En smuk facade

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2015
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
Der hænger bamser i træerne. Bamser med øjne der glimter. Imellem træerne står et hus, faldefærdigt og gråt. Bag en af sprækkerne kigger han ud på dem, som kommer. Dem som leder efter den bamse, som endnu ikke er død, den bamse som tilhører dem.


[Indeholder groteske sprogbilleder (Ikke sex eller intens vold, mere den der; overnaturlig maniac s**t]

0Likes
0Kommentarer
1053Visninger
AA

10. Skyggen

Mørket faldt på.

     Der var næsten ingen forskel i hendes tilværelse. Hun hang stadig frigjort fra de mange kilo. Hun var stadig så smuk som dagen, men nu havde hun den ikke længere til at huske og sammenligne. Hun glemte den let, dagen, snart huskede hun kun natten. Hun huskede ikke så meget længere, hun så kun. Minderne flød ud af kroppen på hende, og hun følte dem kun flyde forbi. Hendes mor som smilede, hendes folkeskolelærer, hendes ekskæreste som slog op med hende, gardinerne som var slået for, brevet som hun skrev, brevet som begyndte at få sin egen vilje og skrev hendes ord for hende, førte hendes hånd over papiret. Hun skrev, at hun kunne redde sig selv, gøre bod på alting, hvis bare hun søgte det. Hun stak af fra arbejdet og stak mod skoven. Og hun kom til et hus med dukker og bamser. Rebet havde suget alle disse minder ud af hende, som et sort hul, som nærigt ville have mere og mere. Hun svajede i vinden. 

     Hun så en skikkelse nær nogle af træerne længst borte. En skygge nærmest. I natten bevægede den sig stille fra træ til træ. Fra legetøj til legetøj. Skikkelsen var næsten usynlig. Den pillede med lange, alt for lange skyggefingre ved legetøjet, den vendte det og drejede det i hænderne, som var det rubiksterninger. Så gik det videre, krøb til det næste, drejede hovedet lidt på skrå for at gøre sig parallel med en barbiedukke. Den så ind i dens øjne, det eneste som stadig var specielt ved legetøjet. Øjnene var som glaskugler, fyldt med røg og skikkelsen observerede disse tæt og holdent. 

      Hun følte intet ubehag, da den nærmede sig hende, den evne havde hun mistet. Den blev heller ikke hos hende længe, gav hende kun et enkelt blik, før den fortsatte til det sidste træ. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...