The Ballad Of Alisha

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2015
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
Alisha har altid været problemer. Da hendes plejefamilie en dag får nok, beslutter de sig at sende hende på børnehjem igen. Alisha bliver rasende, og ønsker at hævne sig på dem. Hun ved at deres svage punkt er deres perfekte lille datter, Britney. | Harry har et indestængt raseri, efter at være efterladt af hans rigtige mor. Hun forærede ham bare væk til børnehjemmet som barn, og nu vil han opsøge hende, for at finde ud af sandheden og såre hende. | Alisha og Harry mødes, da Alisha kommer på samme børnehjem som Harry. De drømmer begge to om den dag de endelig bliver 18, og kan flytte for sig selv. De finder hinanden, og opdager at de måske ikke er helt så forskellige som de troede. Men intet kan fjerne håbløsheden i at være smidt væk som skrald, og de begge søger stadig hævnen. Vil det lykkedes dem?

4Likes
2Kommentarer
489Visninger

2. Kapitel 1


Kapitel 1 Alisha's Point Of View

Alisha! Vi er så trætte af, at du kun laver problemer. Derfor har mig og Ben taget en beslutning,, sagde min plejemor med en udkørt stemme. Jeg havde været rimelig hård mod dem den seneste tid, men det var ikke kun deres skyld. Jeg var bare så vred, over at min rigtige mor havde forladt mig. 

Jeg var allerede klar til at komme op med en dårlig undskyldning, men de lod mig ikke snakke. De virkede opsatte på at fortælle mig, hvad end de nu ville fortælle. Jeg sad med et irriteret udtryk, og ventede på min uundgåelige straf. 

“Vi har besluttet os, at vi ikke kan håndtere dig. Derfor er vi desværre nødsaget til, at sende dig tilbage på dit børnehjem. Det er for alles bedste,, sukkede Ben, og sendte mig et undskyldende blik. Mit ansigt foretrak sig i en chokeret grimasse. Ville de bare smide mig ud?

Endnu engang var jeg blevet afskrevet af min såkaldte familie. De betød jo noget for mig, selvom jeg var led ved dem. Jeg kunne bare ikke vise mine følelser for dem, da jeg ikke ville blive såret igen - en smule for sent nu, hvis du spurgte mig. 

“Så det er bare det? I smider mig ud som en bunke skrald, en uønsket genstand? Jeg bør være mere værd end det! I burde give mig en straf, alt andet end at afskedige mig fuldstændigt! Det er nemlig det, en rigtig familie ville gøre,, udbrød jeg rasende. 

Jeg kunne mærke, at tårerne hobede sig op. Irriteret skubbede jeg dem væk, inden de opdagede det. Jeg havde absolut ikke brug for deres hykleri. De vidste udemærket, at jeg var bange for dette øjeblik. Min største frygt var, at jeg igen blev smidt ud af min familie. 

Rasende marcherede jeg op på mit værelse, og hurtigt fandt jeg min kuffert frem. Jeg fik hurtigt pakket det allervigtigste, hvorefter jeg sank sammen i sengen. Tårerne fik frit løb, og jeg havde medlidenhed med mig selv. Stakkels Alisha, hende med det tragiske liv. Det lød omtrent som starten af en deprimeret thriller. 

Få bank på døren fik mig hurtigt op af sengen, og hurtigt fiksede jeg min makeup. Der var ingen synlige tegn på, at jeg havde grædt mine øjne helt ud. Det var også gerne sådan tingene skulle forholde sig. Koldt og kynisk. Ingen følelser, kun had.

“Jeg håber du kan forstå vores beslutning-,, begyndte Lily, min plejemor, men jeg fik hurtigt afbrudt hende. “-Forstå jeres beslutning? Sig mig er du skingrende skør? Min rigtige familie gav afkald på mig, og siden da har jeg frygtet den gentagelse. Så kommer i fandme, og gør præcis det samme. Rend mig et hvis sted,, råbte jeg af hende, og tog fat i min kuffert. 

Vi kørte i stilhed ned mod mit tidligere børnehjem, og synet gav mig direkte kvalme. Jeg havde kun dårlige minder om en tid, hvor jeg følte mig ensom og isoleret. En tid hvor jeg drømte om den dag, hvor mine forældre indså deres fejltagelse, og kom og hentede mig igen. Jeg var bare et naivt barn. 

Bilen bremsede op foran børnehjemmet, og jeg skyndte mig ud af bilen. Dens kvalmende vanilje lugt mindede mig bare om deres alt for perfekte liv. Det liv der nu skulle fortsætte uden mig. Til alt held for dem og deres perfekte lille datter, Britney.

Jamie modtog mig med åbne arme, og jeg smilede stort. Hun var den pædagog, som jeg havde savnet mest. Hun havde altid været der for mig, og hun havde været som en slags ekstra mor for mig. Hun havde ikke forandret sig den mindste smule.

“Jeg hader dem, Jamie,, mumlede jeg lavt ned i hendes skulder, hvorefter jeg trak mig ud af krammet. Jamie sendte mig et sørgmodigt smil, og kiggede over mod bilen, der kørte ud af indkørslen igen. Derefter lod hun sit blik ramme mit igen.

Tårerne trillede ned ad mine kinder. Jeg havde elsket dem, selvom det ikke var med hele mit hjerte. Jeg havde brug for, at vide de ikke ville smide mig væk. Jeg havde brug for at stole på dem, og give dem min tillid. Men de havde ikke tålmodigheden til mig.

“De anede ikke hvordan de skulle håndtere dig. Det er deres tab,, smilede hun opmuntrende, og sørgede for at min kuffert kom indenfor på mit gamle værelse. Jamie vidste godt, at jeg lavede ballade. Hun vidste dog også hvorfor, og hun havde kunnet få mig til at opføre mig ordentligt. Hun havde set igennem facaden. 

Jeg fulgte i hælene på hende, og ignorerede alle de nysgerrige blikke fra de andre børn. Der var både små børn og teenagere. Jeg hørte stadig ind under teenager-kategorien, da jeg stadig var 16 år. Det gjorde mig dog ikke så meget.

Jeg kiggede nysgerrigt rundt, og var glad for, at børnehjemmet lignede sig selv. Det var næsten som om, at der ikke var gået et år siden sidst. Hvis jeg bare havde vidst dengang, at jeg ville blive smidt ud igen. Så havde jeg aldrig fulgt med mine plejeforældre. 

“Du får dit gamle værelse, men der bor dog også en anden. Han hedder Harry,, forklarede Jamie med et stort smil på sine svagt røde læber. 

Jeg ville ikke brokke mig over, at der var en anden på mit værelse. Det havde Jamie ikke fortjent, men jeg var ikke begejstret for det. Alligevel holdte jeg min mund, og prøvede at virke interesseret. 

Da vi kom ind på mit værelse, så jeg med det samme drengen der hed Harry. Han var omtrent på samme alder som mig, og han havde det mest krøllede hår, jeg nogensinde havde set. Hans øjne var emerald grønne, og så havde han en masse tatoveringer. 

“Hvem er det,, fnøs han irriteret, og jeg brød mig allerede mindre om ham. Jamie prøvede at sende ham et prøv-nu-at-enes- blik. Det prallede bare af på ham, for hans mistroiske og irriteret blik gennemborede mig stadigvæk.

“Slap nu af puddel, det er nu faktisk dig, som er på mit gamle værelse,, knurrede jeg svagt, og sendte ham et flabet smil. Jamie kiggede bestemt på mig, og prøvede at få os til at være rimelige. Det var nu faktisk ham, der startede. 

“Med ekstra tryk på gamle. Det har været mit i snart 6 måneder, princess,, sagde han, og lavede også et flabet smil tilbage. Hvad fanden bildte han sig ind, at kalde mig for prinsesse? Havde han et bestemt dødsønske?

Jeg ignorerede hans bemærkning for en stund for at være sød mod Jamie, men det var ikke med min gode vilje. Hun sendte mig et taknemligt smil, hvorefter hun lod os være alene. Måske ikke den bedste beslutning efter min mening, men det passede mig ganske fint. 

“Har du ikke et godt comeback?,, grinede han kækt, og løftede hans ene øjenbryn. Det tog jeg som en udfordring. Selvfølgelig havde jeg et godt comeback, faktisk havde jeg det bedste. Han kunne bare vente sig. 

“Jo men jeg kan holde mig selv i skindet, det har pudler et ry for ikke at kunne. Desuden kan jeg faktisk godt lide Jamie, og hun fortjener det ikke,, svarede jeg ham tilbage, og han så ikke aldeles begejstret ud. 

“Katten har klør, hva? Faktisk kan jeg godt holde mig selv i skindet, du ønsker ikke at se mig være rigtig rasende,, advarede han mig, og trak sin bog frem. Jeg kiggede overrasket på ham, men lod det bare ligge. Tænk at han læste?

Jeg besluttede mig for, at få pakket alle mine ting ud hurtigst muligst så jeg kunne gå ud til Jamie igen. Derfor tog det mig heller ikke mere end 5 minutter, hvorefter jeg efterlod Harry med sin bog. Jeg måtte dog være ærlig at indrømme, at han havde en god smag i læsestil. 

Mit blik kørte hurtigt hen mod Harry igen, som sad fuldstændigt opslugt af historien. Jeg lod ham være i fred, og bevægede mig ud til fællesstuen. Som regnet sad Jamie derude. Hun havde et kortspil placeret i sine hænder, og spillede imod en af de andre børn. 

“Hej,, smilede jeg til hende, og satte mig ned i den bløde sofa. Den var ikke specielt køn, men man sad alligevel brandgodt i den. Hvem siger overhovedet brandgodt mere?

Jamie vendte sig over mod mig, og sendte mig et forsigtigt smil. Hun lagde kortene ned på bordet, og forklarede drengen, at hun lige skulle snakke med mig. “Og ikke kig på mine kort!,, jokede hun med et smil, og trak mig med ned af gangen.

“Du skal ikke tage dig af Harry, han er lidt af en mundfuld. Når først man har lært ham at kende, er han faktisk oprigtigt flink. Han er bare blevet såret en del gange, og mere siger jeg ikke, på grund af min tavshedspligt du ved,, forklarede hun, og jeg kiggede mistroisk på hende. Hvad var hun ude på?

Hun smilede igen, og efterlod mig tilbage på gangen. Hvorfor skulle jeg vide det? Harry var alligevel en alt for stor douchebag, og ingen gider være sammen med en spasser. Desuden burde hun vide, at jeg ikke var den udadvendte type. 

Med et stort suk gik jeg ud mod køkkenet, og iagttog dem der havde køkkentjansen. De skulle lave aftensmad til os, og jeg gruede for den dag, jeg også stod for køkkentjansen. Jeg havde altid hadet det. Mig og køkkenet var nærmest dømt til at hade hinanden. 

Jeg skyndte mig hastigt ud, inden nogen så mig derinde. Mit blikede farede op, da en hvinende stemme lød.  “Alisha! Jeg troede aldrig, at jeg skulle se dig igen,, kvidrede stemmen, som tilhørte min eks-bedsteveninde. Jeg havde ændret mig gevaldigt, så vi passede bare ikke sammen mere.

“Hej Rachel,, sukkede jeg lydløst, og prøvede at fremtvinge et smil. Jeg ville ikke virke ubehøvlet, men for at være helt ærlig havde jeg ikke savnet hende det mindste. Hun mindede mig efterhånden om alt jeg hadede: Selvoptagede snobbede piger som havde en irriterende skinger stemme. Jep, sådan var jeg engang. Bvadr. Dengang havde jeg nemlig accepteret, at være uønsket. Derefter prøvede jeg, at skabe mig det bedste liv på børnehjemmet. Gab.

“Du er gået glip af SÅ meget. Vi må heller få dig up-to-date,, kvidrede hun videre, og jeg rullede indvendigt øjne. Jeg var ligeglad med sladder og en helvedes masse falske rygter. Giv mig dog bare fred kvindemenneske, grr.

Hun trak mig med ned på hendes værelse, og det første jeg opdagede var, hendes sædvanlige pink-indrettede stil som bar præg af hendes personlighed. Hun satte sig ned i sengen, og klappede ved siden af sig. Jeg satte mig modvilligt ned, og bed mig selv irriteret i læben. Hun ville ikke lade mig gå så hurtigt. 

“Rachel-,, prøvede jeg at sige, men blev hurtigt afbrudt af hende: “-Nej ikke nu Alisha. Vi skal lige få styr på dit udseende. Jesus hvad er det dog for noget tøj, og du har ingen makeup på?,, udbrød hun skrækslagent. Jeg var glad for min nye stil, den var afslappet. Desuden så var den ikke alt for afslørende.

Hun hentede hurtigt en kjole, der viste en kavalergang. “Imens vi retter på dit udseende, kan du få den nyeste sladder at høre. Du kan godt huske Bradley og Tiffany ikke? Dem vi altid afskyede?,, spurgte hun, og jeg nikkede langsomt.

Genert tog jeg mit tøj af, og trak hurtigt Rachels kjole på. “Tiffany blev adopteret af nogle totalt snobber, og hende og Bradley kom op i et kæmpe skænderi. Måske har jeg en chance hos ham nu?,, forklarede hun, og fumlede med noget makeup.

Jeg ville ikke såre hende, ved at være afvisende over for hende, men jeg kunne da heller ikke lyve? 

“Rach-,, prøvede jeg endnu en gang at bryde ind, men hun stoppede mig hurtigt igen. “- Bradley's skæbne er. at forelske sig i mig og elske mig forevigt,, sukkede hun drømmende. Hun tog en makeupbørste frem, og proppede hurtigt noget pudder i mit fjæs. 

Jeg lod bare være med at sige noget. Hun havde alligevel for travlt med hendes nye perfekte liv. Hun overså egentligt, hvordan jeg havde det. Kunne hun ikke fornemme, at jeg havde ændret mig? Livet var for kort, til at være en selvoptaget, snobbet, egoistisk og falsk bitch. Der var ikke andre ord, der kunne beskrive Rachel, og den tidligere mig, Men jeg var ændret.

 

Troede jeg.

***

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...