En smuk facade

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2015
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
Der hænger bamser i træerne. Bamser med øjne der glimter. Imellem træerne står et hus, faldefærdigt og gråt. Bag en af sprækkerne kigger han ud på dem, som kommer. Dem som leder efter den bamse, som endnu ikke er død, den bamse som tilhører dem.


[Indeholder groteske sprogbilleder (Ikke sex eller intens vold, mere den der; overnaturlig maniac s**t]

0Likes
0Kommentarer
1089Visninger
AA

11. Flod

Hans første indskydelse havde været de øverste vinduer, han kunne måske hoppe ud af dem. Han bevægede sig rundt i det faldefærdige hus, men fandt ingen trappe. Der var et stort hul i huset i et af hjørnerne, men det var dækket af fugle. I sekundet at han nærmede sig vinduet skreg og råbte fuglene af ham, dem som sad der. De så sindssyge ud, klar til at æde ham.

      Vagthunde, tænkte Erik. De er her ikke kun for miderne. Han var fanget i huset. 

     Han sad ved døren i flere timer, hev i håndtaget, kradsede neglene ned på pladen, sparkede på den. Intet ændrede sig, intet gav sig, ingen lyde fra det rådnende træ. Mørket var faldet på, så han kantede sig frem for at finde manden, som havde forsvundet fra gulvet. Det var på en måde mere behageligt for ham, der var intet rod i skyggerne, kun silhuetter og intetheder. Han behøvede ikke at se husets fejl, det eneste, der nu nagede ham, var gulvet, der for hver skridt duggede hans tæer. Det afgav også en svuppende lyd, der spredte sig op gennem hans knogler ved de værste brædder. Men hvor lyset manglede, blev der gjort op for i lyde. Han kunne høre hver fuglenes klagen og ofte piben i mørket. Små rotters blodrøde øjne lyste næsten op, når de pilede forbi ham. De krydsede gangene med lynets hast og kom nogle gange til at træde ham over fødderne. Han kom også til at træde på en edderkop, der larmede så meget, en knasende lyd, der føltes som et enkelt skridt i en mose.

     Han fandt skikkelsen i noget, som han før havde set som et køkken. Manden sad ved et bord med noget vridende i hånden. Da Erik satte sig ved bordet, så silhuetten op og dyret undslap sig hans greb. Den kriblede væk, det måtte være en mus eller en rotte.

     “Pis,” mumlede manden og smed en genstand fra sig, som larmede over bordet. Da Erik så nærmere, så han, at det var en kniv. Musen forsvandt ud af køkkenet. Erik kunne mærke kulden, som lå i silhuettens blik. 

     “Min far er nok kommet hjem nu,” sagde han, men manden ænsede ham ikke. Efter et stykke tid spurgte han: “Hvor længe har du været her?”

     “Det ved jeg ikke, måske et år, måske et århundrede. Man mister tidsfornemmelsen i det her sted. Kan du lide det?”

     “Nej. Her er alt for beskidt, her er urent.”

     “Vi er alle som noget urent, alle vore retfærdigheder er som snavsede laser. Og vi visner alle som et løv, og som vinden har vores syndeskyld ført os bort.”

     “Øhm?”

     “Et citat. Jeg tror vi alle sammen, både dem der hænger og os der ikke gør, søger noget retfærdigt. Men der er ingen retfærdige, ikke en eneste. Alle er kommet på afveje her, alle fordærver vi på vores egen måde,” sagde manden langsomt næsten fraværende, som om han huskede et minde. “Men vi er på en måde ens os to. Der er en grund til at vi to sidder herinde og de hænger derude.” 

    “Hvad mener du?” 

    “Når et almindeligt menneske kommer i haven, så ser de ikke ligene, det er jeg helt sikker på. De ligner juleaften, når de kommer. De går rundt, dufter til græsset, mærker ikke stanken, som var det Edens have. De ser mig aldrig, selvom jeg står der i vinduet, og så vælger de træet med en tom løkke, og så hænger de sig.” Silhuetten fingerede sin kniv over bordpladen. “Om natten kommer han. Du kan nok se ham derude nu, hver aften går han rundt og ser dem i øjnene. Måske måler han dem, finder ud af hvem, der er blevet retfærdig.” Erik rejste sig og gik over mod vinduet, kunne lige ane en skygge ved et af træerne. Det lignede, at han hang en løkke op i et træ. “Måske prøver han os. Måske er det her bare andet lag af hans test. Måske er vi i udrenselsesprocessen. Jeg har siddet her så lang tid i denne … denne skærsild. Og du skal nok sidde her lige så længe som jeg.” Manden trak vejret ind, og så gav det et gib i ham; “Eller måske…,” og Erik kunne høre manden rejse sig fra sin plads ved spisebordet. “Måske er du min test.” Skyggen drejede sig. ”Er du det sidste?”

      “Jeg–“

      “Det ville forklare det hele.” Erik fjernede blikket fra skyggen, og så manden komme nærmere. “Grunden til at du ikke påvirkes. Måske er vi ikke ens. Måske er du bare … Du er min Isak.” Tændtes der en flamme i manden? Eller måske ikke en flamme. Det var et ansigt; øjnene brændte sig igennem den puppe, som var det tomme. Og selvom Erik ikke kunne se ham, følte han detaljerne vokse frem fra mandens ansigt; begæret der åd hans øjne, hadet der åd hans mund, dovenskaben, der åd hans krop. Kniven bevægede sig frem og tilbage fra hånd til hånd. Manden ville dræbe.

     “Disse skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv!” råbte han ud mod det åbne hul, hidkaldte skyggen, så den kunne beskue hans eksamen. 

      Manden kastede sig ud efter Erik, som var han en pistol og kniven projektilet; Kniven stødte ind i ham i brystet, og kraften fra den sendte ham ned på gulvet. Det gjorde ondt, men ikke for ondt. Ikke så ondt, som Erik havde troet, at det ville gøre at blive stukket. Manden, som havde lagt alt vægt i hoppet, faldt ned ved siden af ham, mens Erik mærkede sig på brystet, men ikke fandt nogen kniv eller nogle huller, intet blod. Fra gulvet slyngede manden armen frem igen, men Erik rullede væk, inden han ramte ham. Han rejste sig hurtigt op og sparkede instinktivt til hånden. Kniven fløj ud af hænderne på manden og lå nu på gulvet. Da han tog den op og drog sin finger ned af siden på den, mærkede han, at det var en smørkniv. 

      Manden, der før havde føltes så stærk, prøvede igen og igen at komme på benene. Erik gik hen til ham, nærmere, så han kunne se hans detaljer bedre i mørket. Men hans ansigt var igen tomt; det der før havde vokset frem i mandens raseri var nu væk. Hvad var det, han havde set: hans far? Hans klasselærer? Erik hørte musen komme listende tilbage over gulvet og så den kravle op på mandens ryg med et lille piv.

     Uden at vide hvorfor drog Erik kniven ned mod mandens hals og modstanden var lille. Han gav et lille støn, ikke af smerte men af overraskelse, og Erik kunne høre blodet sive lige så stille ud i ryk, i takt med hans hjertebanken. 

     “Du bliver som mig … Du, ” hviskede manden i en rallen. “En dag … vil du … se ned af dig selv, og så vil du være mig. Intet er skjult, som ikke skal blive åbenbaret og…” Manden fasede ud af bevidstheden, mens blodet forlod hans krop langsomt, men stødt. Erik tog kniven op og mærkede den klædt i blod, en klinge så skarp, at den spejlede sig selv i mørket. Erik lod den falde, og den landte på mandens ryg ved siden af musen, som sov, som intet ænsede. 

     Der lå en bibel på bordet; dens ryg var knækket utallige steder, forsiden revet i stykker i hvad der lignede raseri. Da Erik samlede den op og bladrede igennem den, så han passager understreget, overstreget, gennemstreget.  Han kunne ikke se, hvad der stod i det dunkle, men kunne se, hvad der ikke stod; der manglede sider, der manglede hele kapitler. Den føltes rå og klam i hans hænder, som noget der aldrig havde rørt en kirke eller en præst eller en kristen. Denne bibel var ikke dyrket, den var analyseret. Måske forhadt. Bagerst i bogen kunne han lige ane en sirlig håndskrift: Tilhører Dan V. Jensen.

     Da han vendte sig, så han en skygge i vinduet, den observerede ham, ham og liget. Erik så væk og prøvede på at lade som om, at den ikke eksisterede, at det var bare var en skygge. Blodet skinnnede, lyste næsten, det gik hurtigere og hurtigere fra manden og pytten blev større. Snart var hele rummet dækket af et lille gulvtæppe blod, klæbede sig til Eriks tæer, det der ikke var vind, det der ikke var vand. Og det var her frygten vågnede i Erik, han skulle til at brække sig over synet og lugten og følelsen af blodet, der hævede sig hurtigere og hurtigere; han stod paralyseret og var lige ved at falde om i et nyt anfald, mens blodet nu havde spist hans fødder, åd sig op af hans ben, hurtigere og hurtigere mens skyggen så på. 

     Han måtte ikke falde, han måtte ikke stå stille. Floden åd hans bræk, mens han bevægede sig mod døren. Selvom at blodet var tykt og klæbrigt, var det nemt, for der var skabt strøm; blodet, der havde kilde i manden, bevægede sig ud af gangen, og Erik fulgte med. Blodet havde nået hans liv, og blodet åd nu hans tårer, mens strømmen ramte ham i ryggen. Hans tøj blev så tungt, prøvede på at hive ham ned, mens han kæmpede sig videre i rum efter rum, og floden af blod åd nu også hans sved. Han bevægede sig i ring. Bølgen tyngedes. Vildfaren så han en dør, som endnu ikke var åbnet. Han kæmpede med den under trykket fra blodet, men den var så svær at åbne i den tunge tykke masse. Han kæmpede og kæmpede med den, og nu gav den sig. Han faldt ud på den anden side og ramte gulvet, der endnu ikke var rørt af blodet, og derfor væltede det nu over ham og dækkede ham helt. Han var under vande, desorienteret, hvad var op? Hvad var ned? 

     Blodet drog ind i hans mund og hans næsebor. Han gik i panik. Blodet var så tungt, at han ikke kunne svømme, så han kæmpede bare, videre og videre blindt med en tyngde, han ikke havde troet mulig. Han mærkede en kant – En trappe! Han kæmpede sig op af den, trin for trin. Maven fyldtes af blod, lungerne fyldtes af blod, han kunne snart ikke mere; han var ét med blodet, han kæmpede og kæmpede, ville besejre trappen og manden. Blodet ville have ham til at give op, men blindt trak han sig op og op, og med ét brød han overfladen og ramte gulvet over trappen. 

     Han brækkede sig og brækkede sig på gulvet indtil han endelig kunne få luft. Da han havde fået gnedet det værste af blodet ud af øjnene, så han over mod, hvor han var kommet fra. Lettelsen ramte ham, for blodet steg ikke, det var stoppet, udlignet med trappens øverste trin, der nu var som et hul i stedet, en sø af manden kaldet Dan V. Jensen. 

     Hele øverste etage var en slags ildstue. Det var selvfølgelig gammelt og ødelagt: Hele rummet var fyldt af huller ud til natteluften, huset af fugle. Der stank ikke så meget deroppe, i stedet var der koldere. I enden stod en kamin, som så ud til aldrig at have været brugt, med en simpel sætning indprentet over ildstedet: 

     Lykke: Kræver ørnen guldvinger? Ønsker løven klør af sølv? Forlanger fisken finner i kobber?”

     Han satte sig i stolen foran brædderne og funderede. Hvad kunne han gøre nu? Det ville være umuligt for ham at stikke af, selvom han kom forbi fuglene, så ville han måske dø i faldet fra vinduet. Han skulle i hvert fald heller ikke ned til blodet igen. Der ville aldrig komme nogen op i huset, der ville aldrig være nogen, som ledte efter ham. Hans far ville aldrig tro på, at han var taget hjemmefra af egen fri vilje. Og slet ikke ind i en skov. Og slet slet ikke uden for stierne. Hans far troede sikkert, at Erik var blevet bortført, men det vidste Erik var løgn. 

     Hans far løj meget. Måske var det fordi, han var pølsemand. Erik forestillede sig, at pølsemænd var typer, der løj meget. Så ville det i hvert fald ikke være hans skyld. Alle de løgne, alle de konfrontationer. Og den løgn, der blev sagt så mange gange, så ofte for alle der ville lytte: Rektoren, kollegaerne, folkene nede på værtshuset. Erik havde endda set ham råbe det til regnen engang, ude på græsplænen.

     “Min søn er normal! Så fat det dog!”

     Og i stormen nu glemte Erik, hvad han søgte i huset og gik over til vinduet og skreg om hjælp. Fuglene stirrede bare stille på ham. 

     Og så satte han sig i stolen igen. Han stirrede tomt ind i det døde ildsted. Han stirrede som fuglene … han stirrede som ligene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...