En smuk facade

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2015
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
Der hænger bamser i træerne. Bamser med øjne der glimter. Imellem træerne står et hus, faldefærdigt og gråt. Bag en af sprækkerne kigger han ud på dem, som kommer. Dem som leder efter den bamse, som endnu ikke er død, den bamse som tilhører dem.


[Indeholder groteske sprogbilleder (Ikke sex eller intens vold, mere den der; overnaturlig maniac s**t]

0Likes
0Kommentarer
1046Visninger
AA

8. Tryghed

Hun kunne ikke bevæge sig, kun se. Så hun så. Grenenes mørke. Græsset bag dem. Sollyset som så gerne ville trænge igennem. Halskæden som nu i hendes øjenkrog ikke længere var en halskæde, men et tykt snoet reb.  

     Hun gled lige så stille mellem træets fingre, nedad og nedad. Men hun kunne ikke mærke det, kun se farverne skifte. Hun kunne ikke høre det eller lugte det, kun se lyset komme hende i møde. Så hun så, hun gled det sidste stykke og faldt mod jorden. Rebet stoppede hende brat midt i luften med et ryk. 

     Hun følte sig af en eller anden grund ikke bange, hun følte ingen frygt ved sin tilværelse, hængende en lille meter over jorden. Det var som om, hun havde mistet evnen til det. Hun hang bare og svajede i den lette brise – Og så ud over huset og de rådnende figurer i landskabet. Muggen fra de mange regnfald voksede i skorpen af deres pels. Rusten farvede metallet. Larver og mider bosatte sig i plasticcen. Hun kunne nu se dem uden utryghed, for utrygheden var skyllet væk. Næsten alting var skyllet væk.

     En dreng bevægede sig ind i hendes synsfelt. Han så op på hende, og hun stirrede igen. Var dette gerningsmanden bag hendes tilfælde? Han rakte hånden op mod hende, men tøvede så og tog den til sig. Så vendte han sig og gik op mod huset. Hun var forladt, tilsidesat til den ensomme eg. Hun hang alene og ville højst sandsynligt hænge der for evigt. Og det var hverken en lykkelig eller sørgelig tanke for hende; kun tom. For hun var næsten ingenting nu, kun en dukke i et træ og en dukke i et træ kunne hverken være lykkelig eller bedrøvet. Den kunne kun være.

     “Hvem er jeg?” tænkte hun. Og tanken destruerede sig selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...