Stemmerne

Bianca Hoffmann på 16 år, er psykisk syg. Hun høre stemmer. En dag starter der en ny fyr på navn Storm Green, i hendes klasse. Bianca finder ud af, at han ikke bare er en almenenlig fyr. Så hun vil prøve at finde ud af hvem han enlig er? Og hun vil også finde ud af hvorfor hun høre stemmer?

0Likes
0Kommentarer
431Visninger
AA

3. Kapitel 2. (Personen udenfor vinduet)

Personen udenfor vinduet

Kapitel 2.

Jeg går på ind på facebook for at finde Storm. Men så kommer jeg i tanke om at jeg kender hans efter navn? Øv.

Klokken er blevet 17:00. Så jeg måtte heler gå i gang med at lave aftensmad til mig selv. Jeg sætter nogle pasta over, og sætter mit glas vand på spisebordet. Jeg går i hen til pastaerne og heler vandet ud. Når jeg er kommet hen til spisebordet, sidder der en ved bordet. Jeg taber min tallerken på gulvet. Tallerken går itu. Jeg havde låst dåren, hvordan havde personen kommet ind. Jeg begynder at ryste af skræk. Personen har en sort hætte trøje på så jeg ikke kan se hvem det er.

”Hvem er du!?” siger jeg skæmt. Personen vender hoved over mod mig. OMG det er Storm!

”Du virker bange for mig” siger han om smiler. Han tager en tå af MIT glas vand.

”Jeg troede at du var en tyv. Hvad laver du her, og hvordan kom du ind?”

”Jeg kom fordi at jeg vil tale med dig. Og bare så du ved det, så er det en dårlig ide at gemme din ekstra nøgle under en plante”. Han virker meget selvsikker på alt hvad han siger.

”Skrid jeg gider ikke at tale med dig”. Jeg syntes at Storm var uhyggelig, hvordan viste han hvor jeg boede?

”Bare så du ved det jeg giver ikke op, før jeg har fået min vilje. Om jeg skal binde dig til stolen, for at du vil snakke. Det er dit eget valg?”. Jeg er ikke tryg ved at han er her. Hvad ville kan tale med mig om?

”Fint, men så går du bagefter!”

”Okay, aftale..”

 

Vi satte hos i sofaen.

”Du høre stemmer ikke sandt?” siger han meget overbevisende. WTF hvordan kan han gøre dette?

”Nej... Det gør jeg ikke” løj jeg, for jeg vil ikke sige for meget til ham. Hans skæve smil blev mere til et falsk smil.

”Jeg ved godt at du lyver! Kan du ikke bare være ærlig!” hans stemme blev vild hård.

”Okay... Hvorfor vil du vide det?!”. Der var noget der ikke gav mening?

”Hvad siger stemmerne til dig?”

”Du lyder jo som min psykolog..”

”Come on, skal jeg virkelig binde dig til stolen før du gider at sige det!”. Mente han det virkelig?

”Stemmerne siger at jeg er i fare og at der er en efter mig!”. Hans lyseblå øjne blev store.

”Tak for snakken, vi ses i skolen i morgen..” siger han meget usikker. Hvor blev der af den selvsikker fyr af?

”Øh... var det bare det du ville snakke om?”.. Han var væk enden jeg nåde at se af det.

 

Der var nu gået en time sidden Storm, to hjem. Mine forældre var kommet hjem. Jeg var træt efter en lang, og mærkelig dag. Der går ikke lang tid før jeg falder i søvn.

Jeg vågner pludselig op, fordi stemmerne vækker mig.

”Bianca du leger med djævlen...” siger stemmerne. Jeg sætter mig op i af min seng, og holder mig for mine øre. Jeg er rigtig skræmt, jeg kan ikke lide at høre stemmer. Det var underligt, stemmerne sagde ikke det som de altid sagde. Nej i dag, var det ekstra uhyggeligt.

Jeg siger til mig selv. ”Det er bare en drøm, det er bare en drøm. Jeg bilder mig selv ind i at det er virkeligheden!”.

Jeg går hen til køknet, for at tage noget vand. Lige pludselig kommer der en lyd, udenfor. Jeg går hen til vinduet, for at se efter. Jeg får øje på en menneskeskygge. Jeg har kulegysninger over det hele. FUCK der er nogen udenfor.

Jeg løber ind til mine forældre, som ligger og sover.

”MOR OG FAR!” råber jeg op.

Deres trætte øjne kigger op på mig.

”Der er nogle uden for” min stemme knækker. Mine forældre kigger på hinanden, også kigger de på mig igen.

”Bianca det er noget du bilder dig selv ind i” siger min mor. Jeg fik tårer i mine øjne. Tænk at mine mor ikke troede på mig!

”Mor det passer altså! Far du tror på mig, gør du ikke også?”. Han sukkere lidt.

”Jeg bestiller en tid i morgen til psykologen. Men denne gang efter skole, så du kan være med i alle timerne” siger min far. Jeg tramper i gulvet.

”Er det ikke nok at jeg går til psykologen om torsdagen! Ved i hvad, kan i ikke bare sende mig væk. Nu når vi er i gang!”. Mine forældres ansigter bliver helt overraket, over at jeg kunne finde på at tale sådan. De siger ikke noget igen.

”Jeg hader jer, i er sådan nogle idioter!” råber jeg og græder. Jeg løber ind på mit værelse, og smækker døren i..

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...