7 dage

Til Martin, som hver dag viser mig, hvordan man kan være en superhelt, selv om hele verden skriger det modsatte.

3Likes
6Kommentarer
379Visninger
AA

3. Dag 0 - Ingen panik

Mia stirrede på skærmen. Hvad var det her? Boris begyndte at hvæse. Den velklædte mand på skærmen havde endnu det skæve smil plastret på sit ansigt. Hans hår var kulsort, endnu mørkere end hendes eget. Han havde skægstubbe, men var velplejet. Hun kunne kun se hans skuldre, men ud fra dem så han meget veltrænet ud. På trods af et koldt og ondskabsfuldt blik, var han tæt på smuk. Han måtte være i slutningen af tyverne. I hvert fald i starten af trediverne.  

”Som mange af jer nok ved, har jeres elskede hovedstad været plaget af tørke i en lille uges tid. Metrologerne er i vildrede, og det lader ikke til at der er en logisk forklaring. Men det kan jeg fortælle jer, det er der. ” Mia holdt vejret. Som om manden kunne fornemme det, blev hans smil endnu større. ”I undrer jer nok over, hvem jeg er. For jeg kan garantere, at I ikke har set mig før. Jeg er et anderledes menneske end de fleste. Ser I, jeg har nogle evner, som gør mig i stand til at gøre ting, normale mennesker kun drømmer om at kunne. ”

”Åh-åh ”, Mia borede neglene ind i sin håndflade. Den jakkeklædte holdt en kunstpause, der virkede som en evighed. Så fortsatte han:

”Jeg har komplet magt over elementet vand i alle former. Flydende, fast og som damp. De fleste, vil nok ikke tro mig. Men se her. ” Der blev rakt et glas vand til manden. Han tog imod det med venstre hånd. Med højre hånds pegefinger begyndte han at tegne hurtige cirkler i luften. I takt med fingeren blev der skabt en hvirvelvind i glasset. Mia blinkede med øjnene og hviskede et stille ”åh-åh” igen. Det her var ikke godt. Vandet i glasset drejede hurtigere og hurtigere rundt, indtil manden lavede en ny bevægelse med højre hånd, som fik vandet til at blive helt stille på et split sekund. Så slap han glasset, så det faldt ned. Men vandet blev hængende i luften.

”Jeg tror, at det giver et meget godt indblik i mine kræfter. Men det her er ingenting, mine damer og herrer. Ingenting. For hvad jeg også kan gøre, er det her. ” Han knipsede med fingrene og vandet forsvandt uden spor.

”Åh nej ” mumlede Mia. ”Åh nej, åh nej, åh nej. ” Det var langsomt begyndt at gå op for hende, hvad der foregik.

”Men det er selvfølgelig ikke kun små vandglas, jeg arbejder med. Og det er ikke kun vand i flydende form, jeg kan få til at forsvinde. Jeg tror, at det er begyndt at gå op for jer, hvor jeg vil hen. De fleste mennesker er klar over, at der er vand i luften. Men i den senere tid er den ved at forsvinde. Det kan kun jeg tage æren for. Og jeg har ikke tænkt mig at stoppe her. ”

Mia forberedte sig på det værste. Det gjorde hun klogt i.

”I løbet af de næste uge, vil det kun blive værre. Hver dag vil jeg lukke af for vandet til en ny del af København. På søndag, den sidste dag, vil jeg dræne alt vand fra søerne og alle kanaler. Og nej, der vil ikke være mulighed for at tage ud af byen. Jeg har skabt et uigennemtrængeligt isskjold, som udelukker enhver fra kontakt med omverdenen. ”

Mia lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Ingen panik.

”Der vil kun være en måde at stoppe mig. ” Mia lyttede om muligt endnu mere. Manden fik igen sit syge smil tilbage. ”Jeg vil have 400 milliarder kroner i kontanter. Hvad de vil blive brugt til skal I ikke bekymre jer om. Er der så noget, jeg mangler at sige… ” Han slog let sin pegefinger mod hagen. ”Nå jo, har man lyst til at hjælpe sig selv og sin familie, vil der være mulighed for at kunne melde sig til min lille, hvad skal man sige, hær. Man skal sådan set bare møde op ved storkespringvandet. Det vil jeg klart anbefale alle, der ikke vil lide en voldsom smertefuld død. ” Han blinkede til kameraet, så det løb Mia koldt ned af ryggen. ”Tænk jer om. Hav en fortsat god aften. ”

 

I kort tid sad Mia bare og kiggede på den nu sorte skærm. Men det var gået op for hende, allerede inden manden havde snakket færdigt, hvad hun måtte gøre. Hendes håndflader var kolde og hendes mave krampede mærkeligt. Men samtidig var det som om, at hendes mave var fyldt med cider, og det sitrede i hende. Hun drejede hovedet en anelse, fra fjernsynet og over mod altanen. Der sad mariehøns på glasdøren, men gennem dem kunne man se, at det stort set var mørkt nu. Hun tog en dyb indånding og gik ind på soveværelset.

Soveværelset var ikke ligeså flot indrettet som resten af lejligheden, men det blev holdt i de samme farver. Sengen var en helt enkel boksmadras i dobbeltstørrelse med mørkeblåt sengetæppe, der var et lille hvidt natbord og et halvstort, egetræsskab. For enden af sengen var en lille mørkeblå kattekurv, som Mia havde købt til Boris som indflytningsgave.

Hun åbnede skabet og fandt et par elastiske jeans, en tynd, mørk trøje, et par sorte sokker og et par sneakers. Da hun havde taget det hele på og flettet sit hår, så det ikke kom i vejen, fandt hun kassen frem fra bunden af skabet. Den var blevet lidt støvet, det var også længe siden, at hun havde brugt den. Hun pustede på den, hvorefter hun åbnede den. Nede i den lå den sorte maske og ventede på hende. Hun havde ikke opdaget helt, hvor lang tid der var gået. Det kløede i hendes fingrer, da hun samlede den op. Langsomt satte hun masken på sit ansigt og bandt den. Den passede perfekt, præcis som hun huskede. Det havde taget lang tid at lave den. Det var dengang hun lige var flyttet ind til indre by og lige havde opdaget, at det ville være en god ide at anskaffe en. Eftersom hun ikke så godt kunne lade nogen hjælpe hende, havde hun måtte gøre det selv. Det havde både været dyrt og svært. Hun måtte bruge både silke, krympeplast og alle mulige andre ting. Men til sidst var det lykkedes. Masken var sort og helt enkel. Den dækkede hendes øjne, hendes næseryg og næsten hele hendes pande. Der var naturligvis huller til øjnene, men der var ikke noget, der dækkede hendes mund og næse. Hun havde prøvet, men hun kunne ikke holde ud at trække vejret gennem stof. Så længe man ikke så hendes øjne, gjorde resten ikke særligt meget.

Hun sagde farvel til katten, låste døren og trådte ud i natten.

 

Da Mia var kommet op på taget, så hun ud over sin by. Hele vejen rundt kunne hun se den ismur, hun nu vidste omkransede den. Den var imponerende og frygtindgydende på samme tid. Hendes mave trak sig sammen ved synet. Hun skubbede angsten væk, hun var den sidste, der kunne tillade sig at blive bange. Ud over muren så byen så ud som normalt, men her var helt stille. Som om hver en bygning, hver et fortov og hver et træ var i chok. Der var ingen bevægelse på gaderne, men hun vidste, at det ikke ville vare længe. Så ville flere og flere slutte sig til Vandmanden, som Mia havde navngivet ham. De ville ikke gøre det af ond vilje, måske, det er et menneskes natur at søge ly. For at redde familie og venner. Efter den besked som borgerne i den skræmte by havde fået, kunne det virke som den nemme løsning. Men Mia håbede af hele sit hjerte, at folk ville tænke sig om en ekstra gang. Hvad end Vandmanden havde i tankerne, kunne det ikke være kønt. Hun gøs, da forestillingerne om hans formål meldte sig i hendes hoved, og hun skubbede dem hurtigt væk.

Ud af øjenkrogen, langt væk i bybilledet, opfangede hun en bevægelse. Hun kneb øjnene sammen og prøvede at udlede, hvad hun havde set. Som forventet var det en lille strøm af mennesker på vej mod Storkespringvandet. Det var altså allerede begyndt. Der var også enkelte, nu hun så nærmere efter, som løb i modsatte retning. For at komme væk, flygte ud af byen, som kunne de ikke få sig selv til at tro på, at det var uladsiggørligt. Mia bed tænderne sammen. Det var nu. Jo flere, der sluttede sig til ham, jo sværere ville det blive at uskadeliggøre ham. Hun hoppede et par gange på stedet. Så tog hun et langt tilløb og satte af.

Det var længe siden Mia havde fløjet. Men de færreste ved, at det er med flyvning, som det er med cykling: man glemmer det ikke så nemt. Hun havde savnet at kunne kigge ned og se ting ovenfra. Mest af alt havde hun savnet den lette og frie fornemmelse, det gav et helt ubeskriveligt adrenalinsus.

Ligesom Vandmanden havde Mia særlige evner. Hun kunne ikke kontrollere nogen af elementerne, hun kunne ikke læse tanker, og hun havde i hvert fald ikke superstyrke. Hun kunne flyve, bevæge sig på enhver overflade, vandret og lodret, og så kunne hun producere et stof, som holdt eventuelle fjender på afstand. I det store hele svarede hendes begrænsede evner til en meget stor mariehøne. Det var dog ikke lutter lagkage at have de evner. Episoden med mariehønsene tidligere var et eksempel på en bivirkning. Derudover havde bladlus det med at flygte fra hende. Hvorfor havde hun aldrig helt forstået.

Aldrig havde hun fortalt nogen sin hemmelighed. Selv ikke sine forældre. Det havde været svært at skjule det som barn, da hun endnu ikke havde lært at styre det, men på en eller anden måde var det lykkedes. Hvis superkræfter kunne bestilles, var mariehønens evner nok det sidste, hun ville have valgt. Det var hverken uhyggeligt eller imponerende. Det var bare pinligt nuttet. Det er ikke ligefrem det en superhelt drømmer om: ”Nurg, der kommer Mariehønen. Hvor er hun altså bare sød. ” Men det var nu en gang de kræfter, hun havde, og hun ville bruge dem til at gøre så meget godt som muligt.

                      Som sagt havde hun fået lavet masken, lige da hun var flyttet hjemmefra. Tidligere havde de boet i provinsen, og det var noget af et chok at flytte til en by med så meget kriminalitet. Så da hendes cykel blev stjålet anden gang, og en af hendes studiekammerater var blevet overfaldet, så hun måtte på hospitalet, begyndte Mia at rumstere i nattelivet. Hendes første redningsaktion havde været for en ældre herre, som var blevet presset op ad en mur, spyttet på og slået til uden grund. Det var først dér, at hun kom i tanke om, at hendes styrke også svarede til en mariehønes, og derfor ikke havde noget våben. Hun hang i luften over dem, og overværede den lille mand tigge og bede og synke mere og mere sammen. Så fik hun en idé.

Hun lod sig falde. Lige ned i hovedet på de tre overfaldsmænd, og så var de ellers ude af spillet. Den taktik havde hun haft meget glæde af. Det var måske ikke det mest elegante, man kunne forestille sig, men det virkede. Senere havde hun taget karatetimer, da hun ofte fik ondt i kroppen af at lande på diverse banditter. De første tre måneder efter episoden, havde Mia været ude stort set hver nat. Men det begyndte at blive svært at følge med i studiet, og hun havde svært ved at holde sig vågen. Derfor holdt hun op. Siden da havde hun kun leget superhelt to gange. Enkelte mennesker, som havde set hende i aktion, havde skrevet til forskellige medier, men de var blevet stemplet som sindssyge alle sammen. Sagen var blevet dysset ned, og ingen tog det alvorligt. En sammensværgelse af idioter, blev det kaldt. 

                      Mia var nu over Købmagergade. Strømmen af mennesker voksede og voksede, men der var mange mindre, end hvad hun havde frygtet. Da hun var 50 meter fra springvandet, landede hun på et tag. Det ville være dumt at flyve ind midt på pladsen og melde sin ankomst ved at slå sig på brystet. Hun ville komme længere med list. Hun bevægede sig over tagryggene, til hun var så tæt på som muligt. Så satte hun sig på hug.

                      Der var han. Hun kunne genkende det sorte hår og hans muskuløse bygning på lang afstand. Folk holdt sig på god afstand, så der rundt om ham var en cirkel med en radius på 7-8 meter. Mia knyttede hænderne. Rundt omkring Vandmanden stod mænd klædt i sort, og lidt derfra stod flere i samme mundering rundt om en lige så sort kasse på størrelse med en bil. Nu hvor Mia kiggede lidt væk, kunne hun se flere politi-og brandbiler, liggende på siden. En enkelt stod i flammer. Omkring på jorden lå flere mænd i uniform. Hun sank en klump, og tvang sig selv til at se på Vandmanden. Foran ham stod en mikrofon, som han havde været i gang med at teste, da Mia havde sat sig. Så rømmede han sig, og den smule larm der var døde.

”Kære borgere. Jeg velkommer jer med åbne arme. I har i aften taget jeres livs klogeste valg, og jeg skal sørge for, at I ikke kommer til at fortryde det. Jeg har her ” han pegede over mod den store, sorte kasse, ”noget i skal hjælpe mig med. Som jeg sagde tidligere på aftenen, jeg har brug for en hær. Heri har jeg samlet våben nok til jer alle. I vil alle få tildelt en maskinpistol, granater eller lignende og en uniform. I vil blive skrevet op… ”

Mia lukkede øjnene. Det her blev værre og værre. Et slag på højre skulder fik revet hendes opmærksomhed væk. Hun drejede hovedet med lynets hast og gjorde sig klar til at forsvare sig. Men der var ingen. Det var en sten, der havde ramt hende. Hun så sig om. På taget ved siden af sad en mørk skikkelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...