Between us ~ One Direction

Emmely som nu er kendt som Melissa er en pige med en lang historie. Hendes fortid gør det sværere for hende at være en ung 20 årig fotograf uden karriere. En photoshoot som er et gennembrud i hendes karriere ender med at vende hele hendes verden om og minder fra fortiden følger hende, bogstavelig talt.

Hejsa, det skal lige siges at den er skrevet som om det 2013 og inde i historien er der til vært kapitel hovedpersonens P.o.v og så to andre men det er kun en gang imellem de to ekstra er der og det skifter mellem dem.
Kapitlerne er heller ikke allesammen så lange men der kommer så rimelig mange kapitler. Der er nogle tekniske problemer på tablets så den skal foreløbig læses på internettet og ikke appen på tablets. Håber i kan lide den. Byee. :D
Alder. 12+

16Likes
6Kommentarer
4841Visninger
AA

2. Prolog

De 17 lys blafrer stille ud, som luften fra mit pust rammer dem en efter en men en står tilbage, uskadt, livlig og lysende. ’’En kæreste va'.?’’ Louis bukkede sig ned og kyssede mig blidt på kinden. ’’En kæreste.’’ Gentog jeg. Han smilede. ’’Men hvis du skal hænge fast i det der med kærester og lys så er der snart ikke nogen lys tilbage med ild i.’’ Sagde jeg grinene. Han grinede. 17. Jeg er 17. Jeg er for ung som alle går og siger. De har ret du kan ikke bo alene med din kæreste som 17 årig. Men med Louis føles det bare rigtigt. Det føles som om det er sådan her det skal være. For at være ærlig så ved jeg ikke hvad jeg ville gøre uden Louis, hvor jeg ville være, eller hvordan mit liv ville se ud. Jeg mener han var drengen på den anden side af vejen.

Historien er egentlig min mor var en kvinde der var fuldstændig ødelagt dengang. Hun var aldrig hjemme, når hun så kom hjem om aftenen var hun pisse fuld, og hun råbte af mig fordi hun ikke kunne få styr på sig selv. I den periode var jeg hos min far og hans kone Lacey, hver anden uge. Han kunne altid mærke på mig at jeg ikke ville hjem til min mor på enden af ugen. På min 11 års fødselsdag besluttede min far og Lacey sig for at få den fulde forældremyndighed. Efter 9 måneder med flere ture i retten, skænderier mellem advokaterne, skænderier mellem mor og far og skænderier mellem advokater og dommere endte det med at de fik en prøve på 2 måneder med den fulde myndighed. I 2 måneder boede jeg hos dem og jeg følte mig endelig tryg. Da alt var gået godt kom vi endnu en gang i retten og så skete det, endelig behøvede jeg aldrig føle mig bange for hvad min mor kunne finde på når hun var fuld, endelig var de mine rigtige forældre. Jeg husker tydeligt at præcis 2 uger efter fik jeg at vidde at vi skulle flytte til Doncaster. ’’Jeg er bange for hvad hun kan gøre, din mor. Det er den eneste mulighed for at holde dig i sikkerhed.’’ Da min far sagde de ord vidste jeg at det var det rigtige at gøre. Men jeg var også klar til det. En ny start.

Da vi så flyttede fra New Castle til Doncaster flyttede vi ind på en lille vej, hvor alle husene var røde men huset overfor os var som det eneste på vejen lyseblåt. Det var næsten ikke lyseblåt, det var så lyst at det blå næsten var ikke-eksisterende. Jeg kan huske at de sad og spiste ved deres vindue og det samme gjorde vi. Louis og jeg vi sad nogle gange og kiggede på hinanden, altså jeg kiggede på ham når han kiggede væk og han på mig når jeg kiggede væk. Det endte faktisk altid med en af os opdagede det. Dengang begyndte vi bare at grine og spiste videre, men som vi blev ældre blev det til små vink, vink blev til smil og smil blev til en genert dreng eller pige der drejede deres hoved væk.

Jeg kan huske første gang jeg virkelig mødte ham. Det var til en lille grill fest for alle på vejen, der var børn over det hele, der var god mad og alle hyggede sig. Jeg kendte virkelig ikke en eneste på det tidspunkt og jeg havde boet der i næsten 2 år. En masse mennesker kom og snakkede med mig og præsenterede mig for deres børn. Hver gang var jeg stille og nikkede og smilede bare. Jeg var ikke tryg ved andre end min far og Lacey, efter at have boet med min mor i 11 år havde det stort set ødelagt min tillid. Da folk begyndte at lade mig være satte jeg mig ind i min have og ventede på det sluttede. Jeg sad op ad det hvide hegn og hørte lågen åbne længere henne i haven, drengen fra det lyseblå hus kom hen til mig. ''Hej, du hedder Emmely ikke?'' Han satte sig ned og smilede. Jeg nikker forsigtigt og kigger hen mod ham. ''Jeg hedder Louis.'' Jeg ved godt hvad han hedder, jeg har også en følelse af at jeg allerede kender ham. De sidste to år har han og jeg siddet og observeret hinanden, de gråblå øjne, det brune hår, hans tøj, alt ved ham virkede bekendt. Jeg behøvede ikke lære ham at kende, jeg kendte ham allerede.

’’Emmely?’’ Louis hånd landede blidt på min skulder. Han satte sig ned på sine knæ og rykkede hans hånd fra skulderen til mit lår. ’’Er du okay?’’ Han virkede bekymret. ’’Ja selvfølgelig, jeg sad bare og tænkte på dengang jeg flyttede til Doncaster. Du behøver ikke være bekymret.’’ Jeg smilede til ham og rejser mig fra stolen for at sætte mig ned på mine knæ overfor ham. Hans øjne virkede lykkelige, hans øjne reflektere alle hans følelser. Jeg rykkede mit hoved tættere på hans og gav ham et blidt kys. ’’Emmely?’’ Hans stemme var klar og beroligende. Jeg kiggede ham i øjnene. ’’Jeg elsker dig.’’ Det var sidste gang han sagde det inden det skete. Inden vi stoppede alt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...