Don't get too close / FÆRDIG

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 aug. 2015
  • Opdateret: 25 okt. 2015
  • Status: Færdig
Emma McKenzie og Kyle Hood er bedstevenner, og går på high school i Sydney. De er stræbere og arbejder godt i skolen.
Men da årets store skoleprojekt skal til at gå igang, får deres klasse afvide, at de ikke må vælge deres partnere selv. Emma bliver sat sammen med Luke. Luke Hemmings. En dreng hun ikke snakker med, som måske er flink nok. Men Luke er ligeglad. Ligeglad med skolen og fremtiden, præcis som hans tre bedstevenner, Ashton, Calum og Michael. De satser alle tre på musikken.
Emma er bange for at få dårlige karakterer for projektet, fordi Luke er så ligeglad.
Da de langsomt begynder på projektet, og faktisk begynder at snakke sammen, bliver de begge to overraskede over hinanden. De er ikke som de havde troet.
Men vil det overhovedet blive til noget? Vil de forblive venner efter projektet? Hvad vil der ske med dem? Og hvad med Kyle? Hvordan har han det med projektet og Luke?

Find ud af det i; Don't get too close.

*STØDENDE SCENER OG SPROG KAN FREMKOMME*

47Likes
48Kommentarer
22311Visninger
AA

3. Chapter 1 / best friends

”KYYYYYLE!” råber jeg og løber hen imod ham med åbne arme.
”EEEEM!” jeg hopper op i hans arme. Vi har ikke set hinanden i hvad .. to uger? Og vi plejer at se hinanden hver dag!
”Gæt hvad vi er.” siger jeg.

”Vi er stadig 1.G’er!” griner han.

"Snart 2.G'er!" Vi hviner og følges med en masse mennesker.

 

Vi står ved vores skabe. ”Hvad har du i første time?” spørger han mig.

”Det er torsdag, uhm. Engelsk. Dig?”

”Nå. Fysik. Ellers så er det kemi.”
”Det er fysik.” siger jeg og smågriner. Der er en masse mennesker på gangen. Timerne starter om 10 minutter. ”HEY HOOD?!” er der en der råber. Kyle kigger op. ”Jaaaa-aaa?” han sænker stemmen. ”okay, det var ikke mig Hood.” jeg griner. ”Det er så træls. Hvorfor kan de ikke kalde Calum for Thomas? I stedet for Hood? Det ville være meget nemmere.”

”Fordi han også hedder Hood til efternavn? Hey, kan du huske da ..” han afbryder mig hurtigt.

”JA, DET KAN JEG GODT. DU SIGER DET HVER GANG, NOGLE RÅBER EFTER HAM. Du behøver ikke at minde mig om det.” jeg griner. Calum er lidt dum, altså rent fagligt og sådan, og han troede at ham og Kyle var i familie. Så var Kyle selvfølgelig så dum og sige ”Vi kan sguda ikke være i familie? Du er asiat?” og det var så sjovt. Calums ansigtsudtryk var priceless. Kyle er slet ikke uhøflig, hvis det er det I tror. Men han gik bare i chok over Calums ”hey, er vi ikke i familie? Du ligner faktisk ..” og så afbryd han ham med det der asiat noget. Og det bedste ved det hele var, at Calums ikke er tæt på at være asiat. Det er bare hans øjne der er sådan lidt kineser, asiat agtige. Vi griner på vej ned til klasserne.

Sarah, en fra min klasse, stopper os.
”Hey guys, hvor skal I hen?” spørger hun.
”Til time, hvorfor?” svarer jeg.

”Vi har møde. Hele årgangen, omkring næste uge. Nede i hallen.” jeg sukker.

”Okaaay then.” vi vender os om.

 

*

 

”Så venner,” kan vi høre vores inspektør sige i mikrofonen, ”Det er nu blevet årets tid til projektopgaven.” folk gisper. ”Jeg har både gode og dårlige nyheder. Hvilke vil I første høre?” alle råber efter den gode. Typisk. ”Emnet er - psykiske lidelser,” Kyle kigger hurtigt på mig og tager min hånd.
”Undskyld mig, men hvordan kan det være et godt emne?” spørger Erin fra den anden klasse om.
”I kopierer sguda alligevel alt fra nettet, og der står meget om det på nettet.” svarer han. Folk griner. ”Men den dårlige nyhed er, at I desværre ikke må bestemme hvem I vil arbejde sammen med.”  folk buh’er. ”Jeg ved godt, at det er meget træls. Men det skyldes simpelthen, at mange af jer arbejder sammen med jeres bedstevenner og ender med et 02tal. Derfor sætter vi jer sammen, og det bliver stræbere der arbejder sammen med folk der ikke har lyst til det her. Vi gør det kun for jeres egen skyld, husk det.” folk tier stille. ”I vil få jeres makkere afvide i morgen. I kommer selvfølgelig til at arbejde sammen med folk fra jeres egen klasse. Forløbet kommer til at foregå de næste to uger, og næste fredag skal I fremlægge det. Jeg ønsker jer alle held og lykke. I må gerne forlade salen nu.” alle går ud. Nogle brokker sig og andre har det fint nok med det. ”Em, er du okay?” spørger Kyle mig.

”Ja, jeg er okay. Jeg synes bare, at det er et fucking latterligt emne. De har like ingen situationsfornemmelse OVERHOVEDET.” Jeg hader at snakke om psykiske lidelser og sådan noget. Det minder mig alt for meget om min fortid, og den vil jeg ikke mindes om, overhovedet. Men nu må jeg jo se om jeg kan klare det.

Kyle og jeg smutter ind til hver vores klasse.


Jeg sidder til timen. Det er vores sidste time og så har vi fri. Jeg overvejer, at tage fat i en af mine lærere omkring emnet. Men jeg vil heller’ ikke gøre et stort nummer ud af det. Det er latterligt, og det ødelægger det måske for de andre.

Mine lærere ved godt, at jeg ikke havde det så godt for nogle år siden. Da jeg startede i skole her, så havde jeg det stadig lidt dårligt, så de var nødt til at vide det, så de kunne holde øje med mig og ligesom lidt være der for mig, agtigt. Jeg har den her lærer, som jeg snakkede en del med. Men hun valgte at stoppe på skolen, da hun simpelthen boede for langt væk. It sucked a lot.

”Emma, er du okay?” spørger min lærer mig pludselig. Folk kigger på mig.

”Øh .. Ja, det er jeg da. Hvorfor skulle jeg ikke være det?” spørger jeg venligt med et smil.

”Du virker bare lidt ukoncentreret.”
”Det er jeg egentlig også. Jeg skal nok følge med, undskyld Ms. Pittsburgh.” siger jeg. Hun smiler venligt til mig og fortsætter undervisningen. Jeg hader tysk. Ja, vi har tysk. På en australsk skole. Jeg ved fucking ikke hvorfor, men jeg fortryder, at jeg valgte denne her linje pga. Tysk. Jeg hader det fag som pesten! Jeg fatter 0. Normalt så forstår jeg lidt ’alt’ omkring alle fag, eftersom jeg har meget nemt ved at forstå ting. Men tysk, ugh. Det er noget af en udfordring, fordi jeg kan simpelthen ikke få det lort til at hænge sammen. Jeg har brugt et halvandet år på at lære det her sprog, men jeg kan stadig ikke føre en kort samtale. Hmm, flot.

 

Kyle og jeg er på vej hjem til ham. Jeg er vildt spændt på i morgen. ”Hvem håber du på at arbejde sammen med?” spørger han mig.
”Mhm, jeg håber vel på dig. Ej, ellers så Lucy måske. Eller Chloe. Eller måske Matthew, men han er jo klog. Hvad med dig?”
”Josh, Rosie eller Jake.”

”Jeg synes det er vildt uretfærdigt, at vi ikke selv må vælge.”
”De gør det jo for de andres skyld.” Jeg sukker.
”Ja, jeg ved det godt.” Jeg må også lige tænke på de andre lidt. De har brug for det. Jeg ved, at Kyle og jeg bliver sat sammen med de dårligste i klassen. Kyle og jeg er, ikke for at prale overhovedet, de klogeste i klassen. Vi er dem som er bedst til alle fag.

 

 

*

 

Jeg ligger skråt på Kyles seng og han sidder op af væggen og ser fodbold på hans tv. Jeg spiller med hans bold. Klokken er halv elleve. ”Fuck det er varmt.” siger jeg og tager min overtrøje af, så jeg sidder i t-shirt. Kyle er den eneste jeg kan sidde i t-shirt foran. Nok fordi han kender til alt mit selvskade halløj, så ja. I tænker nok ’Han er din bedsteven. Hvorfor stopper han dig ikke?’ Kyle prøvede at få mig til at stoppe med at skade mig selv i et år, indtil han forstod, at han kunne ikke få mig til at stoppe. Sådan er det. ”Jeg er så træt.” siger jeg.
”Så sov.” griner han.

”Jeg skal sguda hjem, din tosse.”
”Du kan da bare sove her? Hvad skulle der ske?” han har fat i noget.
”Du har fat i noget.” jeg rejser mig op og kigger i hans skab. Jeg tager hans t-shirt, går ind på badeværelset og skifter tøj, og kommer ud. ”Night.” siger jeg og lægger mig under dynen. Mine forældre ved godt, at hvis jeg ikke er hjemme, så er jeg her.
”Godnat.” siger han. Jeg falder hurtigt i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...