Mågerne over havet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 aug. 2015
  • Opdateret: 31 jan. 2016
  • Status: Igang
Cecilie havde sagt, at Marie ikke måtte se sig tilbage, når hun løb hjem over klitterne, lige som Cecilie heller ikke selv måtte kikke tilbage, når hun tog af sted, men alligevel standsede Marie kort op på den første klit og kastede et sidste blik på sin søster, der stod med vand op til anklerne, helt afklædt og med ansigtet vendt mod den lysnende himmel.

1Likes
0Kommentarer
214Visninger
AA

1. En by

 

 

Ved Vestkysten i den nordlige ende af Jylland, der, hvor landet bliver smalt, og strandene brede, deroppe af hvor bredderne skilles, og havene mødes, og der, hvor man, hvis man går få kilometer mod nord, vil kunne se solen både stå op og gå ned i havet, der ligger en lille by.
  Det er en meget lille og meget betydningsløs by, hvis borgmester er en gammel, hyggelig mand, som ryger pibe. Den er dog ikke så lille, at den ikke har sin egen lille skole, en købmand, hele to ravbutikker og en kirke. Der er til gengæld ikke en eneste tøjbutik. Så, ja, det er en meget lille by.

  Borgmesteren hedder hr. Virklund og har en datter, en svigersøn, et barnebarn og en gammel, brun labrador ved navn Dan. Han har holdt sin post som borgmester i fyrre år og har selv udtalt, at det vil han blive ved med, til han en dag kradser af, og han har så fået igen, at det jo ikke kun er op til ham, om han fortsætter, men de mennesker, der bor i denne stille by, vælger ham ind til hvert eneste kommunalvalg, for han gør det nu meget godt, synes de, og han er jo så rar, siger de, så hvorfor ikke holde alt ved det gamle, det går jo så glimrende. Det er blevet udtalt, at man vil stemme på gode gamle hr. Virklund hver eneste gang, til han en dag kradser af. Menneskene, der bor i denne stille by, er ikke så meget til forandringer.

  Dengang hr. Virklunds kone fru Virklund døde, troede man, at den efterhånden gamle borgmester ville gå af. I flere måneder efter tabet af sin elskede kone var han så forfærdeligt opgivende og sørgmodig, og det ville borgerne vide, for alle i byen kendte borgmesteren, og halvdelen af dem var hans nære venner, så snakken gik, og folk sagde, at han så nu så gammel og ulykkelig ud den arme mand, og mon ikke også snart han også skulle få fred.

  Når folk kom til kaffe, sagde han ikke så meget, sad bare og rørte i sin kaffe med en rystende hånd, til kaffen blev kold, og skiftevis samlede sin småkage op og lagde den tilbage på tallerkenen igen, og når han endelig sagde noget, var det noget yderst filosofisk og vemodigt, der omhandlede døden.
  - Sikke smukke dine tulipaner er i år Virklund, sagde nabo Birgitte muntert idet hun lænede sig en anelse ind over bordet med kaffekoppen i hånden.
  - Ligegyldigt hvor smukt tulipanerne lyser, vil de visne når det uundgåelige efterår knuser alt liv med sin kulde og sit mørke, svarede hr. Virklund tonløst og med blikket rettet mod Dan, hans hund, der lå i sin kurv og kikkede rundt på gæsterne med sine evigt sørgmodige hundeøjne, som var det den, han havde talt til.
  Dette efterlod et par øjeblikkes trykket tavshed, før Birgittes mand Klaus på kraftigt nordjysk forsøgte at videreføre samtalen: -  Ja sådan går årets gang jo, og så er tulipanerne jo tilbage igen til foråret.
  Hr. Virklund svarede blot ved at udstøde et langt dybt suk, kikke opgivende op på Klaus for til sidst at genoptage studeringen af den gamle hunds dybe vejrtrækninger.
  Heldigvis var der flere gæster ved borgmesterens bord end naboparret, så snakken gik videre om bagerens søn, der var blevet student, om Carlsens hest der var blevet syg, om stormen, der havde væltet en trampolin og om keramiker-Ulla, hvis høne havde lagt et æg, som viste sig ikke at have en blomme.
  - Nej, hvor sjovt. Ej, det var da løjerligt, udbrød Birgitte, da hun hørte om Ullas blommeløse æg.

  Disse kaffeselskaber plejede ellers at være hyggelige og fyldt med hjertelig latter, småsnak om de seneste begivenheder og historier om gode gamle dage, og borgmesteren plejede at bidrage i stor stil med høj latter og store smil, der altid løftede stemningen til himmelhøjder. Fru Virklund plejede altid at have småkager i ovnen, når de fik besøg, og selv når de selv skulle på besøg hos nogen andre, skulle der småkager til. Så medbragte hun en hel bradepande nybagte småkager til selskabet.
  Alle elskede fru Virklunds småkager, og alle elskede fru Virklund. Hun var sådan en sød gammel dame. Men ingen elskede fru Virklund så højt, som hr. Virklund gjorde, så da hun en dag fredfyldt og stilfærdigt gik bort, blev han så ulykkelig, at man troede, han ville ende med at dø af sorg. Og datteren, som var gravid, var også synderknust over sin mors død, og det gjorde det ikke lettere, at hendes far også opgav alt håb i den forbindelse.
  Stakkels pigebarn, sagde folk, det må være som at miste begge sine forældre på én og samme gang. Og så nåede Fru Virklund aldrig at møde den lille ny. Og han holder jo nok ikke meget længere vor gamle borgmester.
  Men da tog de fejl.

  For da fik hr. Virklund sit barnebarn nummer to, og da han fik lov at holde det lille barn i sine arme, og barnet lo op til ham med sit sorgløse smil, føltes det som et helt nyt forår, der vågnede op til dåd i hans gamle tunge hjerte. Hans datter fortalte med strålende øjne, at barnet hed Marie, og han smilede tilbage ned til den kønne lille pige i hans arme, hilste hende og kaldte hende ved hendes navn. Hans ældste barnebarn på blot fire år var henrykt over denne nye lillesøster, der omsider var kommet ud, og hendes morfar kunne ikke lade være at dele hendes begejstring. Dette, et af naturens undere, fandt han så smukt og inspirerende, at han fandt livsglæden tilbage. Hr. Virklund begyndte så småt at blive sig selv igen.
  Efter hvad der skete med hr. Virklunds barnebarn ti år senere, troede man endnu en gang, at den gamle mand ville gå af. Men man tog endnu en gang fejl. For hr. Virklund var stærkere, end man gik og troede.
  Men nu skal det ikke handle så meget om borgmesteren længere, for denne historie er egentlig Maries. Nu er det jo bare sådan, at alle har en historie, og alles historier er kædet sammen med andres historier, så vi kommer til at høre lidt af både hendes storesøsters historie, hendes forældres og bedsteforældres historier, bidder af de forskellige andre borgeres historier og vigtige historier tilhørende andre, vi ikke har hørt om endnu. Men mest er det Maries.

  Dengang Maries storesøster forsvandt, havde hr. Virklund grædt. Det var første gang Marie havde set sin morfar græde. Hun ville gerne sige noget til ham og trøste ham, men hun var selv så forvirret, at hun ikke turde åbne munden, så hun gemte sig tavst ved sin far, da mor græd ud ved morfar. Mor sagde noget om mormoren, som Marie aldrig havde mødt, og noget mere om Cecilie, som jo var forsvundet. Så syntes far, at de skulle give mor og morfar ro til at få talt sammen. De talte længe, syntes Marie, og der var noget, hun ville have fortalt morfar, noget om hvad, der var sket med Cecilie, og at det ikke var så trist, som det umiddelbart så ud, men hun fik ikke anledning til at forklare den dag, for mor blev hos morfar til sent om aftenen.
  Imens snakkede Marie med far. Far købte is, og de gik sammen ned til vandet. Det var mest far, der snakkede, for Marie sad og koncentrerede sig om at få tænkt det hele igennem. Far stillede nogle dumme spørgsmål som: Er du ked af det? Hvordan har du det? Klarer du den?
  Marie tænkte lidt over det sidste spørgsmål. Hun vidste ikke helt hvad det skulle betyde.
  Hun forholdt sig tavs, og solen sank ganske langsomt ned i Vesterhavet, mens far talte. Hun mindedes ikke at have hørt ham sige så meget på en gang. I hvert fald ikke så meget klogt, voksent og følsomt som alt det, han nu fik sagt, og hun lyttede stille til, med halvt lukkede øjne. Luften, bemærkede hun, smagte af salt. Hun løftede blikket op mod mågerne, der skreg over vandet, og hun fik lyst til at smile, men hun gjorde det selvfølgelig ikke. Det ville være forfærdeligt upassende og misforståeligt. Far holdt inde med mine til at lade hende sige noget, men hun havde slet ikke noget at sige.
  Der kom først lyd på hende, da faren, så kontrolleret han kunne, sagde det, han mente, måtte siges: at Cecilie nok ikke kom tilbage. Altså, at Cecilie højst sandsynligt var død, eftersom hun var gået i vandet, der tidligt om morgenen, hvor der ikke var nogen mennesker på stranden.

  Han mærkede en frygtelig stikken i hjertet, da han hørte sine egne ord, og han tænkte for hundrede og syttende gang på, om han kunne have standset hende, hjulpet hende, talt med hende, hvad som helst, der kunne have forhindret det, der var sket. Og han kom uundgåeligt til at tænke på, om hans datter havde taget sit eget liv. Det var alt det, han ikke sagde højt. Han søgte i sit hoved efter nogen at bebrejde, nogen der skulle tage skylden. Cecilies klassekammerater, hendes kæreste, havde nogen gjort hende så ondt, at hun havde ønsket at dø? Han ville finde den, der havde gjort det, og når han havde fundet ham, ville han banke ham. Men igen og igen vendte tankerne tilbage til, om han, faren, selv havde gjort noget forkert, sagt noget forkert, eller ikke havde været der for hende, og det gjorde så ondt at tænke på.
   Det var her Marie sagde noget, for det var først da, det for alvor gik op for hende, at far for alvor troede, Cecilie var væk for altid. Hun begyndte at tale.
  Han kikkede ned på hende, idet hun kom med en forklaring, der var så langt ude hen i vejret, at han tænkte på, om ikke Marie var for gammel til den slags fantasier. Og så lige nu. Tog hun det slet ikke alvorligt? Oprørt så han væk fra hende ud over havet. Han var lige ved at blive vred på hende, lige ved at råbe af hende og skælde hende ud, få læsset skylden af på nogen, men da han igen kikkede ned på hende for at gøre det, blev han mødt af et par alvorlige grå øjne, der brændte så stærkt ind i hans, at han ikke kunne standse tårerne. Øjnene havde samme lysegrå farve som efterårshimlen. Og der sås hverken morskab eller bitterhed i blikket. Kun styrke. Og far fandt håbet tilbage. Også selvom der havde været folk ude og lede hele dagen uden at finde andre spor end Cecilies nattøj, regnjakke og gummistøvler, som lå smidt på det hårde våde sand. Han troede dog ikke det mindste på Maries historie, for det lød så barnligt og naivt, men der spirrede et lille håb i hans hjerte, om at Cecilie ikke var død. At hun snart ville komme tilbage. Vreden forsvandt og blev erstattet af kærlighed og overbærenhed.
  Marie kunne se på far, at han havde fået lidt håb tilbage, men hun vidste, at han ikke troede, hvad hun havde fortalt. Med et suk flyttede hun blikket ned på sandet. Hun mærkede far lægge armene omkring hende, og hun græd lidt. Nu havde hun givet far lidt styrke. Nu måtte hun gerne være lidt svag.

  Marie havde set det, da Cecilie forsvandt, da hun gik i vandet, som de sagde, og hun vidste at Cecilie ikke under nogen omstændigheder ville tage livet af sig, og at det i alt fald slet ikke var det, der var tilfældet her. Ligegyldigt hvad Cecilies dumme kæreste havde sagt eller gjort, ville Cecilie vide alt for godt, at det aldrig ville være hendes tårer værd. Og da slet ikke hendes liv.   
  Cecilie kunne måske være noget fraværende i blikket, og være lidt trist, og hun kunne sagtens blive ked af det. Hun kunne finde på at sige sære ting, som nogle gange var smukke og andre gange bare sære. Hun kunne være melankolsk og filosofisk, og hun kunne være vred og kold, men hun kunne også være varm og glad, og det var når hun smilede hemmelighedsfuldt eller grinede, Marie kunne lide hende bedst. Og det var alligevel noget sludder, for Marie elskede sin storesøster for alt, hvad hun var, alt lagt sammen, hver eneste bevægelse og hver eneste mørke afkrog. Alt det hele tilsammen gjorde, efter Maries mening, Cecilie til verdens smukkeste person. Men sådan har alle søstre det måske med hinanden.

  Da Cecilie var rejst den morgen nede på stranden efter at have taget afsked med sin lillesøster og bedt hende løbe hjem og fortælle mor og far, hvordan tingene hang sammen, havde Marie stolet fuldt og fast på sin storesøster og gjort, som hun havde fået besked på. Cecilie havde sagt, at Marie ikke måtte se sig tilbage, når hun løb hjem over klitterne, lige som Cecilie heller ikke selv måtte kikke tilbage, når hun tog afsted, men alligevel standsede Marie kort op på den første klit og kastede et sidste blik på sin søster, der stod med vand op til anklerne, helt afklædt og med ansigtet vendt mod den lysnende himmel, før hun fortsatte ned og op på den næste klit. Hun ønskede igen at stoppe og kikke, men tog sig i det og løb hele vejen hjem uden at standse.

  Mor og far sov stadig, da hun kom tilbage, så hun listede lydløst ind og lukkede døren forsigtigt efter sig. Hun gik ind i soveværelset og hen til mors side af dobbeltsengen, hvor hun satte sig på sengekanten og gav sig til at stryge hånden blidt hen over morens blege hår. Den lave morgensol glimtede ind gennem persiennen. Den tegnede lysstriber på væggen, synliggjorde små støvfnug i luften og fik en solsort udenfor til at synge. Marie sukkede af fredfyldthed og lyttede stille til den enlige fuglesang og lyden af mors og fars åndedræt. Hun vidste, hun ville komme til at savne Cecilie, så hun kunne ikke forhindre en snært af vemod i at tynge i hendes hjerte. Hvis bare hun kunne føle sig lettet.
  Mor vågnede og spurgte træt, om der var noget galt, og Marie kom til at undre sig over, hvorfor voksne altid spørger om netop dét, når men henvender sig til dem. Hun sagde at alt var godt, men at Cecilie var rejst. Det var til gengæld galt efter mors mening. Hun rynkede brynene og bad Marie gentage. Marie gentog, og mor spurgte hvor Cecilie var. Marie havde nær gentaget endnu en gang, at Cecilie var rejst, men indså så, at det ikke lige var det, moren fiskede efter. Hun nævnte stranden, og mor vækkede far.

  Marie så forvirret til, mens mor og far fortvivlet løb omkring på den brede strand og kaldte. Mor havde stadig kun en badekåbe på ud over nattøjet, så hun begyndte at ryste af kulde. Sporene fra Cecilies lange smalle fødder førte helt ned til den blide brænding, hvor det udviskedes i vandet. Far smed tøjet, han lige i al hast havde taget på, og løb ud i det kolde vand. Marie forsøgte at sige dem, at de ikke skulle lede, men de lyttede ikke. Mor spurgte, om Cecilie var gået ud for at bade, eller om hun var taget et andet sted hen, og Marie måtte forklare, at hun ikke havde set hende gå længere ud end til fødderne, og, igen, at Cecilie altså var rejst. Mor kaldte videre, og far kaldte, mens han gik længere og længere ud i vandet. Deres stemmer var fortvivlede bange, og Marie mærkede en klump i halsen af skyldfølelse, over at de var så bange. Mor råbte til far, at hun ville tage tilbage til huset og ringe til politiet.
   Efter tre timer opfordrede politibetjenten mor og far til at tage hjem. Det ville de ikke, men betjenten insisterede og forsikrede dem om, at de ville få besked, hvis der blev fundet noget. Alle i byen havde allerede nu hørt, hvad der var sket, så alle rente rundt til alle tænkelige steder, Cecilie kunne befinde sig, og mange gik langs kysten og kaldte og ledte. Om eftermiddagen sad familien nede på stranden, og Betina sad og talte beroligende til moren, der grædefærdigt havde nægtet at tage hjem og nu sad med snotpapir og en kop kaffe, Carlsen havde hældt op til hende fra den termokande, han havde taget med. Der var mange, der trængte til kaffe så tidligt om morgenen, også politifolkene, hvilket gjorde faren helt rød i hovedet af raseri og fik ham til at skælde voldsomt ud.
  Så blev det aften, og der var stadig ingen resultater. Marie ville ønske, Cecilie ville komme tilbage og forklare det hele, for så ville de tro på hende og forstå det. Mor sad alene og frøs, mens far talte med en Politibetjent. Hun var helt forfærdeligt ulykkelig. Så bad hun Marie sætte sig og prøve at forklare det hele. Marie prøvede:
  - Cecilie tog afsted ud at rejse, forklarede Marie.
  - Men hvorhen, siger du? snøftede mor.
  - Hun sagde bare, at hun ville ud og se verden. Marie så sin mor i øjnene og nikkede bestemt, som for at slå det fast, at der ikke var noget at bekymre sig om. - Og så ville hun prøve noget helt nyt, tilføjede Marie, - men hun ville ikke sige så meget om det, andet end at vi ikke skulle være bekymrede for hende, for hun havde det godt.
  Mor rystede på hovedet af hende. Så tog de hjem til morfar.

  Morfar havde selvfølgelig hørt det. Det havde alle. For i sådan en lille by spredes rygter som løbeild.
  Marie trådte frem fra bag ved far og rettede sig op med let adskilte ben og kikkede på mor og morfar. Mor havde ryggen til, men morfar gengældte medlidende hendes blik med sine grå øjne, som var magen til hendes. Du skal ikke græde morfar, ville Marie sige, hvilket hun, uden selv at være klar over det, havde sagt for ti år siden, da hun var blevet født.

  Men ved solopgang næste dag, næsten et døgn efter Cecilies forsvinden, blev familien ringet op af politiet, som fortalte, at de havde fundet hende, og at hun ikke var levende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...