7 dage

Til Martin, som hver dag viser mig, hvordan man kan være en superhelt, selv om hele verden skriger det modsatte.

3Likes
6Kommentarer
380Visninger
AA

2. Dag 0 - "Godaften København"

Pigen, som lige havde sat sig op på den gamle, røde cykel, hed Mia. Hun havde lige været til dagens sidste undervisningstime og var nu på vej hjem til sin lille lejlighed i Indre København. Det var den slags vejr, som man ellers kun ser i lande, som ligger i det subtropiske klimabælte. Asfalten brændte under fødderne på de mange københavnere, gennem skoene og helt ind i knoglerne. Bøgetræerne, som stod i de forskellige små parker, var nu blevet mørkegrønne, selvom det fremstod for alle, som var de sprunget ud i går. Mellem biler og bygninger kunne man overalt se fænomenet, hvor asfalt bliver så varmt, at det skaber en illusion af vand. Det var en varm, varm forsommer det år. Faktisk var det lidt for varmt.

Mia mente ikke, at det nogensinde havde været så varmt i Danmark i maj før. Temperaturen var i går nået op på 42 grader. Mia tørrede med den ene hånd sveden af panden. Hun slog det hen. Nej, det kunne ikke være noget at bekymre sig om. Det måtte være den globale opvarmning, der var på spil igen. Det kunne ikke være noget at bekymre sig om.

Endnu en gang var hun taknemmelig for, at hun havde en cykel og ikke en bil. Bare tanken om, at skulle ind og sidde i en glohed metalkasse nu, var ubærlig. Selv lædersædet på cyklen lod til at brænde sig igennem hendes shorts. Det var, som om der var blevet lagt et termotæppe over den danske hovedstad, tænkte hun og kørte en omvej, hvor hun vidste, at der var høje træer. Livet var ligesom gået i stå. Folk, der før gik så hurtigt og resolut på gaderne, vandrede nu nærmest formålsløst rundt. Hun var kørt forbi Strøget tidligere på dagen, omkring frokosttid, og der havde næsten ingen mennesker været. Det var et syn i særklasse. Mia viste til højre og kørte ned af Violstræde. I den smalle åbning var der altid skygge. Endelig hjemme.

Med lidt besvær fik hun den halvrustne cykel op over den høje kantsten. Hun baksede med at slå støttefoden op, mens hun mærkede på alle sine lommer efter nøglen. Den var der ikke. Selvfølgelig.

”Urgh! ” Hun sparkede til cyklen og fortrød det i samme sekund. Den faldt og den sølle, rustorange kurv faldt af.

Mia kneb øjnene sammen og håbede på, at hun ikke havde vækket nogen af zombierne fra deres meningsløse vandring. Hun fik rejst den op og sat den ind i den lille garage for enden af den blinde vej. Den stod heldigvis altid åben, og til den behøvede man ikke bekymre sig om glemte nøgler. Mia kunne godt lide den garage. Det gjorde ikke så meget, at det ikke var nogen særlig tyverisikker garage.  Hendes cykel havde nemlig den fordel, at den var så slidt, at ingen gad stjæle den. Ingen. Og det sagde ikke så lidt, for Mia vidste bedre end nogen, at tyve er langtfra sjældne i København. Desuden kunne hun ikke tillade sig at bruge penge på en ny cykel. Budgettet ville simpelthen ikke kunne holde til det. At være studerende er ikke ligefrem nogen dans på roser.

Da hun havde fået sat cyklen ind og igen stod foran opgangens dør, skimmede hun ned over navnene på den lille sølvplatte. Martinsen, Lily og James, H. V. Jensen, Fru Elisabeth Poulsen, Mia Holm og Swagmaster 2000. Det sidste navn var hun efterhånden holdt op med at spekulere på. Hun endte med at udvælge Elisabeth. Hun trykkede let på ringeklokken og håbede på, at det så ville larme mindre. Der gik et lille minut, før der blev svaret.

”Ja? ” Fru Poulsens skingre stemme lød lidt, som om hun lige var vågnet. Mia kløede sig i nakken.

”Ja, hej, fru Poulsen. Det er mig, Mia, fra 6. etage t.v. Jeg glemte nøglen igen, og det er faktisk en sjov his- ”

Hun blev afbrudt af den ældre dame: ”Åh for himlens skyld! ” Hun lagde røret på, men trykkede dog på knappen, som lod Mia komme ind. Mia sendte hende en venlig tanke.

Hurtigt efter var hun på øverste etage, fandt sin ekstranøgle i lampen og var inde i lejligheden. Hele hendes løn fra sidste års arbejde hos Jensens Bøfhus, da hun gik i 3.g, var blevet brugt på det Air Condition-system, der nu gjorde, at hun åndede lettet op, lige så snart hun havde åbnet sin hoveddør. Hun lukkede den bag sig med numsen, hvorefter hun satte sig op ad den. Hun lænede også hovedet tilbage og kiggede op i loftet. Vejret havde gjort hende, dog i mindre grad end alle andre, sløv og uoplagt. Men hun havde aftalt med sig selv ikke at lade sit humør spolere af fantastisk vejr. Hvilket dybest set også var sørgeligt. Mens hun sad og vænnede sig til den afkølende luft, spandt noget i nærheden af hendes knæ. Mia tog, uden at kigge, Boris op på skødet. Det var en slags tradition. Hun aede den overvægtige kat, som lagde sig til rette på hende og faldt i søvn. Air Conditionen havde været lidt af et impulskøb og havde ikke givet meget mening dengang, men nu var hun taknemmelig over sin egen ubetænksomhed. Det var nemlig ikke til at opdrive nogen former for afkølende apparater i hele København. Det hele var blevet revet væk.

Hendes blik faldt på gulvtæppet i den lille gang, og hendes bryn rynkedes.  Der sad tre mariehøns. Nej, fem. Nu hvor hun så nærmere efter, talte hun 11. En lille gruppe havde også samlet sig under døren til stuen. Mia rejste sig op efter at have sat Boris ned. Det var han ikke ligefrem tilfreds med, og han spankulerede forbi hende ind på soveværelset med halen i sky. Men Mia ænsede ham ikke. Forsigtigt, uden at træde på nogen af de små dyr, åbnede hun stuedøren. Hun var lige ved at tabe kæben. Overalt var der mariehøns. Det var måske en overdrivelse, men mange var der. På bordene og gulvene, i skåle og oven på det lille tv, på sofaen og nogle få sad også på væggene. Havde det været et hvilket som helst andet dyr, havde hun nok allerede nu ligget på alle fire ude på badeværelset, med hovedet begravet i kummen. Eftersom det netop var det insekt, tog hun sig i det. Et lille vindue stod åbent. Det måtte være der, de var kommet ind. Hun gik hen for at åbne døren til den franske altan, og igen var hun meget påpasselig med ikke at kvase nogen af de små dyr. Med lidt besvær fik hun den gamle dør op. Men de fløj ikke ud. Det havde også været for godt til at være sandt. Hun sukkede og skønnede, at det var tid til at finde fejebakken frem.

Da hun havde fundet den, gik hun ellers i gang med at skovle de små røde og sorte insekter sammen. Det var sket før. Selvfølgelig ikke i så stort et omfang, men mariehøns havde det med at søge hende. Det var en af bivirkningerne ved at være hende. Normalt gjorde det hende intet, det føltes hyggeligt og velkendt, og når hun kom hjem, sad der tit to mariehøns på køkkenbordet. Dog var der aldrig mere en to eller tre, også selvom vinduet stod åbent. Nu var det pludselig flere hundrede af dem.

Hver gang hun fyldte en skovl, gik hun ud på altanen og hældte dem ned i en af sine mange potteplanter og altankasser, som alle var visnet for to dage siden. De havde kun overlevet en enkelt dag i tørken. Efter en halv times tid, hældte hun de sidste mariehøns ud. Hun iagttog mylderet i en af krukkerne. De lod alle til at ville tilbage ind i lejligheden. Mia kunne sagtens forstå dem, allerede efter at have stået her i 2 minutter, havde hun sved på panden. For at undgå at tilegne sig hundredevis af ubundne gæster, gik hun ind igen og lukkede alle vinduer og døre. Alle revner og sprækker, huller og utætheder stoppede hun omhyggeligt til med klude og gamle T-shirts.

I varmt vejr kommer mariehøns frem fra deres bo. En sommer for mange, mange år siden, havde det været så mange mariehøns på gaderne, at det knasede hver gang, man tog et skridt. De kan overleve længe uden vand, men igen, det vidste Mia jo alt om. Hun så ud på den horde, der allerede var ved at forme sig på den smalle altan. Selvom hun vidste, at hun ikke burde, rynkede hun på næsen. Hvis ikke det syn, var foruroligende, så vidste hun ikke, hvad var.

 

Efter at hun fik rystet det værste chok at sig, kiggede hun over på Boris, der nu lå og slængede sig på sofaen. ”Er du sulten, Basse? ”

På brøkdelen af et nanosekund stod den tykke kat ved siden af hende og trykkede sig op af hendes ben. Med katten på højre fod (han nægtede at flytte sig, og til sidst måtte Mia opgive), humpede hun ud i køkkenet, som lå lige ved siden af den lille stue. Både stue og køkken var præget mørkeblå og mørkebrune nuancer. Sådanne farver havde sofaen, som også havde en matchende ottoman. Sofabordet var af egetræ og passede derfor godt ind. Derudover var der ikke plads til noget i stuen, kun det lille tv som også stod på et lille egetræsbord. Hele køkkenet var ren egetræ med blåmalede låger, og selvfølgelig var der også et egetræsspisebord, som kunne bespise fire personer. I køkkenet var væggene hvide, og det var de også i stuen, på nær en enkelt væg. Det var den, sofaen stod op ad. Her var intet tapet, ingen maling, kun en rå, rød murstensvæg. Det havde, som det eneste, været Mias beslutning. Resten havde moren bestemt.

Hun trak en stol hen til køkkenbordet og fandt kattemaden på øverste hylde. Mens hun hældte op til Boris, fik hun øje på en gul stickynote siddende på køleskabet. Med rød, tyk tusch havde hun skrevet: ”Husk husnøgle! ” Den havde hængt der i en måned, men det var kun lykkedes hende at huske den to gange. Hun skulede af den og satte kattemaden på plads igen. Hun trykkede på højtaleren, som stod i vindueskarmen, og straks blev hele det lille hjem opfyldt af Backstreet Boys.

 

Senere på dagen, eller tidlig aften var det blevet, sad Mia og Boris i sofaen og så Modern Family. Hun aede den søvndyssende kat, mens hun indædt shippede Hayley og Andy. Det var faldet ro over huset. Solen var næsten gået ned, og Mia kunne mærke, at hendes øjenlåg føltes tungere. Men bedst som hun var ved at døse hen, sagde tv’et en underlig lyd. Den knitrede og summede. Det havde hun aldrig oplevet før. Hun prøvede at slukke for lyden og tænde igen, men selv når den var på mute, holdt lyden ikke op. Hun blev ved med at forsøge, og hun skulle lige til at rejse sig op for at finde nye batterier, da skærmen pludselig blev sort. Der var nu sne på skærmen, og den krattende lyd blev endnu højere. Mia lagde mærke til nu, at hun rystede. Hun fór hen foran tv’et, klar til at slukke for det eller trække stikket ud. Men hun nåede ikke så langt.

Sneen på skærmen forsvandt, og i stedet var der billeder af en mand i jakkesæt, hun aldrig før havde set. Hun frøs midt i bevægelsen. Manden på skærmen rettede på sit slips og smilede skævt til kameraet.

”Godaften, København. ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...