Elementernes Bog

Da Bogens Vogter dør, efter at have opretholdt hundrede af års fred i en verden opdelt af fire elementer, opstår der magtkamp om hvilket element der skal overtage Elementernes Bog. I denne planlagte bogserie, følger man Lykill, Telin, Gorva og Tairla, der hver især tilhører ét af de fire elementer, på deres rejse igennem det krigsramte landskab.

"I takt med at han bevægede sig dybere ind i hallen tændte små fakler på væggene, som spredte samme grønne lys, som det fra hans stav. Hans skikkelse virkede lille og ubetydelig mellem de meterhøje reoler der stod i utællelige rækker i den enorme hal. Han stoppede foran en lille port der lå upåagtet mellem to reoler. Med en håndbevægelse og ordene ”Kaalam yawe” åbnede han den aflåste port. Han kiggede sig over skulderen inden han forsvandt gennem døråbningen. Med et knirkende smæld faldt porten i bag ham og den mørke hal lå stille tilbage. Kun portens rungende lyd bevægede sig mellem reolerne, som et varsel om de forandringer der var på vej"

1Likes
0Kommentarer
255Visninger
AA

1. Indledning

 

I form af kulde ramte det hans pande og vækkede ham med et sæt. Han åbnede sine øjne og stirrede ud i mørket og sad i uendeligt lange sekunder og lyttede til det der for enhver anden fremstod som den rene stilhed. Pludselig rejste han sig i en forhastet bevægelse fra sit leje af mos, og greb sin stav der stod op af sengegærdet.  Med en håndbevægelse spredte der sig et roligt grønligt skær fra toppen af staven, og han forsvandt med målsikre skridt ind i de mange mørke tunneler. Drocal folket levede en stilfærdig tilværelse under den mørke jord. De havde gennem flere tusinde år bygget en by, bestående af gangsystemer, mægtige haller og hvælvinger der rejste sig flere meter over deres hoveder. De blandede sig ikke i verden over dem, og delte ikke deres utømmelige visdom med de øvrige folkegrupper.

 

Den krumryggede skikkelse begik sig nemt og stedkendt rundt i den mørke labyrint. Hans skygge løb om kap med ham i lyset fra faklerne. I ny og næ mødte han en medborger der sad med hovedet bøjet i dyb trance over en bog, men ingen af dem lod sig mærke med hans tilstedeværelse. Det var ikke udsædvaneligt at man bevægede sig ud midt om natten. Hvis en videbegærlig tanke ramte et Drocal-sind var der ikke anden udvej end at finde svaret i én af de utallige bøger. Han drejede om flere hjørner og fulgte den ene trappe efter den anden indtil han stod ved byens højeste punkt. Det var sjældent nogen bevægede sig derop, Drocal folket fandt ingen glæde ved solens lys og trivedes bedst i byens dybeste jordlag.

 

Han stod i et lille kammer med uformelige vægge, kun holdt på plads af de utallige rødder som groede ud af mulden. Midt i rummet stod der et tungt bord, udstyret med papir og en fyldepind. Støvet lå i et tykt lag hen over bordet, og det var tydeligt at det var flere årtier siden nogen sidst havde sat sin fod i det lille jordkammer. Det var derfor også med stort besvær at han fik åbnet den lille låge der lå henlagt og skjult under flere års skidt og tilfældige bosatte insekter. En lille lysstråle kæmpede sig ind i mørket, og stod som en klar kontrast til lyset fra hans stav. Han slog 3 kraftig slag mod gulvet, og en forpjusket muldvarp stak søvnigt hovedet frem. Han skrev med sikker hånd hen over et gammelt stykke pergament, og bandt det om dyrets hals, inden han med strenge instrukser sendte det ud igennem den lille åbning, og lukkede lågen forsvarligt.

 

Han åndede tungt og knugede hårdt om sin kåbe, idet han forsvandt ned af trappen og mod  vismændenes  bibliotek. Hvis nogen havde taget sig tiden til at kigge op fra de støvede sider havde de opdagede hans rystende hænder og de dybe rynker der bekymrede lagde sig over hans pande, men der ville endnu gå 7 døgn før de ville få besked, og de fortsatte derfor uforstyrret deres læsning. Han gik længe i mørket men stod til sidst foran den enorme hvælving  der førte ind til vismændenes bibliotek. Her måtte kun de mest betydningsfulde vismænd sætte sin fod, og han bevægede sig gnidningsløst  forbi den gamle besværgelse der lå som et skjold henover døråbningen. I takt med at han bevægede sig dybere ind i hallen tændte små fakler på væggene, som spredte samme grønne lys, som det fra hans stav. Hans skikkelse virkede lille og ubetydelig mellem de meterhøje reoler der stod i utællelige rækker i den enorme hal. Han stoppede foran en lille port der lå upåagtet mellem to reoler. Med en håndbevægelse og ordene ”Kaalam yawe” åbnede han den aflåste port. Han kiggede sig over skulderen inden han forsvandt gennem døråbningen. Med et knirkende smæld faldt porten i bag ham og den mørke hal lå stille tilbage. Kun portens rungende lyd bevægede sig mellem reolerne, som et varsel om de forandringer der var på vej.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...