker dem dog ikke.

”Har jeg nogensinde fortalt dig hvor nem du er at læse?” siger Harry overfor mig og puster ned i sin kaffe. Det rykker i mig, det er ikke første gang nogen referer til mig som en åben bog. Han snakker højest sandsynligt om episoden inde i cafeen.

”Nej,” jeg tager diskret en tår af min kop og kigger ned. ”Du har altid været for høflig til at sige det”

”For høflig? Nej” Harry forsvarer sig selv, trods jeg er sikker på at han inderst inde godt ved det. Jeg nikker ivrigt og læner mig ind over bordet for at se ham i øjnene.

”Din høflighed giver alle omkring dig muligheden for at udnytte dig. Du har ingen grænser for andre mennesker” Hans ansigt forvrænger sig i uenighed og han læner sig også frem.

Et øjeblik tror jeg at han vil kysse mig, men han kigger mig blot i øjnene med en alvorlig mine.

”Udnytter du mig?” spørger han. Jeg kommer hurtigt med et kort og seriøst svar. ”Nej” Hans ene mundvig trækker på sig og han sidder igen med sit karakteristiske skæve smil.

”Præcis. Min høflighed er ikke lig med ingen grænser. Dem har jeg skam”
Han beder selv om det, da jeg så siger ”Hvilke?”

Han blinker og kigger ud i luften for at komme på nogle gode eksempler. Jeg venter tålmodigt.

”Jeg bryder mig ikke om at folk står for tæt på mig når jeg har ryggen vendt til” svarer han så. Jeg griner og ryster kort på hovedet. Det er der ingen mennesker der kan lide. Det er af vores natur.

”Og jeg ville bestemt ikke tillade, at lade en anden mand lægge an på dig” Jeg stopper med at grine og rødmer. Han smiler i tilfredshed og nipper til sin kaffe.

”Jeg mener det” siger han efter et kort øjebliks stilhed.

Jeg svarer ikke, men foresætter blot med rødme. Jeg skubber en tot hår om bag øret og før jeg overhovedet får chancen for endelig at svarer, bliver jeg afbrudt.

”Diana?” Beth står på fortovet en meter fra vores bord med et lunefuldt smil på læberne. Hun har sin hund med i sele, som er i fuld gang med at snuse til Harrys ben.

”Beth, hej!” siger jeg af overraskelse. Det skal ikke komme bag på mig at hun stalker os. Hun er altid så utrolig nysgerrig og så vidste hun udmærket at jeg fik besøg denne weekend.

”Harry, Beth. Beth, Harry” jeg introducere dem for hinanden og peger skiftevis på dem begge.

”Hej Beth, hyggeligt at møde dig,” Harry rejser sig op og giver hende hånden. ”Diana har fortalt mig om dig” Han nævner ikke noget om Beths navn i informationsboksen, da vi først stødte på hinanden over den chatside.

”Nå har hun det?” Beth kigger på mig og blinker med det ene øje, tydeligvist tilfreds.

”Og Beth du kender til Harry” hun nikker og et glimt af nysgerrighed efter hvad jeg har sagt skinner fra Harrys øjne.

”Ork ja. Du er Harry fra computeren.” Vi griner alle tre. ”Lige nu er jeg bare Harry. En turist i Pennsylvania og Dianas hjem” Det er tydeligt at han selv finder sin kommentar yderst sjov.

Hunden der stadigvæk gennemsnuser Harry, får endelig opmærksomhed. ”Hej med dig” Hans stemme ændre sig og jeg tror aldrig jeg har hørt den så lys. Snakker han virkelig babysprog til en hund?

Beth introducere sin hund. ”Det er Marley” Harry stryger den over hovedet og bliver straks betaget af det firbenede og pelsede væsen.

”Som i Marley and me?” Beth nikker. ”Ja, jeg har altid været stor fan af den hund fra filmen”

De forsætter med at snakke, men jeg hører ikke efter længere. Jeg får øjenkontakt med Marley, men de brune øjne kigger hurtigt op på Harry igen. Hunden står trofast ved Harrys side, trods de kun lige har mødt hinanden.

Hvor er jeg heldig, tænker jeg. Denne mand som er elsket og respekteret af alle han møder, har øjnene på mig. Ud af alle mennesker.

Beth tager afsked og trækker Marley med sig. Harrys øjne møder mine og han er tydeligvist klar over at jeg har stirret på ham de sidste fem minutter.

”Er du okay?” spørger han.

Jeg nikker, mere end okay. Faktisk så kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har været mere okay end nu.  

___________________________
SPACES BETWEEN US FACT:
SBU består nu af 21472 ord fordelt på 64 sider i Word

A/N
AHHH jeg skal op til eksamen i Almen Sprogforståelse på fredag! Jeg har altid været eksamens angst as fuck.. Andre 1.g'er der også snart skal op, eller nogen der allerede har været det? :) 

- The Only Way Is Up x
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...