Elementernes Bog

Da Bogens Vogter dør, efter at have opretholdt hundrede af års fred i en verden opdelt af fire elementer, opstår der magtkamp om hvilket element der skal overtage Elementernes Bog. I denne planlagte bogserie, følger man Lykill, Telin, Gorva og Tairla, der hver især tilhører ét af de fire elementer, på deres rejse igennem det krigsramte landskab.

"I takt med at han bevægede sig dybere ind i hallen tændte små fakler på væggene, som spredte samme grønne lys, som det fra hans stav. Hans skikkelse virkede lille og ubetydelig mellem de meterhøje reoler der stod i utællelige rækker i den enorme hal. Han stoppede foran en lille port der lå upåagtet mellem to reoler. Med en håndbevægelse og ordene ”Kaalam yawe” åbnede han den aflåste port. Han kiggede sig over skulderen inden han forsvandt gennem døråbningen. Med et knirkende smæld faldt porten i bag ham og den mørke hal lå stille tilbage. Kun portens rungende lyd bevægede sig mellem reolerne, som et varsel om de forandringer der var på vej"

1Likes
0Kommentarer
256Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

Lykill trak vejret dybt ned i lungerne og mærkede den kølige morgenluft fylde ham indefra. Den salte fornemmelse hang stadig i hans lyse krøller, og fornemmelsen af de kolde bølger var en opvækkende kontrast til solens varmende stråler. Han kastede sig i det høje græs og kiggede på de forskellige skyformationer der langsomt bevægede sig over den blå himmel. Han elskede turene derud, når han kunne få det dynamiske og hårdføre byliv på afstand. Han kunne ikke fordrage den påbudte morgenmarch før morgenmaden. Han brød sig for den sags skyld heller ikke synderligt om morgenmadsrutinen. De lange rækker af borde der stod i den kvadratiske hal, fyldt med konkurrencebesatte elever der brugte hver eneste hjernecelle på at opfinde nye måder at hovere med deres bedrifter. Det var ham et mysterium at der ikke var flere der stak af engang imellem.

 

Loseph folket er et stærkt folk der lever i byer nær havet. Deres fysiske fremtræden er ofte intimiderende og der militæriske evner uovertruffen. Det skyldes blandt andet deres forskrevne militærtræning på minimum 3 år, hvor de unge skulle lære at bruge deres evner til krigsførelse. Lykill havde netop afsonet sine 3 år  og skulle kun igennem den sidste dags trængsler før han kunne rejse hjem til sin familie igen. Han havde gennem hele perioden stukket ud af mængden. Hans fysik var svagere og hans krøller upassende. Den første dag i militærtræning havde han nægtet blankt at få klippet dem af, og hans kamplærer Vokill havde derfor fra dag et af foragtet ham, og dumpede ham i samtlige fysiske discipliner. Men grundet hans uundgåelige talent for brug af vandets element kunne de ikke erklære ham for ”uegnet til militæret”. Lykill smilede ved tanken om Vokills ansigt da han fik overrakt sit emblem. Han sad og legede lidt med mindet, men rejste sig så med et suk og vendte sig væk fra havet, og gik med modvillige skridt tilbage mod byen.

 

Efterhånden som han kom tættere på, kunne han fornemme livet i gaderne. De mange folk gik rundt mellem hinanden fra bod til bod og forhandlede med høje stemmer hen over hinandens hoveder. Hist og her kunne man skimte de skinnende emblemer der stolte sad på den mørkeblå uniform og indikerede at personen der bar dem havde retten til at håndhæve rigets love. Lykill bevægede sig smidigt igennem folkemængden og var snart tilbage på skolen. Store flokke af elever gik i en ensformig strøm mod den store sal, som blev brugt til fællesmøder. ”Allerede?” tænkte Lykill for sig selv, og kiggede mod solen i et forsøg på at aflæse dens bane. Så vidt han vidste skulle de ikke samles før om lang tid, men han fulgte alligevel strømmen, for ikke at komme i problemer på hans sidste dag. Vinurr rejste sig op og vinkede ham hen til ham. Vinurr var hans bedste og eneste ven på skolen. Han var høj og markeret i ansigtet, og var ifølge Lykill den eneste på skolen der rent faktisk kunne bære den obligatoriske korte-karse-klip.

 

Lykill dumpede ned på stolen ved siden af ham og spurgte åndsfraværende hvorfor der allerede var samling nu. ”Aner det ikke? Men det er vidst ret vigtigt? Jeg mener, prøv lige at se udtrykket på gamle Korldori! Jeg tror aldrig jeg har set et par øjenbryn sidde så langt nede i øjnene på nogen før?” De to grinte lavmælt men blev så afbrudt af Korldoris gennemborende stemme. Hans store skikkelse stod som sædvanligt og tårnede på podiet og nedstirrede den store skare af elever.

”Visse omstændigheder er opstået – vi må derfor bede følgende elever møde på mit kontor omgående”

En lang liste navne blev remset op i alfabetisk rækkefølge, mens en undrende summen spredte sig blandt eleverne. Vinurr lænede sig forsigtigt hen til Lykill ”Det er alle eleverne af de finere familier der bliver råbt op?” Jo flere navne der blev råbt op jo større forundring spredte sig, og da strømmen af navne endte ud med Lykill Godtloff, var der ikke en eneste elev der forholdt sig roligt.
”STILLE!” Det høje tilråb havde en øjeblikkelig effekt og en vibrerende ro hvilte nu over forsamlingen.

”Førnævnte elever melder sig på mit kontor omgående – resten af jer forsætter dagen ufortrødent”. Korlodris trådte ned fra podiet og forsvandt ud i den store gård med de udpegede elever efter ham. Lykill nåede kun lige at se Mrs. Darla træde nervøst op på podiet og rømme sig undskyldende inden døren blev lukket bag ham.

 

Da de alle sammen stod tæt sammen på Korlodris’ kontor rejste han sig fra sin stol og kiggede på dem alle sammen.

”Som sagt er visse omstændigheder opstået, som kræver jeg afrejse omgående. Jeg kan ikke sige mere. I kan melde jer ved min sekretær og få jeres bevis. Træd af soldater!”  Efter det lavede han en bevægelse med hånden der tydeligt viste at der ikke var noget at diskutere. Lykill kunne mærke en splittelse af forundring og glæde. Han undrede sig de nyopståede omstændigheder, og uvisheden gjorde ham som sædvanlig ængstelig. Men tanken om at vende hjem en hel dag tidligere var altoverskyggende og han kastede forundringen væk og gik tværs over den store gårdsplads og ind i sin barak for at pakke sine ting.

 

***

 

Telins Lange røde hår bevægede sig roligt i den lune vind. Hun gik målrettet mod den gamle bygning, der uforstyrret og statisk hævede sig over trækronerne. Hun kneb øjnene sammen da solen brød gennem en sky og spejlede sig i de hvide sten.  Dens spejling bevægede sig som en slange rundt i de mønstre der i tynde fine sølv spiraler udsmykkede bygningen fra bund til top og fik den til at se nærmest levende ud. Hun havde altid elsket at hente sin far fra arbejde, og havde gjort det siden hun var gammel nok til at gå. Hendes mor havde plejet at fortælle hende historier om det storslåede bygningsværk, og de stærke troldmænd der stod bag. Hver dag var historien en smule anderledes, og hver dag så hun bygningen i et nyt lys.

 

Hendes mor havde altid været anderledes end de andre folk i byen. Hendes far havde efter hendes død fortalt at hun ikke var født ind i chiltrin folkets kredse. Hun var fra en anden klan og var blevet forbudt at bruge sine kræfter så længe hun boede indenfor deres grænser.  Telin havde altid fundet sin mors kræfter utroligt smukke. Hun plejede at liste ud af sin seng for i smug at kravle op på den højeste loftstolpe. Her kunne hun se sin mor sidde foran kaminen og lave de smukkeste figurer i ilden. Telin havde flere gange forsøgt at gøre kunsten efter, men lige meget hvor længe hun sad foran det store ildsted og så koncentreret på flammerne kunne hun ikke få to smukke silhuetter til at danse rundt mellem hinanden i en kærlighedsduet, eller få så meget som en lille hare til at lave spring over de sværtede kævler. Så hun nøjedes i stedet med at betragte sin mor når hun sad der på gulvet og formede flammerne kun ved et enkelt vink med hånden. Telin kunne ligge på den brede loftstolpe i flere timer, og var op til flere gange blevet fundet af sin far morgnen efter, sovende ligeså stille oppe under taget. ”Hun følger fuglene” havde han sagt og kysset hende blidt på panden. Et lille smil spredte sig på Telins læber da hun sendte sin mor en kærlig tanke og fortsatte alene ned af stien. 

 

Da hun nåede helt hen til bygningen skubbede hun til den høje dør og mærkede den kolde brise der var sat til at blæse når man trådte ind i banken. Gulvet skinnede om kap med de højpolerede spejle der rejste sig på hver side af hende i forhallen. Hun rettede hurtigt på sin kjole og strøg sit hår bag ørene. Hun irriterede sig kort over sin statur. Var det ikke for hendes store brune øjne og lange hår kunne hun ligeså godt have været en 13-årig dreng. På den anden side af forhallen sad Fru Kiiltra og smilede lidt for sødt og lidt for påtaget. 
”Telin min kære”. Hun rettede åndfraværende på den lille sølvfigur der stod på hendes skrivebord.

”Din far sidder stadig i møde, der går nok et stykke tid”. Telin tog et smil på og svarede stille ”Jeg venter bare inden ved siden af”.
Fru Kiiltra svarede ikke, hun sad og kiggede koncentreret på papirerne foran hende, som hun altid gjorde når hun syntes en samtale var slut.

 

Telin gik ind i rummet ved siden af og kiggede ud af det store vinduesparti der vendte ud imod skoven. Tiden gik langsomt mens hun sad og kiggede på fuglene der i dyk fløj mod skovbunden for så igen at forsvinde op mellem trækronerne. Hun tog en af de karameller der stod i en krystalskål på bordet foran hende og foldede papiret så det lignede et par vinger. Hun satte dem blidt på sin håndflade og fik den så til at lette ved et forsigtigt pust. Hun sad længe og fik karamelpapirsfuglen til at flyve rundt i lokalet, da døren pludselig gik op. Hendes fars lille skygge kom ind i lokalet. Han smilede på samme stille måde som han altid gjorde, og kyssede hende præcis det sted på panden som han havde gjort så længe hun kunne huske. Men hans blik var anderledes sørgmodigt og hun tog forsigtigt om hans hånd.
”Alt vel papa?” Han smilede igen og rystede på skuldrene.
”Det er svært at sige min pige, men lad os nu gå hjem.” De forlod den store bygning, som nu glødede faretruende rødt i aftensolen.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...