Mågerne over havet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 aug. 2015
  • Opdateret: 31 jan. 2016
  • Status: Igang
Cecilie havde sagt, at Marie ikke måtte se sig tilbage, når hun løb hjem over klitterne, lige som Cecilie heller ikke selv måtte kikke tilbage, når hun tog af sted, men alligevel standsede Marie kort op på den første klit og kastede et sidste blik på sin søster, der stod med vand op til anklerne, helt afklædt og med ansigtet vendt mod den lysnende himmel.

1Likes
0Kommentarer
223Visninger
AA

2. En begravelse

En Begravelse er for det meste meget sørgelig. Men også smuk. Ud over at de sørgende kan tage afsked med den afdøde, kan de også mødes og se hinanden og måske græde ud ved hinanden. Marie var sikker på, at foruden dette ritual, om man vil, ville folk gå rundt alene med tunge hjerter og klumper i halsen i frygt for at gøre hinanden kede af det ved at dele deres tanker.

  Til Cecilies begravelse var folk frygteligt triste. Det var jo ikke lige som, når en gammel erfaren tosse stod af med et væld af minder og historier bag sig. Nej, der var tale om en pige på kun fjorten år, som enten havde mistet livet i en tragisk ulykke eller havde taget livet af sig selv i vesterhavsstrømmene.
  Til at begynde med var stemningen trykket, for det var jo en meget uvant situation, folk var havnet i. Ordet selvmord vred sig i folks bevidsthed i selskab med ordet skyld, men ingen af dem kom på folks læber. Faktisk var folk så bange for disse to ord, at ingen kunne få sig til at sige noget, der betød noget. Kun overfladiske bemærkninger blev spyttet ud og disse forsvandt hurtigt i den kølige tørre luft. Denne tomhed var ubærlig.

  Ingen græd, før præsten fortalte om Cecilie. Mor græd som den første ustandseligt allerede efter præstens første ord, hvilket var navnet på datteren, som var mistet. Hun græd ikke højlydt, men stille og uden at røre sig. Kun hendes ansigt og strømmen af tåre afslørede hendes sorg.
  Far sad blot stille med sin kones hånd i sine let skælvende hænder og med blanke, våde øjne og bad lydløst en bøn til, at hans datter havde det godt, hvor end hendes sjæl var faret hen. Han troede ikke rigtigt på Gud, men i øjeblikket håbede han, at nogen passede på Cecilie derude, hvor han ikke selv kunne finde hende længere.

  Det var en udmærket tale. Tilbageholdenheden, som var skyld i den tomme ordudveksling fra før, blev brudt til en hvis grad, og folk kunne omsider puste ud og lade tårerne og gråden i halsen skylle sjælen igennem. Talen skabte langsomt huller i deres hjerter, som de selv kunne fylde med ren luft, sorg eller med Jesu ord for dem, som var troende eller blot var det den ene stund.
  Alligevel forblev en masse ting usagt, for præsten, som i øvrigt hed Helene, var kun et menneske, og også hun var tynget af de to ord, der gentog sig som et ekko i alles hoveders kirkerum.

  Mere end én bad Gud om tilgivelse.

  Marie genkendte alt, der blev sagt i talen, men alt det vigtigste blev udeladt, syntes hun. Hun var ikke meget for at synge med på salmerne, for også her virkede teksterne ligegyldige. I stedet for at kikke på præst Helene eller ned i salmebogen, gloede hun rundt på alle de tilstedeværende i kirken.
  Der var et par stykker af Cecilies veninder. Hende, der hed Mikkeline havde snot ud af næsen og sad og hev luft ind i små stød. Mikkeline og Cecilie havde været bedste veninder siden børnehaveklassen, men var gledet fra hinanden, efterhånden som årene var gået, og drømmene havde ændret sig. Skyld. Marie kunne næsten høre ordet, der lød som en hvisken i pigens ører.

  Det var ikke Mikkelines skyld, det vidste Marie, men hun vidste ikke hvordan eller hvornår, hun skulle få det sagt.

  Mikkelines forældre havde været venner af familien, siden de to piger begyndte at besøge hinanden efter skole. De to familier havde flere gange været på udflugter sammen til Sverige i efterårsferien, hvor den stod på bålmad, eventyr i skovene og svampejagter. Marie havde kunnet føle sig udenfor indimellem, når de større piger drillede hende, men ellers havde hun altid kunnet lide Mikkeline. Cecilie havde god smag i venner.

  Faster Paprika var der selvfølgelig også. Hun sang højt og klingende med på salmerne. Hendes stemme var en smule dyb og en smule hæs og ellers smuk og lidt falsk. Faster Paprika havde altid været sin lillebrors modsætning, for hun var stærk som en klippe, hvor far var en forvirret, følelsesladet fisk, hvis man kan sige sådan. Men på trods af hendes tilsyneladende stensjæl havde hun tårer i øjnene bag ved de tykke brilleglas.

  Cecilies kæreste Elias sad på anden forreste bænkerække og så mere bange end sørgmodig ud. Den høje, skingre fyr så ud til at vente sin morder hvert halve minut, for han kastede hele tiden flygtige blikke over skulderen ned af kirkegulvet med bange øjne. Han var en svans. Lige fra begyndelsen og til sidste ende. Marie fattede ikke, hvorfor Cecilie havde været så vild med ham. Hun vidste selvfølgelig, at Cecilie kunne se det gode i alle, men at søsteren ligefrem forelskede sig i et fjols som Elias, var hende et uopklarligt mysterium.
  Han var klassisk. Han så udmærket godt ud, spillede computer og var god til fodbold. Og til at kysse, havde Cecilie engang sagt. Havde altid voks i den kommunefarvede frisure.
  Temmelig uinteressant efter Maries mening.
  Cecilie havde vidst nok samlet ham op, da han ikke kunne blive et større fjols, og hun havde forvandlet ham. Ikke fuldkomment men så meget, at man kunne mærke det.

  Morfar var der.

  Marie kom til at tænke på, hvor lille deres familie var. Mor havde ingen søskende, og fars søster Paprika havde hverken mand eller børn, så der var ikke rigtig noget, der hed tanter og onkler eller fætre og kusiner. Farmor og farfar lå side om side på kirkegården, for de var meget gamle, og på samme kirkegård lå jo mormor. Så de var ikke mange tilbage længere, og mor og far var efterhånden også ved at være gamle. Gamle af år i hvert fald. Nu kom Cecilies krop også snart i jorden.

  Blomsterne havde forskellige farver, men de fleste var hvide eller gule. Kisten var hvid, og ikke så stor. Morgenlyset skinnede lydløst ind til forsamlingen gennem kirkens farvede mosaikruder, som ville det lytte med.
  Marie kom til at tænke tilbage på morgenlyset fra den dag, hendes søster tog afsted. Og så tænkte hun på morgenlyset fra den dag, politiet ringede, og hendes søster var død. Og nu dette. Var det det samme lys, som blev ved med at vende tilbage? Det så umiddelbart ud til, at morgenlyset ville fortsætte sin daglige tilbagevenden, selv om Cecilie var borte, selvom Cecilie ikke var her mere, og hver dag ville det vække dem alle op til en ny morgen, hvor Cecilie var død.
  Marie gøs ved tanken. Hun krummede sine tæer ved tanken om alle de dage, der lå i vente uden Cecilie.

 

  Der var fire, som bar kisten. Far, morfar, faster Paprika og Mikkelines far.
  Ude i dagslyset kunne folk omsider omfavne og tale med hinanden, for de havde fået guds velsignelse. Og tilgivelse. Mikkeline gik hikstende hen over fliserne til Marie, som stod ved sin mor og ikke rigtig følte noget.
  - Åh Marie for søren da, sagde hun i et suk.
  - Det skal nok gå alt sammen, sagde Marie stille i et forsøg på at trøste den anden pige.
  - Du behøver altså ikke at være så stærk hele tiden Marie. I hvert fald ikke for os andre, sagde Mikkeline. Hun omfavnede Marie i et tæt knus. - Det er okay at græde.
  Med næsen trykket mod den ældre piges skulder, begyndte Marie pludselig at kunne mærke gråden i halsen. Hun gengældte knuset og hulkede ind mod den andens trøje med tårerne trillende uafbrudt ned ad kinderne, mens Mikkeline gentog et par gange, at det var okay. Marie knugede sig ind til hende og kunne slet ikke stoppe med at græde igen. Det var, som et uvejr, der i det skjulte havde samlet sig og nu endelig havde fået plads til at styrtregne hensynsløst ned over alt og alle. Det var, som havde hun holdt vejret i adskillige timer og nu omsider kunne få luft igen. Det føltes forfærdeligt og forfærdeligt rart på samme tid.
  Så tog hun sig sammen og blev stille. Hun trak sig ud af favntaget og tørrede øjnene.
  - Tak, fremstammede hun og så hurtigt den større pige i øjnene, for så at stirre intenst ned i jorden.
  Pigen strøg hende over håret og gik. Længere og længere væk fra Marie, som prøvede at få sig til at tale. Som kun kunne se nok op til at se pigens sko gå væk fra sig.
  - Det var ikke... forsøgte hun og løftede blikket, men Mikkeline var for langt væk til at høre hendes, som altid, dæmpede stemme.

 

  Marie kunne kikke på sit spejlbillede i timer. De grå øjne så hårdt tilbage på hende.

  I ugen efter begravelsen gik hun ikke i skole. Hendes klassekammerater skrev mails til hende, for hun havde mange venner. Mange skrev, at de gerne ville komme på besøg, hvis hun havde lyst. Det havde hun egentlig, men hun nøjedes med at invitere sin bedste veninde til at komme og snakke.
  Lige så snart mor lukkede døren op den mandag, hilste Tit høfligt og gav udtryk for sin medsorg. Da hun fik øje på Marie, sendte hun hende et smil, der hverken var for trist eller for muntert.
  - Hej Marie, sagde hun.
  - Hej Tit, hilste Marie tilbage, glad for at se hende.

  De to satte sig på sengen i Maries værelse og var tavse i et par øjeblikke. Måske var det en slags øjebliks stilhed for Cecilie.
  Selvom det ikke var koldt eller noget, trak Tit dynen op hen over sit hoved og samlede den under hagen, så kun hendes runde ansigt stak ud af dynehulen. Ansigtet var alvorligt.
  - Vil du med ind? spurgte hun stille og løftede den ene arm.
  Som svar rykkede Marie derhen, krøb ind under armen og tog fat i sit dynehjørne, så hulen kunne lukkes igen. Denne gang lukkedes den fuldkommen, og de fandt sig selv hos hinanden i mørket, hvor alle andre var lukket ude. Her kunne man fortælle hemmeligheder, som aldrig ville slippe ud, og man kunne fortælle historier og vittigheder til gys og til pjat, og løgnehistorier var der også plads til. Man kunne også være tavse og sidde sammen i stilhed.
  - Cecilie er ikke rigtigt død, fortalte Marie, - hun kommer snart tilbage. Måske kun på besøg, men hun kommer snart tilbage igen.
  Tit svarede ikke. Hun rynkede blot panden, derefter brynene med blikket rettet nedad, som om hun tænkte over, hvordan hun skulle håndtere situationen. Tit havde altid været meget betænksom og også meget voksenagtig, når altså ikke hun spruttede af grin og tæskede løs på Marie i en venskabelig slåskamp uden at kunne standse igen, til det næsten ikke var sjovt længere, og Marie måtte efterlade hende klukkende på gulvet, til latterbølgen havde passeret. Tiden var vidst til alvor nu.
  Marie sad blot afventende overfor. Hun frygtede, veninden ville le ad hende og sige, hun var sindssyg. Det ville enhver anden have gjort. Mor, far, morfar og faster. Faster ville ikke engang tøve. Det var derfor hun ikke havde talt med andre siden begravelsen.
  - Er du sikker? Spurgte veninden så, næsten hviskende, som var det tophemmelige informationer de udvekslede, - Hun er jo trods alt blevet begravet.
  - Jeg er sikker på, hun havde en plan, sagde Marie, lettet over, at Tit tog hende nogenlunde seriøst. - Jeg tænkte over det, og jeg vil tro, det alt sammen, begravelsen og alting, var en manøvre, så ingen ville rende og lede efter hende, mens hun var ude at rejse.
  - Måske, du, svarede veninden, - men… måske du alligevel skal være klar.
  - Klar til hvad?
  - Til at blive nødt til at give slip på hende.
  Marie blev en smule såret. - Du tror altså ikke på mig. Det var ikke et spørgsmål, men snarere en konklusion, og det kom lidt hårdere ud, end hun ville det. Tit mærkede det godt.
  - Jo jo, selvfølgelig tror jeg på dig, det er bare… hun undgik Maries blik, - Det jeg mener er, at det jo godt kan være, du tager fejl. Jeg er bare bange for, at du bliver helt vildt skuffet og ked af det, hvis det nu er, og man kan jo måske godt forberede sig en lille smule på det. Altså hvis det nu er, at din søster helt er død. Eller… noget…
  Der var igen stilhed imellem de to piger. Marie kunne mærke en uventet vrede mod Tit. Tit kunne også mærke den på sig.
  - Gå, sagde Marie.
  - Jeg forstår godt… begyndte Tit, men blev afbrudt af Marie, som flåede dynen væk og rejste sig op over hende.
  - Gå så din vej! Du forstår ingenting! Hvorfor fatter du ikke, at hun ikke er død? Er der slet ingen, der tror på mig?
  - Jeg er ked af det…
  - Gå! nu! skreg Marie. Hun var så vred nu, at hun havde lyst til at sparke til den anden pige, og tårerne sved i hendes øjne. Hun var så gal på veninden, over at hun ikke var med. At hun, lige som alle andre, påstod at Cecilie var død. Det føltes næsten som om søsteren blev slået mere og mere ihjel, for hver gang nogen sagde, hun var død. Marie vidste ikke helt, om hun ville have, at Tit gik, men det var i hvert fald det, hun havde bedt hende om, så da veninden, i stedet for, rejste sig op i sengen og trak hende ind i sin trøstende favn, som Mikkeline havde gjort det for nøjagtigt seks dage siden, skubbede Marie hende så hårdt fra sig at pigen faldt bagover ned fra sengen og tumlede ned på det hårde gulv.
  - Hvad er det her foregår? Spurgte mor, som var kommet ind ad døren, da hun hørte råbene.
  Tit sagde ikke noget bagefter. Hun var meget fattet og græd slet ikke, selvom hun havde slået sig. Hun rejste sig hurtigt op for at vise, at hun var okay, men bevægelsen medførte smerte i halebenet og skulderen, og hun kneb ufrivilligt øjnene i. Hun ville ikke have, at Marie skulle tro, hun græd, for hun vidste, at Marie af alle måtte græde nu og modtage trøst og forståelse for det. Tit ville ikke tage noget som helst af den opmærksomhed fra hende. Hun løftede blikket og blev mødt af en kulde så isnende, at den kunne fryse vandet i de grå øjne til is og sikkert også et hjerte, hvis det skulle komme dertil. Marie lod ikke til at ville sige undskyld. Hun stod bare der på sengen, hævet over veninden, og var så hård som nogensinde. Hendes hænder var knyttede og hvide, og hendes krop helt anspændt. Marie ville helt sikkert have vundet en slåskamp, hvis veninden havde udfordret hende yderligere, men Tit valgte at gå uden at sige mere.
  Mor sagde noget til Tit, som Marie ikke kunne høre inde fra værelset, før veninden nikkede og forlod huset.

  Da mor kom ind, stod Marie som før, dog måske en anelse mere skælvende.
  - Hvorfor skubbede du Tit ned? Spurgte hun usikkert og satte sig umådeligt forsigtigt på sengen. - Sagde hun noget grimt til dig?
  Pigen svarede ikke.
  Hun tog en indånding - Jeg ved godt, det er hårdt, og andre kan have meget svært ved at forstå, hvordan det er, men vi må altså prøve at være tålmodige. Jeg tror hun er rigtig ked af det.
  - Stakkels lille Tit. Maries tunge var giftig.
  - Hvad sagde hun dog til dig?
  - Det er ligegyldigt. Du fatter alligevel ikke noget.
  - Marie, vær nu sød. Jeg prøver jo mit bedste.
  Marie mærkede et stik i samvittigheden, for mor havde ret. De gjorde jo alle sammen deres bedste. Også Tit. Hun sukkede og svarede med mildere stemme. - Hun sagde, at min søster er død. Hun sagde det samme, som alle jer andre siger hele tiden.
  Mors øjne blev fyldt med medlidenhed og kærlighed. - Åh Marie, jeg forstår godt, hvor forfærdeligt det er at skulle sige farvel, men du er nødt til at indse, hun ikke kommer tilbage. Jo før, des lettere bliver det for dig…
  - I vil slet ikke have, at hun kommer tilbage, afbrød Marie.
  - Selvfølgelig vil vi gerne have, at hun kommer tilbage.
  Pigen satte sig ned på knæ og lod mor kærtegne hendes kind, selvom hun stadig var vred og bitter på både mor, Tit, sig selv og Cecilie og alle andre. - Hvorfor giver I så op med det samme? Hvordan kan I bare antage, at hun er væk for altid og så bare leve videre?
  Mor så alvorligt på sin datter. - Du skal vide, at det også var svært for mig. Så sent som i morges vågnede jeg og overbeviste mig selv om, at det hele bare havde været en ond drøm. En meget urealistisk og meget ond drøm, og jeg tror, der går lang tid for os alle sammen, før vi rigtigt kan forstå det og endnu længere, før vi kan acceptere det og give slip på hende.
  - Jeg vil ikke give slip.
  - Det behøver du heller ikke. Men du er nødt til at holde op med at vente på hende.
  Marie græd indvendigt over håbløsheden i, at ingen troede på hende. Eller også var det over, at hun blev endnu en lille tand mere overbevist om, at mor havde ret.
  Mor tøvede, før hun sagde det næste. - Der er også en anden ting, der måske gør, at jeg hurtigere har indset, at hun ikke længere vil være hos os, for, tro mig, jeg ville virkelig ønske, Cecilie ville komme tilbage en dag.
  Marie troede hende, for hun kunne høre sin mors stemme knække, da Cecilies navn pludselig var ude i luften, og hun lyttede videre, mens hun forsøgte at forstå.
  - Jeg så hende, efter de havde fundet hende. De skulle have nogen til at genkende og sige, om det var hende. Hun var helt borte. Hendes krop var der bare, og hendes hud var kold.
  Mor holdt inde for at snøfte, mens Marie bare betragtede hende med store alvorlige øjne.
  - Jeg syntes ikke, du skulle se hende, fortsatte mor. - For din egen skyld skulle du ikke se, hvor stille hun var, som hun lå der, men… men måske tog jeg fejl. Måske havde det været bedst hvis… så vi alle kunne komme videre. Undskyld Marie…
  Nu græd hun så meget, at Marie dårligt kunne bære det. Pigen lagde sine hænder om sin mors ansigt for at tørre tårerne væk og skammede sig over at have været så vred og gjort mor så ondt.

  Hende pigen med efteråret i øjnene på den anden side af spejlet var nær ved at tynges ned i det ligeså grå gulvtæppe af det lange, tykke, blonde hår, som var for langt og for tykt.

  Marie havde besluttet sig for at sige undskyld til Tit henne i skolen. Hendes far havde tilbudt at følge hende, men hun havde takket nej, for hun ville helst ikke, at hun så skrøbelig eller usikker ud over for sine klassekammerater.
  Tit ville forstå det. For hun var så klog og voksen, og hun ville sige, at det var okay, og de ville måske endda grine lidt af det på trods af sammenstødets alvorlige hovedemne. Marie glædede sig til at få det ud af verden og også til at se sine venner fra klassen igen, så hun løb hastigt op ad trapperne. Hun var lidt sent på den og mødte slet ingen på vejen op til klasseværelset.
  - Hvad skete der med din søster? spurgte klassens største botnakke med et hånligt grin, da Marie kom ind ad døren.
  Hun stod helt stille og stirrede på ham, lammet af hans ufølsomhed.
  - Fordi, alle andre troede jo, hun lå i kisten, fortsatte han. -Men måske vi burde grave den op og tjekke efter engang.
  Han grinede ind gennem tænderne og dinglede med benene fra sin siddeplads på et af bordene, og et par af drengene grinede tøvende med. Én af dem sagde endda dæmpet, noget om at hun var syg i hovedet. Andre så ned i gulvet. En højlydt hvisken fangede Maries opmærksomhed, men hun drejede ikke hovedet. Stod helt stille. Hørte hvad pigerne derovre sagde så højt, at det måtte være meningen, hun skulle høre det.
  - Hun er jo sindssyg, hun skubbede bare Tit ned på gulvet, hviskede Natasja til Klaudia og Nynne, som nikkede enigt og svarede jaer og totalt.
  Døren smækkede i bag Marie, hvilket fik det til at gibbe i hende, og rundt omkring i lokalet hørtes fnisen. Hun gik langsomt hen på sin plads med alle blikkene på sig og sit eget mod gulvet. Aldrig havde hun følt sig så alene.

  I frikvarteret kom hendes nærmeste veninder, bortset fra Tit, hen til hende, men hun ignorerede dem, for de havde lige så meget som alle andre været med til at stå der og glo. De bad hende lade være med at tage sig af botnakken, for han var bare totalt for åndssvag. Hvisketiskepigerne var også bare totalt lede. Sådan nogle bitches.
  De sad ved hendes plads resten af frikvarteret på trods af manglende respons. De skulede som bodyguards til alle drengene og til Tit, der sad og læste et par rækker borte med skuldrene oppe om ørerne og det røde hår faldende ned om ansigtet. De sad der også næste frikvarter og næste igen. De sad der i alle frikvarterene hele resten af ugen, indtil Marie om fredagen bad dem om at fucke af.

  Det sidste frikvarter fredag, hvor hun sad alene, kom Tit hen til hende.
  - Undskyld, sagde hun. - Jeg ved ikke hvorfor, jeg fortalte det videre… Det var meget dumt af mig.
  Da Marie ikke løftede blikket, satte hun sig ned på en stol ved siden af. Hun tog Maries hånd, der hurtigt blev trukket væk igen. Hun kunne ikke bare sådan lige blive tilgivet. Tit blev siddende hos Marie resten af frikvarteret. Hun sad hos hende hele næste uge, og længe efter Marie havde bedt hende om at fucke af. I en hel måned sad hun der. Et par stykker af de andre piger kom også med deres madpakker og snakkede og gjorde Marie selskab. Tit sad der, længe efter de andre piger holdt op.
  - Pas dig selv, sagde hun så.
  Og Marie vidste, at de aldrig kunne blive venner igen.

  Pigen med det lange, tunge hår holdt en lok ud og løftede køkkensaksen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...