Failed again [Louis Tomlinson]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 aug. 2015
  • Opdateret: 17 nov. 2015
  • Status: Igang
Eva's forældre døde da hun var lille, og hun flyttede ind hos sin onkel der bruger al sin tid på at rejse jorden rundt med sit arbejde.
Eva bruger det meste af tiden på at blogge, og udleve sin drøm om at blive journalist gennem tastaturet.
Udover blogging går fantastisk, er Eva's liv langt fra en dans på røde roser.
Hun kæmper med lavt selvværd, bulimi og ikke mindst mobning. Ord som fed, grim, klam....er daglige ord at få smidt i hovedet for Eva.
Men en dag da et fremmed ansigt dukker op på skolen, forandres det hele.
**kan indeholde anstødelige scener og sprog**
DRENGENE ER IKKE KENDTE!

63Likes
18Kommentarer
15064Visninger
AA

3. time and time again..

Jeg stod længe foran spejlet i undertøj og fandt hver en lille fejl ved min krop. Mine lår var kæmpe, mine overarme var for store. Jeg drejede mig for at kunne se mig fra siden.

"Jeg ligner jo en gravid" jeg sukkede højt og mærkede tårerne presse på. Hvorfor græd jeg hele tiden, som et eller andet lille barn. Det var for tåbeligt. Hvad nu hvis nogen så mig? Men alligevel kunne jeg ikke se nogen grund til ikke at græde.

Livet var bare til at tude over.

Jeg satte mig i sengen med computeren på mit skød. Den sagde sin sædvanelige 'ding' lyd da jeg tændte for den. Jeg trykkede ind på bloggen, og kunne se at jeg havde et par ulæste kommentarer på mit seneste indlæg. Jeg trykkede ind på den øverste af dem.

'Hun ved jo ingenting om sundhed', det var en anonym kommentar, men jeg behøvede ikke engang at gætte mig til hvem der havde skrevet den. Det var jo så tydeligt Britany. Men det undrede mig alligevel, hvorfor hun så påstod at hun var ligeglad med mig.

Jeg bed mig i læben og rystede på hovedet. En lille grå kat kom trissende ind af døren og videre op i sengen. Jeg strøg den over ryggen, den spandt og gned sig op af min hånd. Et smil bredte sig på mine læber. Den slikkede kort min hånd, inden den smed sig ned på skulderen og begyndte at trille rundt.

Jeg gad egentlig godt at være en kat, de tænker ikke rigtigt over hvad de gør. De virker bare så

Fri

Det samme med fugle.

Jeg rejste mig og samlede et par grå joggingbukser op fra gulvet, som jeg trak op over hofterne. De strammede på en ubehagelig dejlig måde, og jeg nød det. Jeg fandt en lysegrå t-shirt som jeg også tog på. Mit brune hår, der næsten gik mig til taljen. Satte jeg op i en høj hestehale. Min mave knurrede, så jeg satte kurs mod trappen. Trinnene knirkede så det gav genlyd i det store hus.

Jeg åbnede køleskabet og studerede længe de forskellige madvarer. Ikke for meget sukker, ikke for mange kalorier, ikke for meget tilsætningsstof . Jeg kunne stå sådan i en evighed, men blev enig med mig selv i at jeg ikke havde tid.

"Yoghurt skader da ikke?" Mumlede jeg. Teksten bag på yoghurten var uendelig, og jeg orkede ikke at læse det hele.

Jeg er sulten nu, ikke om ti år..

Jeg fandt en ske og begyndte i små skefulde, at spise yoghurten. En sur, sød pulver-frugt smag bredte sig i min mund. Ikke godt, men bedre end ingenting.

Jeg havde virkelig lyst til kage, hvilket jo ikke var noget nyt. Kage kunne altid bruges, især efter en forfærdelig dag som idag. Men vi ved vel alle at kage sætter sig direkte på lårene. Og det havde jeg på ingen måde brug for.

Jeg skubbede tanken væk. Rejste mig og gik hen for at sætte skålen i opvaskemaskinen. Som var helt fyldt op, uden brok gik jeg igang med at tømme den. Hvorfor synes nogle folk, at pligter er nederen. Altså jeg mener, jeg bor jo nærmest alene

Men hører man mig brokke mig?

Nej, det gør man ikke.

Teenagere er nogle svagpissere..

I et langsomt tempo, luntede jeg op af trappen og ind på badeværelset. Jeg fandt en blå hårelastik og samlede mit hår i en hestehale midt på hovedet. Den faldt ned over min ene skulder. Mit hår var så kedeligt, så grimt. I en grim mørkebrun farve, der slet ikke klædte mig. Jeg ville farve det. Måske blond..eller bare en lidt lysere brun. Som helt sikkert heller ikke ville klæde mig. Vent, hvorfor klippede jeg mig ikke bare skaldet?

Jah, og gik med hat resten af livet.

Eller noget..

*******

Jeg satte mig op med et sæt, og bankede hovedet op i hylden der hang over min seng. Hvorfor hang den overhovedet der? Det var da et utrolig dumt sted. Der var mørkt i rummet, jeg burde nok sove. Men nu var jeg jo vågen.

Jeg tørrede savlen af min kind (lækkert i know). Og kiggede på klokken. 4:26, are u kidding me?. Det var for tidligt til at leve.

Jeg lagde mig ned igen og lukkede øjnene i håb om at jeg ville falde i søvn med det samme. Men som sædvanlig, gik det ikke efter mit hovede. En smerte bredte sig i min mave og venstre arm. En ubehagelig stikkende følelse fyldte min krop.

Pis og papir!

Jeg vred mig og begyndte at slå min arm ned i madrassen. Et par knirkelyde forlod sengen, hvilket gjorde mig utryg. Tanken om monstret under sengen dukkede frem i mit hovede, og jeg følte mig pludselig rigtig dårligt tilpas.

Lille paranoide Eva

Efter et par sekunder kom jeg til fornuft. Den stikkende følelse var der stadig. Den var provokerende af helvede til. Universet var virkelig bare ude på at provokere mig.

Uden at vide hvorfor, rejste jeg mig fra sengen og fortsatte over mod bordet hvor min mobil lå. Den havde ligget og lyst, og jeg var blevet nysgerrig. Jeg tog den og trykkede 'hjem' knappen ind. Et par nye følgere på Instagram. Fedt nok!

Eller

Hov

Vent

@wehateeva...

Det var ikke særlig sødt..

Jeg rynkede brynene og låste mobilen op. Brugeren kom frem på skærmen. Jeg tjekkede følgertallene, 700!

WTF!

Der var simpelthen 700 mennesker der havde noget imod mig. Jeg anede ikke engang at så mange kendte til mig...

Langsomt, læste jeg bio'en.

'For alle os der hader Eva og alt hendes arrogante pis!'

Kort og kontant, og så alligevel slet ikke. Jeg trykkede ind på et af opslagene. Det var et billede af mig, et Ootd billede fra min egen Instagram. Personen havde blot tilføjet et 'føj! Ahahah' til billedet. En klump samlede sig i min hals, og selvom jeg ikke ville vide hvad der stod. Trykkede jeg ind på kommentarerne. Der var fyldt med emojies der grinte og folk der havde tagget deres venner, klumpen blev større. Ingen forsvarede mig, ingen skrev at det var for åndssvagt. Ingen ting.

I en hurtig bevægelse, smed jeg mobilen på bordet og kastede mig i sengen. Jeg lagde mig på maven, med hovedet begravet i puden. Og begyndte at skrige og græde. Det plejede at hjælpe lidt, når jeg havde haft en dårlig dag. Og jeg plejede efter lidt tid, at indse at det jo ikke ændrede noget at ligge og skrige ned i sin hovedpude. Men idag var der bare sket for meget på en gang. Jeg kunne ikke håndtere det.

Jeg ville ikke håndtere det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...