En smuk facade

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2015
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
Der hænger bamser i træerne. Bamser med øjne der glimter. Imellem træerne står et hus, faldefærdigt og gråt. Bag en af sprækkerne kigger han ud på dem, som kommer. Dem som leder efter den bamse, som endnu ikke er død, den bamse som tilhører dem.


[Indeholder groteske sprogbilleder (Ikke sex eller intens vold, mere den der; overnaturlig maniac s**t]

0Likes
0Kommentarer
1130Visninger
AA

3. Mobiltelefon

Slaget kom hurtigt, men forventeligt. Han havde altid anet dem minutter, før de kom. Det var noget i faderens stemme, noget sadistisk, som gjorde, at Erik altid viste, hvornår øretæven ville lande på hans kind. Det var allerede år siden, at han havde fundet ud af, at hvis han bare drejede hovedet en anelse, nej ikke engang en tomme, så gjorde draget ikke nær så ondt. Han skulle selvfølgelig sørge for at komme med de samme støn, for ellers slog han jo bare igen. Og selvfølgelig skulle han sørge for ikke at jamre. Der var ikke noget hans far hadede mere end jamren – især når det kun drejede sig om bagateller. 

     Hvad var det om denne gang? Det var det næsten for tidligt om morgenen til at huske. Hans far havde hevet ham op af sengen. Selvfølgelig spærrede Erik øjnene op, da faren var begyndt at råbe, men han lyttede ikke. Det gjorde han aldrig. Problemet med at blive råbt ad så tidligt om morgenen var, at man ikke kunne gabe uden konsekvenser. Og han havde virkelig lyst til at gabe, han havde lyst til at klø søvnen ud af øjnene og han havde lyst til at tjekke sin mobiltelefon, som hans far af en eller anden grund havde i hånden. I et kort sekund, mens Erik stirrede på de bevægende læber, koblede hans høresans sig igen til resten af systemet:

     “…finder mig ikke i…” Blikket panorerede ned til mobiltelefonen i hånden på ham, så op igen, “…ikke kun flyder…” og så ned igen, som en hoppebold i yderst langsomt tempo. 

     Forudanelsen til det andet slag kom nogle sekunder senere, da telefonen begyndte at ringe højtlydt.

     “Nu igen for fucking helvede.” Erik så på, mens faderen fumlede med knapperne uden idé om, hvordan man tacklede den. Erik kunne næsten lugte lunten brænde ned på sprængstoffet, mens tonen fra telefonen kun blev højere og højere. 

     Den måtte have lagt i gangen … og så måtte alarmen have lydt. Måske. Men han var egentlig ligeglad. Faren blev mere og mere rød i hovedet, indtil han til sidst brød ud i et vredens skrig, kastede mobilen fra sig og slog Erik fra samme side som før. Erik gav et lille støn, kiggede ned på mobilen og valgte dernæst de næste ord strategisk:

     “Men far?” Han drejede sig så en smule på skrå.

     “Ikke noget fucking–” slag “–men din lille …” Han tav, vreden falmede kortvarigt.

     “Bare fjern den … den … den tingest fra min stue.” Og så tordnede han ud. Erik smilede let og gabte tilfreds. Det var en nyudviklet taktik for ham, at fremprovokere et ekstra slag for at forebygge flere af slagsen. Det var som at afbrænde græs for at stoppe en steppebrand. Han gik hen til sin telefon og tog den med sig tilbage til sengen. Skærmen var flækket. Han kunne stadig se det meste på den; klokken var lidt i fem. Han så nu, at det, som faren nok havde troet var alarmer, istedet var ubesvarede opkald. Han så ned på talparrene, som var gentaget et par gange tværs ned over skærmen. Så sukkede han og slukkede lyset.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...