Don't get too close / FÆRDIG

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 aug. 2015
  • Opdateret: 25 okt. 2015
  • Status: Færdig
Emma McKenzie og Kyle Hood er bedstevenner, og går på high school i Sydney. De er stræbere og arbejder godt i skolen.
Men da årets store skoleprojekt skal til at gå igang, får deres klasse afvide, at de ikke må vælge deres partnere selv. Emma bliver sat sammen med Luke. Luke Hemmings. En dreng hun ikke snakker med, som måske er flink nok. Men Luke er ligeglad. Ligeglad med skolen og fremtiden, præcis som hans tre bedstevenner, Ashton, Calum og Michael. De satser alle tre på musikken.
Emma er bange for at få dårlige karakterer for projektet, fordi Luke er så ligeglad.
Da de langsomt begynder på projektet, og faktisk begynder at snakke sammen, bliver de begge to overraskede over hinanden. De er ikke som de havde troet.
Men vil det overhovedet blive til noget? Vil de forblive venner efter projektet? Hvad vil der ske med dem? Og hvad med Kyle? Hvordan har han det med projektet og Luke?

Find ud af det i; Don't get too close.

*STØDENDE SCENER OG SPROG KAN FREMKOMME*

47Likes
48Kommentarer
22480Visninger
AA

8. Chapter 6 / busted secret ♡

This chapter is dedicated to everyone who selfharms

I love you so so so sooo much, and I promise, you'll get through it 

- lovely lrh
 

 

 

Luke og jeg er taget hjem for at skrive videre. Det går vildt godt og jeg tror faktisk, at vi bliver færdige før tid!

Jeg tager min telefon frem. Kyle har skrevet.

’Oh Gooood, Rosie er endelig begyndt at forstå det! Mit liv er fuldendt, byyye’ Jeg griner. Hvor er han skøn.

’Hahahahah, hvor er du dejlig. Hvad laver du?’

’Vi arbejder stadig. Hvorfor kom du ikke over i går?’

’Luke og jeg arbejdede til et eller andet om natten og jeg fald i søvn her.’

’Nånå ;) Så må I hygge jer ;))))))’ jeg smiler stort og rødmer. ”Hvad sker der?” spørger Luke.
”Ikke noget, jeg skriver med Kyle.”
”Hvorfor rødmer du sådan?” griner han.

”Det ved jeg ikke, haha.” Luke smågriner og jeg skriver videre.

’Du er så dum. Luke har lige spurgt om hvorfor jeg rødmede sådan. Fuck hvor er det flovt.’

’Aww. Kan du lide ham?’

’Kyle, er du seriøs?’

’Undskyld mam. ;D’ jeg griner og lægger min telefon fra mig.

 

*

 

Klokken er halv tolv og jeg er stadig hos Luke. Vi er slet ikke trætte, vi arbejder videre. Jeg har så til gengæld også sovet rimelig meget i dag. ”Em?” siger Luke. Jeg kigger op på ham. Han smiler. ”Jeg kan faktisk rigtig godt lide dig.” jeg smiler.
”Jamen, jeg kan da også godt lide dig Luke.” siger jeg.
”Nej, altså ikke på den måde.”

”På hvilken måde så?”

”Hvor mange måder er der?” spørger han og griner.

”Ja okay.” siger jeg og rødmer. ”Hvorfor det? Jeg er bare Em.”
”Jeg ved det ikke. Der er virkelig gået kort tid, og du har bare fået mig til at se mig selv helt anderledes. Du er den første som har troet på, at jeg nok skal kunne klare det her.” Jeg smiler. ”og pga. Dig, så vil jeg også det her.” han rykker sig tættere på mig, uden at bryde øjenkontakten.

”Luke, vi burde arbejde videre.” siger jeg. Han kigger på mig og så ned. Han ser lidt skuffet ud. ”Undskyld, jeg er bare ikke så meget til det der kæreste noget. Jeg ender altid med at blive såret.”
”Men, det gør du ikke med mig.” siger han selvsikkert.
”Det siger de alle.”
”Åh, så det gør de?” siger han og smiler. Jeg smiler og nikker med et hævet bryn.
”Luke, årh. Du virker bare så mystisk, jeg tager ingen chancer.”
”Trust me, you will!” han smiler. Jeg griner lavt og skriver nogle ting ned.

 

EN TIME SENERE

 

 

”Er det her fint?” spørger jeg.
”Jeps.” siger han og smiler.

”Altså jeg tænker,” jeg peger på skærmen ”Ser det ikke lidt underligt ud?” han kigger på mit håndled. Min, eller Lukes, trøje er røget lidt op.

”Hv-hvad er det?” siger han stille.

”H-hvad?” spørger jeg og rykker mig lidt væk fra ham. ”Luke, kig så!”

”Nej. Em, vis mig din arm!”

”Luke, hvad fanden snakker du om?” han prøver at tage fat om min arm, men jeg rejser mig fra sengen. ”Jeg må nok se at komme hjem nu, godnat Luke.” jeg går ud af døren, men han tager fat om mig og får mig ned og sidde på sengen igen. ”Luke, please!” siger jeg og fælder nogle tårer. Han tager hårdt fat om mit håndled og trækker mit ærme op. Jeg kigger ned. ”Wow.” hvisker han. ”Em.. Hvad har du .. Hvorfor?”
”Luke, du må ikke sige det til nogle, please.” siger jeg. ”Jeg gør alt for dig, du må bare ikke sige det til nogen.”
”Hvor har du mere gjort det?” spørger han.

”Ingen andre steder.”
”Vil du selv have mig til at tjekke eller?”  jeg fælder nogle flere tårer og tager hans hånd og fører den indenunder min trøje, hvor jeg også har nogle sår på hofterne. Jeg kigger ned. ”Luke, please lad det være mellem os to.” han kigger på mig. ”Please Luke!” råber jeg. Han fletter sine fingre i mine.
”Selvfølgelig er det kun imellem os to.” hvisker han og trækker mig ind til ham. Jeg græder lidt ned i hans skulder. ”Hey, lad vær med at græd. Hvorfor græder du?”
”Luke, du forstår ikke.”
”Jo jeg gør. Jeg så godt hvordan du var i starten af året, men sagde ikke noget.” Jeg fælder flere tårer, ”Men du er jo ikke sådan nu, så hvorfor gør du det?”
”Jeg er blevet afhængig. Ligesom folk bliver afhængig af at ryge, så bliver jeg afhængig af det her.” Jeg var virkelig stille i starten af året. Jeg snakkede ofte med skolepsykologen and stuff. Der var nogen der lagde mærke til, at jeg ikke var helt okay. Der var også nogle der spurgte mig, men jeg fortalte dem, at jeg var okay. Selv om jeg ikke var. Men det skulle de ikke vide.

”Hvem ved det?”
”Ingen. Kun Kyle. Og nu dig.” han tørrer mine tårer væk.

”Em, du skal ikke græde.”
”Luke, du ved ikke hvordan det er!” siger jeg irriteret. ”Jeg tror ikke du ved hvordan det er, at være deprimeret og være omringet af 900 mennesker, hvor ingen lægger mærke til det. Og hvis de lægger mærke til det, så er de ligeglade. Luke, jeg kan ikke forklare det og du forstår det ikke.” han trækker mig ind til ham. ”Jeg kan ikke stoppe med det. Kyle har prøvet at få mig til at stoppe i to år, men jeg kan virkelig ikke.”

”Det skal nok gå. Du skal nok stoppe når du er klar til det. Jeg forstår, at det er svært, men jeg lover dig, det hele skal nok gå. Du er en fantastisk pige og du burde virkelig ikke gøre det, så for min skyld - please prøv og stop. Uanset hvor svært det er, idet mindste prøver du og det dét der betyder noget. Jeg er med dig hele vejen.” hvisker han og stryger sin hånd igennem mit hår.

 

 

LUKES SYNSVINKEL

 

Det her havde jeg egentlig aldrig forventet af Emma. Hun virker så glad hele tiden og så ja. Jeg forstår ikke hvordan, jeg ikke kunne have opdaget det. Like what the hell. Jeg overvejer lidt at fortælle min hemmelighed også, men hmm. Jeg  ved jo ikke om det hjælper.

Men jeg kan i det mindste prøve. ”Luke?” kommer det fra Emma.

”Ja Em?” 
”Du tror ikke jeg er psykopat eller noget nu, vel?”
”What? Nej selvfølgelig ikke.” siger jeg og smiler. Hun smiler svagt og skriver videre. Jeg sender Calum en besked, hvor der står;

’Hey. Lad os mødes.’ Han svarer hurtigt.

’Hvorfor? Du er da sammen med Emma?’

’Jeg ved det, men jeg fortæller hende det.’

’Øh er du dum? Hvorfor gør du det? Hun vil jo bare grine.’

’Cal, hun er ikke som I tror hun er, okay? Det kan være ligemeget med hvorfor, hun fortjener at vide det.’

’If you say so. Ashtons garage? Om en time?’

’Deal. Ses’

’Ses’ svarer han. ”hvem skriver du med?” spørger Emma.

”Det er ligemeget.” siger jeg. Hun sender mig et mistænkeligt blik.

”Hey, jeg er nysgerrig. Sig det.” jeg griner.

”Det er en overraskelse, smukke.” siger jeg. Hun smiler.
”Jamen, okay så.” siger hun. ”Skriver du egentlig sange?” spørger hun mig pludselig.

”Nah, jeg stinker lidt til det. Altså jeg kan godt skrive lidt, men jeg får dem aldrig skrevet færdigt. Du er god til det, right?”
”Haha, aw,” griner hun ”lidt er jeg, jo ja. Altså jeg skriver en masse sange og ja.”
”Hvad med melodien?”
”I suck at that.” jeg griner. Hvor er hun bare fucking skøn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...