Don't get too close / FÆRDIG

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 aug. 2015
  • Opdateret: 25 okt. 2015
  • Status: Færdig
Emma McKenzie og Kyle Hood er bedstevenner, og går på high school i Sydney. De er stræbere og arbejder godt i skolen.
Men da årets store skoleprojekt skal til at gå igang, får deres klasse afvide, at de ikke må vælge deres partnere selv. Emma bliver sat sammen med Luke. Luke Hemmings. En dreng hun ikke snakker med, som måske er flink nok. Men Luke er ligeglad. Ligeglad med skolen og fremtiden, præcis som hans tre bedstevenner, Ashton, Calum og Michael. De satser alle tre på musikken.
Emma er bange for at få dårlige karakterer for projektet, fordi Luke er så ligeglad.
Da de langsomt begynder på projektet, og faktisk begynder at snakke sammen, bliver de begge to overraskede over hinanden. De er ikke som de havde troet.
Men vil det overhovedet blive til noget? Vil de forblive venner efter projektet? Hvad vil der ske med dem? Og hvad med Kyle? Hvordan har han det med projektet og Luke?

Find ud af det i; Don't get too close.

*STØDENDE SCENER OG SPROG KAN FREMKOMME*

47Likes
48Kommentarer
22576Visninger
AA

5. Chapter 3 / why so curious?

Jeg har lyst til at græde. Luke er virkelig dårlig til det her. Jeg har næsten ondt af ham. Jeg har siddet og forklaret ham, fra punkt til prikke, hvordan det hele skal foregå, i to eller tre timer nu. ”Any questions?” spørger jeg. ”Altså har du nogle spørgsmål?”
”Jeg kan godt engelsk,” siger han lidt fornærmet ”men nej.”
”Har du forstået det 110%?”
”Jeps!” siger han.

”Okay godt! Nu skal vi finde vores underemne.”
”Hvad kan det være?” vi tænker. ”Er depression et underemne?” spørger han. Jeg smiler svagt.
”Ja! Skal vi vælge det?”
”Vil du det?” spørger han mig.

”Jeg er sådan set ligeglad. Men det kan vi godt.”
”Okay så! Så vælger vi det.” jeg smiler og skriver det ned. ”Skal vi så skrive spørgsmål omkring emnet ned nu?”

”Jeps!” siger jeg og lægger mig ned. Kyle har skrevet.

’Hey, hvordan går det?’ spørger han.

’Luke havde lidt svært ved det i starten, men jeg må sige, at han klarer det bedre end forventet!!! Er vildt lettet. Hvad med jer?’

’Jeg hopper ud fra en bro.’ Jeg griner.

’Tålmodighed, smukke’ skriver jeg til ham med et smil. Han svarer ikke. Hvorfor? Fordi jeg har ret.
”Hvor længe har Kyle og dig kendt hinanden?” spørger Luke mig pludselig.
”Siden 2. Klasse, hvorfor?”
”Jeg spørger bare.” siger han og smiler. Jeg smiler til ham. Luke er faktisk rigtig sød, når man kommer tæt på ham. Han var rimelig kold og sådan før. Men det er han ikke, nå man først lærer ham at kende.

”Hvad med dig og drengene?” Han ved godt, at jeg mener Calum, Michael og Ashton.

”Siden folkeskolen også.”
”Nå okay. Er Ashton egentlig ikke meget ældre end jer?” Jeg er 16, Luke er 16 og Ashton 18.

”Jo, han gik om i børnehaven.”

”Kan man det?” spørger jeg. Luke griner og nikker. ”Den var ny, men fair nok.” siger jeg og smiler.

”Men hvis han spørger, så ved du det ikke.” Jeg griner. ”Har du en kæreste eller noget?”
”Nah, jeg ved ikke helt om mine forældre gjorde det tydeligt nok for dig, men jeg er virkelig ikke den der lækre drengemagnet. Jeg har ingen drengevenner. Kun Kyle. Hvorfor så nysgerrig?” spørger jeg. Han griner og kigger ned. Han kigger derefter op på mig igen.
”Jeg ved det ikke. Vi skal være sammen, non stop, de næste to uger, så vi kan ligeså godt begynde at lære hinanden at kende.” jeg smiler.

”Vi kommer jo til at lære hinanden at kende i løbet af de her to uger.”
”Ja, det er rigtigt nok.” siger han. Han tjekker sin telefon. ”Wow, klokken er mange!” udbryder han. ”Jeg skulle mødes med drengene for 20 minutter siden!” han rejser sig op. ”Vent, tør du at være alene hjemme?” spørger han mig.
”Øh ja?” griner jeg. Han griner.
”Dumt spørgsmål alligevel, Luke.” siger han til sig selv. ”Jeg skriver lige til dem.”
”Hvor skal I mødes?”
”Ashtons garage.” jeg hæver mit bryn.

”I er nu lidt skumle alligevel.” siger jeg. Han griner.
”Men tak for i aften, det var virkelig hyggeligt. Du kan komme over i morgen, så kan vi arbejde videre på projektet.”
”Ja.” siger jeg stille og smiler.
”Vi ses.” siger han

”Vi ses, Luke.” han smiler og spurter hurtigt ud. Jeg smiler og kigger efter ham. Da han ikke er indenfor mit syn længere, lukker og låser jeg døren.

Jeg går op på mit værelse og ringer til Kyle. ”Sup?” siger han.
”Hvad laver du?” spørger jeg.
”Jeg sidder på mit værelse. Hvorfor?”
”Vil du ikke komme over? Jeg er alene hjemme og ja.”
”Selvfølgelig. Jeg er der om 10 minutter.” jeg smiler og lægger på. Jeg er bange for at være alene hjemme, men det ville jeg ikke sige til Luke. Om han havde travlt eller ej, så ville jeg ikke sige det.

Jeg ved godt, at det virker underligt, at en 15-årig pige, er bange for at være alene hjemme. Men da jeg var 13, og var alene hjemme, blev der røvet herinde. Det var så klamt og uhyggeligt.

 

Flashback

 

”Kyle, snak med mig.” siger jeg og griner. Jeg ligger på mit værelse og keder mig sååå meget. Mine forældre er ude og spise med bedstefar og bedstemor.
”Din idiot, jeg laver lektier!”

”Jamen, jeg keder mig.”  Jeg hører en tallerken gå i stykker. ”Vent lige Kyle.”
”Hvad var det der gik i stykker?” spørger han.
”Jeg ved det ikke, det var noget nedenunder. Vent, jeg tjekker lige.” jeg lægger min telefon fra mig og går nedenunder. ”Hallo?” råber jeg. Jeg ser en skikkelse løbe forbi mig. Jeg skriger lavt. ”Hvem er det?” spørger jeg. Mit hjerte banker hurtigt som aldrig før og mine hænder er helt svedige. Jeg ryster. Der er helt mørkt, fordi lyset er slukket.

Jeg tænder for det og ser nogle muskuløse mænd foran mig. Jeg skriger og han holder mig hurtigt for munden. ”HOLD DIN KÆFT!” råber han i hovedet på mig. ”Hvis du fortæller nogle om, at vi har været her, så er du så godt som død! Er du med?” hans stemme er helt vildt dyb. jeg fælder en masse tårer.
”Hey John, vær ikke så ond ved hende.” siger en anden. Hans stemme er noget lysere og jeg gætter på, at han er en smule yngre end ham John, der var ved at mase mig op ad væggen, men også lidt ældre end mig. ”Hun er køn jo.” han piller stille ved min kind. ”Du skal ikke græde, smukke. Vi gør dig ikke noget.”
”Nå ikke?” får jeg fremstammet. ”Din ven der, har ellers lige truet mig.” Jeg hører nogle banke på døren. ”EMMA, ÅBEN!” det er Kyle. Gudskelov. ”HVIS I RØR HENDE, SÅ SVÆRGER JEG PÅ ALT I VERDENEN, AT I VIL FORTRYDE DET!” døren bliver pludselig sparket op og politiet farer ind. Tyven John giver hurtigt slip på mig, og jeg lader mig glide ned af væggen. Kyle løber hen til mig. ”Er du okay?! Gjorde de noget?”

”Kyle.” hulker jeg. Han holder om mig.
”Rolig, de gør ikke noget når jeg er her. Politiet har dem. Se.” de får håndjern på. En politimand kommer hen til mig og rækker mig hans hånd. Jeg tager imod den. ”Gjorde de noget ved dig, min søde?” spørger han stille.

”Nej, ikke rigtigt. Jeg blev bare skubbet ind i væggen.” Kyle tørrer mine tårer væk.

”Men er du ellers okay? Er det kun chokket der påvirker dig ligenu?”
”Ja, det tror jeg det er.”

”Hm okay. Dine forældre er i hvert fald på vej og er her inden så længe. Så må vi lige få snakket om hvad der skal ske.” jeg nikker forstående og hører pludselig et skud. Jeg skriger og politimanden løber ud til stedet hvor lyden kom fra. Jeg kigger og ser den såkaldte John ligge der og stønne af smerte. ”Hvad skete der?” hører jeg politimanden spørge om.

”Han truede Carlos med en kniv, der var intet andet at gøre. Han pressede den mod hans hals og han bløder lidt også. Men tyven er ikke død, jeg skød ham i armen.” Kyle trækker mig tilbage, så jeg kigger på ham. Han holder om mig.

”Jeg troede der var sket dig noget.” hvisker han og fælder nogle tårer.
”Nejnej.” hvisker jeg og tørrer mine tårer væk. Han smiler svagt og krammer mig.
"Godt." 

 

Flashback slut

 

”I’M HERE.” siger Kyle. Han har en nøgle til vores hus og jeg har en til hans. Han jumper min seng. Jeg griner. ”Kan du ikke arbejde sammen med Rosie?”
”Jo, hun er vildt sød. Men hun er fandme dum. Jeg ved godt, at jeg virker lidt streng. Men hold da fuck up. Jeg brugte tre timer på at forklare hende hvad problemstillingen var.” jeg griner.
”Jeg brugte enten to eller tre på at forklare Luke det hele. Og så klarede han det faktisk okay fint nok.” siger jeg.

”Du er heldig nok. Selv Luke fatter mere end Rosie.” jeg griner.
”Du er så ond.”
”I don’t give a fuck.” griner han. Jeg griner. ”Ved Luke det der?” han nikker hen imod mine arme.
”Nej sguda. Han får det heller’ ikke at vide. Vi skal arbejde sammen i to uger og intet andet.”

”Hmm,” siger han og tænker. ”Men er han sød?”
”Ja! Han er vildt sød, i forhold til hvad jeg havde regnet med. Jeg havde troet, at han var en icecoldbitch, men han er virkelig så sød!” Kyle smiler og begynder langsomt at grine for sig selv. ”Hvad sker der?” spørger jeg og smiler.

”Hvordan reagerede dine forældre på Luke?” Jeg griner.
”De var seriøst pinlige. ’Ej skat, er det din kæreste? Jamen, lad som om du er hjemme Luke! Vores hus er dit hus!’ and stuff.” Kyle griner højt og jeg slår ham med min pude og griner. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...