En smuk facade

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2015
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
Der hænger bamser i træerne. Bamser med øjne der glimter. Imellem træerne står et hus, faldefærdigt og gråt. Bag en af sprækkerne kigger han ud på dem, som kommer. Dem som leder efter den bamse, som endnu ikke er død, den bamse som tilhører dem.


[Indeholder groteske sprogbilleder (Ikke sex eller intens vold, mere den der; overnaturlig maniac s**t]

0Likes
0Kommentarer
1130Visninger
AA

9. Manden i Huset

Huset var som besat af en kraftig dunst; noget fuldkommen ubeskriveligt. Han stod der på dørtrinnet af det enorme hus. En skade sad i et smadret vindue oven over ham og stirrede ned. Dens øjne var som malede sorte, helt stille, ikke som de andre fugle, som fløj ud og ind af husets mange andre vinduer med en åbenlys fugleagtig fryd. Huset fremstod kaotisk og usystematisk for Erik, usympatisk. Det frastødte ham, meget mere end så meget andet og vindene i ham fik hans hånd op, og han bankede på. Banket lød hult og ekkoede på anden side af træet. Lyden klang hele vejen opad og fik et par stillestående fugle til at baske. Skaden rørte sig ikke, det var som, at den var udstoppet.

   En person åbnede døren, men da Erik så op mod ham, kunne han ikke forstå, hvad det var, som han så. Han var vel … tom. Det var den bedste måde Erik kunne beskrive det på, han var tom. Lukkede Erik øjnene, ville han sikkert ikke huske ham igen. Hans hud var som en maske, hans udtryk dens udformning. Alligevel anede Erik en interesse, manden stirrede på ham, med hvad der måske kunne være forbløffelse. 

     “Hvad vil du?” Ordene slap ud fra det tomme, flygtede væk fra manden, som passede så vel til sin bolig. Erik fandt hans badekåbe, hans tæer og brystvorter lige så frastødende som huset. Og han lod tydeligvis ikke mærke til problemet. 

     “Der hænger en kvinde i træet.” Mere stirren med et glasblik. 

     “Jovist.”

     “Hun er ved at blive kvalt,” sagde Erik til ham, men han lyttede ikke meget efter. Han reagerede i hvert fald ikke, andet end med;

     “Jovist.” En meget lys og neutral stemme. 

     “Skal du ikke have hende ned?” Mandens mundvig dirrede; i retning mod måske et smil eller måske en sorg, Erik vidste det ikke.

      “Det er ikke mit job.” Vinden i Erik tryglede ham om at løbe, for denne mand var ligeglad. “Hvorfor skærer du hende ikke ned?” spurgte manden. 

     “Jeg kan ikke lide at røre mennesker.”

     “Aha,” sagde han. “Det kan jeg heller ikke.” Der var en pause.

     “Hvorfor er der så mange fugle?”

     “Mest på grund af miderne.” 

     “Nå.” Erik fulgte hans blik og så nu først rigtigt klyngen af lig, der alle hang hængt i træerne omkring huset. De var alle rådnende, men nogle rådnede mere end de andre. Og det var i de nye lig, at miderne sad. Erik kunne endda se dem fra dørtrinnet. Hvide og brune, de åd sig igennem, hvad der for det meste lignede mennesker. Hist og her sad der en fugl eller to og nappede i miderne lystigt.

      “Og stanken?”

      “Selvfølgelig.” Der var intet blod, ingen makabre scener, kun kød der rådnede stille og langsomt. Erik så ikke døden, han så kun det liv, der ikke var og det liv, som opstod; miderne, dyrerne, bakterierne og fuglene. 

     “Hvem er de?” spurgte Erik manden i badekåben. Og manden i badekåben sukkede. 

     “Folk der leder. Folk der stræber. Folk der har tabt sig selv i deres stræben.”

     “Jamen de er jo døde.”

     “Er alle ikke det, når de har opnået, hvad de vil? Er det ikke ønsket, at dø når man er lykkeligst?” Han forstod ikke manden. Han forstod ikke et ord af, hvad han sagde. Og vinden i ham blæste i maven på ham. Væltede hans tanker som dominobrikker. 

     “Hvad med hende?”

     “Jo…”

     “Men … hvorfor … hvorfor hjælper du hende ikke? Hvorfor skærer du hende ikke ned?” spurgte Erik.

     “Hvorfor skærer du hende ikke ned?” spurgte han igen og Erik kunne ikke længere stå imod. I en eksplosion tordnede han frem mod manden, brast ind i hans bare mave og væltede ned på gulvet med ham. Slagene var vilde og uregerlige og brød snart ud i anfaldet, de blev til blot berøringer. Mens slagene ramte mandens mave og tårerne ramte mandens hals, sagde hverken Erik eller manden meget, men snart begyndte han også at græde, ikke en smertens hyl, men noget andet. Da Erik endelig lå stille, hviskede manden så lavt, at han næsten ikke kunne høres:

      “Vil du ikke nok slå mig ihjel?” Erik løftede hovedet en lille smule fra mandens mave. “Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke se på dem mere.” 

      “Hvorfor slår du ikke dig selv ihjel?”

     “Jeg kan …” han hostede ordene “ … kan ikke. Det er min straf, forstår du ikke det?” Erik fattede sig, rejste sig op og så nu ned på manden. Han var faktisk ret ynkelig i sin lånte hud, hans hår faldt uregerligt ned af ham, hans badekåbe var revnet flere steder med mange pletters snavs, og det lignede at års brusebad havde været spildt på ham. 

     “Du bor her jo. Hvorfor hænger du ikke derude hvis … hvis”

     “Selv en smuk facade kan skjule et tomt indre,” hviskede manden fra gulvet. “Det er det eneste jeg ved, det står over kaminen, og jeg har læst det hver dag siden jeg kom hertil. Det og så biblen.” Manden hviskede det ned i træ-brædderne. Gulvet var råddent, Erik kunne mærke det i tæerne. Det var nærmest fugtigt, som om det var skåret fra regnskovstræer. Han betragtede omridset af manden, som stirrede ligeud mod ingenting. “Du skulle aldrig være gået herind. Der er ingen retfærdige.”

     “Hvad mener du?”

     “Du er dødsdømt.” Døren smækkede i bag Erik. “Nu handler det bare om hvornår.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...