En smuk facade

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2015
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
Der hænger bamser i træerne. Bamser med øjne der glimter. Imellem træerne står et hus, faldefærdigt og gråt. Bag en af sprækkerne kigger han ud på dem, som kommer. Dem som leder efter den bamse, som endnu ikke er død, den bamse som tilhører dem.


[Indeholder groteske sprogbilleder (Ikke sex eller intens vold, mere den der; overnaturlig maniac s**t]

0Likes
0Kommentarer
1075Visninger
AA

12. Mod

Hun faldt. Ramte jorden på knæene og lå fladt. Og i et enkelt sekund kæmpede hun efter vejret, og så ramte grenen hende i ryggen. Hun skulle til at skrige af smerte, men så ramte de manglende sanseindtryk hende, følelsen af at kvæles langsomt, følelsen af mørket, af frygten, af skyggen, lyden af træet, der bristede. Alt det der før havde været utilgængeligt for hende, væltede ind i hende og kolliderede mod hendes tankernes mur. 

     Var det hendes vægt, som havde knækket træet? Var det flæsket, som hun så inderligt havde ønsket sig af med, som redede hende? Hun var i hvert fald et menneske igen og hun vidste nu, at det var skyggen, som havde bedraget hende. Der var nogen, som skreg; var det fugle, eller var det et barn? Drengen? Hun løb, hun løb så hurtigt, som hun kunne i mørket og for vægten, som klaskede ned af hendes lår. Hun skulle væk. Skriget lød igen, skreg om hjælp. Hun stoppede op. Stirrede ned af sig selv, huskede drengen ved døren. Han ville have hjulpet hende. 

     Hun vendte sig og løb tilbage mod huset.

     Skyggen var ikke i nærheden, så hun løb op mod døren, som var ulåst. Der var helt mørkt inde i huset, så hun måtte famle sig frem, mens hun prøvede på at glemme beskrivelserne, som sanserne gav hende. Det svampede træ i dørkanterne, lugten af bræk og død, lydende af små dryp og pilen af små fødder. Hun så efter et par minutter to lysende røde pletter, der lignede øjne helt nede ved gulvet. Pletterne løb forbi hende. 

     “Hallo? Er du herinde?” kaldte hun stille, for hun turde ikke tilkalde skyggen. Hun havde så meget lyst til at skynde sig hjem, ud af huset og skoven, men nu havde hun truffet et valg, og hun var ikke engang sikker på, om hun ville kunne finde ud af huset igen. Hun fortsatte i mørket og var lige ved at glide i endnu en pyt af bræk. Stanken fik hende til at  vende hovedet væk og klemme øjnene sammen, også selvom at det intet gjorde, intet ignorerede. Brækket var der stadig, hun kunne mærke det med fødderne. 

    Hun mærkede en dør, den måtte være noget specielt, for alle de andre var revet af og efterlod kun dørkarme. Så hun åbnede den og trådte ind. 

     Der var mere lys på den anden side i det, hun så var en slags trappegang, lyset kom oppe fra, ikke noget stærkt, nok bare månelyset, som trængte igennem og forbi fuglene.  Trappen var lige så faldefærdig som resten af huset. Stille med små skridt kantede hun sig op af trappen. Hun kastede ofte blikket bagud for at se, om der stod nogen bag hende, men nej, ingen skygge. Den hidtil største pøl af bræk modtog hende øverst og da hun trådte over den og ind i en slags ildstue, så hun i en stol, en dreng med ryggen til ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...