Failed again [Louis Tomlinson]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 aug. 2015
  • Opdateret: 17 nov. 2015
  • Status: Igang
Eva's forældre døde da hun var lille, og hun flyttede ind hos sin onkel der bruger al sin tid på at rejse jorden rundt med sit arbejde.
Eva bruger det meste af tiden på at blogge, og udleve sin drøm om at blive journalist gennem tastaturet.
Udover blogging går fantastisk, er Eva's liv langt fra en dans på røde roser.
Hun kæmper med lavt selvværd, bulimi og ikke mindst mobning. Ord som fed, grim, klam....er daglige ord at få smidt i hovedet for Eva.
Men en dag da et fremmed ansigt dukker op på skolen, forandres det hele.
**kan indeholde anstødelige scener og sprog**
DRENGENE ER IKKE KENDTE!

64Likes
18Kommentarer
14892Visninger
AA

6. whoops, my fault

Ashley var lige stormet ud af værelset med sin taske i hånden. Det undrede mig, vi plejede altid at stå og kramme hinanden helt døde til en af os ikke kunne få vejret.

Men ikke nu, nu virkede hun bare så anderledes. Følelseskold.

Jeg sad bare tilbage på sengen og lignede en forvirret idiot. Hvilket jeg jo var.

Forvirret og en idiot

En stor en.

Jeg lagde mig på ryggen og tænkte, til jeg faldt i søvn.

****

Jeg gik og kiggede ned i gulvet, hele vejen over til mit skab. Jeg tastede hurtigt koden og tog en stak historie bøger.

Jeg fortsatte væk med blikket limet fast til det grå gulv, hvor der sad et tyggegummi eller lå en juicekarton her og der.

Før jeg nåede at flytte mig, kom Britany smadrende ind i siden på mig så jeg tabte alle mine bøger. En brændende varm kaffelugtene væske bliv spildt ud over min trøje og min venstre arm.

"Avv!" Skreg jeg og kastede mig ned på gulvet. Jeg mærkede hvordan min trøje blev mere og mere i et med huden. Den smeltede. Smerten var ubeskrivelig.

Britany fnøs og fortsatte videre. Jeg lå bare uden at røre mig. Jeg kunne ikke græde.

Jeg lukkede langsomt øjnen-

"Eva!" Hørte jeg en stemme råbe. Louis for hen og kastede sig ned foran mig. Han klappede mig stille på kinderne.

"Er du der?!"

Ja, jer ER her.

"Kan du høre hvad jeg siger?!!", hans stemme blev mere og mere panisk.

Jeg begyndte langsomt at komme til mig selv igen.

"Min trøje!" Græd jeg og pegede på min hvide t-shirt.

"Oh shit.." Mumlede han,

"Du kommer med mig!"

Han rakte mig en hånd, som jeg uden tøven tog fat i. Han trak mig ud på pigetoilettet og førte mig hen til en bås. Han gik hen til toilettet og slog brættet ned.

"Sæt dig her" sagde han, jeg gjorde som han sagde og satte mig.

Han sprang hen til vasken og begyndte at gøre noget toiletpapir vådt. Han kom og gav mig det. Jeg viklede det langsomt om min forbrændte hånd. Tårerne var efterhånden holdt op.

"Kom med" sagde han og hjalp mig op. Vi gik hen til vaskene.

"Er det okay at jeg tager din trøje af?" Spurgte han.

Hell no! Han skal ikke se mig i bh

"Mmh",

Han tog fat i bunden af min t-shirt og begyndte forsigtigt at tage den af. Det begyndte at gøre frygtelig ondt da han nåede til stykket der var brændt fast til huden. Jeg skreg højt. Og begyndte at græde igen. Louis så forskrækket på mig og tyssede.

"Eva vi gør det hurtigt, okay" hviskede han.

"Okay" peb jeg.

Han tog igen fat og rev til. Jeg nåede næsten ikke at mærke noget før det var ovre. Louis smilede. Han stod med t-shirten i hånden. En lille smerte skød op under mit ene bryst. Jeg kiggede i spejlet, og så at jeg havde mistet en smule af huden.

"Hvem gjorde det her imod dig?" Spurgte Louis stille. Jeg havde et øjeblik lyst til at råsvine Britany for det. Men det kunne jeg ikke byde hende, det var jo trods alt et uheld.

"Det, det var min egen fejl. Jeg gik med min kaffe og mine bøger og snublede over mine egne fødder" sagde jeg. Han nikkede kort. Jeg havde det ikke godt med at lyve.

Men jeg følte at jeg blev nødt til det.

"Jeg tror det ville være en god ide' at få det tjekket ved en læge"

"Ja" sagde jeg

"Tusind tak for hjælpen Louis, det havde du virkelig ikke behøvet"

Han smilede, stort og bredt

"Laver du sjov? Man skal altid hjælpe hvor man kan. Desuden, så var episoden i kantinen jo min fejl" grinte han. Jeg grinte lidt igen.

Han fulgte mig over til skolesygeplejesken. Det var først da mit blik faldt på spejlet i rummet, at det gik op for mig at Louis lige havde set mig i bh!

Jeg gjorde mig langsomt klar til at dø..

Ella (sygeplejesken) rensede mine sår med sprit. Jeg bed mig hårdt i læben, og mærkede tårerne borre inde bag øjenene.

"Gør det meget ondt?" Spurgte hun,

"Nej der er okay" forsikrede jeg.

Selvom hun ligeså godt kunne stå og gnide salt rundt i det.

Av

Bagefter måtte jeg gå ud u glemmekassen og finde en trøje der ikke var ødelagt. Tøjet i kassen var ikke det kønneste, og jeg kunne fornemme at det nok var blevet 'glemt' med vilje.

Jeg trak en pink crop-top over hovedet og løb ned mod engelsk lokalet.

Jeg tog en dyb indånding og åbnede døren, jeg var ikke kommet for sent før. eller jo, en' gang i 5.klasse fordi en idiot der hed Elias skubbede mig ned fra klatrestativet i skolegården, så mine bukser blev fyldt med sand og jeg måtte hjem og skifte.

Alle øjne blev rettet mod mig, som om jeg var iført en klovnedragt.

"Der var du, hvad er din undskyldning?" Sagde Mrs.Clarins og løftede brillerne med en finger. Et par af pigerne sad og småfniste nede i bunden af klassen.

"Øhh...jeg måt...te skifte tøj" peb jeg.

"Jamen okay, gå bare ud i jeres grupper"

****

Endnu en lortedag, jeg begyndte at tælle dem for en måneds tid siden.

Jeg var nu oppe på 26.

Jeg satte mig i sengen og begravede ansigtet i hænderne. Tårerne begyndte at vælte ud, helt ukontrolleret.

Jeg løb ud af værelset og ned i køkkenet, hvor jeg hev den øverste skuffe ud og tog den skarpeste kniv jeg kunne finde. Jeg satte mig på gulvet og begyndte forsigtigt at køre knivens spids ned langs mit ene ben.

Jeg prøvede igen, dog med lidt mere kraft på. En lang hvid streg kom til syne.

Jeg prøvede en tredje gang, og skar igennem. Blodet piblede ud. Et grin forlod mine læber.

Jeg behøvede ikke at leve hvis jeg ikke ville, jeg kunne da bare dø.

Blodet væltede ud, ud over låret og ud på gulvet.

Det var dybt

En behagelig følelse skød frem i min krop. Det var et utrolig flot ar.

Haha

Jeg skulle lige til at stikke igen, da det ringede på døren.

Jeg skyndte mig at rejse mig og løbe ud og lukke op.

"Hej"

Shit, Louis

Han skulle ikke se mig sådan her!!

"Øhh, Hej" sagde jeg anstrengt, imens jeg trak ned i trøjen for at dække arret.

Hvad ville han?

"Hvad så?" Spurgte jeg.

"Jeg ville bare lige høre hvordan det gik", jeg kiggede forvirret på ham.

"Altså med hånden, såret"

"Nåårhh!" "Det går en smule bedre"

Selvom Jeg ikke rigtig kunne mærke det længere.

Smerten var lige som forsvundet, og måtte erstattes med noget andet.

"Godt!" Sagde han

Vi stod lidt tid uden at sige noget, ret så akavet.

Han rettede pludselig blikket mod mit lår.

"Hvad er der dog sket?!" Udbrød han og kørte en finger ned af det.

"Eh, jeg kom til at tabe en kniv"

Dum dum dum dum dum dum...

"Og det gav dig sådan et langt og dybt ar?" Sagde han.

Hvorfor skulle han også være så klog.

"Ja"

"Okay"

Yaaaasss!!!

"Men må jeg komme ind?"

Nej

"Ja selfølgelig"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...