Failed again [Louis Tomlinson]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 aug. 2015
  • Opdateret: 17 nov. 2015
  • Status: Igang
Eva's forældre døde da hun var lille, og hun flyttede ind hos sin onkel der bruger al sin tid på at rejse jorden rundt med sit arbejde.
Eva bruger det meste af tiden på at blogge, og udleve sin drøm om at blive journalist gennem tastaturet.
Udover blogging går fantastisk, er Eva's liv langt fra en dans på røde roser.
Hun kæmper med lavt selvværd, bulimi og ikke mindst mobning. Ord som fed, grim, klam....er daglige ord at få smidt i hovedet for Eva.
Men en dag da et fremmed ansigt dukker op på skolen, forandres det hele.
**kan indeholde anstødelige scener og sprog**
DRENGENE ER IKKE KENDTE!

64Likes
18Kommentarer
14891Visninger
AA

4. good Day turns in to..

"Og den skal være pink, okay?!"

Jeg rullede øjne. Vi skulle lave en fremlæggelse i engelsk, jeg var ikke helt sikker på hvad vi skulle. Vist et eller andet med en person vi synes betød noget for England. selfølgelig var jeg kommet i gruppe med Britany. Resten af gruppen bestod af mig, Ashley og Zayn. Ashley havde jeg det fint med, og Zayn snakkede jeg ikke så meget med. Han var sjældent i skole og havde altid et hav af undskyldninger, når han kom forsent.

Jeg pillede ved en lok hår, der var faldet ned foran mit ansigt.

"Eva?" Sagde Britany, jeg kiggede forvirret op.

"Ja?"

Britany tog sig til panden og udstødte et irriteret støn.

"Altså, har du overhovedet hørt efter?!" Fortsatte hun surt. Jeg overvejede et øjeblik hvad jeg skulke sige, men Ashley kom mig i forkøbet.

"Selfølgelig, du hørte da det om Britt's tipoldemor ikke?"

Jeg nikkede hurtigt.

"Godt så, jeg synes at vi skal komme i gang" sagde Britany og begyndte på sit sædvanlige foredrag om, at hun havde ret. Og vi var fuldstændig forkert på den.

"Og derfor synes jeg helt bestemt at vi skal vælge mig"

Zayn fnyste.

"Og hvad har du lige præcis gjort for England?"

Britany drejede hovedet. Hun stirrede lige ind i øjnene på ham. Men han sad afslappet og selvsikkert og stirrede tilbage. Britany så et øjeblik lidt skræmt ud, men smilte blot og rejste sig.

"Nu skal du høre Zayn, jeg insisterer på at vi vælger mig. Eftersom at jeg er elevrådsformand og ser super godt ud!" Sagde hun.

Jeg lagde mærke til at Ashley sad og små fniste lidt.

Tænk at hun turde..

Vi vendte hurtigt tilbage til diskutionen, som i grunden slet ikke var en diskution. Nå whatever..

*****

"Sidder der nogen her?" Spurgte jeg, pigerne kiggede underligt på mig. Juliet brød ud i så voldsom grin, at hun var ved at blive kvalt i sin sandwich. Hun hostede et par gange.

"Nej, du sætter dig bare"

De andre piger kiggede på Ashley, som om hun lige havde lovet mig Helenes Chanel sneakers.

Jeg mimede et tak og satte min bakke ned på bordet. Pigerne fulgte mig i alt jeg gjorde. Da jeg satte mig, da jeg rettede på min hestehale, da jeg tog den første bid af mit æble..alting!

Det var en smule uhyggeligt.

Efter lidt tid, begyndte de at snakke løs igen.

Ashley sendte mig et smil engang imellem, eller spurgte mig ind til forskellige ting. Det var rart, og jeg følte mig for en gangs skyld ikke ligegyldig.

Et par af pigerne der hedder Julia og Cassie, komplimenterede mine sko. Selvom det bare var et par udtrådte vans. Jeg smilede helt vildt, hvordan skulle jeg dog kunne holde op?

Denne her dag var fantastisk!

Mine tanker blev afbrudt da en person gik ind i mig fra siden, jeg tabte min bakke og drejede selv om på hælen og faldt.

"Helt ærligt!"

Jeg satte mig op. En dreng i en sort tanktop satte sig på hug overfor mig.

"Det må du virkelig undskylde!" Sagde han og lagde en hånd på min skulder. Jeg kiggede op på ham og mødte et par skinnende blå øjne. Han var enormt flot, han havde brunt hår der var lagt tilbage med noget voks. Ikke for slikket, bare helt..tilpas.

"Det gør ikke noget"

Han smilede skævt til mig og hjalp mig op og stå.

"Godt, og igen undskyld"

Jeg vendte mig om og var på vej over mod pigerne igen.

"Hey vent!"

Jeg vendte mig om og så den samme dreng komme gående imod mig.

Hvad ville han mig?

"Louis" Sagde han og rakte mig hånden. Jeg så skeptisk på den, og overvejede et øjeblik om jeg bare skulle løbe min vej. Jeg valgte at tage den.

"Eva"

"Eva...flot navn" sagde han og smilte. Jeg smilte igen. Han virkede sød. Jeg overvejede hvad jeg skulle sige, uden at gøre det alt for akavet.

"Sååe..jeg synes ikke at jeg har set dig før?" Begyndte jeg. Han lod igen sit blik glide hen på mig.

"Nej, det er også min første dag"

"Okay, ehm..velkommen til skolen" sagde jeg, ordene gentog sig i mit hoved og jeg kunne høre hvor akavet det havde lydt.

"Mange tak!", han lyste op i et endnu større smil end før.

"Nå men jeg må nok se at komme til time.." Sagde han og vendte sig.

"Men vi ses jo nok"

"Ja, vi ses"

Jeg stod tilbage med en følelse af lethed og forvirring. Hvorfor havde han været så høflig overfor mig?

Folk plejede altid at blive irriteret på mig over min usikkerhed.

Men ikke ham, han havde taget sig god tid til at stå og vente på at jeg fik taget mig sammen til at sige noget.

****

Jeg nåede ikke bussen, og blev nødt til at gå 2 kilometer hjem. Det regnede. Mit hår blev vådt, og mit ansigt blev fugtigt og klamt.

Jeg trådte pludselig ned i en vandpyt, mine strømper blev langsommere vådere og vådere. Og få sekunder efter gik jeg og soppede i mine sko. Det var ubehageligt, den måde sålen klistrede sig til foden hver gang jeg tog et skridt.

Jeg kunne ikke få mine tanker væk fra ham. Hans tykke brune hår, de varme øjne og de flotte hvide tænder. Den måde han lagde hånden på min skulder og sagde undskyld. Og mig der var som forstenet.

Louis

Det var et pænt navn, det lå godt på tungen. Jeg gentog det et par gange i mit hoved. Det lød stadigvæk godt.

Louis

Eva og Louis

Louis og Eva

Min mobil vibrerede i lommen på mig, hurtigt tog jeg den op. Jeg nåede ikke at læse displayet før jeg havde taget den op til øret.

"Hallo" sagde jeg. Der gik lidt før personen begyndte at tale.

"Hej Eva", jeg kunne høre min onkels stemme. Han lød bekymret.

"Hør, jeg kommer hjem i aften"

Mere nåede han ikke at sige før jeg var sprunget 30 meter op i luften af glæde.

"Ej hvor fedt! Så kan du hjælpe mig med lektierne og du kan fortælle alt om din rejs-" "Eva, jeg tager afsted igen i morgen tidlig. Firmaet har fået et tilbud om at komme til Australien i et par år og det kan vi simpelthen ikke kan sige nej til"

Hele mit humør faldt til jorden.

"Fint, jeg tager bare med dig" sagde jeg. Han sukkede.

"Eva det ville være fantastisk, men det kan du altså ikke"

Jeg var ved at tude, hvorfor skulle han altid lave sådan nogle twists. Hvorfor kunne han ikke bare bo med mig som han lovede?

Jeg savnede ham

Jeg savnede han af helvede til

Hvorfor kunne han ikke forstå det?

"Men-" "vi snakker om det når jeg kommer hjem".

***

"Hvor mange år skal du være væk?" Spurgte jeg og hældte noget kogende vand op i mit glas.

"Kun to til at begynde med"

Det irriterede mig at han sagde 'kun' som om det ikke var en evighed.

Jeg pumpede mit tebrev rundt i vandet til det skiftede farve til grøn, og duftede af Mint.

"Hvordan går det ellers herhjemme?" Spurgte han.

Forfærdeligt

"Fint" sagde jeg og tog en slurk af min te. Det var løgn. Men jeg vidste at hvis jeg fortalte hvordan det rigtigt gik, ville han blive bekymret. Og ringe 10 gange om dagen for at tjekke op på mig.

"Godt!"

Der gik lidt tid hvor vi bare sad uden at sige noget. Det var super akavet, jeg sad bare at overvejede hvad jeg skulle sige for at bryde stilheden.

"Jeg tror jeg går i seng" sagde jeg.

"Okay, godnat"

Jeg rejste mig og gik op af trappen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...